Kongresnotater især om afrikansk musik

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 04 - side 84-85

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Kongresnotater især om afrikansk musik

Af ERIK DAL

BIDRAGENE til belysning af ikke-europæisk folkemusik på International Folk Music Councils kongresser har gerne været noget spredte. I år mødtes man i Liège, og Belgiens afrikanske kolonier gjorde det naturligt at gøre afrikansk musik til et hovedpunkt i programmet; anden eksotisk musik blev også omtalt af adskillige foredragsholdere, og et sektionsmøde var helliget drøftelse af Rudolf von Labans dansenotation (kinetografi eller Labonotation). Interesserede vil kunne læse om disse emner i næste bind af Journal of the International Folk Music Council; men kongressen vil især huskes på grund af det afrikanske indslag, de ivrige diskussioner om emnet og de demonstrationer af fortræffelige farvefilm plus en aften med negerdans in natura, fremført af et tournerende selskab med europæisk effekt i numrenes præsentation, men med fuld ægthed og høj kvalitet i selve udførelsen af musik og dans såvel som i dragterne — denne vurdering udtalt på grundlag af samtaler med flere af de bedste kendere.

Om den ægte negermusik og dens kendetegn hørte man en del, men nok så meget om den store verdensdels musikalske situation, broget som den må blive i en befolkning, der på forhånd er stærkt sammensat, og hvis bekendtskab med den europæiske civilisation har alle grader fra tredje generations byboer i Congos storstæder til endnu næsten uberørte stammer i urskovene. Amerikanske, europæiske og afrikanske specialister var til stede, og forskningen er i de senere år organiseret og har fået sin egen forening og eget organ: African Music, Journal of the African Music Society. Emnet behandles i disse kredse i stadig bevidsthed om dets brændende aktualitet: afrikanerne har deres indfødte musik, mange vil gerne høre den, men dels kommer de uundgåeligt til at høre amerikansk-europæisk musik, dels er mange indfødte tilbøjelige til at vende sig fra det nedarvede, også hvor dette er værdifuldt — og hverken de traditionstro eller de europæiserede er stærke i at analysere og videregive den traditionelle musik, fordi de ikke kan anlægge en abstrakt holdning over for et fænomen med de uundgåelige sociale implikationer, som folkemusikken har eller får under mødet med det indførte.

Stadig eksisterer imidlertid en mængde afrikansk folkemusik uden vestlig indflydelse — men stedvis under arabisk eller indisk påvirkning, selv om man efter sædvane bortser fra Afrika nord for Sahara. Instrumenterne, orkestrenes sammensætning og de musikalske stilarter frembyder endda et særdeles rigt varieret billede, og den nedarvede musikfornernmelse kommer til orde også i den måde, hvorpå importeret musik videre-overleveres, ikke mindst i tonal henseende; f. eks. kan halvtoner forsvinde og europæiske instrumenter blive omstemt.

Alligevel sker der ændringer i den traditionelle musik, dels — som i alle musiksamfund — ved enkelte musikskabendes indsats på den gamle basis, dels ved påvirkning mellem afrikanske folkeslag indbyrdes, fredeligt eller i ældre tid mindre fredeligt, og dels ved »westernization« : missionærer, kirker, skoler, koncerter, baller, harmoniorkestre, film og radio. Musik, skabt af og for indfødte under sådanne påvirkninger og især som underholdnings- og dansemusik, går på visse steder under fællesbetegnelsen »highlife music«; og denne musik er bredt accepteret og er f. eks. populær i radio, hvorimod den ældre, stammerene folkemusik mest accepteres inden for de stammer, hvor den havde hjemme, således at man ved radio- og grammofonarbejde kun når mindre grupper med sådan musik. »Highlife« er påvirket fra Europa både tonalt (dur), harmonisk (19. årh.) og formelt (ret korte melodier).

En særlig stilling i sagen indtager jazzen. Denne er som bekendt en amerikansk-europæisk tillempning af noget oprindelig afrikansk, og ved at påvirke afrikansk musikudøvelse kan jazzen selvfølgelig siges at vende tilbage til sit eget. Alligevel er afstanden fra den afrikanske musik på slavehandelens tid jo meget stor.

Det var meget instruktivt, omend lidet behageligt, at få disse ofte omtalte problemer demonstreret i virkeligheden. Det skete, da der mellem den nævnte danseaftens to hovedafdelinger, danse fra Congo og fra Ruanda-Urundi, var indskudt et par prøver af den moderne bynegermusik. En teknisk meget habil, kabaretagtig gruppe musicerede, sang solo eller flerstemmigt og klovnede ind imellem. Denne musik var virkelig et bastardprodukt i dette ords mindre pæne betydning — tydeligt påvirket af vestlig jazz og underholdningsmusik og lige så tydeligt præget af noget andet, det indfødt afrikanske; man kan måske sige det sådan, at de optrædende negre syntes at efterabe europæere, der efteraber negre, og kontrasten til de krigeriske eller stilfærdige, morsomme eller stolte negerdanse i de to store afdelinger virkede meget kraftigt.

Man vil af dette forstå, at opgaverne for målbevidst musikalsk arbejde i Afrika er både store og komplicerede. Videnskabelige opgaver: indsamling, analyse, publikation af de forskellige musikarter og især den traditionelle stammemusik har betydning ikke blot for videnskaben (der i øvrigt fører lange debatter om, hvad der er det sandt karakteristiske for de forskellige regioners musik), men har direkte relation til det arbejde, der fra radiofonisk, pædagogisk og anden side gøres for at holde denne musik i hævd — bestræbelser, som har medvind under opvæksten af en afrikansk nationalisme. Et praktisk vidnesbyrd om interessernes sammenfald er det faktum, at oplaget af en stor afrikansk pladeserie er økonomisk baseret på forventningen om, at halvdelen af eksemplarerne vil gå til videnskabelige institutter over hele verden og den anden halvdel til glæde og adspredelse for minearbejdere og andre grupper indfødte, der bevarer interessen for deres stammes musik trods overgang til vestlige livsformer. Mr. Hugh Tracey skal nævnes som sjælen i African Music Society med dets plader og årsskrift.

Der var langt fra de 24 trommeslagere fra Urundi, der sluttede dansaftenen på medrivende vis, til de flamske og wallonske folkedanse, der præsenteredes på et par udflugter for kongressens 100 medlemmer fra 28 lande — og langt fra den mageløse verdensudstillings mangfoldighed til indtrykkene fra en privat udflugt til middelalderstæderne i Flandern. En indholdsrig kongres, i hvis faglige udbytte de afrikanske indtryk vil stå i centrum.

Årgang 33/1958, nr. 04