På bunden af sagosuppen

På bunden af sagosuppen Af OLE BENDIX Herr Trampenberg elsker den gamle musik med bumfaldera og kukkuk og dikdik.

Han døde i går, han blev dikket ihjel.

Begravelsen sker fra Bror Kalles kapel.

(Halfdan. Rasmussen) BEGREBET underholdningsmusik er unægteligt et af civilisationens mere udflydende. Somme benytter ordet i betydningen musikalsk trommesalskunst, mens andre igen med en vis ret vil hævde, at al musik fra gregoriansk sang til elektrofoni kan karakteriseres som underholdningsmusik.

Men selv i sin mere alment gangbare forstand er begrebet såmænd bredt nok endda og spænder fra wienerklassiske stormestre til syngepigerne i »Bakkens Hvile«, fra middelalderlige almue-pornografiske skillingsviser til monumentale klaverkoncerter i ekkorum og med englekor i det fjerne, fra Prokofjefs social-realistiske hymner til Marlene Dietrich og »Skøjteløbervalsen«, fra Nina og Frederik til »Finlandia« og »Den hvide Måge«, fra aldrende kaffekandevirtuoser til cirkusuddannede, xylofon-spillende søløver, fra Rossini, Riisager, Frank Sinatra og Rachmaninoff til bal i forsamlingshuset. Stille flyder den tonale kadence.

At skelne mellem skidt og kanel er ikke så let som mange tror. Vi lever jo i en kulturkreds, hvor fremstående filosoffer til alle tider har været uenige om, hvor man skulle fiksere grænsen mellem det højtudviklede og det dekadente, og hvor følgeligt også begreber som det folkelige og det underudviklede glider ud i ét.

Endelig er det jo så vedtaget, at hvad der for den ene person er kedsommelighedens blankpolerede helvede er for den anden selve forklarelsens blomstrende paradis. Men selv om man som kriterium for værdiudmåling udelukkende holder sig til en håndgribelig faktor som udførelseskvaliteten, så kan dette mintro også indebære en sværm af springende punkter.

Dette lod sig blandt andet konstatere under den kampagne, som Politiken's Robert Naur i sensommeren rettede mod radioens tyndbenede middagskoncerter, som beskyldtes for at bevæge sig i bittesmå og temmeligt ondskabsfulde cirkler. Men til trods for at det i langt mindre omfang var selve programsammensætningens uopfindsomhed end den deraf følgende sløvrutine i spillemåde og arrangement, der blev angrebet, så strømmede det ind med harmdirrende læserbreve, hvori der kaldtes til værn mod borgermusikens blegnæbbede banaliteter, hvoraf man altså kan udlede, at også sløvrutinen, søvnigheden blandt ind- og udøvere, samt eventuelle herunder opståede skævheder i intonation og lignende, kan indgå som uundværlige bestanddele af den musikalske helhed.

Dette kan man da kalde vanelytning i renkultur. Her bør det måske så inclskydningsvis præcisere Sj at en vanelytter er et væsen, der vrider sig i smerte, når toner i for ham uvante sammenstillinger myldrer ind gennem det ene øre uden at kunne komme ud gennem det andet. For så vidt kunne man så gøre gældende, at vanelytning er noget, der trives på alle etager af Frau Músicas glaspalads, og at UHA-radioen uundgåeligt, hvadenten den ønsker det eller ikke, ifølge hele sin struktur er dømt til at holde vanelytningsuhyret på konstant fedekur.

Dette sidste er jo netop sagen. Nu sidder fedekurmagerne og konstaterer med vemod, at narresutterne ikke uden smertefulde processer lader sig vriste ud af ørerne på den store værgeløse skare af vanelyttende godtfolk. Man ræsonnerer sådan, at hvis der i de hellige sendetider blev udsendt noget, der blot adskiller sig en tøddel fra det i forvejen indarbejdede, så ville lyttermajoritetet simpelt hen slukke for radioen, hvilket jo ville være en katastrofe af uoverskueligt omfang.

Betragtningen er sikkert ikke helt forkert. Imidlertid synes det, som om der trods alt er ét område inden for det pop-radiofoniske slaraffenland, hvor man uden at rive folkesjælen til blods kunne muge grundigt ud.

Der findes en eller anden urgammel forordning, som radiofolkene vitterligt ingen indflydelse har på, og som kræver at en tredjedel af sendetiden skal være forbeholdt dansk musik. Dette kan jo for det første siges at være utilgiveligt provinsielt alene af den grund, at Danmark ikke udstrækker sig over en tredjedel af den planet, vi lever på. Dertil kommer, at situationen tilsyneladende i øjeblikket er sådan, at UHA-medarbejderne ikke alene har svært ved at samle acceptabelt stof, men at de simpelt hen kæmper for overhovedet at kunne udfylde den legendariske tredjedel.

Emnet strejfes i den rundbordsdiskussion, der danner kulminationen i den naurske storoffensiv, men gøres ikke til genstand for mere indtrængende analyse. Man vil også i denne forbindelse fæstne sig ved, at rundbordsdiskussionens angriberhold i sin kritik af programmerne konsekvent undlader at stille konkrete modforslag bortset fra nogle lidt for luftige antydninger, hvilket jo, sammenfattet med den ovenfor anførte, kunne tyde på, at den savnede musik overhovedet ikke eksisterer, om man så også heroverfor vil gøre gældende, at der er skrevet musik lige siden tertiærtiden.

Her er da i hvert fald ét punkt, hvor radioen ikke kan gøres ansvarlig, og hellere end at føre den relativt uskyldige UHA-chef til gabestokken, burde den uforsonlige idealismes repræsentanter se lidt nærmere på, hvem det egentlig er, der boltrer sig i den nationaltbeskyttede tredjedel af sendetiden.

Det er naturligvis en forskelligartet skare. Men der findes en bestemt kreds af mere eller mindre nulevende komponister, der går igen og igen, og som har specialiseret sig i at efterligne og fortynde den i forvejen ikke særligt spændende senromantiske salonstil, der stod i fagert flor hen imod slutningen af forrige århundrede. Ovenikøbet er disse pasticher i reglen dilettantisk skruet sammen.

Hertil kommer så — og dette er mere end temmeligt bemærkelsesværdigt — at den pågældende kategori af banaliteter end ikke kan påberåbe sig at nyde den sloveste popularitet blandt masserne.

Der er dødvand i det fredede svømmebasin.

Ingen skal laste kustoderne i dette senilt-romantiske vokskabinet, for hvorfor skulle de dog ikke brede sig i de reserverede lænestole, når ingen andre gør krav på dem. Hvis tredjedels-ordningen skal bevares fremover — og det skal den sikkert — så kan ansvaret ikke placeres på de komponister, der fylder pop-koncerterne med stof, men som burde lade være med det, men derimod snarere på de komponister ,der ikke gør det, men som burde.

Ikke sådan at forstå, at jeg mener, at Holmboe, Bentzon, Koppel, Weis, Lewkovitch, Jersild, Tarp og Nørgaard skal prøve på at lave tidssvarende modstykker til »Violer til Moster«, men adskillige af den originalt komponerende gardes medlemmer har med mellemrum præsteret sager, der berettiger til at tro, at de kunne bringe en slags fornyelse til underholdningsmusiken uden at slå Jørgen Hattemager ud i første omgang.

For mig må de gerne lade være, men et invasionsforsøg fra en eller anden side er i hvert fald påkrævet, om der da overhovedet skal være nogen idé i at opretholde den reserverede tredjedel af sendetiden. Så er det naturligvis et spørgsmål, hvorvidt denne lidt tungtbevægelige sag i det hele taget er eksperimenter værd. Vanelytningen kommer man jo alligevel aldrig til livs, kan man indvende, hvoroverfor man kan gøre gældende, at hvis den kan skubbes ind i andre baner, så er dette jo også en slags fremstød.