Ralph Vaughan Williams

Ralph Vaughan Williams 1872 —1958

Den store gamle mand i Englands musikliv Ralph Vaughan Williams, døde den 26. august i år og blev mindet af hele den musikalske verden. I 1912 skrev Vaughan Williams en artikel i R. C. M. Magazine´s julenummer: »Who wants the English Composer?«, som giver et levende billede af en stor og uforfærdet stridsmand, der aldrig gik på akkord over for sine idealer. Denne artikel har ikke alene historisk værdi ved at udsige en nødvendig sandhed i rette, men måske for tidlige øjeblik, men dens synspunkter om Englands musikliv er fuldt gyldige den dag i dag. — Artiklen indledes med et digt af Walt Whitman, der påkalder Grækenlands gamle muser og anråber dem om at vise vor verden, hvad græsk ånd var, så vi kan lære et bedre, friskere og mere foretagsomt liv at kende, hvor store, uprøvede og krævende områder venter på os.

DET fortælles, at lederen af et kendt forlag engang sagde: »Hvorfor bliver I unge englændere ved med at komponere? Ingen har brug for Jer.« Er det ikke det, vi somme tider føler i vor inderste sjæl? Ingen har brug for den unge engelske komponist; han er ikke anerkendt hjemme og ukendt i udlandet. Og den komponist, som ikke anerkendes i England, kan næppe forvente at blive kendt i udlandet, for selv om hans værker i det lange løb skulle blive universelle, skal kunst ligesom velgørenhed begynde i hjemlandet. Hvis den skal være af nogen værdi, må den vokse ud af hans eget jeg, det samfund, han lever i, den nation, han hører til.

Det er måske denne misforståelse af selve essensen i kunstens livskraft, som gør den engelske komponists produkter usælgelige. Vi er i England for tilbøjelige til at se på musiken som et isoleret fænomen. Den engelske amatør tror med Rossini, at der kun findes to slags musik, god og dårlig, og hvis han har råd til det, foretrækker han at importere musik af bedste sort ligesom de bedste mærker inden for cigarer og champagne. Forbindelsen mellem musik og det daglige liv er fuldstændig brudt.

I ingen anden kunstart end i musiken drages denne forbindelse i tvivl. Ingen der regner sig for et kultiveret menneske, ville undlade at være på linje med, hvad hans landsmænd siger om litteratur, malerkunst eller dramatik. Et sådant menneske kunne meget vel sige: »Jeg synes, Velasquez er en større maler end Augustus John, Goethe en større digter end Masefield og Dostojevski en større roman-forfatter end Arnold Bennett«. Dog ville han vide, at medmindre han havde set sine samtidiges billeder og læst deres digte, romaner eller skuespil, ville han miste et af de sikreste midler til at gøre sig klart, hvad han selv vagt og uartikuleret føler og tænker, og at tidens ånd var i fare for at gå hen over hovedet på ham og lade ham uberørt og ufærdig.

Alt imens antages det, at musiken — skønt den er det ædleste, reneste og mest følsomme udtryksmiddel — befinder sig på et plan, adskilt fra sine omgivelser kun som et følelsesudtryk, der kan nydes af epikuræeren. Sådan går det til, at den kultiverede amatør siger til komponisten: »Hvad har I at byde mig, som er bedre end de store mestre? Jeg har min Bach, min Beethoven, min Brahms. Det er nok til at tilfredsstille mig, eller kan I vise mig ædlere harmonier end Debussy's, mere slående orkestrale effekter end Strauss'? Hvis ikke, hvorfor skal jeg så kede mig ved at lytte til jer eller forsøge at spille jeres musik?« Og amatøren har ret set ud fra sit standpunkt. Den engelske komponist er langtfra så god som de store mestre, og bliver det ikke i generationer; han kan heller ikke skrive så vidunderlige ting som Strauss og Debussy. Men er han af den grund uden værdi for samfundet? Er det ikke muligt, at han har noget at sige sine landsmænd, som ingen anden tid eller noget andet land kan sige? Når det engelske folk bliver klar over, at komponisten er dets egen stemme, som gennem sin kunst siger de ting, som de kun vagt kan gøre rede for, så vil der være brug for den engelske komponist, hvis han blot er rede. Men er den engelske komponist rede? Holder han sin del af aftalen? Komponisten er for tilbøjelig til at betragte sin kunst som noget fjernt og isoleret, idet han regner komposition for en række gode tricks, som kan læres og efterlignes. Ønsket om at »gøre ligeså«, nårsomhelst der dukker noget nyt op fra udlandet, er meget stærkt hos os alle. Så længe vore komponister lader sig nøje med at skrive operaer, som kun kan måle sig med Wagners i længde, symfonier, der består af brudstykker af Brahms, når han er kedeligst, eller klaverstykker, som kun er smuler fra Debussy's bord, kan vi næppe lægge amatøren til last, at han foretrækker ægte varer fremfor tarvelige efterligninger.

Vi engelske komponister siger altid: »Her er Wagner, Brahms, Grieg, Tjaikovsky, hvor er de dog gode, lad os prøve at gøre noget lignende hos os«, og så glemmer vi, at resultatet slet ikke vil lyde »sådan«, når det udplantes fra sit oprindelige voksested. Det er meget godt at gribe efter profetens klædebon, men Elias' kåbe er tilbøjelig til — ligesom alle lånte fjer — at virke særdeles uklædelig. Vi må være vore egne skrædere, vi må klippe efter vor egen alen, prøve på os selv og sluttelig bære vore egne hjemmelavede klæder, som i alle tilfælde vil passe os og holde os varme, selv om de er hjemlige. Hvis vi derimod låner udenlandske komponisters store ideer og forsøger at dække vor egen nøgenhed med dem, er vi i fare for at blive det musikalske modstykke til den indfødte, der kun var klædt i høj hat og perlekrans.

Hvordan skal komponisten finde sig selv? Hvordan skal han nære sin fantasi, så den kunne give tonende udtryk for hans egne og hans samtidiges fornemmelser? Jeg behøver næppe på nuværende tidspunkt at henvise til folkemusiken som et værdigt studium for alle musikere, kimen, hvoraf al musikalsk udvikling spirer. Men er der ingen andre inspirationskilder, måske ufuldkomne og mosgroede men meningsfyldt for den, der har øren at høre med? Må ikke ethvert ægte og utvungent musikalsk udtryk virke animerende på den skabende kunstner?

Vore komponister holder alt for meget af at gå til koncert. Dér hører de det færdige produkt; hvad kunstneren burde beskæftige sig med, er råmaterialet. Er vi ikke alle omgivet af former for musikalsk udtryk, som vi kan bruge, rense og løfte op til den store kunsts højder? For eksempel de glade stemmer fra koret i en varieté, der synger en populær vise, børnene, der danser til en lirekasses toner, en af Frelsens Hærs jublende vækkelsessalmer, St. Paulskirkens store kor syngende ved en af dens højtideligheder, Waliserne, der stemmer i med en af deres egne hymner, hver gang de får et mål ved en fodbold-landskamp, råbene fra gadehandlerne, fabrikspigerne, der synger deres sentimentale schlagere? Har al det ikke noget at sige os? Har vi ikke i England lejligheder, der råber på musik? Kræver ikke alle vore store pragtoptog — hvadenten det drejer sig om en kroning eller en syndikalist-demonstration — musik for at udtrykke sig fuldt og helt? Vi må opdyrke en følelse for musikalsk borgerskab; hvorfor skal musikeren ikke være landets tjener og skabe nationale monumenter ligesom maleren, skribenten eller arkitekten?

Kunst for kunstens skyld har aldrig blomstret i England. Vi kaldes ofte ukunstneriske, fordi vor kunst er ubevidst. Vor dramatik og digtekunst er ligesom vore love og vor forfatning blevet til ved tilfælde, mens vi troede, vi gjorde noget andet, og således vil det også være med musiken. Komponisten skal ikke lukke sig inde og tænke på kunst: han skal leve med sine medmennesker og få sin kunst til at blive et udtryk for hele samfundslivet — hvis vi søger kunsten, finder vi den ikke.

Den moderne musik befinder sig i et gæringsstadium. Komponister over hele verden søger nye veje, gør nye eksperimenter. Dette — vil man måske sige — avler ingen store komponister; muligvis ikke i begyndelsen. Der findes næppe store komponister, men der kan være mange oprigtige komponister. Der findes intet værre i verden end at hykle god musik. Ingen form for uoprigtighed er mere lumsk end den, der dækker sig bag de alvorligste hensigter og bag en stræben efter at nå det bedste og det højeste, denne ubevidste falskhed, som får os til at opstille store planer, vi ikke kan virkeliggøre, og udtrykke følelser, som vi kun kan simulere.

Ser vi tilbage over musikhistorien, finder vi en situation, svarende omtrent til vor egen: det 17. århundredes musikalske revolution. Her har vi den samme gæring, den samme eksperimenteren og søgen efter nye veje. Her mangler også de store navne. Men denne gæring, denne eksperimenternes tidsalder beredte jorden, hvoraf en Johann Sebastian Bach kunne opstå. Det var ikke alene hans musikalske aner, der gjorde det muligt for Bach at blive en stor komponist; de sociale vilkår, som herskede umiddelbart før ham, bærer også en del af skylden. Han var den sidste i en musikerslægt, som begyndte nok så beskedent, men efterhånden steg til at beklæde de højeste musikalske stillinger blandt bysbørnene. Det var følelsen af at være musikalske borgere, der udviklede dem; de tjente samfundet som komponister, organister, stadsmusikanter, og det var ud af disse omgivelser, den største af alle musikere opstod.

Måske har fremtiden en ny Bach i vente for os, måske bliver han englænder, og hvis det er tilfældet, må vi bane vejen for ham.