Ressourcer, der bør tages i brug - nu

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 04 - side 89-91

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Ressourcer, der bør tages i brug — nu Af JØRGEN HAAHR Skoleinspektør Jørgen Haahr lægger i de følgende betragtninger, der har været publiceret i tidsskriftet »Skole og Samfund«, nr. 7, 1958, vægt på betydningen af den frivillige instrumentalundervisning som en foreløbig og overkommelig løsning af skolernes musikundervisningsvanskeligheder, og mener også, at kommunerne bør støtte et sådant arbejde. Man må dog gøre sig klart, at dette kun bør ses som hjælp til at få musikundervisningen lagt fast inden for selve skoletiden.

Netop nu, hvor de nye skolelove er vedtaget og der i den kommende tid arbejdes i udvalg for at tilrettelægge lære- og timeplaner i detaljer, er det af vigtighed, at alle kræfter sættes ind på at skaffe musikken forøget plads i skolernes timeplan, uden at man derfor må undervurdere den frivillige musikundervisning som et nødvendigt supplement. Den stadig stigende interesse for den frivillige undervisning taler sit eget og overbevisende sprog.

TEKNIK, teknik, teknik! Det er vitterligt for alle, at vi er inde i en rivende teknisk udvikling. Uoverskuelig synes denne udvikling at være.

Står vi midt i den? Eller befinder vi os snarere på dens første stadier? Nogle ængstes ved den, andre jubler over den. Størsteparten af de unge er blandt de jublende. Ganske naturligt. Ungdommen i særdeleshed elsker fremskridt og tempo, spænding og eventyret. Teknikken er et eventyr.

Men hvorfor ængstes nogle? Lad mig straks sige: dette lille indlæg er et ikke jammerskrift, en hylen over »den overhåndtagende tekniske udvikling«. I og for sig kunne det godt betragtes som et beskedent forsøg på en hyldest til teknikken, den teknik, der allerede har bragt os vidunderlige goder og som, rigtigt anvendt, vil kunne bringe os endnu kosteligere gaver, den teknik, der synes irriteret over og har svært ved at respektere landegrænser og som er godt i gang med i praksis at udføre et vægtigt stykke mellemfolkeligt samarbejde, f. eks. nu de i feriemånederne efterhånden permanente folkevandringer mod nord, syd, vest og — hvad vi håber, måske — øst.

Hvad er det da, de frygter, de ængstelige? Det er en for ensidig teknisk udvikling af vor samfundsindretning, en udvikling, der formodentligt vil understrege menneskets behov for de materielle goder og muligvis dæmme op for vort behov og trang til samtidig at søge den åndelige udvikling, uden hvilken vi i virkeligheden bliver forarmede.

Man frygter, at vi menneskeligt bliver som skibe, der sejler med slagside. Der er sikkert en fare for, at det kan gå således, men faren kan afværges, hvis vi i vort daglige liv og til opdragelsen af vor ungdom søger bistand hos og udnytter alt, hvad der etisk kan styrke og virke forædlende. Ikke således at forstå, at denne åndelige ballast, som vi må sikre os, skal betragtes som en art modgift mod den tekniske udviklings indvirken på det menneskelige sind, men som en modvægt.

Det er indlysende, at hjemmets indstilling, ånden i hjemmene, er det overaltskyggende. Men også skolen har i høj grad ansvaret for, hvordan menneskehedens sejlads skal arte sig. I det spand af år, skolen i mange af døgnets timer huser børnene, og med den heldigvis herskende gængse opfattelse, at skolen vil børnene det bedste, har den en enestående lejlighed til at hjælpe dem ind på, hvad vi antager er et rigtigt spor. Spørgsmålet er så, om det nu virkelig lykkes for skolen, eller om den, hvis det er nødvendigt, kan gøre det bedre, end den hidtil har gjort? Skolen har sikkert altid villet ungdommen det godt og ud fra tidens opfattelse forsøgt at gøre sit bedste. Der er ingen grund til at tvivle på det. At ihærdige pædagoger ligesom andre flittigt arbejdende mennesker er evigt utilfredse med de opnåede resultater og bestandig søger efter nye metoder eller prøver at udbedre kendte veje for at nå de høje mål, er vi daglig vidne til. Men udnytter vi opdragelsesmæssigt set de mange eksisterende muligheder? Eller, da der jo er grænser for, hvor meget man kan og vil tage op, overser vi, når vi vælger, blandt disse muligheder, de særligt oplagte? Ethvert af skolens fag kan i den rette lærers hånd for så vidt virke etisk opdragende, karakterdannende og hos barnet udvikle lysten til at vise flid og udholdenhed, til at vise hjælpsomhed mod andre, og hvad vi ellers sætter pris på hos den gode samfundsborger. Sådan set har det altså ingen nød. Men man synes ikke helt at have fået øjnene op for, at kun få »fag« besidder, som sangen og musikken, evnen til direkte at lukke dørene op til et skønhedens rige, og at få fag indebærer, som netop musikken gør det, rent opdragelsesmæssigt så rige muligheder, at vi simpelt hen ikke har råd til at lade disse muligheder ligge uudnyttede hen, hvad vi mestendels gør. Musikken opøver selvdisciplin, virker karakterdannende, forædlende og lærer den enkelte at indordne sig i et fællesskab. Har De, min læser, hørt eller måske snarere set en gruppe børn musicere sammen? Jeg skal love for, at der passes på. Fra hele den lille forsamling udstråler oplagthed, energi og gøren sig umage. Det, der foregår, er ikke en kamp mand mod mand eller hold mod hold. Det er én stræben mod at løse den fælles opgave til idel glæde for samtlige udøvende. Tilmed er det fornøjeligt således at spille sammen, og det kan lyde godt — eller efterhånden komme til det. At den, der bliver tilstrækkelig dygtig på sit instrument, så desuden i dette får en ledsager gennem livet, altid oplagt til en samtale i glade som i triste stunder, er en sag for sig og jo da heller ikke noget uvæsentligt.

Det må noteres, at så at sige alle børn har et større eller mindre behov for musik. Den vågne, voksne iagttager kan ikke undgå at bemærke dette.

At et barn ikke kommer af sig selv og ytrer ønske om at måtte spille er ikke ensbetydende med, at det ikke har et behov for musik. Dette sunde behov skulle for barnets udviklings skyld helst mættes, når det melder sig. Barnet har simpelt hen ret til at forsøge sig på et instrument, og det er skolens opgave i hvert fald at starte denne undervisning. Er det nu ikke lige at gå et nummer for vidt? Er det da ikke folks private sag, om deres barn skal modtage musikundervisning eller ej? Nej, det er det ikke, lige så lidt som det er folks private sag, om deres barn skal lære at læse, regne og skrive og for eksempel lære geografi og historie. Tilmed kan vi i dag i skolen dårligt undvære musikken i opdragelsens tjeneste, så vigtig en faktor den er. Netop nu må ressourcerne tages i brug, så teknikkens trængen sig på ikke skal forvolde den føromtalte frygtede slagside.

Nu skal det nævnes, at mange skoler i de fleste tilfælde som et arrangement uden for den egentlige skoletid tilbyder en musikundervisning, hvori børnene kan deltage mod en rimelig betaling, men selv om der mig bekendt ikke foreligger noget tal, der giver oplysning om, hvor mange børn, der ad denne vej og hos private musiklærere sikrer sig musikundervisning, kan man vist roligt fastslå, at kun en forsvindende lille procentdel af Danmarks børn modtager denne vigtige undervisning, om end udviklingen i de sidste fire-fem år viser en stærkt voksende interesse for sagen. Til de mennesker, der mener, at skolen påduttes alt for mange opgaver, til dem, der vil hævde, at musikundervisningen trods alt er og bliver hjemmenes sag, til dem vil vi rette det spørgsmål: Hvis et hjem ikke økonomisk magter opgaven, eller det ikke indser det rimelige i, at barnets medfødte behov for musik tilfredsstilles — selv om den økonomiske side af sagen nok kunne klares — skal barnet da undgælde? Børnenes opdragelse til musik er et skoleanliggende. Mange så gerne musikundervisningen ind som et obligatorisk fag. Det ville være en pædagogisk landvinding af format. Men det går nu ikke sådan i en ruf. Der er svære praktiske vanskeligheder, der først må overvindes. Var det mon derfor ikke en idé, som en foreløbig og overkommelig løsning af spørgsmålet, om samtlige kommuner tilbød skolebørnene to eller tre års gratis musikundervisning med lån af passende instrument, let at behandle og egnet til holdundervisning og sammenspil. Denne undervisning skulle ligge uden for den øvrige undervisningstid, så vidt muligt i tilslutning til denne. Et meget stort antal hjem ville sikkert med taknemlighed melde deres børn til, og resultatet måtte blive, at et flertal af landets børn i et par år kom i direkte forbindelse med musikken, blev aktivt engageret i den, hvad der netop er af vigtighed. Selv om mange ved udløbet af den gratis periode holdt op med at spille, ville de dog have nået at tilegne sig de mest elementære kundskaber, så de havde et beskedent grundlag at bygge videre på, hvis lysten skulle vågne senere.

Endvidere ville de i et afsnit af opvæksten have været under musikkens gavnlige indflydelse. — På skoler, hvor man har gjort lidt ekstra ud af musikundervisningen, har det vist sig, at når man har kunnet finde en udvej for at hjælpe hjemmene økonomisk, så var interessen også tilstede.

Ret mange forældre meldte deres børn til, og en stor del af børnene holdt ved år igennem. — De to à tre gratisår kan for eksempel være fra 3.—5.

klasse. Da kan man endnu, som en selvfølgelig ting, for børnene servere sund og nærende »kost«, som de med glæde tager til sig.

De mange kommuner, der forhåbentlig vil yde det nødvendige bidrag til skoleungdommens grundlæggende musikundervisning, skal nok få glæde deraf. Hjemmene vil sende deres børn, hvoraf mange vil gå over til at bevare musikken som en fritidsinteresse, og sætte noget ind på rent økonomisk selv at klare en fortsat undervisning og eventuelt køb af instrument.

For kommunerne skulle et forslag som ovennævnte være overkommeligt, brugbart og fuldt forsvarligt, synes jeg, i hvert fald som en midlertidig ordning. Hvis der engang indlægges så mange ugentlige sangtimer i timeplanen, at én af dem kunne afses til instrumentalundervisning, vil det måske være naturligt at ordne sagen på den måde. Men indtil da. — Blokfløjten, for eksempel der er egnet som »forskole«-instrument (også egnet til videre brug), koster stort set ikke mere end så mangen skolebog. Spørgsmålet om musiklærer er et vanskeligere problem. Dels er en musiklærer dyrere end en lærer ellers, da han vanskeligt kan have en hel klasse på .tredive elever på et hold, selv om der er lærere, der har fået meget ud af store hold. Dels kan han være vanskelig at fremskaffe, navnlig uden for byerne.

Men om fornødent: Tilbyd en interesseret lærer et kursus i blokfløjtespil. Det behøver ikke at strække sig over længere tid. Eller lad nogle rejselærere besøge landets lærerkredse. Inden længe vil der blandt skolens egne folk værre nok til at klare denne grundlæggende musikundervisning. Om nødvendigt kunne så måske alsidigt uddannede musikpædagoger efterhånden træde til og fortsætte, hvor skolen slap.

Tiden er inde. Tag ressourcerne i brug.

Årgang 33/1958, nr. 04