uden titel

DET er forbavsende, at ledere af højere læreanstalter tør påstå, at der om et rent sagligt pædagogisk anliggende, som i sin konsekvens fører til diskvalificering, ja endog afskedigelse af en lærer, ikke kan foreskrives noget i en læreanstalts bestemmelser. »Der er intet skrevet herom« — hedder det — »fordi der intet kan foreskrives herom . . .« Ikke desto mindre hævder direktørerne Brøndsted og Riisager, at de externe læreres skæbnesvangre pkt. 14 »er nødvendig for udtømmende at beskrive vilkårene for disse læreres virksomhed ...« Altså: Når det drejer sig om externe læreres virksomhed og vilkår ved Opera-akademiet/Konservatoriet, så kan man ovenikøbet udtømmende foreskrive noget i bestemmelserne. Det skulle man — ifølge direktørernes logik — derimod ikke kunne, når det drejer sig om interne lærere. For det er — hedder det — »ufornødent, da spørgsmål af denne art 7770 afgøres af ledelsen« (min fremhævelse). Derefter konkluderer man, at hele procedurespørgsmålet dermed falder bort.

Musikpædagoger kan ifølge bestemmelserne kun ansættes som konservatorielærere efter en hård procedure. Ledelsen, som her har ønsket et lærerskifte, skulle derimod diktatorisk kunne diskvalificere og sluttelig afskedige konservatorielærere på grund af formodet men ikke dokumenteret pædagogisk utilstrækkelighed og uden faglig procedure af nogen art.

Da er højt kvalificerede musikpædagoger uden for konservatoriet lykkeligt stillet i forhold til deres ulykkelige kolleger: konservatorielærerne.

Det er hermed blevet direkte farligt for pædagogisk ry og rygte at være konservatorielærer.

Imidlertid har d'herrer direktører formentlig glemt at gøre rede for, hvad der er forudsætning for, at den ansvarlige ledelse (d.v. s. direktørerne, som ikke er pædagoger) kan træffe afgørelser i specifikt pædagogiske anliggender.

Jeg skal ikke belaste DM med flere paragrafcitater, men blot henvise til, at konservatoriets diverse bestemmelser indeholder flere eksempler på, at specifikt pædagogiske spørgsmål skal behandles af resp. faggrupper og/eller undervisningsrådet (professorerne), som er konservatoriets højeste instans i alle pædagogiske spørgsmål.

Den foreliggende sag har — før den ansvarlige ledelses fremsættelse af den ufravigelige betingelse om lærerskifte — ikke været forelagt faggruppe og/eller undervisningsråd til udtalelse.

Der foreligger efter elevernes årsprøve på operaakademiet kun et betinget skøn fra censorers side om noget, »som ikke synes at være...« Om denne gennemhullede, såkaldte interne sag er det desuden i pædagogiske kredse kendt, at der i censorudvalget ovenikøbet ikke var enighed om den ufravigelige betingelse. Der var end ikke majoritet for afgørelsen blandt censorudvalgets sangere og sangpædagoger. De måtte dog — hvis det overhovedet er muligt på baggrund af eksainenspræstationer — siges at være de eneste fuldt kompetente til at afgøre, at konservatoriets sanglærer måtte »dumpe«, for at eleverne kunne bestå.

Det er altså dybest set et censorudvalgs mere eller mindre pædagogisk kompetente flertal, som i sådanne sager kan råde uindskrænket over konservatorie-tøreres skæbne. Det turde ikke være betryggende, hverken for lærerne, eleverne, ånden på konservatoriet eller for offentligheden. Tilfældet kunne i øvrigt principielt også have ramt en ordinær professor. I så fald var det vel tvivlsomt, om det inden for tjenestemandslovens rammer ville være muligt at diskvalificere og afskedige en tjenestemand med et almindeligt eksamens-censorats betingede skøn over elev-præstationer som eneste »procedure«.

Ledelsen har desuden ikke forklaret, hvordan det kan være »lovligt «at træffe en sådan skæbnesvanger bestemmelse uden at have opfyldt betingelserne i Ra OA I, pkt. 4 om drøftelse af elever og eksamens-tilrettelæggelse mellem forstanderne og lærerne på Opera-akademiet/konservatoriet.

I forbindelse med denne konkrete sag forekommer ledelsens udtalelse om en kvalificeret lærers udvikling til ukvalificeret temmelig malplaceret og lidet taktfuld. Det bør nemlig ikke glemmes, at denne sag drejer sig om den lærer, der i de seneste år har ført flest sang-elever til udmærkelse og solistklasse på konservatoriet, også de elever, efter hvis årsprøve på opera-akademiet man lod samme lærer »dumpe«. Det er elever, der har fået konservatoriets højeste »... karakter både for kunstnerisk og teknisk præstation« ved diplomeksamen. Derfor er de indstillet til solistklasse af det undervisningsråd, som »den ansvarlige ledelse« totalt har ignoreret i et alvorligt, principielt pædagogisk spørgsmål.

Men lad det være op til konservatoriets lærerforsamling, dets faggrupper og undervisningsråd at vise, om de kan godkende ledelsens »suveræne« afgørelse i denne sag. Det er et internt anliggende.

Men principperne, hvorefter denne sag er ført, turde i høj grad vedkomme offentligheden. Og de styrker ikke tilliden til »den ansvarlige ledelse« af den højere musikuddannelse i Danmark.

FREDE SCHANDORF PETERSEN