uden titel

Afrikansk musik indebærer et paradox: Den uskolede, førlitterære landsby befolkning er gerne mere kultiveret end dens læsekyndige og uddannede landsmænd; men begge har den ulykkelige egenskab, at de med få undtagelser ikke formår at analysere deres egen musik, borte fra og bortset fra dens sociale oprindelse, såvidt at de kan give den videre til næste generation som en selvstændig, national kunstart.

* Trods mange udmærkede forskeres indsats lever den gamle fordom stadig, at hjemmegjort musik principielt er mindreværdig, med magiske tilknytninger til en primitiv fortid eller til rå bukoliske skikke — og at den derfor bør undgås. HUGH TRACEY Tidligere udgjorde hvert samfund også et »smagssamfund«. I vor tid er der opstået flere »smagssamfund«. Det gamle omfatter, hvad den afrikanske ånd selv kunne skabe ud fra sine egne kraftkilder. Det nye omfatter, hvad afrikaneren skaber ud fra fremmede impulser. j. H. NKETIA, Ghana.

* Den faste byboer foragter stammemusik.

Den mere uddannede, ny mellemklasse regner europæisk kunst- og kirkemusik som sin arv. De, der er mindre skolede, men som har løsrevet sig fra det gamle stammesamfund, drages stærkt mod jazz og populærmusik, og deres musiceren bliver enten efterligning eller tilpasning.

DAVID RYCROFT om Johannesburg.