Musiklivet - grammofon

musiklivet - GRAMMOFON Anmeldt af HENNING BRO RASMUSSEN - GERHARD SCHEPELERN BACH, JOH. SEB. Seks Brandenburgerkoncerter.

BWV 1046-51. - 1. F-dur, 2. F-dur, 3. G-dur, 4. G-dur, 5. D-dur, 6. B-dur. — Philomusica of London, ledet af THURSTON DART. Solister: Carl Pini (1), violino piccolo, Dennis Cliff (1,2) og Sidney Ellison (1) trompet, Peter Grae?ne (1,2), Rosemary Wells (1) og N eil Black (1) obo, Vernon Elliott (1) fagot, Granville Jones (2, 3, 4, 5) violin, Christopher Taylor (2, 4) og Richard Taylor (4) blokfløjte, Richard Adeney (5) fløjte, Rosemary Green (6) og Cecil Aronowitz (6) viola, Desmond Dupré (6) og Dennis Nesbitt (6) viola da gamba, Bernard Richards (6) violoncel, N i gel Amherst (6) kontrabas og i alle koncerterne Thurston Dart ved cembaloet.

London L'Oiseau-Lyre OL 50167 (1,2,4), OL 50160 (3, 5 -f koncert for to violiner med Granville Jones og Carl Pini), OL 50159 (6 + Suiter 3,4).

Af en serie omfattende alle Bachs orkesterværker indspillet med Philomusica of London skal her de seks Brandenburgerkoncerter omtales. Seriens tilrettelæggelse og musikalske gennemførelse er forestået af den udmærkede musikforsker og cembalist Thurston Dart (f. 1921), der har stræbt efter at give koncerterne et historisk præg så korrekt som det var ham muligt. Et fuldstændig korrekt lydbillede af, hvordan Brandenburgerkoncerterne har lydt ved Markgreve af Brandenburgs musikalske underholdninger, får vi aldrig måske skal vi heller ikke ønske os at få det —; D arts indspilninger er et personligt farvet bidrag til diskussionen om den rette fortolkning af de seks berømte koncerter.

Lad det straks være fastslået, at indspilningerne er af meget høj kvalitet. Det er en fryd at lytte til det kammermusikalske spil, hvor alt fungerer rytmisk og præcist (f. eks.

er blæserindsatserne i klange formidabelt præcise), og hvor alle synes at mestre deres instrumenter til fuldkommenhed. Mon disse fint ciselerede kontrapunktiske arbejder kan gengives klarere, mere gennemsigtigt og toneskønt, end det er gjort her? Dart har stræbt efter at gengive koncerterne med »gamle instrumenter« og med små ensembler. I nr. l, hvor Bach foreskriver »2 corni di caccia«, gør Dart dog det, at han lader disse stemmer, som man sædvanligvis hører spillet af horn, spille af trompeter. I noten på pladeomslagets bagside argumenterer han til fordel for denne besætning ud fra den betragtning, at Bach tænkte på jagthorn af en særlig klangfarve, der skulle ligge trompetens nærmere end valdhornets.

Hvor charmerende det end klinger på pladen, ligger sandheden dog nok midt imellem, således at såvel horn som trompeter giver et galt klangbillede. Hornet spiller med for blød en tone og trompetens er for smældende og kraftig. Med trompeter klinger stemmerne en oktav højere end med valdhorn. Med trompeter bliver klangen også lig den, der ønskes til koncert nr. 2. Bach ønsker givetvis et andet klangbillede, når han det ene sted foreskriver »corni di caccia« og det andet »tromba«. Fløjtestemmen i nr. 2 spilles af en blokfløjte, og det er nok rigtigt, selv om instrumentet har svært ved at gøre sig gældende som soloinstrument sammen med trompeten, oboen og violinen. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, hvor nænsomt og stilfærdigt de pågældende instrumenter musicerer sammen med blokfløjten i 2. sats af nr. 2. Nr. 4 er indspillet med blokfløjter og nr. 6 med to viola da gamba-instrumenter.

Nr. 6, som Bach har komponeret for 5 soloinstrumenter med continuo, spilles af en septet. Man får et mærkeligt indtryk af moderne engelsk opførelsespraksis, når det i Darts noter herom hedder: »Skønt koncerten således er en kammermusik-septet, opføres den sædvanligvis med en gruppe på 20—30 bratscher, violonceller og kontrabasser uden cembalo og uden viola da gamba-instrumenter.« Det princip Dart har gennemført, er så få musikere som muligt i alle koncerter.

Kun hvor kontrasten mellem concertino og ripieno ville blive for svag, er ripienostemmerne fordoblet.

Dart har grundet meget over Bachtidens tempi. Mange tempi ligger i Darts indspilninger nær det, vi herhjemme er vante til; nogle langsomme tempi er blevet en smule raskere - det klæder de pågældende satser smukt i den foreliggende optagelse - og enkelte allegroer er blevet meget hurtige. Det gælder især koncert nr. 5, der spilles i et aldrig før hørt tempo. Måske kunne man vænne sig af med at skæve til grammofonværkets hastighedsknap for at forvisse sig om, at den ikke er galt indstillet, men helt overbevisende virker det valgte tempo ikke, da cembaloets i forvejen raske toogtredvtedelspassager her kommer til at lyde som efterårsstormens rusk i tørre blade.

For den, der anskaffer sig alle London L'Oiseau-pladerne med Bachs orkesterværker, spiller det ingen rolle, at de står på 3 store plader sammen med koncerten i d-mol for to violiner og med suiterne nr. 3 og 4, men for den der gerne vil have de seks Brandenburgerkoncerter alene, er det nok lidt ærgerligt, at de ikke er indspillet på to plader, hvilket nok kunne have ladet sig gøre ved f. eks. at anbringe koncert nr. 6, hvor nu dobbeltkoncerten står. De varer begge ca. 15 min. Som det er nu, må man imidlertid glæde sig over tilgiften, der ikke i kvalitet giver Brandenburgerne noget efter.

H. B. R.

To nye indspilninger af Puccinis »Turandot« Efter at Odeon s 78. indspilning af Puccinis »Turandot« i ca. 25 år har været den eneste eksisterende, har Decca og Columbia taget anledning af komponistens 100 års dag til at møde med hver sin indspilning af operaen.

»Turandot« er Puccinis sidste værk; han nåede endda ikke at fuldføre slutscenen, som er komponeret - tildels på grundlag af efterladte skitser - af Franco Alfano. Førsteopførelsen fandt sted i 1926 på Scala-operaen i Milano under Toscaninis ledelse. Operaen har siden gået sin sejrsgang over alverdens scener - undtagen Københavns - og er i mange henseender Puccinis interessanteste værk. Først og fremmest er det den eneste gang (bortset fra hans allerførste, temmelig intetsigende opera), han har benyttet et urealistisk emne, og den ubekymrede, sangbare melodiøsitet, som præger næsten alle hans tidligere operaer, er her afløst af en knaphed i motiverne, en kortåndethed, som i forbindelse med en for Puccini hidtil ukendt prægnant rytmik giver denne opera en absolut særstilling i hans produktion. Han har også tidligere behandlet dystre emner, men »Turandot« har monumentalitet, en egenskab, som ingen af hans tidligere operaer besidder.

Harmonikken er ny og interessant, og orkesterbehandlingen betegner højdepunktet af forfinelse hos Puccini. Man kan derfor ikke noksom beklage, at Det kgl. Teater endnu ikke har ment at kunne opføre »Turandot« — og ikke noksom glæde sig over, at der nu er forøgede muligheder for at stifte bekendtskab med dette særprægede værk på grammofon.

Decca s indspilning præsenterer Inge Borkh som Turandot, Mario del Monaco som Calaf, Renata Tebaldi som Liù, Nicola Zacearía som Timur og Fernando Corena som Ping; Alberto Erede dirigerer Santa Cecilia-akademiets kor og orkester. Niveauet er i alle henseender hæderligt - men heller ikke mere.

Erede kender den italienske Puccini-tradition til bunds, men det ytrer sig mere som en svaghed end som en styrke i hans fremførelse. Gustav Mahlers meget hårde ord: Tradition ist Schlendrian rummer megen sandhed, når det drejer sig netop om fremførelse af Puccinis værker. Erede laver alle de ritardandi og rubati, som »man plejer« - og giver derved opførelsen et præg af solid rutine.

Præcisionen er ikke knivskarp, navnlig ikke i forholdet mellem solister og orkester. Dette sidste spiller udmærket, men det hele savner raffinement. Også koret er i og for sig udmærket, dog lyder det mange steder så fjernt, at det dårligt kan skelnes, og dets tekst er overalt vanskelig at opfatte. Inge Borkh er sikkert ikke nogen ringe fremstillerinde af Turandots rolle, men på grammofon virker hun noget tysk i det gennemført italienske selskab; stemmen er ellers klar og god, men selve fortolkningen savner i nogen grad fantasi; hun virker ofte bare vred, hvor hun skulle være dæmonisk. Del Monaco synger brillant som Calaf; dog har man ikke noget stærkt indtryk af rollen, han synger løs med fuld stemme - men uden stemning, - og med mange af de gængse Puccini-manerer, som sangere efterhånden har fået denne komponists operaer udstyret med, og som bevirker, at den ukyndige tilhører må få det indtryk, at de alle handler om operasangere. Tebaldi synger smukt og med dejlig stemme i Lius parti; kun er selve stemmen for moden og fuldtonende til denne rolle. Det er synd, at grammofonselskaberne (det gælder dem alle) slæber deres divaer gennem den samlede operalitteratur uden tilsyneladende at tage synderligt hensyn til, om de pågældende partier også virkelig egner sig for deres primadonna. Tebaldi har ikke sin styrke i det kunstneriske, men hendes meget smukke stemme giver én en stor nydelse i et parti som Aida; i Liùs parti virker den overdimensioneret, hvor dygtigt den end beherskes.

Zaccaria klinger dårligt som Timur, hvorimod Corena som Ping er en fortræffelig, både humørfyldt og dæmonisk anfører for minister-terzetten. Gengivelsen er fortræffelig, med den klarhed som altid præger Decca1 s indspilninger.

På Co///?;; ¿/¿-indspilningen hører vi Callas som Turandot, Eugenio Fernandi som Calaf, Elisabeth Schwarzkopf som Liù, endnu en gang Zacearía som Timur, samt Mario Boriello som Ping. Tullio Serafín dirigerer Scalaoperaens kor og orkester. Her er det hele rykket op på et højere plan. Serafín (som fyldte 80 i december 1958) dirigerer med fremragende præcision og deraf følgende dramatisk virkning. Han har faste, men elastiske tempi, holder sig nøje til Puccinis forskrifter - og blæser tilsyneladende på den såkaldte tradition, som han utvivlsomt kender så godt som nogen. Kor og orkester er lige strålende, og balancen er fortrinlig, også mellem solister og orkester; teksten er overalt klar og behandles også fint af sangerne.

Callas begyndte ganske vist efter sigende sin karriere som Wagner-sopran, men det virker alligevel som om Turandot lå i overkanten af hendes ydeevne. Hendes stemme kan blive både spids og flakkende, og hendes langsomme vibrato på de høje toner er ikke behageligt - men hendes kunstneriske kraft får alle indvendinger til at blegne. Her er dæmoni for alle pengene, ikke bare hysteriske sangerindemanerer, men ægte musikdramatik, som fængsler fra først til sidst.

I denne sangerinde har intelligens og fantasi indgået en mageløs forbindelse. Eugenio Fernandi har ikke hidtil bevæget sig i første plan; han har sunget på både større og mindre provinsscener i Italien, men vistnok endnu ikke i hverken Napoli, Rom eller Milano.

Hans stemme er måske ikke overvættes personlig i klangen, men den behandles med en sikkerhed og en musikalitet, som er aldeles forbløffende, og så er han fuldstændig fri for enhver antydning af tenormanerer; hans stemme er lys og ret let, og Calafs til tider aldeles morderiske strofer synes ikke at volde ham den mindste vanskelighed. Der er ikke hverken anstrengthed eller pral i hans sang, kun en i sandhed fyrstelig overlegenhed og soberhed, som i høj grad kommer hans fremstilling af prins Calaf til gode. Schwarzkopf er henrivende som Liù, lige fin i sanglig, musikalsk og dramatisk henseende; kun nu og da fornemmer man, at hun ikke hører hjemme blandt italienerne. Zacearía som Timur er her så meget bedre end på Deccapladerne, at man næsten har svært ved at tro, at det virkelig er den samme mand.

Borriello som Ping er fortrinlig - ligesom de to øvrige ministre. Indspilningens tekniske kvalitet står på højde med den kunstneriske.

Hører man Dec cas indspilning først, vil man rimeligvis finde den god; den har også mange kvaliteter og er i det hele taget absolut respektabel. Men har man først hørt Columbias, er der intet valg. G. S.

Repertoiret RENAISSANCE OG BAROK Mâchant: Notre Dame messe (AW8001) Dufay: L'Homme Armé messe (AW8002) Schütz: 84. Salme, Praetorius: Motet (AW 8003) Vivaldi: Fagotkonc. a (AW 8004) - : Koncert g »Dresdener« (AW 8005) /. S. Bach: 4 duetter af »Ciavier Übung (AW 8006) Su'eelinck: Var., Viola: Sonatine f, Ozingas: Fuga (AW 8007) Dun stable, Dufay, O brecht, Josquin: Diverse (AW8008) /. S. Bach: Kone. to vi. d, Kone. vi. og obo d. / Dir: K. Redel (TW 30144) - : Kone. to vi. d, Kone. vi. a og E. / Dir: G. Kehr (CX 11430) Geniittiani: 5 Cône, grossi op. 7/1 Musici (AL 00447) Vivaldi: To Kone. fl. og to Kone. vi. / I Musici (GR 05321) /. S. Bach: Ork.suiter l og 2 / Philomusica of London. Dir: Dart (OL 50158) - : Ork.suiter 3 og 4. Brandenbkonc. nr. 6. Philomus. - Dart (OL 50159) - : Brandenb.konc. nr. 3 og 5, Kone. to vi. d. Philomus. - Dart (OL 50160) - : Brandenb.konc. nr. l, 2 og 4. Philomus. - Dart (OL 50167) Couperin: Messe pour les Couvents. P. Cochereau (orgel) (OL 50157) Tele mann: Sonater, Pachelbel: Partiter / Societas Mus. (MCLP 85017) SYMFONIER, KONCERTER OG ORKESTERMUSIK Mahler: 5.Symf. Br uckner: TeDeum / Dir: B.Walter (LL 09407-08) Mozart: Symf. nr. 39 og 41 / Dir: B.Walter (AL 01276) - : Klar.konc. og Kone. Fl. og harpe / de Wilde, Barwahser, Berghout. Dir: Beinum CAL 00440) - : Klav.konc. nr. 14 og 23 / M. Haas. Dir: Leitner (LPM18491) Mozart, Weber: Klar.konc. / Geuser. Dir: Fricsay (LPEM 19130) Haydn: Symf.44 og 95 / Dir: Fricsay (LPM 18180) Mozart: Klav.konc. nr. 13 og 24 / I. Haebler. Dir: P.Walter (PL 100SO) Glinka: Div ork.værker / Bamberg Symf. Dir: J. Perlea (PL 10600) Tjaikovski: Fr. da Rimini. Liszt: Polonaise E / Russisk radioork. (TW 30141) Mczari: Symf. 40 og 4l / Dir: J. Perlea (CX 16060) - : Symf. 38 og 39 / Dir: Horenstein (CX 10520) Haydn: Symf. 100 og 103 / Dir: van Remoortel (CX 10810) Beethoven: 5. klac.konc. / G. Novaes. Dir: Perlea (CX 10950) Schumann, Mendelssohn: Symf. nr. 4 / Dir: van Remorrtel (CX 11480) Dvorak: Symf. nr. 5 / Dir: Hollreiser (CX 11130) Brahms: Symf. nr. 2 / Dir: Hollreiser (CX 16260) Tjaikovski: Symf. nr. 5 / Dir: Hollreiser (CX 16090) Bartok: Concerto / Dir: Hollreiser (CX 16270) W'/eniawskf, Prokofieff: Vl.konc. / Oistrakh og Kogan (LXT2009) OPERA Purcell: The Fairy Queen / Vyvyan, Morrison, Pears, Hemsley o.a. Dir: A. Lewis (OL 50139-41) Verdi: Maskeballet / Tagliavini, Curtís, Verna, Valdengo, Tassinaria o. a. Dir: A. Questa (LPM 18252-53) Puecini: Turandot / Borkh, Tebaldi, Monaca o. a.

Dir: Erede (LXT 5128-30) - : Turandot / Callas, Schwarzkopf, Fernandi o. a.

Dir: Serafin (33VX 1555-57) ***: The History of Opera Buffo / R. Capech i (SR06200) ***: Div. arier / Otto, Eustrati, Wilhelm, Braur (CX 11310) VOKALVÆRKER OG SÄNGE Cherubini: Requiem c / Kor Teatro G. Verdi, Triset.

Dir: L. Toffolo (AL 00428) Mozart: Messe c / Lipp, Ludwig, Dickie, Berry.

Dir: Grossmann (LP 10270) ****: Danske sange / K. Hermansen (ECEP 101) Schubert: Schone Müllerin / Patzak (PL 10830) Britten: A Boy was born og Rejoice in the Lamb / Dir: Britten (LXT 5416) KAMMERMUSIK Haydn: 4tetter op. 76 nr. l og 2 / Budapesterne (AR 01628) - : 6 Div. op. 36 / Birkelundtrio (MCLP 85002) Diítersdorff: 4tet D / Nye danske 4tet (MCEP 3108) Schubert: Forelle5tet / R.Reinhard (klav.) (CX10510) Schumann: Klav5tet ES / Peter Frankl og Pauk4tet (LPE 17132) KLAVERMUSIK Beethoven: Rondo op. 129. Schumann: Arabeske op. 18 / John Wînther (ECEP 1) Debussy: Pour le piano, Estampes, Images I og II / Noël Lee (MCLP 85025) FOLKEMUSIK Russiske folke- og dansesange (UV 208) Russiske folkekor (TW 30176) Capítol: ""P"" Columbia: ""33CX"" Decca: ""LXT"" Deutsche Grammophon: ""LPE'', ""LPEM"", ""LPM"" Ecco: ""ECEP'' HMV: ""ALP"" Metronome: ""MCEP"", ""MCLP"" L3 Oiseau-Lyre: ""OL"" Orbis: ""CX"" Parlophone: ""PMA"" Philips: ""AR"", ""AL"", ""GR"", ""LL"", ""SR? Telefunken: ""AW"", ""TW"" 1000 dollar-stipendium for dirigenter The Cleveland Orchestra har med støtte fra Kulas Foundation oprettet en stipendiat-ordning for unge kvalificerede dirigenter (under 40 år), der vil få lejlighed til at følge hele prøvearbejdet og alle Cleveland-orkestrets koncerter under ledelse af kapelmester George SzelL Hvert stipendium er på 1000 dollar. - Bekræftet ansøgning stiles til Mr.

A. Beverly Bar ks dal e, Manager, The Cleveland Orchestra, Severance Hall, 11001 Eu did Avenue, Cleveland 6, OHIO.

Danmark i udlandet Dansk Musiktidsskrift modtager gerne oplysninger om fremførelser af dansk musik i udlandet, såvel som meddelelser om danske kunstneres optræden.

Således fortæller Skandinavisk Musikforlag netop ved redaktionsslutning, at Carl Nielsens 5. symfoni står foran nye opførelser i England, nemlig den 11. marts i London af The Royal Philharmonie Orchestra under John Pritchard og den 9- april i Birmingham af Birmingham Symphony Orchestra under Harold Gray.