Musikpædagog på New Zealand

Musikpædagog på New Zealand Af Christy Bentzon MpF havde indbudt medlemmerne til et møde torsdag den 16. oktober i konservatoriets klasseværelse C. 2. Aftenens foredragsholder var musikpædagogen Lisbeth Holm-Johansen, der fortalte om sine oplevelser og erfaringer som musikpædagog på New Zealand.

Ilse Meyer bød foredragsholderen velkommen på foreningens vegne, og så begyndte L. H.-J. stilfærdigt at fortælle os om sine mange og ualmindelige oplevelser, der var så interessante og ofte morsomme, at vi, der var mødt op, havde inderlig ondt af dem, der med eller uden gyldig grund var »fraværende«.

Måske nogle husker den annonce, som to tidligere udvandrede danske musikpædagoger havde indsat i »Musikpædagogen« for at få en klaverpædagog til at slutte sig til deres fag, violin og blokfløjte. Mellem ansøgerne valgte MpF Lisbeth Holm-Johansen, der foruden at være en dygtig og kunstnerisk moden pianistinde og en udmærket pædagog, havde det forlangte kendskab til engelsk.

Målet var byen Whangarei (20.000 indbyggere) på Nordøen, hvor der skulle oprettes en musikskole.

Og så drog da L. H.-J. af sted til den anden side af kloden sammen med sin familie, der bestod af hendes mand, en femtenårig søn og en syvårig datter. Efter en lang sejlads gennem Panamakanalen og over Stillehavet ankrede skibet op i Wellington, hvorfra hun og familien fløj til Whangarei. Og her fik Lisbeth Holm-Johansen sit første chok: den musikskole, hun troede, hun skulle ud til, var forsvundet ud i det blå! Grundene var mange: sygdom, misforståelser — og måske mest den forskel i temperament, der er mellem danske og newzealændere. Disse er næsten som børn, de bliver let begejstrede for en idé, men glemmer ret hurtigt det hele! Boligen, der var lovet dem, var chok nummer to.

Midt på noget, der lignede en losseplads, lå et hus, der var nærmest ubeboeligt - med revner i vægge og loft og med store huller i gulvet! Væggenes farver var rædselsfulde, og tilmed havde den forrige ejer efterladt sit tre måneder gamle julestads, bl. a. kulørte glaskugler, der var sat fast i dagligstuens loft med klisterpapir. Senere, meget senere, fik familien et bedre hus, men det holdt hårdt der er nemlig også bolignød på New Zealand! Musikskole var der altså ikke, men de to danske musikpædagoger, blokfløjtespilleren og violinisten, havde sørget for, at L. H.-J. straks fik elever. Den første underviste i en kirke, og her skulle hun møde eleverne for at træffe aftale med dem. Den første, der kom, var en ung pige, der gik lige hen til klaveret og begyndte på »Måneskinssonaten«.

Hun spillede den hele og lod sig ikke forstyrre af en flok blokfløjte-elever, der kom marcherende gennem kirken ind i et tilstødende rum, hvorfra der nu lød »Maj vi har«, udsat for blokfløjter, trommer og triangel, akkompagneret af orglet. Om og om spillede børnene »Maj vi har«, hvilket virkede temmelig forstyrrende på den nylig ankomne musikpædagog, da der kun var en tynd bræddevæg mellem de to rum. Til sidst spurgte L. H.-J., om der ikke var en, der kunne spille et stykke »meget forte og helst uden pauser«, og så tren en femtenårig ung pige hen til klaveret og afleverede flot en af Chopins polonaiser.

Da Lisbeth Holm-Johansen gik hjem, havde hun på sin liste 30 elever - lige fra en 6-årig barbenet Maoridreng (udtales Mavri) og til 60-årige bedstemødre. »Materialet« var meget blandet. Nogle kunne slet ikke noget; de, der kunne noget, var nok teknisk dygtige, men manglede helt kunstnerisk forståelse, fordi de i det hele taget var uden kultur.

Der var åbenbart virkelig brug for en dansk klaverpædagog i Whangarei, selvom byen havde 13 musiklærerinder.

Foruden at undervise begyndte L. H.-J. næsten straks at spille i radioen, og sammen med de to landsmænd og sønnen, der spillede cello, at give koncerter rundt om på Nordøen. Vejene var rædselsfulde, deres bil heller ikke alt for god - men værre var dog de klaverer, som pianistinden måtte tage til takke med. Det bedste havde »bare« tabt pedalerne - det næste sagdes at mangle 3 tangenter; det var nu 5! Og honorarerne var ikke imponerende — 6 kroner til hver, og ved en særlig lejlighed en rose i cellofan til pianistinden samt en knappenål til at sætte den fast med! Efter en koncert i et »landligt område« var Lisbeth Holm-JoHansens honorar: en fisk, to salathoveder, en flaske fløde og et virkelig godt håndklæde! Koncerterne, også dem i radioen, øgede elevernes antal, og L. H.-J. fik snart et godt navn på Nordøen, både som pædagog og pianistinde - ikke mindst efter at hun havde givet en koncert i den store by, Auckland, hvis kritikere var meget venlige.

Sommerferien falder i Whangarei i december og januar, og selvom man har en masse elever før ferien, er man spændt på, om de nu alle melder sig igen, når ferien er forbi. For at modarbejde et for stort frafald, bestemte vore tre landsmænd sig til at afholde en fælles elevkoncert i salen på byens rådhus, og for at gøre reklame for koncerten, holdt de tre pædagoger efter bedste danske mønster en »Propaganda-uge«, hvor der blev musiceret af både elever og lærere i biblioteker, i skoler, i radioen etc. Rygtet om denne musik-uge bredte sig helt til Auckland, hvis musikdirektør skrev om det i avisen.

Generalprøven gik elendigt, men — som den derefter burde - koncerten blev en stor succes - med 800 glade tilhørere.

Fru Holm-Johansen fortalte til sidst om et ualmindeligt musikstævne, der afholdtes i to uger hvert år i byen Cambridge på en stor drengekostskole, hvis rektor var meget musikbegejstret. Her blev Lisbeth Holm-Johansen et år opfordret til at undervise en klasse på 28 pianister. Til den afsluttende koncert skulle hun spille Carl Nielsens chaconne og »3 klaverstykker« af Jørgen Jersild. Heldigvis kunne hun dem, for det var umuligt at finde et sted, hvor hun kunne øve dem igennem. Hun fandt et tomt værelse, men ak: på den ene side af dette øvedes en stryge-kvartet og på den anden en klaverkoncert. Det var slemt nok — men da så et symfoniorkester tog fat bag den tredje væg og overdøvede alt, opgav hun og fortrak. Støjproblemer kan umuligt eksistere derovre — sikke nerver newzealænderne må have! Foruden det interessante og morsomme foredrag havde vi den oplevelse at se nogle ganske pragtfulde farve-lysbilleder fra både Nord- og Sydøen, storslåede landskaber, hvis skønhed man sent glemmer.

Når fru Lisbeth Holm-Johansen midt i december rejser tilbage, står der hende en stilling åben på Aucklands nystartede musikkonservatorium. Alle vi, der hørte om hendes utrolige begyndervanskeligheder derovre, vil af hjertet ønske hende lykke på den lange rejse — og ro til og tilfredshed med arbejdet!