Et friskt initiativ

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 02 - side 33-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

SVEND CHRISTIAN FELUMB: Et friskt initiativ

Det kan godt være, at vore venner i Norge lejlighedsvis er lidt misundelige på os, fordi vi har en gammel opera, et balletensemble og et statskonservatorium. Men på et andet punkt kan vi jo godt skamme os lidt, idet vi skeler til By-orkestersagen, som ligger så tungt her i Danmark. I Norge har I jo både Oslo, Bergen og Trondheim godt forsynet, og det siges jo, at det tidligere lille Stavangerensemble nu er godt på vej fremover som symfoniorkester.

Men det var nu Trondheim symfoniorkester, jeg idag gerne ville hylde. Dirigenten Finn Audun Oftedal, en fortræffelig musiker, som for nogle år siden fik en idé, som det lykkedes ham at gennemføre, takket være en initiativrig og levende bestyrelse.

Simpelt hen en opfordring til unge, norske musikere om (indbudt af Trondheim symfoniorkester) at komme op i det høje Nord og deltage i en konkurrence om en musikpris. Det begyndte i 1953 med pianister (Kjell Bækkelund vandt 1ste pris), fortsatte 1956 med violinister (Arve Tellefsen, som den gang endnu var studerende på vort konservatorium hos Henry Holst, vandt da 1ste prisen).

Og nu december 1958 indbød man alle de unge, norske træblæsere til en dyst. Det officielle Norge havde da allerede indset betydningen af dette foretagende og H.K.H. Prinsesse Astrid gav protektorat og navn til denne pris.

Det siger sig selv, at man ikke kunne starte en dyst for fløjtenister, oboister, klarinettister eller fagottister - tilslutning ville blive for sparsom. Så man valgte at tage træblæsergruppen samlet. Og her var jeg jo så lykkelig at komme ind i billedet, som en ven fra Danmark, der i sin tid har haft eet og andet med træblæsere at gøre. Og det var en spændende opgave at være med i jurykomiteen og sammen med mine kolleger på konservatoriet her at bestemme, hvilke opgaver, kandidaterne skulle løse. Det foregår i tre »Trin«. I første trin skal spilles to opgivne værker og et efter eget valg. Ved denne lejlighed udtages de 6 bedste. I andet trin, som er en offentlig koncert med klaverledsagelse (Oftedal) skal udføres een bunden opgave, derefter kan kandidaten vælge blandt tre opgivne værker, for endelig at slutte med et stykke efter eget valg. Så bliver kredsen indskrænket til 3, der skal optræde ved en offentlig koncert med orkester og endelig placeres til 1., 2. og 3. pris.

Hele denne opstilling af opgaver blev det altså betroet mine kolleger på konservatoriet og mig at finde ud af. Hvor var det hele dog spændende. Mangfoldige gange i mit musiker- og lærer-liv har jeg hørt — og set — konkurrencer. Men her — det var en hel ny, og yderst givende oplevelse. De to første »trin« var nemlig således arrangeret, at dommerne (Kristian Lange, Olav Kjelland og jeg) var anbragt bag et skærmbræt, så vi faktisk ikke anede, hvem der spillede. Vi kunne helt abstrahere fra synsindtryk, tidligere kendskab til kandidaterne etc., vi skulle bare høre. Det var svært, men det var, som allerede sagt - spændende. Helt morsomt var den offentlige koncert i andet trin, hvor tribunen var opdelt i to afdelinger med et skærmbræt. Vi så ikke kunstnerne, men publikum så både kunstnerne og os. Det var noget helt nyt. Men vi lod da bare som ingen ting!!! (De er nemlig meget hyggelige, de nordmænd).

Det skal gerne indrømmes, at vi dommere brugte mere end to timer efter første trin. Men så gik det hele som en leg.

Nu vil man naturligvis spørge (det spurgte jeg jo også mig selv om, inden jeg tog mod indbydelsen) : Kan man sige, at Hansen spiller bedre oboe, end Halvorsen klarinet. ??? Ja - jeg kan efter dette, selv bag et skærmbræt, sige ja, så absolut.
En bedømmelse af en instrumental kunstner (ja forsåvidt da også af en vokal) deler sig, hvad der også altid har været vort princip ved konservatoriets eksaminer, i to kategorier: beherskelsen af instrumentet og den kunstneriske præstation. Går man ud fra disse retningslinjer, så er det for så vidt ligegyldigt, om det er en oboist eller en fagottist - facit vil i alle tilfælde kunne fastlægges efter samme retningslinjer, et resultat, der var mig en meget positiv og værdifuld belæring.

Det vil sige måske ikke belæring, men bekræftelse af den læresætning, som jeg gennem 27 år har irriteret mine elever med: Der er slet ikke tale om, at man kan udfolde sig kunstnerisk på sit instrument, uden at man har gjort det store, manuelle arbejde, der gør, at man teknisk kan beherske det. Og måske også omvendt: Det nytte jo ikke med al virtuositet, om ikke kunstnersindet, ydmygt og ægte taler gennem præstationen. Det sidste trin var en offentlig koncert med orkester, hvor de tre udvalgte - to fløjter og een oboe skulle spille Mozart med orkester. Tænk, - der fik vi lov at se dem fra salen i vores stiveste puds. Og regnestykket gik op fra andet trin.

Den, der skriver disse linjer - en gammel blæser, en husarhest, der kom ud af stalden, savnede fagotten. Der var ikke meldt nogen! Hvorfor savnede jeg mest af alt fagotten? Jo - ved tilrettelæggelsen af tredje trin (Koncerten med orkester) havde vi fundet på, at her har MOZART jo noget at skulle have sagt. Så opgaverne blev simpelt hen Mozarts koncerter for fløjte, oboe, klarinet og fagot. Og jeg, som elsker Mozarts fagotkoncert!!! Men her er ikke plads til subjektive betragtninger. Klarinetten kom jo heller ikke med i sidste heat.

Så var det altså to fløjter og een oboe. 1ste pris, fløjte: Alf Andersen. På grænsen af den fastsatte alder, men en suveræn virtuos og brilliant musiker, som enhver dirigent ville fryde sig over at have i sit orkester. Ole Henrik Dahl, oboe, 2den pris. Ja, hvad skal jeg sige, som selv har stridt gennem mange år med dette drilagtige instrument. Skal jeg virkelig få mine egne elever til at rynke brynene, når jeg indrømmer, at jeg ville have været tilfreds, om han havde hørt med til kuldet. Det var musikermæssigt, det var blæsermæssigt - simpelt hen fornemt. Og så var der jo »Benjamin«, Torkil Bye, en ung fløjteblæser, 16 år gammel, som allerede (måske ubevidst, nej - ikke maske, i den alder må det være intuitivt) kender »frasens hemmelighed«. Han skal nok blive til noget.

Men værdien af denne konkurrence er ikke bare priserne og æren. Den rækker langt videre!!! Og det er her, jeg meget gerne vil prise Trondheim symfoniorkester for initiativet. Det er nemlig en lykke og en gave for en række unge musikere at få det skub at skulle gå i lag med at løse en række krævende opgaver på deres instrument. Det er et incitament, der har værdi langt fremover. Og alle de, der drog hjem uden priser, de drog hjem med ære, for de har vist kunstnersind og stræben, og de har noget med hjem, nemlig den rigdom, det har været at få lov til at løse en opgave i en alder, hvor det er så overordentlig værdifuldt at få opgaver at løse. Og jeg kan godt betro en hemmelighed, nemlig den, at der var ingen af deltagerne, der behøvede at tage skuffede hjem, for de har alle gjort norsk musikliv ære - takket være den kreds af idealister i Trondheim, der gav dem, allesammen, en chance for at gøre en indsats. Vandt de ikke priser og hæder her, så fik de forærende et incitament og en inspiration, som vi altså endnu ikke her i Danmark kan byde på.

Vi stiller om til bølgelængde TRONDHEIM: Kære allesammen, tillykke med initiativet og tillykke med den smukt gennemarbejdede form, begge dele tjener norsk musikliv til ære.

Årgang 34/1959, nr. 02