Musikalier

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 03 - side 81-83

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

MUSIKALIER Musik for Blokfløjte På Otto Heinrich Noetzels forlag, Wilhelmshaven er udgivet tre små nydelige hæfter med blokflöjtetoner. Først en »Sonata da chiesa« af Antonio Caldara for sopran-blokfløjte og continuo. Udgivelsen er foretaget af Toni Schäfer, der har udarbejdet en særdeles vellykket generalbasudsættelse i de to hurtige satser. Cembaloet tager del i det motiviske arbejde med små spillefigurer. Satsen føles derigennem levende og befries for den kedsommelige akkordiske ledsagelse, som man kender fra andre udgaver. Også i »Sonatille galante nr. l« af franskmanden C hede ville er generalbassen gjort levende og musikermæssig. Det er en sand fornøjelse at spille disse to værker igennem. Chédeville's sonatille er, som titlen også siger, temmelig galant og rokokopræget, mens Caldaras sats endnu har noget af barokkens tynge over sig.

Et tredje hæfte byder på udsættelser af gamle julekoraler og julesange, betitlet »Musik zu einem Krippenspiel«. Det er Adolf IF e c ker, der har foretaget bearbejdelserne, der er tænkt for tre blokfløjter, viola og basso continuo. Skønt satserne er skrevet i 1956, rummer de ingen »chokerende« modernismer. Det chokerende er snarere at møde en satsteknik, der er så traditionel og kirkestilspræget i et land, hvor interessen for at skabe nyt på gammel grund er stor. Man har ofte set, at koraltonen let lader sig forene med et moderat nutidigt tonesprog, og derved skabes der en bedre kontakt mellem de ganske unge og den moderne kunstmusik. Feckers satser klinger ganske pænt, navnlig den første, bygget over koralen »Fra himlen højt«, men jeg synes, at en mere »spændende« satsteknik burde stilles i stedet for stilimitationer. B. J.

* THOMAS LAUB: Sange med klaver, udg. af Henrik Glahn og Mogens Wöldike. - Engstrøm & Sødring. 1958.

Det er med fornøjelse, man tager det nye hæfte med Laubs klaversange i hånden.

Sange man tidligere skulle finde i forskellige samlinger, hvoraf i hvert fald én har været føleligt udsolgt i længere tid, er nu samlet i ét hæfte. Tillige er 7 hidtil utrykte sange (heraf to til jyske tekster, fire til tyske samt det for nogle år siden lystrykte »Hosiannah« til tekst af Gustav Fröding) samt andre nu vanskeligt tilgængelige sange, tidligere trykt i gamle folkehøjskolemelodibogsudgaver og højskoleårbøger, nu lette at komme til. Hæftet er nydeligt i udstyr. Gid der snarest kunne foranstaltes en lignende udgave af Carl Nielsens sange! H. B. R.

N. O. RAASTED: Tre åndelige sange. - Engstrøm £ Sødring. 1958.

Til tre følsomme, sørgmodige tekster fra salmebogen (nr. 506 - Mig rinder så mange tanker i hu, nr. 516 - Vær stille, hjerte, bi på Gud, nr. 22 - Man siger, livet har bange kår) har N. O. Raasted komponeret tre fine melodier for en solostemme med klaver. »Mig rinder« og »Man siger« er nok smukkest i deres inderlige, let kirketonale dragt.

Ikke blot til koncertbrug men også til undervisningsbrug vil disse sange være velegnede.

H. B. R.

KARL AMADEUS HARTMANN: Kantate for sopran og klaver. — Schotts Söhne. 1957.

Hartmanns kantate til digte af Gryphius vækker tillid allerede ved den ordensprægede satsteknik, som i forløbet genspejler komponistens klare målsætning med begreber som lovmæssighed og klarhed i højsædet. Det er ikke tilfældigheder der får vokalstemmen i de tre satser til at virke så differentieret som den gør. - Hartmann kender de tekniske hjælpemidler, og betjener sig af dem med smag og virtuositet. Han anvender sangstemmen snart på instrumental vis i udholdte værdier med udnyttelse af sprogets omskiftelige vokalik, snart som dæmpet og bevægelig recitation, og endelig i højespressive perioder hvor krom atik og vide intervalspring yderligere giver musikken udtrykskraft. Den til tider stærkt dissonerende klaversats rummer i sit forløb såvel homofone som polyfone og frit formede fantasiprægede afsnit, og er med sin mere eller mindre komplicerede struktur at karakterisere som en temmelig avanceret form for klaverledsagelse. Hartmanns tonesprog er i en vis forstand romantisk præget. Visse klang- og kadenceformler er tydeligt nok denne stærke musikers nutidige terminologi for tilsvarende formler på tysk romantisk grund. Musikken er i øvrigt rig på dyb og særpræget skønhed, og hvis en oplysning om, hvorvidt den er dodekafon eller ej, vil fremme en opførelse, kan vi berolige modvillige eksekutører med, at det er den ikke. B. L.

CONRAD BECK: Sonatine for Schott's Söhne. 1957.

og klaver. Denne enkle og tiltalende musik er i lige grad overskuelig i formen, overkommelig i teknisk henseende og ubesværet og velklingende for øret. Lette og luftige farver fra romantikkens brogede palet giver klangsproget et mildt og duftigt udtryk, som navnlig i den lille Larghetto sublimerer sig i lydlig poesi. Conrad Beck fører ingen stor tale i tiden, og vil vel heller ikke råbe nogen op med sin musik. Hans obo synger sin egen stilfærdige sang, hjertets, og giver i det hele taget smukt udtryk for komponistens ærlige tjeneste i sundt og praktisk musikerskab.

B. L.

Nye musikalier Addison: Inventions for obo og klaver (OUP) Gehrmanns Korbibliotek nr. 365-67 (GM) - Kvartettbibliotek nr. 317-20 (GM) Michael Haydn: Concerto per flauto traverso (UE) Hulaas-Nordal-Stordal: Folkeskolens sangbok (J.W.C.) Krenek: Fünf Lieder op. 82 (UE) Lian-serien »Barna Spiller Blokkfløyte», hft. I (NMO) Mortensen: Sonata op. 7 f. klaver (NMO) N ils s on: Zwanzig Gruppen (UE) Sparre Olsen: Elsk din neste f. sang og ork. (NMO) Rawstborne: 2. Concerto f. violin og ork. (OUP) Runback: Salve f. orgel (NMS) Scheidemann: Toccata -|- Tunden Canzona (NMS) Webern: Passacaglia op. l f. ork. (UE) * /. W. Cappelen, Oslo (JWC) G ehr mans Musikforlag, Stockholm (GM) Norsk Musikforlag, Oslo (NMO) Nordiska Musikforlaget, Stockholm (NMS) Oxford U n wer sit y Press, London (OUP) Universal Edition, Wien (UE) Rettelse ! Anmeldelsen af blokfløjte-musikalierne i DM (1959) s. 30 er skrevet af Harald Bjerg Emborg. Signaturen skulle altså være H. B. E. og ikke H. B. R.!