Musiklivet - grammofon

musiklivet • GRAMMOFON MÅNEDENS REPERTOIRE RENAISSANCE OG BAROK Bach: Brandenburgerkonc. nr. 4-6/Dir: Miinch (RCALM2198) — : af h-moll messe/Dir: Jochum, sol. Pears, Topper (Fontana CE 495002/3) - : Partiter 1-6/Walcha (WCLP 570/1) - : Ital.konc., Krom.fant. og fuga m.v./Landowska (COLH 71) Bonporti: 4 Concerti grossi/I Musici (A 00449 L) Vivaldi': 5 koncerter/Virtuosi di Róma (ALP 1629) SYMFONIER, KONCERTER OG ORKESTERMUSIK Barták: Violinkonc. + Ravel: Tzigane/Stern (Fontana CL 699020) Beethoven: Alle 9 symfonier/Dir: Horenstein, Matzerath, Perlea, van Remoortel (Fona) - : 4. og 6. syrn f., Leonore I/Dir: Toscanini (ALP 1598, 1664) - : 5. symf./Dir: van Otterloo (Fontana ER 663001) - : 9- symf./Seefried, Forrester, Haefliger, Dieskau, dir: Fricsay (LPM 18512/3) — : 9- symf./Stich-Randall, Rössl Majdan, Dermota, Schöffler, dir: Böhm (Fontana CL 698000) Berlioz: Fantastiske symf./Dir: Beecham (ALP 1633) - : - /Dir: Argenta (LXT 5423) Bizet: Suiter af »Carmen« og Arlesienne«/Dir: Ansermet (LXT 5461) Bruch: Violinkonc. + Sarasate: Zigeunerweisen/ Stern (Fontana ER 664002) Chopin: Klaverkonc. nr. l/Anda (33C 1057) - : Klaverkonc. nr. 1-2/Simon (ALP 1580) Haydn: Symf. nr. 91 og 103/Dir: Jochum (LPM 18499) Katjaturjan: Violinkonc./Kogan (RCA LM 2220) Mozart: Sinf.conc. K 364 + Violinkonc. G, K 216/ Stern, Primrose (Fontana CL 699012) - : Klaverkonc. d, K 466 + Eine kleine Nachtmusik/Bruno Walter (Colh 36) Schubert: 6. og 8. symf./Dir: van Beinum (L 09002) - : 8. symf./Dir: Beecham (Fontana ER 664004) Strauss: Till Eulenspiegel/Dir: Reiner (RCA LM 2077) Svenäsen: Festpolonaise -- Nielsen: Intermezzo af op. l/Dir: Fjeldstad (AE 402094) Wagner: Siegfriedidyl, Parsifal-forspil, Mestersanger-/Dir: Steinberg (P 8368) OPERA Cherubini: »Medea« kompl./Callas (33CX 1618/20) Mozart: Udd. af »Tryllefløjten«/Dir: Karajan (33cx 1572) ***: Tenor-arier/Carlo Bergonzi (LXT 5407) VOKALVÆRKER OG SÄNGE Beethoven: Korfantasi/Richter-haaser (Fontana ER 66300) Chopin: 17 polske sange/Zaraska (33CX 1607) Handel: Dettingen Te Deum/Hollandske solister (Fontana CL 698012) Mozart, Berlioz, Josquin des Près: Vokalværker/ Strassbourg-katedralens kor (SEL 1602) KAMMERMUSIK Beethoven: Trio Es op. 3/Heifetz, Primrose, Piatigorsky (RCA LM 2180) - : Trios op. 9 nr. l og 3/Heifetz Primrose, Piatigorsky (RCA LM 2186) Mozart: Klaver4tet g, str5tet g/Schnabel og Pro Arte (COLH 42) KLAVERMUSIK Beethoven: Sonater op. 13 og 53/Annie Fischer (33CX 1593) - : Småstykker + Schumann do./Bækkelund (7EGK 1086) Brahms: Småstykker/Schiøler (7EGK 1084) - : Småstykker + Liszt og C6ø/?/WBækkelund (7EGK 1087) Schubert: Impromptus op. 90 og l42/Edw. Fischer C COLH 68) - : Småstykker + Mendelssobn/Sdiiølez (7EGK 1083) Schumann: Karneval, Symf.var./Casadesus (A01324L) Alle ni I en nydelig og håndterlig pladekassette præsenterer Fona-Klubben samtlige Beethovens symfonier, indspillet på ialt seks store LPplader, fremført af fem forskellige ensembler under fire lige så forskellige dirigenters kunstneriske ledelse. Også kvaliteten i de enkelte optagelser er forskellige. De dårligste hører ikke til de værste, og de bedste ikke til det fineste.

Jascha Horenstein trækker i bogstaveligste forstand det tunge læs med hele fire syrnfonier. Indspilningen af nr. 3 med Südwestfunk-orkestret har sin styrke i en stilpålidelig og kvalitetspræget udformning, og sin svaghed i en del pletter i optagelsesteknisk henseende, der især gør sig gældende i tuttispillet. Optagelsen af nr. 5 med Wienersymfonikerne skæmmes desværre af en fejl (Í matricen?) straks i begyndelsen, hvor en frase ikke når at blive fuldført før en tuttiindsats hovedkulds sætter ind. Bortset fra dette og et påfaldende forceret tempo i fagotterne et sted i anden sats, er Horensteins indspilning ellers både magtfuld og karaktertræffende, og der er ikke overfladestøj af betydning. Samme konstellation af ensemble og leder står for optagelsen af nr. 6, som udover den kunstneriske redelighed i udførelsen yderligere begunstiges af en god teknisk gengivelse. Niende symfoni hører ikke til denne samlings mest vellykkede optagelser. Horenstein og Pro Musica-symfoniorkestret fra Wien byder momentvis på smukke enkeltheder i udformningen af de tre første satser, men i finalen, specielt vokalafsnittet, synes Horenstein at miste noget af kontrollen med enhederne. For det første er korklangen ikke særlig flatterende. Det drejer sig mest om de mandlige grupper, som ved deres ret pressede artikulation påfører satsen mærkbar slagside. Indsatserne er heller ikke upåklagelige, ligesom de fire solisters lidt for individuelle klang og syngemåde i det hele taget ydermere gør dimensionerne ujævne.

Det store apparat kaperes ikke lige godt af optagermikrofonerne, hvilket naturligvis har sin andel i denne optagelses invaliditet.

Langt bedre resultater er opnået med nr. 2, som Hessischer Rundfunks orkester gengiver under ledelse af Otto Matzerath. Teknikken er god, og karakteriseringen af de enkelte satser er levende og følsom. På linje hermed ligger Jonel Perleas indspilning af nr. 4 med Wiens Pro Música symfoniorkester. Bemærkelsesværdig er navnlig anden sats, hvis omskiftelige instrumentation praktiseres på overordentlig elegant og smagfuld måde.

Kunstnerisk mest overbevisende, og teknisk mest vellykket er uden tvivl indspilningerne af nr. l, 7 og 8, gjort af den unge Edouard van Remoortel med henholdsvis Wiens Pro Música symfoniorkester, og to gange London Symphony Orchestra. Ubetydelig overfladestøj gør sig kun momentvis gældende i nr. l, mens de to øvrige optagelser kommer meget nær det helt vellyk* kede. Dertil kommer van Remoortels sikre sammenhold på de velspillende ensembler, af hvilke især det engelske brillerer med en distinkt og præcis spillemåde, og en af van Remoortel dejligt aktiviseret og levende strygerklang. Disse optagelser er samlingen værd. B. L.

BÊLA BARTOK: Musik for strengeinstrumenter, slagtoj og celeste. Deux portraits, op. 5. RIAS symfoniorkester, dirigent: Ferenc Fricsay. (DGLPM 18493).

Dette hovedværk foreligger forlængst i talrige indspilninger. Samtidig med at det derved har fået karakter af præsentationsnummer for dirigenter og ensembler, vinder det selv i dybde for hver gengivelse, der formår at belyse det fra nye vinkler. Denne kollektive videreskaben på værket er nok i modstrid med komponistens kunstopfattelse, for udover Stravinskij har vist ingen med større strenghed end netop Bartók hævdet ophavets autoritet i fortolkningsspørgsmål. Fricsay genskaber partituret med næsten visuel tydelighed, og en vis kølighed er derved uundgåelig, ligesom det rytmiske undertiden virker mere kantet end godt er; over for komponistens idealer er hans indspilning dog utvivlsomt ærligere end f. eks. Kubeliks (HMV BLP 1032); hvor denne opnår et dårende misterioso i førstesatsen gennem en næsten vertikal fortolkning af strygernes stemmevæv, blotlægger Fricsay med omhu den kontrapunktiske struktur. Og målt med helt objektive kriterier: det lykkes i denne sats Fricsay nogenlunde at overholde Bartóks pertentlige varighedsangivelse 6' 30"", mens Kubelik nærmer sig 8 min. spilletid.

Redeligheden har dog ikke hindret dirigent og orkester i en fremførelse af skønhed og nerve, og teknisk er pladen udadlelig. Som en (villet?) modvægt mod interpretationens saglighed er rumklangen lidt i overkanten. De To portrætter eksisterer i forvejen på en variabel-rille plade fra samme firma med samme udøvende. Koblingen af den unge senromantiker Bartók med den radikale modernist af samme navn er ikke ueffen, men pointen havde været rammende med en mere udpræget romantisk fortolkning af ungdomsværket. Af. A BARTOK: Koncert for orkester. Bamberger Symphoniker. Dirigent: Heinrich Hollreiser. — (Orbis-Vox, CX 16270, Fona-klubben). 30 cm LP.

Bartóks Concerto er et luksusstykke. Ja, det er så meget mere end det, men dets primære fordringer honoreres ikke på det jævne. Det kræver virtuositet fra piccolo til kontrabas for at folde sig ud.

De brave Bambergere har slået større brød op, end de kan bage. Sammenlignet med flere indspilninger på LP-repertoiret falder deres Concerto igennem, den savner spænding, sprødhed i de uhyre krævende blæserstemmer, intonation hos strygerne. Selv den henrivende strygermelodi i Intermezzo interrotto - en af de mest sødmefyldte af alle Bartóks ungarske inspirationer — hænger med ørene.

Heinrich Hollreiser - en dirigent af usvigelig tysk dygtighed, der fra operaen i Düsseldorf avancerede til statsoperaen i Wien, hvorfra han nu berejser de sydtyske orkestre - har ikke helt vidst, hvor han ville hen med dette værk. Eller også har orkestret læst så flittigt, at der ikke rigtig var noget at spille af.

Indspilningen kan kun anbefales med et sideblik til den tier, man sparer i forhold til konkurrenterne. Til det slække almenindtryk svarer en påfaldende løs klang i studiet, som assimilerer for mange af partiturets finere nuancer.

R. N.

JOHANN STRAUSS d. Y.: Zigeunerbaronen. Fuldstændig inspilning med Philharmonia-kor og -orkester. Dirigent: Otto Ackermann.. Homonay: Hermann f rey, Barinkay: Nicolai Gedda, Zsupán: Erich Kunz, Arsena: Erika Kölb, Czipra: Gertrud Burgsthaler - Schuster, Saffi: Elisabeth Schwarzkopf. - Columbia 33CX 1329-30.

Zigeuner baronens uropførelse i Wien i 1885 blev en bombesucces; operetten spillede 84 gange i træk, før den for en kort tid kunne tages af plakaten. Det forstår man godt, når man hører den. Indtil Kodåly og Bartok belærte verden om noget andet, antog man zigeunermusikken for at være den egentlige ungarske folkemusik, og lige fra Haydns og Schuberts dage havde den sat sig spor i østrigske komponisters værker, ja selv tilflytteren Brahms havde ladet sig fortrylle af dens charme. Det blev dog Liszt, der i sine ungarske rhapsodier gjorde den ungarske zigeunermusik kendt over hele Europa, og i hele det 19. århundrede var zigeunere yndede operafigurer både i Tyskland, Frankrig og Italien, - også uden direkte tilknytning til Ungarn. Johann Strauss havde allerede i Flagermusen (1874) indføjet en Czardas, som Rosalinde synger ved festen, hvor hun er forklædt som ungarsk grevinde; men først i Zigeunerbaronen har han for alvor givet sig zigeunermusikken i vold. Og det skyldes utvivlsomt dette værks succes, at operettekomponister som Lehár og Kaiman har fortsat dyrkelsen af zigeunermusikken i adskillige af deres operetter, f. eks. henholdsvis Zigeunerliebe og Czardasfyrstinden.

Strauss udnytter sigeunerstilen på fremragende måde, og der er også andre herlige ting i hans operette, - men det kan dog ikke skjules, at den hverken i handling eller musik kan måle sig med Flagermusen; handlingen er for spredt og indviklet, og musikken er ikke så gennemført inspireret som i det ældre værk. Ikke desto mindre er Zigeunerbaronen jo i høj grad værd at høre, ikke mindst i en god udførelse som på den nye Columbia-indspilning. Herman Prey er en viril og brillant Homonay, Gedda synger smukt og flot som Barinkay, Erich Kunz er herlig i både sang og tale som svineopdrætteren Zsupán, og Erika Köth yndig som hans datter Angela. Gertrud Burgsthaler-Schuster er sikkert en glimrende Azucena i Trubaduren, men virker nu og da en anelse overeksponeret som den gamle zigeunerske Czipra. Elisabeth Schwarzkopf (den allestedsnærværende) synger den unge zigeunerske Saffi, som efter mange trængsler bliver gift med Barinkay. Partiet stiller så uhyrlige sangtekniske krav som kun få »rigtige« operaroller, og Schwarzkopf, som vist ved denne lejlighed ikke har været helt i topform, honorerer faktisk ikke dem alle - men synger dog det allermeste ganske henrivende. Stykkets dialog er medtaget (i hvert fald det meste af den); nogle af sangerne siger selv deres replikker, mens andre i dialogen substitueres af skuespillere. Den udføres fortrinligt, men når Kunz rigtig tager fat på østrigsk med stærkt tonefald, er det faktisk ikke let for en stakkels dansker at fatte det hele i farten.

Otto Ackermann dirigerer det fortrinlige Philharmonia-orkester og do. -kor. Hans udførelse af ouverturen overrasker ved langsomhed og tyngde, og hans musiceren er i det hele taget ikke, hvad vi heroppe forestiller os ved betegnelsen »wienerisch«. Det hele virker mere tysk end østrigsk, men savner i øvrigt ikke hverken bravour eller finhed. - Optagelsen er ret god, men der er ikke ofret så megen omhu på den tekniske udarbejdelse af balancen mellem kor og orkester som på visse af Columbias operaoptagelser, hvor det helt ideelle er nået. På de store dynamiske højdepunkter bliver klangen ofte kompakt og uklar, og på piano-stederne kan det knibe med at høre koret tydeligt. Alt i alt er det dog en indspilning, som enhver Strauss-elsker kan have stor glæde af både at høre og at eje. c. S.