Danmark hilser Stravinskij

Danmark hilser Stravinskij

Af en stor komponists produktion vil det vel altid være et mindretal værker, som i den almindelige bevidsthed repræsenterer hans egenart. For Stravinskijs vedkommende kan vi med sikkerhed nævne fire, der så at sige er blevet vort koncertlivs stadige tyngdepunkter: »Ildfuglen«, »Petrusjka«, »Historien om en soldat« og »Salmesymfonien«. Meget af hans øvrige produktion har kun opnået spredte opførelser; og et dyberegående kendskab til alle Stravinskijs kunstneriske aspekter findes nok kun hos de professionelle musikere, hvoriblandt det nuværende slægtled af komponister med stor beredvillighed vil indrømme deres gæld til den store russer.

Da Stravinskij i 1952 fyldte 70 år, bragte Dansk Musiktidsskrift en række udtalelser fra danske komponister af nyere årgang. Finn Høffding mente stadig at kunne lære af ham, først og fremmest selvtugt og høje krav til musikkens udformning. Men Høffding ser ham som en ener, der næppe kan danne skole, en gennemreflekteret åndsaristokrat, hvis næsten pertentlige kræsenhed det ville være farligt at efterligne. Svend Erik Tarp beundrer Stravinskijs tekniske fuldkommenhed og føler sig inspireret af hans tagen afstand fra det altfor subjektivt individualistiske.

For Herman D. Koppel er det Stravinskijs urkraft, f. eks. det primitive sprog i »Historien om en soldat«, der har givet impulser og lært os, at selv denne primitivitet, der kommer fra de oprindeligste kilder i menneskets sind, kun kunne finde udtryk gennem det tekniske mesterskab. Vagn Holmboe har i værker som »Salmesymfonien«, »Historien om en soldat«, »Petrusjka« og »Sacre du printemps« oplevet en komponist med etos og idé, en personlighed, han lige så nødig ville undvære kendskabet til som til nogen af de store klassikere. Efter Jørgen Jersilds overbevisning har Stravinskij mere end nogen anden formuleret sin tids intellektbetonede kunstopfattelse med en forunderlig kraft og på en så almengyldig måde, med en sådan sikkerhed i virkemidlernes udnyttelse og eventyrligt stilistisk mesterskab, at det må være lærerigt for enhver komponist uanset hvad han ellers har på hjerte. Niels Viggo Bentzon mener, at Stravinskijs værker er for fuldendte til, at der kan bygges videre på dem. Han opildnes til at erkende, at man her står overfor vor tids største komponist, men det er noget han mere forstar end egentlig føler. Omtrent det samme mener Svend Westergaard i fuld beundring for de nye veje, Stravinskij har åbnet og de uvurderlige impulser, han har bragt, og endelig tror Bernhard Lewkovitch, at Stravinskij indirekte betyder langt mere end mange tænker sig, måske ikke i konkret forstand, men ene og alene i kraft af, at fænomenet Stravinskijs kunst i det hele taget eksisterer. - Vor tids gæld til Stravinskij kan vi kun udligne ved at opføre hans værker og give dem mulighed for at blive musiklivets almene fælleseje i endnu højere grad end tidligere. Her må vi først og fremmest kalde på teatret, der endnu skylder ham og os »Sacre du printemps«, »Les noces«, »Le baiser de la fée«, »Jeu de cartes«, »Agon« og »The rake's progress«. Og så er der jo de religiøse korværker fra de senere år, som radioen vel nok er ene om at kunne påtage sig.