Dansk Folkemindesamlings båndoptagelser

THORKILD KNUDSEN: Dansk Folkemindesamlings båndoptagelser

Det er en almindelig antagelse at de sidste 150 års dybtgående ændringer af samfundets struktur har gjort traditionel dansk folkesang og folkemusik hjemløs, - at underholdningsindustrien på den ene side og det folkelige oplysningsarbejde på den anden side i dag har fortrængt eller afløst folketraditionens musikalske forestillinger og frembringelser. Hvorledes kan det være anderledes? Ønsker velfærdsstatens borgere et musikalsk udtryk for en livsholdning er der tilsikret enhver adgang til koncertsalen; ønsker han ganske enkelt tiden slået ihjel sørger radioens underholdningsafdeling for det.

Er det således? Spørgsmålet kan stilles på en anden måde: har dansk folkemusikforskning som eneste opgave en historisk orienteret beskrivelse og kortlægning af en stort set udtjent dansk folkemusik på grundlag af det 19. århundredes indsamling af folkemelodier; eller må der samtidig, kan der samtidig foretages indsamling af et musikalsk materiale der for eftertiden vil være dansk folkemusik af i dag? Følgende beretning om Dansk Folkemindesamlings indsamlinger igennem et år må ikke opfattes som et forsøg på at definere en aktuel dansk folkemusik, men blot som en flygtig oversigt over et års til dels forsøgsvise indsamling med båndoptagere. Noget andet er at det indsamlede materiale i sin helhed, men også kun selve materialet, kan danne grundlag for overvejelser i forbindelse med det stillede spørgsmål: er det berettiget at benytte betegnelsen dansk folkesang eller dansk folkemusik om nogen form for nutidig musikudfoldelse.

Indsamlingsopgaven kan formuleres således: Man forestille sig alt som synges eller spilles i dag, i landets forskellige egne og i byerne, i forskellige sociale lag og miljøer; træk herfra Højskolesangbogen og Danmarks Melodibog, d.v.s. den folkelige sang, skolesange; undlad endvidere ønskekoncerternes og revuernes aktuelle repertoire, d.v. s. den kommercielle underholdningsmusik; alt som er tilbage indspilles på båndoptager.

Måske bør det bemærkes at en sådan formulering af indsamlingsopgaven ikke er den eneste mulige: under andre forhold og med en anden målsætning kunne man indlede med at definere eller opstille en række vise- og melodityper som et primært materiale og dernæst efterlyse disse og kun disse typer. En sådan fremgangsmåde er måske mindre hensigtsmæssig i dag: den er et udtryk for forudindtagethed, idet den uundgåeligt bliver ensidigt historisk orienteret og i selve formuleringen definerer dansk folkemusik som et fortidigt fænomen og dermed et eventuelt nutidigt stof som sekundært; uhensigtsmæssig er fremgangsmåden også fordi der erfaringsmæssigt sjældent opnås noget ved at åbne en samtale med et spørgsmål om Ebbe Skammelsen - Færøerne undtaget - eller om lurblæsning for én eller to lurer.

Ialt er siden foråret 1958 indspillet godt 3000 numre i forskellige egne og miljøer. Flest på Færøerne (1200) og i København, især Nørrebro (1000). Endvidere i Odsherred og på Refsnæs (150), Øst-Jylland mellem Horsens og Vejle (150), Syd-Fyn og Langeland (150), Fanø (150) og Himmerland (200). Indsamlingen på Færøerne (januar-februar 1959) kom i stand ved et samarbejde mellem Dansk Folkemindesamling og dansk, norsk og svensk radio, hovedsagelig efter et initiativ af Mats Arnberg fra Sveriges radio; indsamlingen i Himmerland ved et samarbejde mellem statsradiofonien og Dansk Folkemindesamling. Deltagere i indsamlingen har iøvrigt været Thomas Alvad, Fridolin Bentzon, Anders Enevig, Gustav Henningsen, Ingrid Knudsen, Morten Levy, Johannes Møllgård, Roald Pay, Jørn Piø, samt artiklens forfatter.

Ved hvilke lejligheder synges der? I radioens og grammofonens tidsalder er det sådan at kommer mere end tre mennesker sammen drømmer de ikke om at lade sig underholde af radio eller grammofon - det er kun en sidste udvej. De sørger selv for underholdningen. Men ikke blot kravet om effektiv underholdning fremkalder viser og musik som falder indenfor det nævnte indsamlingsområde: i det hele taget gælder at der synges og spilles når som helst landets officielle eller kommercielle musikkultur endnu ikke eller ikke mere modsvarer folks ønsker, forestillinger og behov. Hermed være ikke sagt at der kun synges i en sådan situation! En opregning af hvad der synges, hvilke genrer der findes og hvilke melodityper der anvendes med forkærlighed må blive højst ufuldstændig, alene fordi de indspillede bånd endnu ikke er gennemarbejdet; til dels af samme årsag er opregningen usystematisk: snart refereres til tekstgenrer, snart til melodigenrer.

Ballader
En ballade skal fortælle en historie og det er en af de genrer der stiller de største krav til sangeren. Understreger han detaljerne for stærkt i foredraget går helheden tabt; anskueliggør han slet ikke enkelthederne keder de forholdsvis lange viser tilhørerne. Ofte vælges til balladerne ret knappe, lette og usentimentale melodier der smidigt kan tilpasse sig handlingsforløbets vekslen mellem dramatiske, lyriske eller nøgternt berettende episoder.

Balladerne spænder vidt med hensyn til alder og emnevalg. Indenfor et begrænset område på Nørrebro er således indspillet middelalderlige skæmteballader som aldrig vil kunne trykkes, side om side med følgende århundreders ballader om dramatiske begivenheder af enhver art, samt en vistnok hidtil overset nyere gruppe: talrige gavtyveballader om Lersøens bøller og børster, alfonser og piger, om Holmensgades skøger. NodeEks. 1. Hr. Peders skriftemål på havet (DgF 376).

Balladen er i almindelighed en solo-genre med eller uden akkompagnement af f. eks. guitar eller harmonika. Dog kan genren også være kollektiv: især gavtyveballaderne er ofte forsynet med et omkvæd som tilhørerne synger, hvilket iøvrigt letter forsangerens hverv betydeligt! NodeEks. 2. Gavtyveballade. Melodien kan være forbilledet for Niels Clemmensens melodi til »Den er fin med kompasset«; adskillige sangeres udsagn usandsynliggør i hvert fald det modsatte afhængighedsforhold.

Lyriske viser
Alle mulige sider af tilværelsen tages op i ældre og yngre lyriske viser som derfor udgør en helt uoverskuelig og kun meget løst gennemarbejdet gruppe. På Fanø findes talrige naive eller skæmtende danseviser eller danseomkvæd; fra Fyn og Langeland, Odsherred og Refsnæs foreligger lyriske kærlighedsviser; på Nørrebro er indspillet et antal følelsesfulde fængselsviser, vel også en til dels overset genre. Melodiforrådet er lige så broget som emnevalget og kan ofte virke som forbilledet for den kommercielle underholdningsmusiks populære numre. NodeEks. 3 Det var en lørdag aften (Eft. B 54).

Protestsange
Nidviser og nidrim, smædesange o. s.v. er ifølge deres funktion ofte kollektive genrer men indsamleren skal være heldig for at indfange dem i denne mest autentiske form. Højst levedygtig er især en kollektivt improviseret type hvor løst forbundne vers eller vers helt uden indbyrdes forbindelse veksler med et rammende omkvæd. Alle synger omkvædet hvorved der bliver tid til at opfinde stadig nye vers. Andre smædeviser nærmer sig skæmteballaden - der iøvrigt i sig selv kan virke som en protestsang i kraft af sit provokerende sprog og sin anstødelige moral. NodeEks. 4. Ludderkarl i Caico. En barok variant af den almindelig kendte »Vognmand i Slagelse«. Hvorledes er sammenhængen mellem melodierne til disse viser og melodien til »I skovens dybe stille ro«?

Også denne genre er gammel. Af ny dato er dog besættelsestidens viser om tyskerne: hvormange af disse synges endnu? Ældre er nogle protestsange fra arbejderbevægelsens barndom. Historiske forekommer i dag optagelserne af herregårdsviser eller hoveriviser. NodeEks. 5 Herregårdsvise. Karakteristisk for genren er iøvrigt at den foretrækker melodier som på forhånd er almindelig kendt.

Sanglege
Endnu er kun indspillet et begrænset antal sanglege skønt genren sikkert er i rivende udvikling. Det vil således være af interesse at erfare om det musikalske arbejde i børnehaverne - f. eks. på grundlag af jazzen — afspejles i børnenes syngemåde og repertoire; foreløbig tør kun siges at de traditionelle sanglege åbenbart stadig har et godt tag i børnene.

Fastelavnsviser
Nogle børn kender kun »Fastelavn er mit navn« mens andre råder over et betydeligt forråd af fastelavns viser: købmanden, slagteren, bageren og skomageren får hver sin. NodeEks. 7. Hovmand og præstens hustru (Sk 70). Hvorfor netop denne typiske skæmteballade har fundet anvendelse som kollektiv fastelavnsvise vides endnu ikke, muligvis er den anvendelig når slagteren besøges. Melodien er karakteristisk for den ældre skæmteballade.

Skillingsviser
Talløse viser er blevet spredt som skillingstryk eller visekort. Overalt i landet og i alle sociale lag indspilles viser, hvis tekst er lært eller fastholdt af et trykt forlæg. Man må imidlertid ikke forstå dette derhen at alle de skillingstryk som drevne visefabrikanter falbød og solgte i kæmpeoplag uden videre indgik i folketraditionen og blev det som folk sang og synger endnu. Tværtimod. Skillingsviseforlagene udsendte mange arter af viser: de optrykte ballader og andre anonyme viser som allerede var i omløb; de lod skrive viser som bevidst lagde sig tæt op ad folketraditionen med hensyn til melodivalg, form og emnevalg; folkelige revyviser blev udsendt igen og igen. Tilbage bliver visefabrikanternes personligste indsats, hele strømmen af følelsesfulde lejlighedsviser med småborgerlig ræsonneren, reportageagtig udmaling på vers af ulykker og skandaler, alt det man i almindelighed kalder skillingsviser. Viser af denne art indspilles der ikke mange af, de har åbenbart kun i øjeblikket formået at fange opmærksomheden. Anderledes sagt har den kommercielle skillingsviseindustri måske først og fremmest stimuleret udbredelsen og vedligeholdelsen af de viser og den visetradition som allerede havde en plads i folketraditionen.

Andre genrer og melodier
Opsange og gaderåb (»Her er skærslipperen«), festviser og drikkeviser (»Kykkeliky lad hønen gå«), tegneviser og akkumulations viser (»Her ser I bøg og her ser I lind«), naverviser, chanties. En rigdom af genrer og melodier der - som de allerede omtalte - kan virke ubetydelige på papiret eller når de huskes brudstykkevis af en uinteresseret sanger, men som overrumpler når de synges af en sanger med talent, af en personlighed.

En endelig klassificering af visegenrer, teksttyper og melodityper er ikke mulig på nuværende tidspunkt og er i det hele taget vanskelig. Medens visse genrer og viser findes overalt er andre knyttet til bestemte egne eller findes kun i enkelte sociale grupper. Det er f. eks. overbevisende godtgjort at et københavnsk arbejderkvarter eller arbejdsplads har et repertoire der med hensyn til sammensætning og syngemåde er lige så karakteristisk og traditionsbundet som repertoiret i et sogn i Jylland og dermed forskelligt fra det jyske repertoire. At en vise genfindes overalt i landet betyder iøvrigt ikke at visen gentages eller udbredes mekanisk. Ingen god fortæller vil fortælle en god historie nøjagtigt som han gav den forrige gang; på samme måde vil en vise ustandselig ændres fra sanger til sanger, fra egn til egn: »der findes ingen tekster og ingen melodier, kun varianter«. Overhovedet er teksten og melodien kun at opfatte som udgangspunktet for den gode sangers personlige udformning af visen.

Tilmed er forholdet mellem tekst og melodi ofte meget løst. Varianter af samme melodi kan benyttes til forskellige tekster som allerede vist med eksemplerne 3, 5 og 6 og som det fremgår af følgende opregning:
1) En pige fra Langeland synger »Det var en lørdag aften« på en melodi som hun har lært på Fanø (eks. 3).

2) I Odsherred er en variant af melodien knyttet til en satirisk vise om den elendige kost som blev budt hoveribønderne eller daglejerne (eks. 5). En nært beslægtet hoverivise findes i Himmerland.

3) På Nørrebro benyttes en variant af melodien til en grov skæmteballade der tidligere er optegnet af Evald Tang Kristensen i Midtjylland.

4) Denne skæmteballade har et tekstligt og melodisk sidestykke i en naiv sangleg som bl. a. foreligger i en optagelse fra Østjylland og fra Christianshavn (eks. 6).

5) Fremdeles den samme meloditype har vundet almindelig udbredelse sammen med en skillingsvise i »Danmarks syngende Mand« og er i forbindelse hermed indspillet i København.

Omvendt kan én og samme teksttype indspilles med tilsyneladende indbyrdes helt forskellige melodityper. Dette gælder bl. a. en gavtyveballade som foreligger i 5 versioner fra et begrænset område på Nørrebro med 5 forskellige melodier og omkvæd.

Kingotoner
En særskilt omtale tilkommer Kingotonerne, den folkelige koralsang. Da reformationen nåede Danmark kom med den salmerne og koralmelodierne. Tyske salmer blev oversat, danske blev digtet, og teksterne fastholdt i salmebøgerne. Anderledes med melodierne - af de enkle syllabiske koraler skabte de syngende menigheder rundt om i landet lange bølgende tonerækker som med forsiringer og melismer på betagende vis genspejler fordybelse og hengivelse. Ofte har vel folkevisens og hyrdesangens syngemåde og tonale struktur været bestemmende for melodiernes udvikling og Kingotonerne er måske kirkesangens og folkesangens mest ægte børn. Et antageligt antal melodier blev sidste år optaget mellem Horsens og Vejle, i Øst-Jylland; men Kingotonerne forsvinder snart: i kirkerne er de ikke blevet sunget siden århundredskiftet og selv »De stærke Jyder« som endnu holder fast ved Kingosalmebogen er blevet overbevist om at fædrenes sang kun var tossede forvrængninger af gode tyske melodier - uden »snøller«.

Religiøse folketoner
Stadig i egnen mellem Horsens og Vejle, hovedsagelig indenfor et enkelt sogn, blev endvidere optaget omkring 100 religiøse folketoner. »De stærke Jyder« brugte Kingos salmebog i kirken og kun den. Men Brorson kom af gode grunde ikke med i Kingos salmebog og mange vækkelsessange kom aldrig i nogen salmebog overhovedet. Ikke gennem kirken men ad alle mulige andre veje fandt man derfor melodier til Brorsons salmer og til vækkelsessangene. Resultatet blev en broget mangfoldighed af religiøse folketoner, hvoraf nogle har lokalt præg mens andre senere er fundet andre steder i landet.

Spillemænd i Himmerland
En århundredgammel tradition forsvinder ikke i den klare luft. Traditioner er andet og mere end vane og mode, tradition er erfaring. Spillemændenes repertoire er ganske godt kendt, idet Dansk Folkemindesamling besidder store samlinger af spillemandsbøger og dansemelodier fra de sidste halvandet hundrede år. Men virkeligheden er anderledes: de indspillede bånd lærer os at læse de nedskrevne melodier.
Eks. 10 a. Rævens vals. Første ottetaktsperiode som spillemanden nedskriver den og som den findes i nodebøger.
Eks. 10 b. Rævens vals. Første ottetaktsperiode og gentagelsen som den udføres på violin af en spillemand fra Himmerland.
Eks. 10 c. Rævens vals. Violinisten som tidligere spillede eks. 10 b udfører her valsen sammen med en kornetist:
- Den trompetstemme man blæser, er den ens hver gang eller er det noget man - Improviserer. Det er det nærmest for mit vedkommende.
- Og sådan har det altid været?
- Det har det næsten altid været, ja. Når min far spillede violin, eller han kornet og en anden violin og de kun var to, så var det med at improvisere og få det til at lyde lidt sammen. Det var ligesom man havde en følelse af hvad man skulle spille.
- Hvis man var ikke én eller to men tre, fire, fem - holdt man sig så til stemmerne eller kunne man stadigvæk blive ved med at improvisere ?
- Det mener jeg at jeg kunne. Og jeg gjorde det også. Men det var vist ikke dem alle der kunne, nogen skal jo følge noderne og andre kan det udenad. Det er vist individuelt. Men vi som spillede sammen dengang, vi kunne. Vi var så sammenspillede — når én tog en terts så tog en anden melodien og omvendt. Og jeg mener det var øret der sagde, hvor vi skulle hen.

Spillemandsstilen indebærer solistisk improvisation og kollektiv improvisation. Den solistiske improvisation præger både det melodiske, harmoniske og rytmiske forløb: melodien koloreres, den levendegøres med alle arter af glidende intonationer, forslag, dobbeltslag og triller, eller helt nye figurer vokser ud af grundmelodien; det akkordlige grundlag understreges ved rig anvendelse af løse strenge og dobbeltgreb; og melodiens rytmiske forløb nuanceres ustandselig på baggrund af en pulserende grundrytme. Til hvilke højder den kollektive improvisation er udviklet kan endnu ikke siges på grundlag af et foreløbig for begrænset materiale.

I hvilket omfang vil efterhånden spillemandstraditionen leve videre indenfor jazzklubberne? Desværre savner Dansk Folkemindesamling helt materiale til belysning heraf og har foreløbig ingen muligheder for at indsamle.

Færøerne
Især fra jul og til fastelavn danses der kædedans på Færøerne, derfor måtte indsamlingen foretages om vinteren, hvilket kunne være ubehageligt på grund af blæsten. Kun de bedste professionelle båndmaskiner har iøvrigt ærlige chancer overfor denne vældige kollektive genre, hvor middelalderlige kvad og danske kæmpeviser veksler med personlige eller politiske smædeviser og naivt sørgmodige kærlighedssange.

En række af de meste fremragende dansesteder blev opsøgt, således at der nu foreligger talrige optagelser af danseaftener.
Fra Sunnböur, Nolsoy, Velbestdur, Skálávík o. s.v. Selv forsigtig bedømt kan disse optagelser tillægges stor historisk værdi; dette kan bedst siges af den danske deltagelse i indsamlingen, idet der først og fremmest er tale om en svensk fortjeneste, når det gælder optagelserne af færødansen: svenskerne medførte 500 kg perfekt optagerudstyr.

Alt som synges kan også danses, benyttes »på gulvet«. Heraf følger ikke at færøsangen kun kender danseviser: selv om der danses 50 aftener eller rettere nætter om året er der tilbage stadig 300 dage og aftener, hvor der ikke danses, men nok synges. Blot ved man for lidt om sangen i hjemmene rundt omkring i bygderne, og der blev derfor lagt stor vægt på at få indspillet et materiale til belysning heraf, af repertoire og syngemåde.

Nok kan alt som synges også danses, men mange visers anvendelse til dans er altså sekundær. Dette gælder især mange fordringsløse kærlighedsviser og nyere ballader. Men selv kvadene og kæmpeviserne er ikke uadskillelige fra dansen. Tværtimod læres mange kvad og vedligeholdes mange kæmpeviser især uden for dansestuen. En og samme sang kan derved eksistere indenfor to helt forskellige genrer. Højst interessant er det at iagttage at den i så fald kan optræde i to helt forskellige udformninger: »tempo giusto« som kollektiv dansevise, rytmisk markeret og med langt omkvæd; »tempo rubato« som soloballade eller individuel foredragsvise, rytmisk flydende og med afkortet omkvæd - dog synges det fulde omkvæd oftest når visen sættes an ligesom sangeren kan gribe til anvendelse af det fulde omkvæd, dersom hukommelsen svigter i et af versene (Disse forhold rejser iøvrigt et overraskende spørgsmål. I Danmark som i Norge og Sverige har det store antal af det 19. og 20. århundredes berømte middelalderballader (»Danmarks gamle Folkeviser«) kort omkvæd og roligt flydende rytme. Er det overhovedet middelalderens dansevise som her lever videre i en senere tids folketradition? Eller er tværtimod bevaret en lige så oprindelig og betydningsfuld solovise i en form der aldrig har været benyttet til dans?
Og videre: er det ikke den kollektive dansegenre som er overleveret men en individuel sologenre kan man analogt med den færøske praksis forestille sig at de korte lyriske omkvæd engang modsvaredes af længere lyriske omkvæd som de bevarede korte omkvæd udgjorde en del af. Herved ledes man videre til at antage den ellers ikke længere synderlig populære hypotese hvorefter middelalderballaden har en forudsætning i en længere lyrisk dansestrofe.
Mange ejendommeligheder ved balladernes struktur - fmalisforhold, påfaldende uregelmæssig opbygning — ville herved forklares ganske enkelt.).

Salmesangen i de færøske kirker var i 1828 »das fürchterlichste, was mir in meinem Leben vorgekommen ist; jeder schreit den ersten besten Ton, der ihm in die Kehle fährt, heraus; der Küster singt vor, besitzt aber nicht die Hälfte des musikalischen Talents, das ein colymbus septentrionalis hat«. Tiderne skifter: i dag kan man være tilbøjelig til i Kingotonerne at se det mest storslåede monument som et musikbegavet folk har rejst; hvormeget er tilbage heraf? Muligvis kun en Torso.

Skønt kun med betænkelighed godtaget af færingerne selv og af forskerne har Kingosangen, salmesangen i kirkerne, dog formået at skygge for en næsten helt overset skat af religiøse folketoner som i hjemmene er blevet anvendt eller anvendes i forbindelse med Brorsonsalmer og andre salmer som ikke findes i Kingos salmebog.

Uomtalt er stadig mange sider af det indsamlede færøske materiale der for tiden registreres på Dansk Folkemindesamling og som senere vil blive benyttet som grundlag for en udsendelsesrække i radioens musikafdeling: rim og remser, børnesange, stevkampe med improvisatorisk anvendelse af kvad- og visemelodier, vor muligvis misforståede opfattelse af forsangerens rolle o. s.v.

Ligeledes er eksemplificeringen udeladt her. Dog skal en enkelt forvirrende båndaflæsning bringes. Optagelsen blev foretaget i forbindelse med en samtale mellem den færøske komponist Hans Jakob Højgård og lektor Karl Clausen om de færøske varianter af melodierne til de danske kæmpeviser. Hans Jakob Højgård kendte to melodier til »Ebbe Skammelsen«. Eks. 11. Ebbe Skammelsen (DgF354). Den færøske komponist havde engang talt med sin far om de to melodier som under optagelsen forsøgsvis blev sunget samtidig:
— Så siger jeg til ham: Far der er to melodier til Ebbe Skammelsen.
— Hvad siger du, er der to. Hvad mener du egentlig, to melodier? Så synger jeg dem.
— Nåh, siger han, jo, det hænger sammen med at de høje stemmer, dem der kunne, de tog den høje der, og dem der havde de lave stemmer — de gik ned.

Er sangen på Færøerne enstemmig eller flerstemmig? Fra svensk side har Nils Wallin for nylig hævdet at kunne påvise rester af en urgammel flerstemmig praksis på Færøerne. Ud fra det foreliggende båndmateriale som nu er indsamlet vil man måske mere forsigtigt spørge - hvad er årsagerne til at sangen i visse bygder ikke er strengt unison? Svarene herpå kan blive mangfoldige og må sikkert afgives i hvert enkelt tilfælde. Ikke blot for forskningen vil det være værdifuldt om indsamlingsarbejdet på Færøerne kunne optages i større udstrækning; helst også af færingerne selv.

Artiklens emne er indsamlingen med båndoptager igennem ét år. For fuldstændighedens skyld blev derfor medtaget ovenstående korte omtale af indsamlingens resultater på Færøerne skønt det færøske båndmateriale i virkeligheden må gøre krav på en selvstændig behandling.

Iøvrigt overlades det til den enkelte at gætte på hvor mange viser og melodier der i dag går fra mund til mund upåagtet af den elite som diskuterer massekultur.