Musikkalender

musikkalender Ny musikk i Darmstadt (1958) Hvert år siden 1946 er det blitt holdt sommerkurser i moderne musikk i Darmstadt.

Arrangør er Kranischsteiner Musikinstitut som er den tyske ISCM seks j on. I tillegg til kursene arrangeres også en rekke konserter med utelukkende moderne musikk på programmet. Her er bl. a. Nonos, Boulez og Stockhausens verk blitt holdt over dåpen.

Denne gang ble vår egen Fartein Valen oppført med sin skjønne fiolinkonsert op. 37 som dessuten ble kringkastet direkte over Hessischer Rundfunk. Verket gjorde et dypt inntrykk på samtlige lyttere som kvitterte med et langvarig bifall. Solisten Tibor Varga tolket sitt parti yterst subtilt og har nok en stor del av æren for at verket virket så umiddelbart på lytterne.

Ved denne musikfest var det ikke mindre enn tre kjente kammermusikkensembles tilstede, nemlig Domaine Musical (dir. Boulez) fra Paris, Incontri Musicali (dir. Bruno Maderna) fra Rom og Musik der Zeit (dir.

B. Zimmermann) fra Köln. Hvert av disse ensembler hadde sin egen aften hvor de fremførte verk av særlig yngre komponister.

På konserten til Domaine Musical som for anledningen ble ledet av Bruno Maderna (da Boulez p. g. a. sykdomsforfall ikke kunne komme) fikk en foruten Weberns kammerkonsert også stifte bekjentskap med verk av M. Philippot (Variation pour 10 instruments), Gilbert Amy (Mouvements pour 15 instruments), Henri Pousseur (Quintette a la mémoire d'Anton Webern) og Stockhausen (Kontrapunkte nr. l für 10 Instrumente).

Av disse verk fengslet Amy og Pousseur meg sterkt. Her fins sporadiske tilløp til en egen stil som jeg håper disse unge komponistene vil forstå å bygge ut videre. Særlig Pousseurs verk hadde enkelte meget vakre partier som lovet meget. Hans verk er forresten analysert i «Die Reihe» nr. 4.

Stockhausens «Kontrapunkte nr. 1» hadde meget av impresjonistisk klangvirkning over seg. Han er tydelig nok influert av Messiaen i dette verk som uten tvil må betegnes som et klassisk tolvtoneverk. Titlen «Kontrapunkte» skulle ikke behøve å skremme noen bort fra dette verk etter som fader Bach nyttet samme titel på sin «Die Kunst der Fuge». Neste kveld var viet Musik der Zeit fra Köln som under sin energiske dirigent B. Zimmermann oppførte verk av Kagel (Sexteto de Cuerdas U.E.), Bennett (Music for two pianoes), Nonos siste verk etter oppdrag av byen Darmstadt (Cori di Didione etter tekst av Ungaretti) og Krenek («Hexaeder». Sechs Stücke für mehrere Instrumente) og Schönberg («Drei Satiren für gemischten Chor).

Det var knyttet tildels store forventninger til Nonos store verk som dessverre ikke fikk den oppførelse det hadde krav på. De svære korpartiene tok fullstendig knekken på dirigent og kor som prøvde å gjøre det best mulige ut av det. Et bedre kor med lang prøvetid vil nok utvilsomt kunne redde dette meget interessante korverket av Nono i land.

Den som har hørt hans «Canto Sospeso» (svevende-avbrutt sang) vil sikkert ha lagt merke til at Nono som typisk italiener nettopp har sin styrke i det vokale. Kreneks «Hexaeder» er et forsøk på å koordinere det rytmiske og det melodiske innenfor en tolvtonekomposisjon. Ved å gå ut i fra en tolv-tonerekkes intervallstruktur forsøker Krenek å regne ut de rytmiske verdier for hver enkelt tone. I sitt seminar gjennomgik Krenek sine egne verk fra den siste tid, bl. a. «Sestina» hvis analyse fins i juli/august nummeret av «Melos» for 1958. Her gir komponisten en kort inn føring i sitt nye prinsipp som også er nyttet i hans klaverstykker «Sechs Vermessene». Hans prinsipp er ennå for lite utviklet til at det kan underordnes den kunstneriske fantasi. Derfor lød hans «Hexaeder» med et mildt ord temmelig ille, noe lytterne kvitterte med latter og piping.

Som elev av Krenek hadde jeg anledning til å følge med i hans undervisning i tolvtoneteknikk som langt fra er så matematisk fastlagt som mange vil ha det til. I hans «Kette und Spiegel» for orkester forekommer som resultat av rekkepermutasjoner en ren assmolltreklang som Krenek forsøker å skjule ved å la den spilles ppp hver gang den dukker opp.

Schönbergs «Drei Satiren» opus 28 er et herlig stykke korverk. Hvor suverent Schönberg forstår å håndheve sine egne «regler» hører en i sluttfugen som plutselig slår over i en ekte wienervals for så å slutte som en fuge hør og bør. Utøvende og publikum moret seg kostelig. Dette verk måtte være noe av en lekkerbisken for en kordirigent som er på j akt etter noe moderne å friske opp programmet med.

Incontri Musicali hvis dirigent Bruno Maderna er - vartet opp med et program bestående nesten utelukkende av nyere italiensk musikk. Et feiles trekk var den tildels grå tolvtonedrakt de fleste av disse verk var skrevet i. Blant verk av Marchetti (Spazii for kammerensemble), Donatoni (Due Improvisation! per pianoforte), Berio (Sequenza per ilauto solo), Dallapiccola («Cinque Canti» nach altgriechischen Texten für Bariton und einige Instrumente), Hildalgo («Caurga»), dementi (Composizione per pianoforte) og Maderna (Música su due Dimensioni for fløyte, oboe, Xylomarimba og magnetofonbånd) var der bortset fra Dallapiccolas verk som fikk en bra tolking av Rehfuss - ikke meget å rope hurra for.

Dallapicolas «Cinque Canti» (5 sanger) er virkelig et ypperlig verk som burde kunne friste en barytonsanger. Den er langt fra vanskelig å forstå for et konsertpublikum, og vil sikkert ikke unnlate å gjøre et dypt inntrykk hvor den så måtte bli fremført.

Den elektroniske musikk ble også tilgodesett med arbeider fra studios i Westdeutscher Rundfunk og Studio di Fonologia della RAI, Milano. Det beste arbeid var uten tvil Evangeiistis Incontri di Fasce Sonore fra 1957.

Litt moro bør det jo helst være på en slik anstrengende musikkfest med kurser fra tidlig om morgenen til sent på ettermiddagen med etterfølgende konserter til langt på kveld. — Ufrivillig kom komponisten John Cage og hans kollega pianisten David Tudor til å agere som komikere i sine historiske fremføringer av Cage's «tilfeldighets» klaverstykker. Denne betegnelse er ikke oppfunnet av undertegnede, men er nyttet av John Cage selv. John Cage, som er amerikaner, studerte en tid hos Arnold Schönberg og var en tid sterkt interessert i tolvtonemusikkens muligheter. Han drev også studier i filosofi og var særlig stærkt grepet av kinesisk filosofi og Meister Eckehardts mystiske religiøse oppfatning. På grunnlag av denne filosofi har så Cage utviklet sin egenartede komposisjonsteknikk som går ut på fullstendig å sjalte ut intellektet og la det «oversanselige» representert en tilfeldig utvelgende innstilling til sitt «stoff» virke uhindret. Foruten å følge Cage's forelesninger hadde jeg også anledning til å snakke med Cage selv. Cage's komposisjonsteknikk eller rettere sagt prinsipp bygger på ujevnhetene i et stykke hvitt papir.

Disse ujevnhetene overfører han ved perforering til et notesystem som foruten den vanlige diskant og bass nytter henholdsvis ytterligere 9 hjelpelinjer for diskant og 6 for bass, tilsammen 25 linjer. I tilleg til dette nytter han 2 linjer for støy innenfor klaveret (knipsing, glissando og slag på strengene) samt 2 for støy utenfor klaveret (slag med håndbaken på undersiden av klaviaturet og smell med lokket). Disse effektene ble demonstrert av Cage og Tudor på ovennevnte konsert hvor det dessuten var anbragt to radioapparater (som vekselvis med pianoet ble slått av og på), to barnefløyter og køller og andre redskaper til å traktere strengene med. Denne blanding av spill på piano, radio og fløyter samt knipsing i strengene på pianoet og smell med pianolokket var helt sinnsvak og har intet med musikk å gjøre. Selv et så radikalt innstilt publikum som bl. a. Krenek og Kolisch måtte trekke på smilebåndene. For det skal ikke stor fantasi til å tenke seg at denne form for «musikk» måtte virke komisk. Men all mulig honnør til Cage og Tudor som ikke mistet fatningen under de veritable bølger av latter og piping som etterhånden forplantet seg gjennom salen.

Det ble gitt en rekke orkesterkonserter med Hessischer Rundfunks orkester med dirigenterne Ernst Bour og Otto Matzerath.

Et av de gledeligste verk ved disse interessante mønstringene av nyere orkestermusikk var den franske komponisten Pierre Boulez' meget følsomme «Le Soleil des Eaux» til tekst av René Char for soli, kor og orkester.

Boulez har flere ganger tidligere gjort seg bemerket med en rekke fine verk. Hans sangsyklus «Le Marteau sans Maitre» også til tekst av René Char samt hans 3 uhyggelig vanskelige pianosonater må sies forlengst å være klassiske tolvtoneverk på linje med det beste av Schønberg, Berg og Webern. Også den unge svenske komponisten Bo Nilsson gjorde seg f or del aktig bemerket med sin uttrykksfulle om enn i instrumentasjon noe overlesset dekorative kantate for sopran og orkester. Sangerinnen Josefine Nendick, som var et meget behagelig bekjenntskap, tolket verkets ekspres j onistiske stemninger helt igjennom ypperlig. En ble sant å si ikke så lite overrasket over Schönbergs «Suite op.

29» (1927) som viste seg være ikke så lite influert av - jeg hadde nesten sagt Stravinskij. Men la oss heller kalle denne ypperlige suite og «Serenade op. 24» for tilslørte balletter. Her er en gullgrube for en ballettmester som er på jagt etter nye ballettsujetter. Webern var også sterkt representert på disse orkesterkonsertene, bl. a. med sitt fortryllende korverk «Zwei Goethe-Lieder für gemischten Chor und einige Instrumente op.

17». På en minnekonsert fikk vi høre komponistens «Stryketrio op. 21», «Strykekvartetten», «Vier Stücke für Geige und Klavier» samt noen fine sanger glimrende sunget av Josefine Nendick. På samme orkesterkonsert hvor Fartein Valens fiolinkonsert op. 37 sto på programmet fikk en også anledning å stifte bekjentskap med Hermann Heiss' geniale «Configuration für grosses Orchester» inspirert av billedtitler av Paul Klee. I sin superimpresjonistisk-ekspresjonistiske klangdrakt minnet disse knappe orkesterstykkene ikke så lite om Weberns orkesterstykker op.

6 og 10.

Bernd Alois Zimmermann, kjent gjennom sin drivende gode symfoni i én sats og en rekke gode balletter, var ikke videre heldig med miniatyrcellokonsert «Canto di Speranza», og ble lønnet med en lang og demonstrativ pipekonsert. Orkesterkonsertene ble avsluttet med en oppføring av Bartoks 3.

klaverkonsert med førstepræmievinneren i klaverspill som solist med Darmstadt Symfoniorkester. Debussys rapsodi for klarinett og orkester måtte dessværre gå ut av programmet da man ikke kunne bli enig om hvem som skulle ha førsteprisen i klarinettspill.

Füll av ideer og rik på impulser reiste hver enkelt hjem til sine respektive hjemsteder. Jeg vil på det beste anbefale nordiske musikkutøvere til å ta seg en tur dit ned hvor en kan kombinere musikk med ferie i Darmstadts og Heidelbergs herlige omgivelser. Bjarne Kortsen.

Internationale kurser og musikkonkurrencer München. Den 8. internationale musikkonkurrence, arrangeret af de vesttyske radiostationer, finder sted fra 4.—15. september, omfattende kategorierne sang, piano, orgel og strygekvartet. Prospekt med tilmeldelsesblanket, der skal indleveres inden 1. juli, fås ved henvendelse til Internationaler Musikivettbewerb, Bayerischer Rzmdfunk, München 2.

Lund. Nordiska ungdomsorkestern och musikaliska sommarkursusverksamhet omfatter i tiden 15. juni til 16. juli foruden ensemblespillet dirigentkursus, mesterkursus i sang, videre uddannelse i skolemusik samt enkelte andre discipliner. Blandt de medvirkende instruktører er kapelmester Sten-Âke Axelson, professor Paul Lohmann og komponisten John Fernström. Prospekt og tilmeldelse c/o Kom??2unala musikskolan, Mårtenstorget 5, Lund, tlf. 22 100.

Salzburg. Internationalt Sommerakademi fra 3. til 22. august. Blandt de medvirkende er pianisten Hans Ley graf, der afholder klaverkursus i moderne musik. Henvendelse til sekretariatet, Mozarteum, Salzburg.

Kranichstein. Internationale ferienkurse für Neue Musik afholdes i tiden 17. august til 5. september med kompositionskurser ved Luigi Nono, Karlheinz Stockhausen, musikteori ved Henri Pousseur som forberedelse til hovedkurserne, der foruden komposition og teori omfatter operaregi, praktisk musikkundskab, sang, klaver, fløjte og slagtøj samt en række almene foredrag og specielle koncerter. Blandt de øvrige medvirkende er Wolfgang Fortner, Alois Haba, Gyorgy Ligetú, Andrez Markowski, Harro Dicks, Annelies Kupper, Hans Leygraf, David Tudor, Severino Gazzelloni, Christoph Caskel, Wlodimir Kotonski, Yoriisune Matsudaira, Bö Wallner, Pierre Boulez, Werner MeyerEppler og Bruno Maderna.

Kranichsteiner Musikpreis. Internationale musikkonkurrencer for slagtøj, fløjte og piano afholdes fra 25. august til 17. september i forbindelse med ovenstående kurser.

Prospekt med oplysning om bundne opgaver, 1. præmierne 1.000 DM. Tilmeldelse inden 1. august til sekretariatet, Kranichsteiner Musikinstitut, Roquetteweg 31, Darmstadt.

International Folkemusikkongres Den 12. internationale folkemusikkongres under UNESCOs auspicier afholdes i Sinaia (Rumænien) fra 12.-22. august ,inclusiv et besøg i Bukarest og en lille ekspedition til studiet af den levende folkemusik. Kongressens hovedemner er forholdet mellem musik og tekst i sangen og bevægelse, musik og tekst i dansen, problemer vedrørende studiet af folkemusikinstrumenter, tradition og fornyelse i nutidig folkemusik samt vokal og instrumental analyse. Praktiske oplysninger vedrørende deltagelse og medlemsskab af International Folk Music Council kan erholdes fra IFMCs generalsekretær, Miss Maud Karpeless, 35 Prince Court, Queensivay, London W. 2., ligesom herhjemme bibliotekar Erik Dal vil stå til tjeneste. Tilmeldelse, såvel som visumansøgning, må foretages inden 15. juni.

»Musik og Ungdom«s sommerstævne Ollerup Håndværkerskole. I dagene 27. juli til 2. august afholder »Musik og Ungdom« sit første sommerstævne med instruktion i blokfløjte, strygeinstrumenter, orkesterspil og korsang (Jørgen Due, Svend G. Asmussen, Erik Moseholm og Vibeke Wangsoe Mortensen). Der vil endvidere blive arrangeret foredrag og diskussioner om klassisk musik, jazz, opera og moderne musik (Vagn Kappel, Harald Krebs, Borge Roger Henrichsen), og det er ingen betingelse for deltagelse, at man indskriver sig til instruktionen. »Musik og Ungdom«s orkester (Amatørsymfonikerne) deltager i stævnet, og der bliver adgang til at overvære prøver og opførelser.

Prisen for ophold (kost og logi) samt deltagelse i de ønskede arrangementer er sat så lavt som til ialt 90 kr., muliggjort af samarbejde med Wilhelm Hansen, MusikForlag. Omgående indmeldelse til institutionens kontor, Frederiksborggade 20, K, tlf.

BY 8383, der giver alle oplysninger.

Norske uropførelser Supplement til listen i NAÍ nr. 3, 1958 1958 7/4 Conrad Båden: Solosonate for fløyte - N.R.K. (Norsk Rikskringkasting).

NORSKE UROPPFØRELSER 10/9 1958-1/5 1959 1958 10/9 Finn Arnestad: «I.N.R.I.» Mysteriespill for orkester - Aulaen, Oslo.

11/9 Conrad Båden: Toccata, koral og fuge over «Korset vil jeg aldri svike» Oslo Domkirke.

12/9 Conrad Båden: Trio for fløyte, obo og klarinett - Aulaen, Oslo.

18/10 Harald Sæverud: «Minnesota Symfoni« - Minneapolis Symphony Orchestra.

26/10 Øistein Sommerfeldt: Konsertouverture - Aulaen, Oslo.

12/11 Sverre Jordan: Klavertrio, verk 65 Bergens kammermusikkforening.

16/11 Arild Sandvold: Kanoniske variasjoner over norsk folketone: «Herre, jeg hjertelig ønsker å fremme din ære» - Oslo Domkirke.

1959 7/1 Halhard Johnsen: Konsert for fiolin og orkester i én sats, verk 28 - N.R.K.

23/2 Karl Svens en: (1859-1932) Forspill til operaen «Alhambra» - N.R.K.

26/2 Bjarne Brustad: Suite nr. 2 for orkester - Aulaen, Oslo.

10/3 Finn Arne stad: «Amen» A cappella Trefoldighetskirken, Oslo.

10/3 Conrad Baden: «Fange Lingua» for bl. kor - Trefoldighetskirken, Oslo.

19/3 Edvard Flifiet Bræm: Divertimento for fløyte og lite orkester - Aulaen, Oslo.

19/3 Johan Kvandal: Konsertouverture, verk 7 - Aulaen, Oslo.

22/3 Eigil Hovland: Pasjonshymne for kor og orgel - Koralpartita - Motett for palmesøndag — Trefoldighetskirken, Oslo.

24/3 Eigil Hovland: To kl a ver stykker: Scherzo, verk 29 nr. l og Rondino, verk 29 nr. 2 - N.R.K.

31/3 Anne-Mane Ørbeck: To sanger: «Vill-Guri» (Tor Jonsson) og «Eg hev ei gjente» (Stev fra Setesdal) N.R.K.

19/4 Arild Sandvold: To orgelkoraler: Lover den Herre - Hold oppe, Gud, hos oss ditt ord.

Fire korte gudstjenstlige korsanger: Gud er ånd — Rop med fryd - Hosianna Davids sønn - Halleluja — Oslo Domkirke.

21/4 Gunnar Sønstevold: «Fire to-stemmige kl a ver stykker» — Aulaen, Oslo.

23/4 Geirr Tveitt: Symfoni nr. l, verk 183 «Julekvelden» - Bergen.

24/4 Ludvig Nielsen: «Fagnadarsongar for soli, kor og orkester - Nidarosdomen.

«Septimsprang og forstørrete kvarter» I februar engang har Børre Qvamme anmeldt en grammofonplate av Fartein Valen i Morgenbladet (Oslo). Han er av den mening at Fartein Valen bare kan forståes på det intellektuelle plan, og han anbefaler derfor piaten til granskning og analyse av musikken. Man skal forsøke å oppfange «de bittesmå motiver som er satt sammen til en fascinerende mosaikk,» for av slike småbiter består Fartein Valens musikk. Ser Børre Qvamme også vanlig mosaikk som småbiter? Han innleder med at: «Den eneste chanse moderne musikk har til å vinne et publikum, er gjennom grammofonen.» Selv må jeg si at jeg ble vunnet i konsertsalen. Det virket som en musikalsk vekkelse, og siden har Valens musikk vært «forståelig» for meg.

Det viste seg at dirigenten under fremførelsen selv ble grepet av musikken. Så lenge utøveren ikke har oppfattet musikkens sjelelige innhold, vil han nærmest stave seg gjennom tonene, og tilhøreren opplever heller ikke noe. Det er i virkeligheten denne staving Børre Qvamme anbefaler, og da er det rimelig at han anser Valens musikk for å være forbeholdt de meget få.

Det finnes mennesker som musikalsk sett er analfabeter, men som gripes sterkt av Valens musikk. På den andre siden kan musikeren, nettopp på grunn av sin skolering, ha vanskeligheter med å trenge inn i Valens tonesprog fordi han forutsetter noe som ikke finnes. Musikeren er oppdratt til å følge de tonale baner: vertikalt eller akkordmessig møtes tonene i samklang, horisontalt ligger melodien nede i toneartens kanaler. Til atonal musikk lytter han under motstand, han forutsetter samklang og vil det tonale, han venter de klassiske oppløsninger, de toneartsbestemte vendinger. Men de kommer aldri, og han får ikke et sted å «hvile ut på». Valens melodifølelse oppfatter Qvamme som «en forkjærlighet for septimsprang og forstørrete kvarter».

Valens musikk er a-tonal eller toneartsløs og følger derfor andre lover. Akkorden er og skal være - dissonant. Melodien gjør ikke bare sporadisk dissonante sprang, den er i sin helhet dissonant. Derved oppnår Valen en spenning med forstørret septim og forminsket none som høydepunkter. Musikken løftes ut av de tonale kanaler og ganger opp i den overjordiske sfære som er Valens verden. En tonal samklang ville være umulig, klangspenningen ville briste og musikken miste svevet. Den ville styrte til jorden som en vingeskutt fugl.

Sine Butenschon Musik og kultur i atomalderen I den senere tid er der vist de allernyeste eksperimenter inden for musikken større opmærksomhed, således har et helt nummer af DM været viet den elektroniske musik, og i de sidste vintre har der i radioen været foredragsrækker om modernismens pionerer, nu sidst af Jan Maegaard om Anton Webern.

Men det må vist alt sammen være for forpostfægtninger at regne mod en hel uges daglige udsendelser om »Atomalderens Musik« i radioen indledt af Vagn Kappel. Det er ganske naturligt, at disse eksperimenter i musikken og de perspektiver, de åbner, har sat sindene i bevægelse og diskussionerne i gang. Alligevel er, synes det mig, en vigtig side af problemet overset eller ligefrem misforstået, nemlig spørgsmålet om musikkens samfundsmæssige funktion.

Dette er ikke et æstetisk problem. Jeg vil derfor ikke diskutere, hvorvidt de nyeste musikarter kan rumme nogen skønhed eller ej eller måske give en art intellektuel tilfredsstillelse. Det omfatter heller ikke nogen kvalitetsvurdering, en sådan måtte jeg også overlade fagfolk. Problemet er rent sociologisk.

At musikken i almindelighed og ikke blot den ældre musik har social betydning og endda bevidst udnyttes af samfundet som et virkningsfuldt påvirkningsmiddel er givet.

En anden ting er, at dette forhold ikke altid klart erkendes af de musikere og komponister, der aktivt tager del i musikalsk virksomhed. Men dette ændrer ikke kendsgerningerne. Sådanne uklarheder vil altid bestå og er en ganske naturlig ting: vi modtager livet igennem et væld af påvirkninger og indtryk af lige så forskellig art og indhold som samfundets forskellige lag. Alle vil de sætte sig spor i vor bevidsthed, uden at vi derfor bagefter med sikkerhed kan analysere dem og bestemme deres oprindelse, og måske vil vi endda tolke dem helt forkert. Dette er for den moderne psykologi en ganske banal erfaring. Jeg konstaterer blot dette her for at slå fast, at komponistens stilistiske arbejde med ældre musiktraditioners uløste problemer, hvor agtværdigt dette arbejde end måtte være, eller hans andre bevidste hensigter med sin skaben, ikke nødvendigvis behøver at være den musikalske stiludviklings egentlige drivfjeder, men at andre kræfter meget vel kan spille en afgørende rolle. Her kan naturligvis også institutioners og pengestærke foretagenders bevågenhed og reklame spille en afgørende rolle, og disse kræfter vil arbejde ud fra andre hensyn end rent stilistiske.

Der består altså et vekselspil mellem komponist og samfund, nærmere bestemt hans publikum, en gensidig påvirkning, der for komponistens vedkommende altid vil betyde afhængighed. Noget andet er, at hvis komponisten er i harmoni med sit forum og de sociale kræfter, han virker for, vil den »kontrol« han fra denne del af samfundet altid vil være udsat for aldrig ærgre ham eller hindre hans arbejde. Sandsynligvis vil han end ikke opfatte påvirkningen som nogen som helst kontrol, men som ganske givne og selvfølgelige rammer for sit arbejde.

Lad mig nævne nogle eksempler. Al kirkemusik har f. eks. det fra kirkens synspunkt ganske klare formål at vække menighedens følelse af fællesskab og ideologisk samstemmighed med de kirkelige organisationers respektive ideologier og livsholdninger. Og ganske tilsvarende kan siges om det meste andet musik: Marseillaisen skulle vække til fællesskab om den unge franske republiks idealer, højskolesangene gøre de grundtvigske tanker til landboungdommens fælleseje, arbejdersangene vække til enhed i tanker og handling. Beethovens symfonier vækker til fælles begejstring for det unge liberale borgerskabs ideologi, de nationale romantikere for den nationale frihed og sovjet-musikken for socialismens revolutionære ideer o.s.v., o. s.v.

Også Weberns musik har sikkert en social funktion og rummer en vis idé som grundlag for et fællesskab mellem komponist og publikum, selv om det f. eks. sammenlignet med Beethovens nok er skrumpet betydeligt ind. I hans musik opløses det melodiske og rytmiske forløb, så musikken forvandles til skiftende reflekser af en musikalsk kærnestruktur, hvis intervaller stadig udprojiceres i forskellige former og stadig fremtræder i nye belysninger. Musikken tilstræber her oplevelsen af denne kærnestruktur, en bestemt af komponisten opfundet tonerække, der lige så lidt som de traditionelle dur-moll-skalaer i sig selv udtrykker noget som helst. Udøverens rolle bliver altså ikke at udtrykke en menneskelig idé som sådan, men den langt mere passive at fremstille den musikalske kærnestruktur for tilhørerne - ikke blot som bærer af, men som selve kvintessensen af værkets musikalske værdier. Det webernske fællesskab i musikken må da være den fælles vilje til passivt at lade sig belyse af de omtalte skiftende reflekser af kærnestrukturen, og opleves denne må det være som en metafysisk idé, en ren og skær åndelig luksus for nogle få skønånder, der ikke føler sig engagerede i denne verdens problemer.

For magnetbåndsmusikkens vedkommende, hvor udøverne som det forbindende led i fællesskabet helt mangler, synes denne udvikling ført til sin yderste konsekvens. Denne musik kan nok give tilhørerne sjælelige påvirkninger, hvis værdi som sådanne nogle nok vil acceptere. Men det synes mig klart, og dette er vist heller ikke komponisternes hensigt, at disse psykiske påvirkninger ikke associeres med nogen idé, hverken social eller moralsk, der rækker ud over det enkelte værk, og som kunne danne grundlag for en ny art fællesskab.

Dermed er kunstmusikken nået til samme punkt, hvor vor underholdningsmusik allerede længe har befundet sig. Ganske vist kan denne i øjeblikket skabe et ganske tydeligt fællesskab, et fællesskab i underholdning og forlystelse, i erotisk opstemthed på dansegulvet eller i ophidselse over det sidst opreklamerede »skrig« inden for branchen. Det er dette fællesskab, de brede masser er opdraget til at ønske sig, og det ønske bliver opfyldt i fuldt mål. Kulturelt set er den moderne musik i begge lejre udtryk for det samme og deres problemer uløseligt knyttede til hinanden som to sider af samme sag, massesiden og elitesiden. Derfor kan heller ingen af dem løses ved foragt for den anden.

Hvis dette billede af vor kultur var udtømmende, havde vi det fuldkomne billede af en kultur i forfald og vort samfunds opløsning i enkeltindivider. Sociale fremskridt og samfundsmæssig udvikling har altid været forbundet med enhed i mål og ideer.

Længe har vor massekultur været præget af en overflod af underholdningsindustriens kulturløse produkter, der ikke er egnede til og også har et ganske andet formål end at skabe et nyt og levende samfundsmæssigt fællesskab. Men også vor elitekultur ændrer nu signaler og indrømmer åbent, at den så højt besungne borgerlige humanisme som grundlag for et vestligt kulturfællesskab ikke mere er nogen levende realitet. Man vedgår altså åbent, at et fællesskab ikke mere er muligt på de gamle ideer, og at et nyt fra et vist synspunkt ikke mere er ønskeligt. Et så radikalt omsving må have ganske andre årsager end blot de i snævreste forstand musikalske (selv om de åbenbart har kunnet bringes til at arbejde i samme retning). Der må altså eksistere stærke sociale kræfter, der søger at låse samfundsudviklingen fast i de bestående rammer, og det kan kun være disse, de nye musikretninger tjener.

Heldigvis er dette billede af nutidens samfund ikke fyldestgørende. Mennesket er fra naturens side et socialt væsen. Hvor meget vi end opfatter os selv som »individualister«, så er vi dog i hele vor tilværelse afhængige af andre, og denne gensidige afhængighed vil før eller siden, som det mange gange er sket før i historien, slå over i en klar fællesskabsfølelse, der nu som altid vil stille uafviselige krav til alle, også komponisterne.

Der findes altså en tredje vej for den skabende komponist, der har vilje og mod til både at søge og arbejde for et fællesskab på et nyt grundlag. Overalt, hvor en folkelig bevægelse båret af et højere og mere menneskeligt samfundsideal findes, er også den første begyndelse til den ny kultur lagt. Og denne bliver det før eller senere komponisternes opgave at leve med i, for at også de kan være med til at gøre den rigere og mere fuldkommen.

Raymond Swing.

Propaganda-ugen arrangerer Musikmesse i København Planerne for den kommende »Propagandauge for den levende musik«, der afholdes over hele Danmark fra 20. til 27. september, er nu så vidt fremme, at det kan røbes, at man stiler mod en gennemgribende fornyelse af det 25-årige arrangement. Således planlægges som hovedbegivenheden i år den første danske »Musikmesse«, idet man simpelthen vil leje hele Odd Fellow palæet i København, hvor der foranstaltes en udstilling af musikinstrumenter, noder, musiklitteratur og pædagogiske hjælpemidler, der vil orientere publikum om, hvordan man kommer til at spille selv - og hvad det koster. Jævnsides med den oplysende udstilling i Store sal er det tanken, at Lille sal skal anvendes til sideløbende musikdemonstrationer, omfattende koncerter med amatørmedvirken, elevkoncerter, åbne prøver på kammermusik under medvirken af professionelle kunstnere lige som en åben orkesterprøve, forevisning af instruktive musikfilm og orientering om instrumenterne og deres ydeevne.

Det er i videste forstand musikhandlerne og pædagogerne, der her vil mødes, og opgaven bliver i høj grad at koncentrere fælles bestræbelser om det væsentlige. Arrangementet har allerede vakt stor opmærksomhed i inderkredsen, men yderligere forslag vil ikke være mindre velkomne hos samarbejdsudvalgets initiativrige sekretær Buchter-Larsen, Den danske Propaganda-uge for den levende Musik, Hjelmsgade l, København Ø, tlf. 29 08 04.

Århusianske orkesterproblemer Hurra for hver lille forbedring. Det har virkelig hjulpet på klangen i Århus Scala med opsætning af en del træværk på siderne af tribunen. Violinerne fylder mere, og i forbindelse med en mindre ændring i opstillingen er opnået bedre samklang. Ideelt er det stadigvæk ikke, men et vist fremskridt bør dog noteres.

løvrigt har der været mange ting at glæde sig over de sidste sæsoner. Ikke alting har været lige fremragende. Med tilfredshed erindres Carl Nielsens Sagadrøm. Sibelius' 5. symfoni og Honeggers Pacifik-lokomotiv.

I nogen grad forløftede man sig på Mahlers 1. symfoni. Opførelsen af Honeggers 5. symfoni, de 3 Re, viser på en vis måde arbejdsforholdene. Det var i højeste grad en imponerende præstation, en ydelse der vidnede om kunstnerisk stræben og idealisme; dette værk er i sin dramatiske styrke lovlig hårdt for sindelaget hos mange af de tilhørere, for hvem en behagelig ørenslyst er hovedformålet. I kraft af byorkestrets fåtallige grundstamme er besætningen i høj grad »forstærket; i det hele taget udviser den tekniske og opfatningsmæssige modenhedsgrad ikke det overskud, at musikerne er fuldt frigjort, når de går løs på en opgave af denne art. Fordøjelsen af værket forløber ikke alt for nemt for publikum.

Spørgsmålet melder sig: Er det nok at mærke de psykiske kræfter? Skal et provinsorkester lade den store nye musik ligge og hellige sig de knæsatte klassikere og den bedre underholdning? Besvarelsen bør i anstændighedens navn blive et fuldtonende NEJ. Hvor mange husker ikke, hvor stift radioorkesteret tog på tilsvarende opgaver, da Malko for henimod 30 år siden begyndte at indeksercere Strawinsky og andre »nymodens« ting; idag er ingen i tvivl om, at kammersanger Holm så rigtigt, da han fra starten regnede med at oparbejde radioorkesteret til et eliteorkester.

Man må se ind i fremtiden. Det er ikke nemt; visse politikere og mange andre går rundt og tror, at et par velplacerede horntrut kan gøre det ud for orkesterspil af høj kvalitet. Der må arbejdes hårdt på langt sigt. I og for sig er det forståeligt, at der fra musikere i Århus byorkester fornylig blev givet udtryk for misfornøjelse med forholdene. Blot var det i høj grad uheldigt, at misstemningen gav sig udslag i en klage over kapelmester Per Dreier. Sagen er behandlet på rette sted og har fået en efter alt at dømme rigtig afgørelse; rimeligvis sker ingen skade på samarbejdet i fremtiden, ligesom man på ingen måde vil kunne påvise følger af misstemning i de forløbne koncertpræstationer.

Dygtiggørelse til løsning af store opgaver kræver overvindelser af mange slags. Per Dreier har aldrig skånet sig selv. Utrætteligt har han arbejdet på højnelse af den kunstneriske standard. Dreier er alvorsmand.

Som alle andre ordentlige kunstnere har han sit særpræg. Overfor mange værker ligger hans opfattelse udenfor det gængse og almindelige. Når han - praktisk talt ene mand — skal lede fremførelsen af et alsidigt orkesterrepertoire og så sandelig ikke skåner nogen ved opfyldning af rigeligt med afslapningsmusik, siger det sig selv, at ikke alting kan ligge lige naturligt for hans rige evner. I sine bedste præstationer er Dreier aldeles fortræffelig, hvis man ikke ønsker at bruge stærkere superlativer. Hans tolkning er aldrig overfladisk eller indholdsløs. Men det er en ærlig sag, at en kunstner af Dreiers kaliber og et orkester under udvikling med problematiske vækstbetingelser sætter store krav til smidigheden hos musikerne.

Der foreligger et problem. Den ene side af løsningen betyder en fortsat øgning af orkesterets kapacitet, at besætningen udbygges, at man fortsat med fuld loyalitet i næsten umenneskelig idealistisk stræben stiler mod at svare til kravene om et brugbart landsdelsorkester, som da vil have gyldighed, når vi for alvor mærker følgerne af arbejdet for en musikopdragelse på bred basis. Om ikke alt for længe vil de toneangivende kredse tilhøre en generation, der i almindelighed ved mere om musik, end det i øjeblikket kræves af jævnt dannede personer på indflydelsesrige poster. Den anden side betyder kunstnerisk ledelse i højeste plan. Selv om et orkester nødvendigvis må have sin faste ansvarlige kapelmester, er det en umulighed, at én eller selv to-tre dirigenter kan præstere intens tolkning af alle slags musik. De store verdensdirigenter, der i et stormvejr af begejstringsbrus kommer farende og hæpper et orkester op til toppræstationer, som skete det med magi og hypnotisering af både musikere og publikum, kan ofte i kraft af deres position tillade sig at koncentrere sig om et begrænset repertoire, som de til gengæld behersker fuldendt.

Stjernerne kan lyse op et øjeblik i vor tilværelse, men vi kan ikke bygge trygt og solidt i deres glimtvise strejflys. Men måske kunne der for danske orkestres vedkommende skabes et noget mere udbygget samarbejde. VÍ har efterhånden herhjemme en lille halv snes præsentable orkestre, heraf et par kammerorkestre. Det giver i hvert fald en 12-15 brugbare dirigenter. Det ville sikkert stimulere en kapelmesters tilegnelse af visse ting, når der var mulighed for efterprøvning af en kunstnerisk opfattelse med mere end ét orkester. Og det gavner et orkester, at det så ofte som muligt står overfor en kapelmester, der ikke blot med ildhu, men tillige med erfaring fra andre fremførelser dirigerer de pågældende ting. Man skal være forsigtig med at starte med for faste rammer. Men mon ikke der inden hver sæson kunne skabes en art forum for repertoireplaner, hvor repræsentanter for orkestre og helst kapelmestrene selv drøftede en eller anden form for fordeling af opgaver, turnus for gæsteoptræden m. v.

Stadig er lokaleproblemerne tunge. I øjeblikket rettes søgelyset mod operaens lokaleforhold. Fabrikstilsynet har klart tilkendegivet - hvad der er fuld ud forståeligt - at orkestergraven i Århus teater er for lille. Et orkester på 31 mand rækker kun til et yderst begrænset repertoire. I al sin guddommelighed har Mozart dog ikke krav på at være den eneste, hvis musik kan opføres. I foråret forsøgte man med to kammeroperaer. Akustikken i Århus teater er for sløv til at en intim sanglig udtryksform kan klinge ubesværet ud med fuldt velbehag. Det er såre uheldigt, at den jydske opera så snævert er bundet til Århus teater. Den jydske opera bør sikkert overveje en udvidelse af rammerne. Der må være bevægelsesfrihed, således at man frit kan sætte forestillinger af vekslende format på benene. Det skulle være muligt at give Tannhäuser, A'ida eller lignende værker af slagkraftig popularitet i de store jydske haller; det skulle kunne lade sig gøre at sætte fintmærkende kammeroperaer op under hyggelige intime forhold, hvor den rette atmosfære er til stede. Om man på Århus teater vil tage sig sammen til at udbygge orkestergraven er selvsagt af største betydning; det skulle synes at være en betingelse for, at teateret fremdeles kan komme i betragtning som skueplads for opera af mellemkaliber. Forholdene er i hvert fald uholdbare og bør tages op til gennemgribende debat.

Erling Winkel.

Dansk Komponist-Forening Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket).

Kronprinsessegade 26, sidehuset, 1. sal, Kbhvn. K.

Telf. PAlæ 5405. - Postgirokonto 3552.

Tilføjelser til Danske uropførelser 1958/ 2 (DM nr. 2 - NM nr. 1/1959) 3/9 Henning Wellejus: Concerto de danse.

Radio.

22/10 Leif Kayser: Orgelsuite nr. 2. Set.

Hans kirke, Odense.

6/12 Herman D. Koppel: Concertino nr. 2 for strygeork., op. 66. BBC, London.

7/12 Kat Senst'ms: »Sicut Cervus« for sopran, fløjte og piano (orgel). Fredens kirke, Odense.

8/12 K. A. Vieth-Knudsen: Blæserkvintet, op. 80. Nationalmuseets festsal.

Danske uropførelser 1959, l 2/1 P dl e G udmund s en-Holm gren: Ouverture for strygeorkester (1955). Radio.

31/1 Per N or går d: To danske sange (Thøger Larsen, Johs. Jørgensen). Louisiana.

31/1 Erik Fogh: »Vor frue i skolen« (Johs. Jørgensen). Louisiana.

11/2 Niels Viggo Bentzon: Kvintet for fløjte, obo (engelsk horn), klarinet, horn og fagot, op. 116. Radio.

12/2 Poul Rov sing Olsen: Sonate for violoncel og klaver, op. 34. Radio.

13/2 Per Nørgård: Triptychon, op. 18 (til bibelske tekster) for bl. kor og orgel.

Radio.

15/2 Ib N ør holm: Trio for klarinet, cello og klaver (1957). Statens Museum for Kunst.

17/2 Kai Senst'ms: Symfoni nr. 3, op. 45.

Fyns Forsamlingshus.

/3 Pelle Gudmundsen-Holmgreen: 5 sange (Morten Nielsen). Sopran m.fløjte.

Helsingfors.

/3 Mogens Winkel Holm: Lille kabinetkoncert f. 5 blæsere, violin og cello.

Helsingfors.

/3 Ib N or holm: 5 sange for sopran (Robert Browning). Helsingfors.

/3 Finn Savery: Sonate for kontrabas og klaver. Helsingfors.

4/3 Finn Loving: Toccata for klaver (1958). Musikkonservatoriets sal.

9/3 Tage Højby Nielsen: Fantasi for violoncel og klaver, op. 39. Radio.

11/3 Carl Nielsen: »Børnene leger«, for solo-fløjte. (Fra »Moderen«). Radio.

11/3 Carl Nielsen: »Tro og håb spiller«, for fløjte og bratsch. (Fra »Moderen«). Radio.

27/3 Svend Erik Tår p: Musik til hørespillet »Syv glæder og syv smerter« (Finn Methling). Radio.

3/4 ]ohn Nielsen: Variationer for blæserkvintet (1954). Radio.

4/4 Else Marie Pade og Sven Drehn Knudsen: Symphonie magnethofonique. Radio.

5/4 Per Nørgård: Quartetto brioso(1958).

Statens Museum for Kunst.

7/4 Else Marie Pade: »Syv cirkler«, elektronisk musik. Radio.

7/4 Ib N or holm: Concertino for orgel, op. 17 nr. 1. Vor Frelsers kirke.

9/4 Svend S. Schnitz: Symfoni nr. 4.

Radio.

11/4 Ehe Marie Pade: Underlægningsmusik til »Den lille havfrue«. Radio.

11/4 Svend Westergaard: »L'homme armé« for 16 instrumenter. Louisiana.

13/4 Poul Rov sing Olsen: Sinfonía, op. 40.

Thorvaldsens Museum.

14/4 Svend S. Schultz: Musik til »Jean de France« (Ludvig Holberg). Radio.

30/4 K. A. Vieth-Knudsen: Orkestersuite, op. 82. Århus.

1/5 K. A. Wieth-Knudsen: Strygekvintet, op. 85. Hornung & Møllers sal.

4/5 Asger Lund Christiansen: Concertino for trombone og orkester. Tivolis koncertsal.

Dansk Tonekunstner-Forening Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10—16.

Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heering, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 2270 og PAlæ 7576.

Det unge Tonekunstnerselskab Kontor: Hverdage kl. 10-12 (lørdag lukket).

Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn. K. Telf. BYen 726.

Postgirokonto 3474.

Fung. formand: "Lavará Friisbolm. Telf. Trørød 101.

Teatertelefon: TRia 5144 forestillingsdagen kl. 1515,20. - Anmodning om legitimationskort til Det kgl. Teater må sendes til kontoret vedlagt frankeret konvolut med egen adresse. Når teatertelefonen ikke svarer, skyldes det, at der er helt eller næsten udsolgt. Heller ikke ved »næsten udsolgt« tilsteder teatret DuT billetter. Ordningen gælder alle hverVigtigt! De medlemmer, der for indeværende sæson har haft adgangskort til torsdagskoncerternes generalprøver og som ønsker at komme i betragtning ved næste sæsons tildeling, behøver ikke at indsende ny ansøgning, da den tidligere indsendte automatisk løber videre.

Det unge Tonekunstnerselskabs nytilkomne medlemmer, som ikke hidtil har haft radiokort og ikke har mulighed for at erhverve et sådant gennem andre organisationer, må for at komme i betragtning dokumentere aktiv musikudøvelse eller aktiv pædagogisk virksomhed. * Ansøgningen må indeholde fyldestgørende oplysninger herom, samt om adresse, fødselsår og -dato, og må foreligge på Det unge Tonekunstnerselskabs kontor, Hammerensgdae 3, K, inden 1. juni.

Det skal dog bemærkes, at betegnelsen »aktiv musikudøvelse« af Statsradiofonien fortolkes således, at aktive amatører ikke er udelukket fra at komme i betragtning, men ansøgningen må indeholde oplysning om, hvilket amatørensemble (orkester eller kammermusik) ansøgeren er varigt medlem af.

DuT 09 DM Selskabets og tidsskrifrets kontorer er lukket fra 22. juni til 9- august.

Nyt fra forlagene Musikalier Weinbolt Petersen: Happy birthday to you (WH) Moseholm, Erik: Spil Pennywhistle (WH) Jersild, Jörgen: Lærebog i melodilæsning (WH) Miroviicb, Alfred: Introduction to the study of Bach (GS) Musik i Skolen, arg. V, nr. 5, 6 og 8 (MF) Musik i Skolen, Thomas Alvad: Blokfløjte, arg. V, nr. 7 (MF) Knudsen, Gunhild Deckert: Kunstspil på blokfløjten (NNF) Connor: Sang och Lek i for och småskola (EW) Wilb. Hansen, København (WH) G. Scbirmer, New York (GS) Musikhøjskolens Forlag, København (MF) Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kbh. (NNF) Ernst Wester b ergs Forlag AB, Stockholm (EW) Litteratur Dean, Wtnton: Handel's Dramatic Oratorios and Masques (OUP) Conversations with Igor Stravinski], by Igor Stravinskij and Robert Graf t (F&F) Blume: Musikalische Zeitfragen, bd. V. Was ist Musik? (B-V) Imogen Holst (ed.): Henry Purcell. Essays on his music (OUP) Dabiback: New methods in vocal music research (UF) * Oxford University Press, London (OUP) Faber & Faber, London ( F&F) Bärenreiter-Verlag, Kassel (B-V) Universitets Forlaget, Oslo (UF)