A propos das rheingold på grammofon

At der er kommet en indspilning af rhinguldet vil mange danske musikvenner sikkert sig lad mig s 'rhingulde å det vist noget her mytologiske tøjer som wagner spildte sin tid me kan virkelig betale at spille ind i vore dag sådan nazi-musi - denne ytring være et udtryk for velfundere personlig afsky wagne og sådant må man naturligvis bøje fo de gustibus non disputandum es ni ti tilfælde imidlertid vise udslag den almindelige misrekommandering ja hele senromantiske musi har været mode herhjemme siden carl nielsens gjort ukendskab til periode dy dyd sandhed også haft gode vækstvilkå idet rhinguldet ragnaro nibelungenringens to yderværke ikke gået københavn 191 valkyrien krigen (bortset fra enkelt opførelse ved gæstespil svenske opera nogle år side siegfried c 193 flyvende hollænder tannhäuser tristan isoide 1933 parsifal kun mestersangerne lohengrin efter lejlighed hør sidste mestersanger-opførelse ligger jo nu allerede tilbag wagnerf jender således sole glansen hans næsten fuldstændige fraværelse repertoiret ud drage udbrede forhastede konklusio han forældet glem dette tilfældet operamæssigt set underudviklede områd hvori vi færde alle andre steder verden trives udmærket.

For mange herhjemme står Wagner - både hans musik og hans dramaer - som en exponent for det tredie rige. Og atter må man konstatere, at vi indtager en særstilling. I både England og Amerika opførte man under hele krigen Wagner - på tysk. Det er kun her, at Hitlers frække annektering af Wagner endnu spiller nogen rolle. Wagner var det eneste store komponistnavn fra den romantiske periode, og hans popularitet i det tyske folk var så grundfæstet, at Hitler ikke så nogen udvej for at lyse ham i band — hvor megen »ideologisk« grund der end kunne have været til det - men måtte gribe til det eneste alternativ: at annektere ham. Wagners jødehad bundede ikke dybere end hans revolutionære tendenser i 1848 og hans kongetroskab i årene fra og med 1804; om ham kunne Hitler med større ret end om Churchill og Roosevelt have sagt, at han var en »politischer analfabet«. At hans karakter rummede sider, som var alt andet end tiltalende, er hævet over enhver tvivl, men at tage ham til indtægt for antisemitismen er uholdbart; han var i hvert fald i 1882 yderst tilfreds med Herman Levis' ledelse af uropførelsen af Parsifal og havde det-bedste forhold til ham. Han var simpelthen, når det gjaldt hans kunst, opportunist - og det kan jo være galt nok; hvad der fremmede hans værker, var godt — det andet måtte bekæmpes. Hvad værkernes indhold og hele tendens angår, skal man vist lede længe for at finde noget, der går mere på tværs af de nazistiske ideer. De stærkt fremhævede »nordiske« helte i ringen lider forsmædelige nederlag (Siegmund og Siegfried), kærligheden sejrer i sidste omgang over både guldet og magten; den religiøse holdning i Tannhäuser og Parsifal er uforenelig med de nazistiske principper, og i Lohengrin er det jo Kong Henrik og hans mænd, der som repræsentanter for den jordiske magt og ære står som den tabende part - for slet ikke at tale om Tristan, der med sin schopenhauerske »Verneinung des Willens zum Leben« og i sin musik danner udgangspunktet for hele den retning, som under Hitlervældet fik betegnelsen »entartet«. Kun Mestersangerne, som ikke er præget af nogen speciel verdensanskuelse, men holder sig til det rent menneskelige, rummer ingen tanker, der direkte støder an mod nazismen - selv om den milde resignation, der er et så vigtigt træk i Hans Sachs' karakter, ikke ligefrem var det, Hitler stræbte efter at fremkalde hos det tyske folk. - Alt dette har man begrebet andre steder; her har vi stadig kun vort gode, gamle ukendskab og de meninger, som i mellemtiden er blevet os indpodet.

- At der så kan være mangfoldige grunde til ikke at bryde sig om Wagner - ja til at afsky ham, er ganske uomtvisteligt og skal ikke diskuteres her. Både hans karakter og hans musik giver rig anledning til modvilje af forskellig art; jeg har blot villet påpege, at han kun ved fræk negligeren af værkernes egentlige indhold har kunnet tages til indtægt for nazismen - og at vort kendskab til ham herhjemme er sørgeligt ringe - i hvert fald oftest for ringe til, at man på det grundlag kan yde hans værker retfærdighed.

De første skitser til det, som skulle blive til Nibelungens Ring, stammer fra november 1848, og først 26 år senere, i november 1874, afsluttedes kompositionen af Götterdämmerung, værkets sidste del. I årene 1857 til 1867 lå arbejdet næsten helt stille (efter fuldførelsen af 2. akt af Siegfried), mens Tristan og Mestersangerne blev til. Teksterne til de fire aftener blev skrevet i omvendt rækkefølge (altså: Ragnarok, Siegfried, Valkyrien, Rhinguldet), mens kompositionen begyndte ved begyndelsen, således at kompositionen af Rhinguldet fulgte umiddelbart på udarbejdelsen af teksten. Denne ejendommelige opera - hvis man kan kalde den sådan - giver derfor et ret godt billede af Wagners kunstneriske stade i årene 1853-54. Nedskrivningen af kompositionen begyndte i november 1853, og i maj 1854 var partituret færdigt, et for Wagner højst usædvanligt tempo. Er end den specielle stil, som hersker i Nibelungens Ring her endnu ikke fuldt udformet, så må man dog forbavses over den uhyre udvikling, han har gennemløbet siden den nærmest foregående opera, Lohengrin fra 1848. Den påvirkning fra italiensk opera, som endnu i Lohengrin er ret tydelig, er her svundet ind til betydningsløse rudimenter, og i stedet har han udformet den specielle »Sprechgesang«, som yderligere skulle udvikles i de tre følgende dele af værket. Også rent formmæssigt viser Rhinguldet et totalt ændret billede, idet de sidste rester af »Numre« er forsvundet til fordel for en tilsyneladende formløs gennemkomponering, hvis leddeling det først i 1924 lykkedes musikforskeren Alfred Lorenz at gennemskue.

Orkesterbesætningen, som er ens i alle ringens fire dele, er den største, Wagner har benyttet; der er firdobbelt træ- og messingblæserbesætning. Ikke mindst derfor har Wagner fået ord for at være den mest larmende af alle komponister; men man må ikke glemme, at denne store orkesterbesætning er beregnet på den overdækkede orkestergrav i festspilhuset i Bayreuth, som han fik ideen til samtidig med værket.

Wagner forbød af kunstneriske grunde opførelser af Parsifal uden for Bayreuth, men burde egentlig langt snarere have forbudt opførelser af Ringen, hvis balanceforhold altid forrykkes på en meget ubehagelig måde i teatre med åben orkestergrav. Jeg vil vove den påstand, at man ikke kan bedømme Ringen fuldtud, før man har hørt den i Bayreuth, hvor sangerne aldrig overdøves — og samtidig alt kommer til sin ret i orkesteret.

Men nu til pladerne. Det er Decca, der har vovet skridtet, og de har taget det fuldtud. Denne indspilning er intet mindre end en bedrift, - ikke blot fordi der aldrig før har eksisteret nogen fuldstændig indspilning af Rhinguldet i handelen - men også fordi den især i teknisk henseende står på en hidtil ukendt højde. Den findes både i stereofonisk og i »almindelig« udgave, og - som Decca selv skriver i sine annoncer: ""The Mono Version is breathtaking, The Stereo Version is unbelievable"". Jeg har kun hørt den »gammeldags«, som virkelig fik mig til at tabe vejret - og jeg tror gerne, at den anden er utrolig! Rollebesætningen er så god, som man på nogen måde kan forlange: Wotan: George London, Fricka: Kirsten Flagstad, Alberich: Gustav Neidlinger, Loge: Set Svanholm, Mime: Paul Kuen, Fasolt: Walter Kreppel. Fafner: Kurt Böhme, Erda: Jean Madeira; endvidere synges de tre Rhindøtre af vor landsmandinde Oda Baisborg samt Hetty Plümacher og Ira Malaniuk, og i mindre partier medvirker Eberhard Wächter (Donner), Waldemar Kmentt (Froh) og Claire Watson (Freia). Wiener Philharmonikerne spiller under ledelse af Georg Solti. Denne dirigent, som til daglig leder operaen i Frankfurt a. Main, har allerede for nogen tid siden for Decca dirigeret et større udsnit af Valkyrien med Kirsten Flagstad i Titelrollen. Både på disse plader og i indspilningen af Rhinguldet mærker man hans fanatiske omhu for detaillen; alt står som mejslet, hver nuance i partituret træder tydeligt frem - og her har han haft god hjælp af Deccas teknikere, som måske blot nu og da har været lovlig ivrige til at »trække op«; det hele er perfekt og blankpoleret, men opførelsen som helhed virker noget febrilsk. Der er i og for sig ikke et sted, hvor man kan sætte en finger på noget - men jeg personlig savner i et sådant værk den furtvänglerske ro, som ikke var mindre lidenskabsfuldt, men blot havde længere linier. - George London synger Wotan fortrinligt, kun er han efter min smag lidt for meget »kavalerbariton« til helt at kunne illudere som guden. Flagstad er uovertræffelig som Fricka, Neidlinger ligeså som Alberich; han synger med en dæmonisk kraft, som giver perspektiv til hele handlingen. Paul Kuen er fortrinlig som hans ynkelige - og samtidig farlige - broder Mime, Svanholms overlegne intelligens og lidt tørre stemme har aldrig været mere på sin plads end i Loges parti, Kreppe! og Böhme synger og karakteriserer de to kæmper glimrende, Jean Madeira har autoritet som Erda, om end hun strider hørligt for at vinde frem til den, Rhindøtrenes terzet klinger fremragende, og man hører i første billede - selv på den »gammeldags« udgave — tydeligt, at de svømmer rundt i vandet og er snart her, snart der.

Også småpartierne er godt besat, og orkesteret spiller strålende. Forskellige lydvirkninger, som foreskrives i partituret, er udført med vældig effekt, således de 18 ambolte bag scenen i de to mellemspil, som indrammer optrinet i Alberichs underjordiske hule, og Nibelungernes græsselige skrig, når Alberich strækker ringen imod dem. Dette sidste udføres med uhyggelig livagtighed af 60 drenge fra børnehjemmet Schloss Altenberg; man tænker på, hvordan dér mon er at være. Alt i alt er denne indspilning en stor oplevelse; det eneste, som kunne have gjort den endnu større, var en dirigent, som stræbte mindre efter hektisk glans end efter åndfuld ro.

En indspilning, der i det rent musikalske er præget af en så fanatisk vilje til at få alt med, er imidlertid velegnet til at uddybe kendskabet til værket, og kan man end ikke med nogen ret anse »Rhinguldet« for Wagners betydeligste værk, så vil dog næppe nogen i denne udførelse kunne undgå at fængsles af hans enorme orkestrale fantasi og hans ubrudte, musikalske inspiration. Selv om hans operaer virkelig er »Gesamt«-kunstværker, som kun kan bedømmes helt retfærdigt i scenisk opførelse, er en indspilning som denne dog et værdifuldt bidrag i kampen for at fjerne gamle fordomme, og har den end et helhedspræg, som ligger et godt stykke fra den Wagnerstil, som herskede før krigen, viser dette jo kun, at værkerne har mange aspekter, og at man endnu langt fra er færdig med Wagner.