Grammofon

• GRAMMOFON Månedens repertoire Førklassisk Bach: 3. Brandenburger, Haydn: 12 tyske danse/ Wöldike, radiokammerork. (7ER 5144) - : Koralforspil/Germani (7EP 7085) - : Wohltemp. br IV/Riefling (MCLP 85014) Händel: af »Theodora«/Owen Brannigan (DLP 1200) Bobm, Walther: Koralforspil/Viderø (MCLP 85028) Vwaldi: De fire årstider/Miinchinger (LXT 5519) Symfonier, Koncerter og orkestermusik Beethoven: Klaverkoncerter nr. 1-5/Serkin (664007/011 ER) - : Klaverkoncert nr. 3 c/Lili Kraus (XPV 1002) - : 2. symfoni, ouv. Prometheus, Athens ruiner/ Jochum (LPEM 19173) -: Tripelkoncert/Wührer, Gimpel, Schuster (XPV 1049) - : Tripelkoncert/Oistrakhtrio (33C 1062) Chopin: Klaverkoncert nr. l/A. Harasiewicz - : Klaverkoncert nr. 2/A. Harasiewicz (698022 CL) - : Klaverkoncert nr. 2/Noveas (XPV 1019) Debussy: La Mer, Nocturnes/Silvestri (ALP 1689) Dvorak: 4. syrnfoni/Szell (699512 CL) Franck: Symfoni d/Ormandy (AR 01641) Liszt: Klaverkoncerter nr. l og 2/Frugoni (XPV 1059) Mendelssohn: Symfoni nr. 3/Klemperer (XPV 1066) - : Musik til »En skærsommernatsdrøm«/Clemens Krauss (XPV 1067) Mendelssohn, Tjaikofskij: VI koncerter/Stern (699017 CL) Mozart: Klaverkoncert k 595 B/Serkin (664006 ER) - : Klaverkoncert k 467 C og k 595 B/Schnabel (COLH 67) - : Klaverkoncert k 453 G og k 503 C/Serkin (699011 CL) - : Klaverkoncert k 466 d og k 488 A/Serkin (699030 CL) - : Symfoni nr. 32 G og 38 D/Peter Maag (LXT 5518) Racbmaninof: Klaverkoncert nr. 3/Van Cliburn (LM 2355) Ravel: Daphnis og Chloë/Monteux (LM 2355) Schumann: Klaverkoncert a/Novaes (XPV 1019) Skrjabin: Klaverkoncert fis/Wührer (PS 200) Smetana: Ma Vlast/Kubelik (LXT 5474/75) Strauss: Ein Heldenleben/Karajan (LPM 18550) Tjaikofskij: Nøddeknækkersuite komplet/Ansermet (LXT 5493) - : Romeo og Julie, Fr. da Rimini/Ormandy (AL 01568) - : Symfoni nr. 4/Anckerl (698023) - : Tornerose/Ansermet (LXT 5532/34) Opera Boïîo: »Menstofeles«/Siepi, Monaco, Tebaldi Serafín (LXT 5487/89) Mozart: »Don Giovanni« komplet/Seefried, Stader, Jurinac, Fischer-Dieskau, Häfliger, Fricsay (LPM 18580/82) Musorgskij: af »Boris«, Borodin: af »Fyrst Igor«/ Reizen, Bolshoi (PMA 1047/48) Strauss: »Rosenkavaleren« komplet/Scheck, Böhme, Seefried, Streich - Böhm (LPM 18570/73) Wagner, Verdi: Arier/Nordmo Løvberg (33CX 1651) Wagner: af »Ringen«/Leider, Melchior, Schorr (COLH 105) Vokalværker og sange Brahms: 4 ernste Gesänge/Kim Borg (LPEM 19163) - : Sange/Flagstad (LXT 5345) Verdi: Requiem/Caniglia, Stignani, Gigli, Pinza SeraíFin (FJLP 5002/03) Vittoria: Requiem og motetter/Nederlandsk kammerkor (33CX 1641) Kammermusik Bartok: Violin- og solovl.sonate/Y. og H. Menuhin (ALP 1705) Brahms: 4tet/Santoliquido (LPM 18529) Janácek: klav5tet f/Janacek4tet (LPM 18516) Nielsen: Tågen letter, Händel: fl.sonate e/ Gilbert-Jespersen (7RK 15) Schubert: Trio Es op 100/Immaculate Heart trio (P 8442) Klavermusik Brahms: Paganinivar./Wiihrer (PS 140) Chopin: Sonate b/Malcuzinskij (33CX 1639) Haydn: Sonater nr. 30 og 35, Var. f, Brahms: Valse op 39/Seemann (LPEM 19162) Schubert: Wandererfant./Arrau (33CX 1569) - : Klaversonate a/Richter (PMA 1049) GLINKA: Rusia» o g Ludmtlla-ouverture, Livet for Tsaren-ouverture, Capriccio brillante, Kamarinskaya. Bamberger symfoniker, Jonel PERLEA. Vox.

Desværre skæmmes denne plade af lovlig megen overfladestøj, der ofte totalt afleder opmærksomheden fra musikken. Momentvis indtræffer roligere perioder, og da lader Perleas og orkestrets udtryksfulde spil sig gribe, men desværre ikke fastholde. B. L.

PALESTRINA: Missa assumpta est Maria, Missa Papae Marcelli. Wiens Pro Musica-kor, Ferdinand GROSSMANN. - Vox.

Det drejer sig om to ganske dejlige optagelser, som på mange måder må siges at være forbilledlige, i al fald hvad udførelsen angår. Mikrofonerne kan undertiden forekomme lidt tæt på de syngende, men ellers er man hensat til en høj form for musikalsk nydelse. Klangen er storartet, diktionen tydelig, og udformningen er med sine omskiftelige tempi og dynamiske udsving forfriskende fri. B. L.

STRÅ VINSKI J: Messe, Pater nosí er, Ave Maria.

New York Concertkor og orkester, Margaret HILLIS. - Vox.

Det er simpelthen en pragtfuld optagelse, der her er gjort, og den skal nok vise sig at være en konkurrent til mesterens egen indspilning. Der hersker den smukkeste balance mellem kor og instrumentalister, og der artikuleres og nuanceres som var det Stravinskij selv der dirigerede. Lige betagende er udførelsen af de to motetter, som især virker ved en klar og plastisk sprogdiktion samt ved en henførende diskretion i udtrykket. B. L.

STRAVINSKIJ: Violin-koncert i D. Ivry Gitlis og Concerts Colonne orchestra, Harold BYRNS. — Jeu de Cartes. Bamberger symfoniker, Heinrich HOLLREISER. - Vox.

Hvis man kan undlade at skele med ørene, vil man kunne glæde sig over en virkelig fin interpretation i de annoncerede værker. Ivry Gitlis spiller ualmindeligt kar akter fuldt, og sekunderes iøvrigt fortræffeligt af ensemblet. Men her som i Jeu de Cartes vil den kræsne lytter uvægerligt forstyrres af rigelig overfladestøj, og det tager unægtelig lidt af fornøjelsen. B. L.

SCHÖNBERG: Kvartet nr. 4, WEBERN: Five movements op. 5, BERG: Strygekvartet op. 3. The Juillard String Quarret. - Philips.

Alle medvirkende faktorer har her fundet hinanden på lykkeligste vis. Man fristes til at tro, at opgavens særlige karakter har været teknikerne en spore til opnåelse af det gode resultat. Der skal nemlig ikke meget ti] i retning af støj eller matricefejl, før man enten slet ikke hører de hårfine virkemidler, som Webern betjener sig af, eller også tager støjen og fejlene som partitur-ingredienser.

Det er i alle enkeltheder en fin optagelse.

B. L.

MOZART: Klaverkoncerter nr. 15, B-dur, KV 450.

Alexander SELLIER med Das Saarländische Kammerorchester, dir. Karl RISTENPART. Lumen LD 2-351. Nr. 17, G-dur, KV 453 og Nr. 24, c-moll, KV 491. Edwin FISCHER dirigerer til den første koncert selv kammerorkesteret, mens Lawrance COLLINGWOOD til den anden dirigerer Londons philharmoniske Orkester. COLH (HMV) 44. Nr. 9, Es-dur, KV 271. Dame Myra HESS med Perpignan Festival Orchestra, dir.

Pablo CASALS. - BEETHOVEN: Syv variationer over »Bei Männern, welche Liebe fühlen« fra Mozarts »Tryllefløjten« for violoncel og klaver.

CALSALS og SERKIN. - Philips ABL 3219Blandt de nyere plader er også fire af Mozarts klaverkoncerter. For nu at begynde med den mindst spændende, så er Selliers og Ristenparts indspilning af B-dur-koncerten KV 450 absolut acceptabel og retskaffen i enhver henseende; solisten spiller klart og sobert, tempoerne er moderate, og orkesteret spiller disciplineret og med smuk klang. Indspilningsteknikken er god.

Det er først, når man hører de to andre plader, at man bliver klar over, hvor meget Mo,zart kræver udover bogstaven. Fischers to indspilninger er optryk af 78 plader, som er optaget i 1937, og selv om overføringen er ret vellykket, er der dog tydelige tekniske mangler. Hans opfattelse af koncerterne kan også nu og da overraske; han tillader sig rytmiske udsving, som i vor bogstavelige tidsalder knap nok mere hører til god tone.

Men de tekniske mangler og den tilsyneladende kunstneriske vilkårlighed (og de gale noder!) taber fuldkommen deres eventuelle betydning, når man lytter til Fischers spil; den mand kan nemlig lave musik.

Den tredje af pladerne rummer den tidlige, ikke så ofte hørte Koncert nr. 9 i Esdur, KV 271, skrevet i 1777. Dette fantasifulde stykke af den kun 21-årige Mozart er en af hans længste klaverkoncerter, idet den varer omtrent 35 minutter. Den udføres af den omtrent 70-årige dame Myra Hess, og som dirigent medvirker den godt 80-årige Pablo Casais. Men man må ikke tro, at udførelsen af den grund savner ungdommelig kraft og vivacitet. Myra Hess' fornemme, poetiske spil kontrasterer på en vidunderlig måde med Casais fyrige direktion, og deres udførelse af koncerten danner en rigt facetteret helhed. - I tilgift får man Beethovens egentlig ikke særlig spændende Tryllefløjte-variationer for violoncel og klaver spillet af Casals med Ser kin ved flygelet; i denne udførelse fængsler stykket imidlertid i kraft af de to kunstneres dejlige klang og fornemme sammenspil. G. S.

GRIEG: Nitten norske Folkeviser, opus 66. - Kjell Bcekkelund, klaver. - (His Master's Voice 7EBN 4-5). - 2 EP plader.

Denne indspilning er mere end velkommen.

Det er første gang, disse stykker udsendes overhovedet. I de internationale kataloger findes kun et par af de nitten (indspillet af den afdøde engelske pianist Richard Farrell) omgivet af tyve rivaliserende udgaver af amol koncerten.

I disse små forløb er Grieg størst og mest norsk. Melodierne er indsamlet af Grieg selv, og kun en enkelt af bearbejdelserne var tidligere publiceret, da samlingen kom i 1896.

Det er en stor, norsk lilleverden, Grieg her åbner for. Anslagene skifter i disse småforløb, humor, vemod, knejsende stykker, elegiske sange i kirketoneart. Bearbejdelserne virker forunderligt friske og originale. Harmoniseringen kunne være Bartok'sk, hvis den ikke var så Grieg'sk.

Bækkelunds fremførelser virker dækkende.

De er klare, rytmisk prægnante, som spillede af en kunstner, der genoplever sin egen art i den norske folketone. Et af stykkerne har forresten nået os tidligere ad en omvej. Det er »I Ola Dalum«, som Delius har lånt til »the first Cuckoo in Spring«.

R. N.

W. A. MOZART: Klaverkoncert E-dur, KV 595. R. SCHUMANN: Klaverkoncert a-moll op. 54.

Rudolf SERKIN, klaver. (Mozart:) Columbia Symphony orchestra, dir. Alexander SCHNEIDER. (Schumann:) Philadelphia symphony orchestra, dir. E. ORMANDY. - FONTANA (699000 CL).

Både Mozarts sidste klaverkoncert og Schumanns udødelige værk er indspillet talrige gange. Når man føler trang til at stoppe op ved denne plade, er grunden ikke, at man kan betegne udførelsen som ideel. Alligevel fængsles man i bemærkelsesværdig grad af intensiteten i sammenspillet. Der kan savnes lethed og klarhed i orkesterklangen hos Mo,zart, og alligevel er der netop i orkesterets udtryk det fintfølende udtryk og den præcise karakterisering, som får livet til at pulsere i denne vidunderlige musik. Serkin er en ener som klaverspiller, på én gang nøgtern og forbløffende udtryksfuld i sin stærkt koncentrerede kunstneriske viljestyrke.

I Schumann hidses temperamentet op til meget store spændevidder; svækkes det poetiske, sprudler til gengæld en overstadig livsudfoldelse. Det virker, som om Serkin i begge tilfælde netop har katalyseret de to dirigenter til at yde noget særpræget i de to værker. Man lytter i hvert fald ikke med ligegyldighed. E. W.

ORLANDO DI LASSO: Mattbeeuspassion. - Solister, Svabiske sangkreds kor. Dirigent: Hans Grischkat. - (VOX. PL 400). 30 cm.

Fra kristendommens første dage har beretninger om Jesu lidelse og død haft sin plads i kirkelivet på langfredag; evangeliernes beretning er blevet foredraget på bestemt fastlagte recitationstoner eller på stadig tilbagevendende melodiformler. Lassos Matthæuspassion udviser tydeligt slægtskab med denne syngemåde, der iøvrigt normalt praktiseredes ved læsning af evangelier, kollekter m. v., som vi stadig kender det fra vore dages bedste tilfælde af messesang. Det melodiske er dog noget mere udbygget; en skøn durpræget melodikurve over kvintintervallet præger evangelistens ord, der fint og sobert synges med køn stemmeklang af Naan Pöld. Hvor evangelieteksten indbyder til det, anvendes flerstemmighed eller synges af andre; August Messthaler synger uden særlig pathos Jesu ord værdigt og redeligt. I det hele taget står denne indspilning som et tiltalende eksempel på nutidens opfattelse af den »objektive kirkestil«. I respekten for det rene og ophøjede er der lige akkurat den anelse nervøsitet i ærbødigheden, bl. a. på nogle af de flerstemmige steder, at man midt i velklangen trods alt kan længes efter mere liv og udtryk.

E.W.

SCHÖNBERG: Violinkoncert op. 36. Wolfgang MARSCHNER, violin, Südwestdeutscher rundfunk, dir. Michael GIELEN. Pianokonceri op. 42, solist Alfred BRENDEL. - Vox.

Indspilningerne af wienerskolens mestre forekommer teknisk mere begunstiget end andre.

Her er således tale om en første klasses præstation på det ene og det andet område, og for begge værkers vedkommende gælder det, at solist, dirigent og ensemble svinger med i den stærke og i enhver henseende afbalancerede musiks velordnede cirkler. B. L.

P. TJAJKOFSKIJ: Manfred symfoni. Den franske radios nationalorkester, dir. Constantin SILVESTRI. - His Masters Voice (ALP 1668).

Ærlig talt, hvor er det trist, at der findes mennesker, der ikke fuldt og helt kan lade sig rive med af Tjajkofskijs musik. Det er ikke trist for os, der med naivt sind og opladte sanser fornemmer den overvældende skønhed, den glødende vildskab, det lidenskabelige pulsslag og den vidunderlige instrumentationskunst, som vi træffer i de betydeligste afsnit. For de ortodokse romantikforskrækkede sjæle må man håbe, at den småknirkende tilfredshed i det hånlige smil over hul floskeldramatik, som udmærket lader sig påvise mange steder, må opveje savnet af den store begejstrings udeblivelse. Nå, vel er Manfred symfonien i sin fulde længde og med sit krævende orkester apparatur som kunstværk vel knap så velafrundet i formen som de store symfonier nr. 4-6. Tidsmæssigt blev den til mellem 4 og 5 i 1885. Ideen skyldtes Balakirew; han gik først til Berlioz, efter dennes afslag til Tjajkofskij. Stoffet var hentet fra Byron. Det var scener fra heltens nederlag, hans meditationer over skæbnen, hans død i den underjordiske bakkanalske overstadighed, mens han ligesom i den sidste stund modtager tilgivelse for sit stærke levned efter en kort visions genoplivelse af den store kærlighed. Som Berlioz i sin fantastiske symfoni lader »l'idée fixe«, det bærende tema, symbolisere den unavngivne kunstner, således har Manfred sin gennemgående kendingsmelodi. Men nok om det. Manfred symfonien er et fængslende værk stort set trods en del letkøbte effekter; desværre er slutningen, hvor dødsmessens sekvens Dies irae citeres, ikke allerstærkest.

Til gengæld er den diabolske kolorit i finalens oplæg mesterlig. Betagende er iøvrigt mange partier i deres indadvendte finfølelse.

Silvestri er stemningskunstner, og det er imponerende, som klangen udpensles, ikke mindst i blæserne; selv messingens nuanceringstoning er overalt fuldendt. Måske kunne symfonien spilles med stærkere linieføring og flottere melodiudfoldelse. Men netop i kraft af, at Manfred så sjældent opføres, er det ikke så lidt af en bedrift at præstere en fortolkning, hvor partituret har fået liv, og hvor man kommer til bunds i det kunstneriske indhold. E. W.