Vejen fra Rom

VAGN JENSEN: VEJEN FRA ROM
Efter den 33. ISCM-festival

»In Italy, as in no other European country so rich in musical traditions, a profound change has taken place in music since the turn of the Century. While it is true, in this age of "mass consomption" and "Festivals for the masses", that many consider Verdi and Puccini, and even Giordano and Cilea, the true representatives of Italien music, it is, at the same time, undeniable that a "new" Italian music has emerged over the last fifty years, disrupting once and for all the empty and degenerate jormulae of melodie music. This is shown by the renewed interest in instrumental [music] and polyphonie vocal music which, for more than a Century and a half, was almost forgotten in Italy«.

Denne velkomst i programheftet til den 33. ISCM-festival, signeret Dr. Heinrich Strobel, President, har ordentlig vakt røre i lokale andedamme, især den her kursiverede mundfuld. Citatet bringes i officielt fremmedsprog, at hver kan snadre som han vil. Formuleringen er snedig.

Til overvejelse i sammenhængen skal imidlertid føjes også et par linjer fra Mario Peragallo, President of the Societa Italiana di Música Contemporánea:

»One of the signs that the ISCM has a vital place in present-day music is to be found in the number of Festivals which, beginning in 1922, the Society has organized; Festivals given with almost miraculous regularity if one considers the numerous difficulties which have faced the Society, and the fact that, at a certain moment, its very raison d'être appeared outmoded, given the large-scale diffusion of contemporary music throughout the world and the corresponding rise of new organisations which nearly obviated the ISCM in its role of disseminating recent experimental music. And if historical merit goes to the ISCM for having first opened the way to the expansion of contemporary music, there is no less merit today in the fact that the Society has stimulated a general interest in the most advanced musical techniques and idioms, giving rise to vigorous discussions and arguments, both evident signs of vitality. The ISCM can and must not remain alien to these recent
developments, and, in fact, in keeping with its Statutes and its very tradition, the Society, as a lively and responsive organism, fully parttakes of the trends developing in contemporary music.«

Musikfesten i Rom havde åbenbart foretrukket tendenserne for traditionen, og i samme ånd må nok også den foretagne statutændring ses: Reglen om, at et land, som ikke i tre på hinanden følgende musikfester har været repræsenteret, herefter skulle have et værk med i koncertrækken, blev afskaffet ved en flertalsafgørelse til fordel for en bestemmelse om, at den siddende jury får pålæg om at vie et sådant lands kunstneriske skaben særlig opmærksomhed. Fremtidige programudvalg skal vise, om der hermed er sigtet mod en tradition (der ikke behøver at være konventionel) eller udtrykt mistillid over for sektionernes musikalske moral. Yderst tendentiøst kan under alle omstændigheder et forslag fra den afgåede generalsekretær Robert W. Mann opfattes. Han ønsker en særlig afdeling af ISCM-festerne helliget en avant-garde, hvis værker ikke indleveres af sektionerne, men udpeges af dommerkomiteen, et forslag, der imidlertid er tilstillet sektionerne til diskussion. Man tør forvente en generaldebat på plenarmøderne ved næste års musikfest i Köln.

Af ISCMs 26 nationer var 14 medlemslande repræsenteret: Argentina (Alberto Ginastera), Danmark (Per Nørgård), England (Don Banks), Finland (Nils-Eric Fougtstedt), Frankrig (Andre Casanova, Manuel Rosenthal), Holland (Guillaume Landre), Italien (Aldo Clementi, Goffredo Petrassi), Japan (Yoritsune Matsudaira), Jugoslavien (Alojz Srebotnjak), Polen (Tadeuz Baird, Witold Szalonek), Sverige (Karl-Birger Blomdahl, Hilding Rosenberg), Tyskland (Hans Ulrich Engelmann, Wolfgang Fortner, Hans Werner Henze), USA (Milton Babbit) og Østrig (Michael Gielen). Ejendommeligt nok var et af de lande med mere end et værk repræsenteret, Frankrig, helt og holdent i den traditionelle falanks, mens Polen dog viste både det folkloristisk og det dodecaphont inspirerede. Ellers var Argentina, Danmark, Holland og Jugoslavien ene om at vise absolut ikke-tolvtonemusik. Tilføjes må imidlertid, at Jugoslavien tog afstand fra sit to år gamle, forældede værk, idet han nu mente at være på rette vej, mens Finland til gengæld ikke var kommet længere end til blot hist og her at blæse en række dommedagsbasuner. Resten var i mindre eller navnlig større grad predetermineret indtil det seriøse, hvad der imidlertid ikke rokkede troen på, at den kunstneriske kvalitet er uafhængig af den musikalske teknik.

Tendensen forrykkedes imidlertid ved fremførelsen af yderligere 14 serielle kompositioner inden for musikfestens ramme. Den italienske sektion præsenterede 9 vinderværker fra sin internationale konkurrence, komponeret af Ramiro Cortes (USA), Peter Maxwell Davies (England), Klaus Huber (Schweiz), Ingvar Lidholm (Sverige), Riccardo Malipiero (Italien), Bo Nilsson (Sverige), George Rochberg (USA), Dieter Schönbach (Tyskland) og Bernd-Alois Zimmermann (Tyskland), og uden censur havde Pierre Boulez, Luigi Dallapiccola, Olivier Messiaen, Luigi Nono og Igor Strawinsky fundet vejen til Rom.

Vejen fra Rom? For Danmarks vedkommende har den 33. ISCM-festival uanset den gunstige modtagelse af Per Nørgårds »Konstellationer« i en middelmådig fremførelse, for hvilken næppe Orchestra da camera A. Scarlatti di Napoli og slet ikke den fremragende gæstedirigent Michael Gielen kan lastes, for den danske sektion har konfrontationen med musikken og vilkårene uden for Hareskoven været en spore til selvransagelse, såvist som unge tonekunstnere i den kommende tid vil søge at indhente, hvad hjemlig tradition ikke har udviklet. Et dansk musiktidsskift er måske allerede undervejs, uden at nordisk musikkultur derfor behøver at blive efterklange af noget aftenlands. Over for de totalitære tendenser inden for ISCM er Danmarks stilling klart udtrykt i ønsket om det nærest mulige demokratiske samvirke, sektionerne imellem.