Litteratur

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 07 - side 242-243

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LITTERATUR Skelsættende lærebog JØRGEN JERSÍLD: Lærebog i melodilæsning. Wilhelm Hansens Forlag 1959.

Jersilds lærebøger, Solfege l og U, betragtes naturligt som standardbøger for solfegeundervisningen i Danmark; ved deres forening af metodik og fantasi er disse - og forøvrigt også Jersild selv - efterhånden i anvendelse også uden for landets grænser.

Den oprindelige lærebog, Solfege I: Melodilæsning, er nu veget for en helt omarbejdet udgave; gennem sin daglige konservatorieundervisning som professor i faget, har Jersild nu fundet frem til et sæt enkle principper, hvorefter så godt som alle kan lære at læse og synge (dur moll) melodier samt udtyde (dur moll) akkorder. Metoden er en sindrig kombination af faste elementer, som praktisk taget alle kan beherske: dur og moll skalaen, dominant-tonika og andre funktionsvendinger, fornemmelsen for treklange - kort sagt alle elementerne i den dur moll tonalitet vi har fået ind med skeer fra vore tidligste år. Dette er et nysyn, som bryder aldeles med den meste hidtidige solfegepraksis, der har været og de fleste steder endnu er »atomistisk« i grundlaget, d.v. s.

med udgangspunkt i løsrevne enkelt-intervaller i stedet for, som her, ud fra et helhedssyn, nemlig tonaliteten, som man kan omskrive til totaliteten, inden for hvilken alt har sin bestemte plads.

Rigtigt anvendt vil denne bog gøre den hidtil ofte på held beroende melodilæsning til en metodisk og ret enkel færdighed.. Bogens øvelser bygger på vendinger fra 200 års musikpraksis (1700-1900) og ikke på abstrakte intervaller fritsvævende i rummet.

Denne specialisering er klog og realistisk; når man lærer sprog, lærer man jo heller ikke en række lyde for bagefter at sætte dem sammen, man lærer ord og sætninger.

Men - netop denne endelige afklaring af et stort problem frigør et andet i al dets tristhed: de studerendes forhold til den nye musik. Vil ikke denne bog være en reaktionær og hæmmende bom for tilegnelsen og beherskelsen af den nye musik ved at begrænse sig så konsekvent inden for den gamle tonale stil - og oven i købet så sørens effektivt? Nej, tværtimod: netop ved denne endelige og koncentrerede katalogiseren af 1700-1900-tallet muliggøres, at de studerende bagefter med fuld opmærksomhed direkte kan vie sig problemerne i vor tids musik.

Vil de så gøre det? Sandsynligvis ikke. I hvert fald ikke så længe konservatoriets undervisningsplan er så ensidigt tilbageskuende, som tilfældet er i dag; men dette er en anden historie. Efter Jersilds bog er bordet i dag ryddet, og banen klar, hvad den »klassiske« hørelære angår. En fortsættelse ud fra det moderne repertoire er næste punkt på dagsordenen. Måtte det snart blive bragt for! Jersilds rytmebog viser hvorledes i hvert fald det rytmiske element i den nye musikkan indlæres på metodisk basis. P. N.

Årgang 34/1959, nr. 07