A propos den nye udgave af Folkehøjskolens melodibog

Mangler desværre starten af artiklen. hensigt og hans egenart. At man ikke tidligere har været opmærksom på dette forhold, fremgår tydeligt af F. M.-udgaven fra 1940 (mens førsteudgaven fra 1922 forholder sig meget mere trofast overfor originalsatser), og noget lignende er tilfældet med »130 melodier i firstemmig udsættelse v. M. Wøldike«. Kravet må da være nu at bringe 19. århundredes satser i den form, som de foreligger i fra komponisternes hånd. Undertegnede har tidligere i dette blad*) gjort opmærksom på problemet vedrørende F. M.-udgaven fra 1940, og det er derfor glædeligt at se, at den vilkårlighed og de ændringer ofte af alvorlig karakter, som man kan finde talrige eksempler på i nævnte udgave, nu næsten er helt forsvunden fra de verdslige sange, således som udgiverne selv bemærker det i forordet: »For sangenes vedkommende har det været vor bestræbelse i de tilfælde, hvor vi har kunnet finde frem til det, at bringe komponistens egen udsættelse.« Men - lad os standse lidt ved salmerne og se, hvorledes den nye udgave her arter sig. I flere af koralsatserne af navngivne komponister følger man D. D. K. og overtager altså de derfra stammende harmoniseringsændringer. Dette er i sig selv beklageligt, navnlig da et par af de pågældende satser fandtes i originalskikkelse i F. M.-udgaven fra 1940, mens de nu foreligger i D. D. K.'s ændrede (og betydeligt ringere) version. Vi skal i det følgende fremdrage de væsentligste eksempler.

Hartmann: »Fred til bod« (F. M. nr. 45 b, D. D. K. nr. 112). F. M.-1940-udg. begynder som original på 4. taktslag, mens D. D. K.

og den nye F. M. ændrer til begyndelse på 1. taktslag. De harmoniske ændringer, der er ikke uvæsentlige, følger koralbogen: 2. takt, den stilløse Tp i stedet for Hartmanns T6/4, 6. takt den »matte« gennemgangsnode i stedet for originalens typiske alterationDet samme er tilfældet med Weyse: »Julen har bragt« (F. M. nr. 108, D. D. K. nr. 236).

Weyses original er 3stemmig, Berggreen bringer i sin koralbog en 4stemmig version, som harmonisk følger mesterens (naturligvis, Berggreen var jo Weyses elev). F. M.-udg. 1940 bringer Berggreens sats uforandret, mens D. D. K. har ændret betydeligt, og F. M/s nyudgave følger sidstnævnte form: Et eksempel på det omvendte findes også: Laub: »Tør end nogen« (F. M. nr. 150, D. D. K. nr. 411). Originalen fra Dansk Kirkesang 1918 har unison begyndelse (også i F. M. 1940-udg.), mens D. D. K. har ændret ved at underlægge akkorder, der absolut tynger satsen. F. M/s nyudgave følger her ikke (i modstrid med udgavens forord) D. D. K., men bruger originalsatsen. I et andet tilfælde af Laub: »Morgenstund har guld« (F. M. nr. 14, D. K. nr. 300) følges heller ikke D. D. K.'s udsættelse, men den originale fra F. M. 1940. Derimod, og dette er højst påfaldende, har man i Laubs »Helgen her« (F. M. nr. 191, D. D. K. nr. 152) bibeholdt koralbogens omharmoniserede begyndelse af Laubs unisone partier*) : Af ovenstående nodecitat ses klart, hvorledes melodiens flugt hæmmes af de tilsatte akkorder, der medvirker til at undertrykke den fra komponistens side tilstræbte doriske bue i melodiens 1. strofe. Man synes således i tilfældet Laub at have gået temmelig tilfældigt til værks, idet man snart følger originalsatserne fra F. M.-udg. 1940 og snart D. D. K.'s ændrede former.

Et særtilfælde er begyndelsen af Rungs: »Som dug på slagne enge« (F. M. nr. 188, D. D. K. nr. 380). I F. M.-udg. 1940 står over melodien: 1868, harmoniseret af H. Rung, men der er alligevel ændret. F. M/s nyudg.

har også denne ændring, mens D. D. K. har originalen(!!!). Udgiverne synes ikke at være klar over, at en T og Ts er to vidt forskellige ting i en funktionsbestemt harmonisering. I F. M/s bibliografiske noter henvises udtrykkeligt til Rungs Tillæg af 1868, uden at man har påtalt satsændringen. (NB. Klichéfejl; læs: Rung 1868 og D. D. K., underst F. M. 1940 og 59).

Af andre harmoniændringer i F. M.-udg.

1958, der følger D. D. K/s, skal her bringes: Berggreen: »Himlen åbnes« (F. M. nr. 26, D. D. K. nr. 173). De typiske spændingsakkorder i melodiens sidste afsnit er her erstattet med ubetydelige akkorder: Rungs: »På Jerusalem det ny« (F. M. nr.

151, D. D. K. nr. 364). Harmoniseringen er næsten helt ændret, enhver vil kunne høre ændringerne, der væsentlig former sig som erstatning af de karakteristiske Di-akkorder i forskellige omvendinger med kirketonale parallelklange ofte med tertsfordoblinger, der forefalder fremmede i en funktionsbestemt sats. Bemærk tillige udeladelsen af orgelpunktvirkningen på D i sidste afsnit.

*) NB. Udg. gør i den bibliografiske kommentar til nr. 191 i F. M. ikke opmærksom på dette; men opgiver uden videre originalen, »Dansk Kirkesang« 1917, som kilde.

Hvad harmoniseringen af sangene angår, har man øjensynligt været mere omhyggelig ved valget af originalsatser, dog er der nu og da mindre ændringer, som bl. a. skyldes overførelse af en gennemarbejdet klaversats til en enklere »folkelig« form.

Således i Heise: »Det var på Isted hede« (F. M. nr. 436), hvor man har bibeholdt Th.

Aagaards spinkle sats fra 19-40-udg. En bedre løsning kunne man nok have fundet frem til, men dette kræver naturligvis kunstnerisk indsigt i 19- århundredets stil. Derimod glæder man sig over Hartmann: »Flyv fugl, flyv« (F. M. nr. 718). 1940-udg. har her en klodset koralagtig sats, der går i stå ved hver verslinies slutning.

Nyudgaven bringer en friere sats og vedføjer de små klavermellemspil fra Hartmanns original. Som et lille kuriosum, der samtidigt kan tages som symptomatisk på F. M/s udsættelsesteknik, når det gælder bl. a. anonyme satser, skal her citeres Karl Baks udsættelse af 1. linie til sangen: »En sømand har sin enegang« (F. M. nr. 747 a).

Den »pæne« trinvise basgang og brugen af parallelklange i 2. og 3. takt giver den enkle Dur-moll-melodie et fremmedartet skær. Enhver musiker kan høre, at den danske sømand har måttet ombytte sin enkle sweater med en kirketonal munkekutte Ovenstående prøver på de harmoniske problemer i F. M.'s nyudgave viser, at man trods ihærdige bestræbelser for at finde frem til originale udsættelser endnu ikke har sluppet de uheldige harmoniændringer fra den omdiskuterede koralbog.

Når dette er skrevet, er det, fordi et værk som Folkehøjskolens Melodibog i vide kredse, hvor danske salmer og sange synges, har mulighed for at påvirke den musikalske smag. Den form, hvori harmoniseringerne fremtræder, er ikke altid lige betryggende, og det ville være ønskeligt, om man én gang for alle forlod den kedelige tendens til »Bessermachen«, som i snart en menneskealder har lagt sin hånd på 19. århundredes nationale sangskat.

NODETEGNING: V. Th. Christensen.