Vor tids harpe - dens genfødelse i internationalt musikliv

INGA GRAAE: Vor tids harpe - dens genfødelse i internationalt musikliv

1. oktober 1959 sluttede »The First International Harp Contest« i Tel Aviv. Staten Israel, der allerede nu står på et højt kultur-niveau, hvor musikkens kunst indtager en væsentlig plads i opdragelsen (15 musikkonservatorier!) havde ønsket at bane vejen for en genskabelse af harpen som musikalsk fuldværdigt instrument.

Harpen har i Israel tradition, der går mere end 3000 år tilbage. Med perspektiv bagud til Kong David som historiens først kendte navngivne harpespiller ville man løfte arven og man har nu - siden harpespil helt fra oldtiden har været forbundet med glæde og fest - fundet øjeblikket inde.

Til denne første internationale harpekonkurrence (der tænkes fulgt af lignende hvert 3. år) havde meldt sig 53 deltagere fra 13 lande. 33 havde tilstrækkeligt underbyggede ansøgninger til at kunne deltage. Aldersgrænse opefter var 35 år, men langt de fleste viste sig at være mellem 18-24 år. De kom fra 11 lande - Frankrig havde 10 deltagere, USA 10, Italien 4, England 2, Canada, Brazil, Spanien, Israel, Schweiz, Holland, Belgien hver l deltager.

Juryen bestod af 14 af de mest kendte internationale eksperter på instrumentet, harpesolister fra ialt 9 lande. (Frankrig 2, USA 4, hvoraf de to franskfødte, Italien 2, England, Spanien, Holland, Belgien, Jugoslavien, Israel hver 1). Desuden af direktøren for »Conservatoire National de Musique de Paris«, og 6 fremtrædende israelske musikpersonligheder.

En polsk professor, harpekyndig musikhistoriker, og jeg i min egenskab af lærer i harpespil ved Det kgl. danske Musikkonservatorium (eneste tilstedeværende fra Skandinavien) fungerede som internationale vidner ved points-opgørelserne før prisuddelingen. En legal komité bestående af en højtstående jurist, en repræsentant for Undervisnings- og Kulturministeriet og et medlem af Israels Komponistliga + direktør Propes (personligheden bag Harp-Festival både som ideens ekstravagante og fantasifulde ophavsmand og som dens storartede organisator) var ansvarshavende for den juridiske side af konkurrencen.

Første del udspilledes - i bogstaveligste forstand - i Jerusalem. De unge, der alle medførte egen harpe (33 instrumenter til en værdi af 1/2 million kroner), var indkvarteret i det moderne universitets-kompleks, i hvis festsal konkurrencespillet fandt sted, alle dage for fyldt hus.

De 33 deltagere præsenterede sig i 1. afdeling med 2 bundne opgaver, Fauré: Impromptu, og en ganske ny komposition af den israelske komponist Ben Haim (f. 1897) (der var i Juryen og fik lejlighed til at høre sit værk foredraget 34 gange!). Desuden 2 selvvalgte stykker, det ene klassisk. Alt skulle spilles udenad, og det blev optaget på bånd.

Første uges 5 dage gik med det - daglig 2x3 timer inclusive votering og undertiden ganske temperamentbetonet diskussion. Sabbaten lørdag benyttede man ligesom søndag til at sunde sig lidt på automobiludflugter med tilbageblik over hele bibelhistorien, og med besøg i de moderne »Kibbutzim«. Desuden var der en række receptioner, bl. a. hos Israels præsident, ligesom Juryen og andre honoratiores modtoges i forskellige private hjem med stor gæstfrihed. Man fik derved lejlighed til at komme i personlig indbyrdes kontakt (som den berømte fransk-amerikanske virtuos Marcel Grandjanny bemærkede: »De fleste af os kender hinanden fra plader og billeder, men vi har jo aldrig set hinanden før«) og udveksle meninger og erfaring. Ikke mindst for deltagere fra små lande med få kolleger inden for faget var det oplysende og inspirerende.

Til 2. afdeling var udtaget 18 til at spille et program i højeste plan. Bundne opgaver var Händel: Koncert i B, tilrettelagt for harpe solo og med Kadenze af Marcel Grandjanny, og Hindemith: Sonate. Endvidere 2 selvvalgte kompositioner for harpe solo.

Man havde til denne sidste halvdel flyttet alle deltagere til hovedstaden Tel Aviv. Det store Habimah Teater var stopfyldt til de 18 x ½ time, og der blev fotograferet og filmet til television og ugerevyer. Konkurrencen viste sig at være »godt stof« for verdenspressen i langt højere grad end antaget helt bortset fra den musikalske side af sagen var de unge deltagere med deres pragtfulde instrumenter meget fotogene - og tidspunktet for den endelige prisuddeling måtte fremskyndes efter henstilling fra amerikansk presse, der ønskede reportagen som søndagsstof (!).

Lørdag aften efter solnedgang, da Sabbaten var slut, meddeltes Juryens kendelse i et lukket møde med konkurrencedeltagerne. Jammer og jubel var som altid ved den slags lejligheder følgen - enkelte græd trøsteløst, og frøken Spanien var meget vred! Direktør Propes trøstede med at rose deltagernes overraskende høje niveau og indbød alle — de tre første prisvindere undtaget - til at møde op igen om tre år. Han havde utrætteligt stået på sine unge Contestanters side med den legale komités juridiske retfærdighed som modpol, havde beroliget en italiensk pige, der fik nervesammenbrud og ikke kunne spille i det hele taget, og forgæves bedt om omspil for en amerikanerinde, der få dage forud var såret ved bilulykke, men som med løvemod og stor forbinding over det ene øje gennemførte en stærkt stækket præstation. Han græd de sørgendes tårer og ville helst have en om end aldrig så lille præmie til hver.

Konkurrencen bød på 10 priser. Første vinder blev en lille 19 års italiensk pige, der fik en Lyon/Healy koncertharpe (værdi 25.000 kr.). Anden pris (14.000 kr.) gik til en 24 års amerikanerinde, og en jævnaldrende hollænder bjergede 10.000 kr. Frankrig tog 4. og 5. pris, 6. pris gik til en canadisk 18 års pige; 7. pris fik USA, også 18 år, medens de 3 sidste præmier tilkendtes henholdsvis 2 franske og en schweizisk deltager.

To gallakoncerter i Tel Aviv og Jerusalem dannede afslutningen for arrangementet. I nærværelse af diplomatiet og israelske ministre og iøvrigt udsolgte huse modtog de ti prisvindere deres belønning, hvorefter de tre første vindere præsenterede sig som solister med Israels to førende orkestre. Programmet var Händels koncert, desuden Ravel: Introduktion og Allegro og Debussy: Danses. Selvfølgelig valgte lille signorina Italia den første, som hun jo et par dage før havde spillet sin succes i land på, mens miss USA og den høje, elegante Mynheer Holland delte resten og fik travlt med at bringe disse to kompositioner i orden, som endnu ikke havde været spillet under konkurrencen (men som alle, der gjorde sig forhåbninger om at gå til tops, altså også måtte have i beredskab).

- Staten Israels tanke: at ville genføde en harpetradition fik med »The First International Harp Contest« en meget lykkelig begyndelse. Ideen støttes af »The American-Israel Cultural Foundation«, og man agter altså at indbyde til internationale harpekonkurrencer hvert 3. år, ligesom der vil blive udskrevet international komponistkonkurrence for at skabe et værdifuldt nutidigt repertoire. Man påpegede, at komponister fik mulighed ikke blot for at vinde en pris og få deres værk trykt, men også for at få det spillet, ved at det eventuelt blev indlagt som bunden opgave ved de følgende harpekonkurrencer, hvorved det straks blev internationalt kendt.

Endvidere blev begyndelsen gjort til en international sammenslutning af harpenister og andre i instrumentet interesserede. Det allerede eksisterende amerikanske fagskrift »Harp-News« skulle udkomme også på fransk og udvides til i højere grad at blive et internationalt organ.

Konkurrencens to uger havde iøvrigt også budt på en dag med foredrag af nogle af de mest prominente medlemmer af Juryen (det var før sidste runde begyndte, de unge harpenister skulle akklimatisere sig i Tel Aviv, og når man færdedes i byen, kunne man fra de mest uventede kanter høre små stumper Händel-koncert og Hindemith-sonate flagre forbi). En israelsk professor forelæste om »Harpen i Bibelen«. Den polske professor lagde ud om »Harper i Oldtiden« (på polsk, men alle foredrag blev distribueret i franske og engelske eksemplarer og smigrede de israelske tilhørere ved at mene, modsat det sædvanligt hævdede, at de gamle ægyptere havde overtaget harpen efter Israel, Grandjanny talte om gammel musik transkriberet for harpe og Zabbaleta fra Spanien nævnede sine fund af original spansk harpelitteratur.

Det interessanteste var imidlertid den berømte italienske virtuos Gatti Aldrovandï, der fortalte om, hvordan hun i 34 år ved at gå ind for et teknisk samarbejde med de italienske komponister havde nået det resultat, at 39 nye kompositioner var skabt for harpe, - koncerter, kammermusik og soli, hvoraf de 32 foreligger trykt. Gatti Aldrovandi, der i sin tid ydede Hindemith teknisk bistand, da han skrev sin harpesonate, påpegede, at Phia Berghout fra Holland (også medlem af Juryen) havde gjort et lignende uegennyttigt arbejde for at bringe samtidens nederlandske komponister i kontakt med harpens store muligheder, og at der som følge heraf i de sidste 10 år er fremkommet 22 kompositioner for harpe i Holland - samtlige foreligger trykt. Et par af de nævnte italienske og hollandske værker er blevet præmieret inden for de sidste års komponistkonkurrencer for harpemusik i Amerika.

Der herskede iøvrigt på dette område absolut enighed mellem alle de internationale personligheder inden for faget: at det er ugørligt for komponister uden personlig erfaring ved en harpe at skrive noget brugbart, praktisk gennemførligt for instrumentet. Og det har vist sig, at bortset fra Frankrig, hvor det er obligatorisk for komponiststuderende at sætte sig ind i også dette instrument ved at arbejde direkte med det, vil de betydelige værker for harpe, der er i overensstemmelse med dens muligheder (og derfor bliver spillet}, altid være blevet til i forbindelse med en harpenist, der har haft evne for at forstå komponistens intentioner og hjælpe med at lægge dem teknisk til rette.

Hvad blev for en dansk deltager stående som hovedindtryk af denne første festival? På hvilke punkter kan vi lære af den? Ja, det stærkeste indtryk blev en erkendelse af, at Danmark, og vistnok hele Skandinavien, står stærkt tilbage, når det gælder muligheder på dette felt. Det var rent ud flovt at måtte oplyse, hvor negligeret og overset faget har været hos os, hvor det først for 6-7 år siden blev indlemmet i Musikkonservatoriets discipliner. Norge er ringest udrustet, dér findes ingen mulighed for konservatorieuddannelse af harpenister, den eneste erfarne ekspert inden for faget dækker mest muligt det behov, som foreligger; i Helsingfors klagede man over, at harpenister til orkestrene er en mangelvare, mens Sverige står bedre, dér har i en årrække været uddannelsesmuligheder på Musikhögskolan.

Den mest iøjnefaldende forskel mellem vore forhold og de internationalt gældende synspunkter er imidlertid denne: vi begynder for sent! Det fremgik med al tydelighed af de data, der forelå for hver enkelt konkurrencedeltager, at de var begyndt i hvert fald i 12-14 års alderen, for manges vedkommende endda allerede som 8-10 års børn (jvnf. at af 33 var en halv snes 20 år eller derunder. 1. vinder var 19, og nr. 6 og 7 var 18 år.) Vi roser os af en udmærket ballettradition og anser det for rimeligt, at vore dansere begynder som børn. Vi ved også, at en pianist eller violinist ikke kan begynde for tidligt. Men det kan ikke siges højt nok, at det samme sandelig er tilfældet for harpespillets vedkommende, der teknisk ligger langt vanskeligere. Her er navnlig en opgave for Musikkonservatoriet: Vi må have ganske unge elever i tale og give dem muligheder for at komme i gang i tide. Ikke blot for at vi kunne få mulighed for at være repræsenteret i konkurrencer, med al den inspiration en sådan oplevelse er for de unge, men med det perspektiv fremefter, at vore storartede orkestre kunne være sikre på altid at have solid dækning på en af de vanskeligste - og ensomste - poster i ensemblet.

De unge med lyst og anlæg må hjælpes i gang i tide, på dette punkt må sættes ind. Harpespil er et hovedfag, kan ikke dyrkes som et overset bifag, som en slags »hobby«, mens man driver på med et »rigtigt« fag som det væsentligste.

Det var ønskværdigt, om der også i Danmark kunne vækkes interesse for en udvikling på det ovenfor omtalte felt, hvor vi ligger tilbage for andre, selv små lande som Holland, Belgien, Schweiz og Israel. Og selv om det tager tid at oparbejde en tradition og kan være nedslående kun at have små midler at gøre det med, er det stimulerende at se, med hvilken fantasi den lille stat Israel modigt er gået ind for den meget større opgave: At genskabe international interesse for den i oldtiden så højt skattede harpe, så den igen, i sin nutidige teknisk kompetente omformning, kan finde sin plads som et musikalsk fuldværdigt instrument. Det kan tilføjes, at Inga Graae netop skriver på en lille bog om harpens teknik. Publiceringen af en sådan orientering (for komponister) vil selvsagt være af største betydning. Red.