Seriøs musik i TV

MOGENS HEIMANN: Seriøs musik i TV Nogle betragtninger, fremsat og diskuteret ved Det nordiske Musiksektionsmøde 2 København den 18-19. september 1959 Den seriøse musiks berettigelse i fjernsyn kan endnu ikke betragtes som almindelig anerkendt. På baggrund af den tilgængelige litteratur om emnet og de hidtidige praktiske erfaringer har man i Musikafdelingen i Danmarks Radio gjort sig visse tanker herom. Og i kraft af de øvrige nordiske radiofoniers musik-lederes interesse for og enighed i nævnte betragtninger kan disse i det følgende fremsættes på et mere konsolideret grundlag.

Den seriøse musiks berettigelse i fjernsyn er et spørgsmål, der utvivlsomt i første instans bør fremstilles i realistisk, historisk belysning. Skal man altså danne sig et pålideligt indtryk af, i hvilket omfang og i hvilke former den lødige musik bør indgå i fjernsynsprogrammerne nu og fremover, vil det være naturligt at sammenligne situationen med den tilsvarende udviklingsfase i lydradioen, - selvfølgelig under den forudsætning, at fjernsynets programmer ikke vil blive dikteret af kommercielle hensyn. Kunstmusikkens udfoldelse i lydradioen på pionérstadiet var øjensynlig et led i bestræbelserne på at skabe respekt om radiospredningen (bl. a. for at skaffe lyttertilgang fra alle kredse) og at sikre radioen den berettigede anerkendelse som en betydelig faktor i kulturlivet (bl. a. for at opnå statsmonopolet) . Da disse mål var nået og radioen var blevet »folkets radio«, opstod der tilsyneladende en udbredt angst for »de bredere kredses smag«, hvilket tog sig udtryk i en vis præferencestilling for den underholdende musik (som til gengæld i kraft af en psykologisk lovmæssighed - lige siden er blevet forfulgt af en utrættelig offentlig kritik af netop smagsniveauet). Støttet af de kulturelle traditioner og den almindelige høje oplysning her i landet, har den lødige musik imidlertid alligevel kunnet bevare og udvide sin plads i radioprogrammet uden nogensinde at møde virkelig eller alvorlig modstand. Trods tyngende udgifter blev udsendelser som f. eks. Torsdagskoncerten og Radiooperaen gennemført og respekteret, og transmissioner af større musikbegivenheder blev sjældent afslået - aktualitetskravet banede vejen. Efterhånden har både den underholdende og den seriøse musik fundet sine radiofonisk overbevisende former, så at de i dag i realiteten lever ganske fredeligt side om side uden definibel skillelinje. I ly af de store koncerter og musikdramatikken udviklede de mindre musikformer i radioprogrammet sig i tidens løb henimod større lødighed (bort fra det mere udvendigt solistiske og henimod kammermusikken - i videste forstand), og den moderne (for det større publikum helt uforståelige) musik fik - som del af aktualitet og oplysning - en større og fastere plads i programmet. På samme måde har tidligere dramatisk afdeling, nu Teater- og Litteratur-afdelingen (!) i skyggen af de yndede hørespil opdyrket de mindre former, fra musikunderlagt feature til små »handy« oplæsninger. Ganske nøgternt betragtet må man erkende, at alene programredaktionens behov for afveksling og kontrast i dobbeltprogrammet har fremmet denne udvikling, ihvorvel man naturligvis ikke bør underkende ønsket om at indfri radioens forpligtelser som kulturspredende virksomhed (tilknyttet Undervisningsministeriet), hvilket atter står i forbindelse med udviklingen af kvaliteten i den tekniske gengivelse, båndoptagelsesmetoden, det stadig stigende behov for lødig musik og kendskab hertil gennem grammofonplader og folkelig oplysning o. s.v. At udviklingen vil forløbe på samme måde (omend sikkert hastigere) indenfor fjernsynet, har man god grund til at regne med, da jo de afgørende faktorer er de samme i lydradioen: udvidet sendetid, behov for programafveksling og -kontrast, udvikling af den tekniske kvalitet, programkvalitetens højnelse gennem den øgede produktionstids muligheder, seernes tilvænning til musikudsendelser etc. etc.

Den seriøse musiks påståede uegnethed for TV - en opfattelse, som altså må forventes at måtte vige for TVs stigende behov for lødig musik - skyldes sandsynligvis en endnu udbredt fejlfortolkning af begrebet fjernsyn. Forestillingen om f. eks. musik og foredrag som »typisk radiostof« og f. eks. sportsreportage og dramatik som udpræget TV-egnet, forråder jo en opfattelse af fjernsyn som »radio med tilføjet billede«, billedet som »supplement« til lyden, efter stoffets art mere eller mindre nødvendigt. Eller omvendt: en begejstring for billedet og interesse for det visuelle indtryk på bekostning af lydsidens kvaliteter giver den samme skævhed i stoffordelingen. Den naturligere tanke om fjernsyn og lydradio som uafhængige og ligeberettigede transmissionsmedier for det samme stof pålægger derimod fjernsynet den samme forpligtelse til underholdning og kulturspredning som lydradioen, og også den lødige musiks position afhænger af dens interesse og betydning. Under den forudsætning, at fjernsynets lydside holdes på samme kvalitetsniveau som lydradioens, vil fjernsynet (ovenikøbet i stigende grad) være den bedre og naturligere (og todimensionale) transmissionsform, hvorimod den fattigere (og endimensionale) lydradio kun vil forblive i live i kraft af den langt billigere produktion (og licens) og den tilvante forkærlighed for anden beskæftigelse samtidig med aflytningen i hjemmet. Og selv om billedet er af dominerende betydning i transmission af en sportsreportage og lyden dominerende i transmission af en koncert, er det ingenlunde naturligt, at den sekundære faktor mangler (i sidstnævnte tilfælde synet af de spillende). Tænker mon seerne på, at en koncert uden billede må, være ligeså unaturlig som en stum sportsreportage? Den berømte bemærkning om en TV-koncert, at »det lød næsten ligeså godt som i en radioudsendelse« kan passende repliceres med konstateringen af den kendsgerning, at »man jo kun i radioens og grammofonens relativt korte tidsperiode har lyttet til musik uden at se noget!« Den seriøse musiks egnethed for spredning gennem radio og fjernsyn må ligge på linje med ethvert andet videnskabeligt eller kunstnerisk kulturprodukt af almenmenneskelig værdi, og tilsvarende betydningsfuld må musikken være for medmenneskelig kontakt og forståelse indenfor og henover landegrænserne. Da den lødige musik netop er et internationalt forståeligt udtryksmiddel (eller sprog) og repræsenterer en umiddelbart gribende oplevelse, må den endog anerkendes som særlig egnet udsendelses-stof. Eksempelvis skal det nævnes, at Eurovisionens internationale udsendelser giver den seriøse musik en påfaldende bred plads og præferencestilling i repertoiret. Enhver aktuel begivenhed af større format (glædelig eller sørgelig) kalder på værdig og værdifuld musik, et behov, der omfatter alle samfundslag og interessekredse. Musikunderlægningen i dramatiske udsendelser og reportager benytter forbavsende hyppigt lødig musik, som endog synes at trænge mere og mere frem i den underholdende del af sendetiden. Endelig skal det påpeges, at forsøg på fra dansk side at yde tilbud til Eurovision eller »Nordvision« uvægerlig vil koncentrere opmærksomheden om vore musikkulturelle aktiver, f. eks. symfoniorkestrene og balletten, hvorfor der er god grund til i tide at opdyrke kunsten at sende seriøs musik med overbevisende kvalitet i fjernsyn. Med den uundgåelige forøgelse af TV-sendetiden vil ønsket om flere musikudsendelser iøvrigt melde sig af sig selv, dels ved programopbygningen og dels som følge af sto f mangel. Endog i kommercielle fjernsyn er dette tilfældet, og f. eks. den engelske television sender næsten hver uge to rene koncerter (søndag: orkester, torsdag: recital) foruden opera og ballet.

Den seriøse musiks ønskelighed i TV synes at være mere afhængig af formen end af indholdet. Indholdet kan opdeles i følgende genrer: solistisk musik med klaver- eller orkesterledsagelse, kammermusik, symfonisk orkestermusik, opera, ballet, syngespil eller skuespil med musiken som integrerende del samt oplysende musikforedrag eller musikfilms. Sådanne musikgenrer har ligesom enhver anden kunstart og videnskabsgren direkte interesse for et større eller mindre mindretal og samtidig aktuel og oplysende værdi for et mindre eller større flertal. Medens altså musikkens kulturelle betydning ligger udenfor enhver diskussion, må formen, hvorunder dette stof præsenteres i TV, erkendes som afgørende for, om det — med skyldigt hensyn til seernes nuværende forhåndsindstilling - kommer til sin ret gennem det nye tekniske medium for spredning af kultur og underholdning i forskellige grader og blandinger (jfr. iøvrigt ISME-kongres-referater Hamburg juni 1957, København august 1958).

Den seriøse musiks præsentation i TV er utvivlsomt mindst problematisk, hvor det visuelle og akustiske element i forvejen er forbundet i en kunstnerisk helhed, f. eks. i den scenisk-dramatiske form (opera, ballet, syngespil eller programmusik, hvis indhold lader sig fremstille i billedform). Det samme gælder reportager (framusikbegivenheder eller begivenheder med lødig musik som et væsentligt indslag, folkloristisk reportage, jubilæumsudsendelser eller portrætter af kunstnere eller komponister, musikfilms eller aktualitetspræget Eurovision, o.s.v.). Indenfor den musikoplysende kategori af TV-udsendelser er præsentationsformen sædvanligvis foredrag med demonstrationer, helst med decideret overvægt af sidstnævnte, (præsentation af musikhistorisk billedstof som illustration til lyden, musæumsbesøg, instrumentdemonstration, musikkundskabsforedrag for bredere kredse med forklaring i tegning eller nodeeksempler, besøg i komponistens værksted (serie i svensk TV), dirigentens memoirer (serie i engelsk TV) eller forklaring af orkesterklangens farver og kontraster). I alle disse tilfælde er den lødige musik givetvis TV-stof i kraft af præsentationsformen; billedet er uundværligt og essentielt (hvilket ikke altid er tilfældet i lægevidenskabelige eller tekniske TV-foredrag).

Med hensyn til den visuelle faktors betydning i dramatiske TV-udsendelser skal her blot et par af de seneste Eurovisionsopførelser bringes i erindring: 1. akt af »Mestersangerne i Nürnberg«, Bayreuth 21/8 59 (det kulturhistoriske scenebillede af afgørende virkning) og Mozarts »Kroningsmesse« fra Salzburg 2/8 59 (med kirkens rige skat af religiøse billeder som en naturlig og stærkt understøttende illustration af musikens indhold). Og hvad angår reportage- og foredragsformen, kan nævnes danske TV-udsendelser som f. eks. »Spil selv« 24/9 59 (musik og interviews fra en udstilling i anledning af Propagandaugen for den levende musik), »Paganini-capricer« 18/9 58 (besøg i kunstnernes hjem, forbindende tekst og sammenligning mellem violinsolo og klavertransskription af samme musik), »En Musikrejse» (optagelse på film af Victor Schiøler, der spiller Liszt's »Pèlerinages«, illustreret med billeder fra Schweiz og Italien), »Petrouchka« 30/6 59 (3 danse af Strawinskij, spillet i originalversion på klaver og ledsaget af billeder fra balletten, kostymer og masker) - to eksempler på skærmens overtagelse af koncertprogrammets vigtige forklarende funktion - samt udsendelser, der præsenterer musikinstrumenter: fra »Compeniusorglet« i Frederiksborg slot 24/12 56 til de 3 TV-udsendelser »Vi snakker med instrumenterne«, foråret 1959Seriøs musiks præsentation som rent »koncert-billede« betragtes ofte - som ovenfor omtalt - som den mindst TV-egnede form. Ejendommeligt er dette i betragtning af den succes, man har haft med serie-udsendelser, der viste »hænder i arbejde«. Musikudøvelse giver måske de smukkeste billeder af hænder i arbejde (ikke mindst ved udnyttelse af slow motion. Det, der tilsyneladende gør koncertbilledet problematisk i TV, er ganske øjensynligt tempoforskellen mellem billede og lyd. Da den akustiske expression forløber langsommere end den visuelle, virker billedet stillestående og sekundært. Men denne opfattelse skyldes alene, at fjernseeren ser for meget på skærmen, måske fordi den relativt lille billedflade vænner seeren til en mere koncentreret billedbetragtning end i virkeligheden, hvor han jo f. eks. ikke ufravendt vil betragte den person, han taler med eller lytter til. Ligesom seeren i al almindelighed er »grovæder« i henseende til det antal udsendelser, han ser, således stirrer han givetvis også for meget på skærmen og gør lyden til den »sekundære« (velkendte) faktor i transmissionen. Måske ligger heri tillige forklaringen på, at fjernsynets udsendelser oftest kritiseres på en måde, der skyder over målet. Det kan følgelig fastslås, at den seriøse musik i TV foruden sin egenværdi har en stor æstetisk-opdragende betydning for seeren. Den rolige, diskrete billedgang lader øjet falde til ro og skærper ørets opmærksomhed, således at der opstår en naturlig balance mellem de to faktorers virkning (man kender det lægevidenskabelige synspunkt, at det sandsynligvis er værre at være døv end at være blind, når det drejer sig om kontakten med omverdenen).

Som interessante eksempler kan nævnes: TV-udsendelsen »Sylvi Lin spiller« 4/9 59 (raffinerede billedeffekter), (endog spejlbillede af hænderne set nedenfra), underholdende musik og smuk solist), modtaget i pressen med ret hård kritik og nævnt i leder-artikel, hvorimod TV-udsendelsen »Victor Schiøler spiller« 25/8 59 vandt almindelig anerkendelse (trods begrænsning til blot 2 billeder under hele Chopins E-dur-Etude, i yderdelene fokus på den melodiførende hånd og i midterdelen et billede af hænderne set oppefra). Lødig musik i TV kræver altså en forenklet, stilistisk redelig billedgang uden tricks og usandsynlige bevægelser og synsvinkler, thi virkningen ligger i selve spillebevægelserne, som blot skal ses fra den gunstigste side. Også på orkestermusikens område bør man udvise mådehold Í den billedmæssige partitur fortolkning gennem nærbilleder og panoreringer, der følger enhver motivisk detalje (f. eks. TV-udsendelsen »Eroica« fra Holland 28/8 57). Især er nærbilleder unaturlige, når de ikke motiveres af den rene solos akustiske relief. En rolig og smagfuld kameragang har på den anden side ofte gjort meget »høj« musik til fjernsynssuccesser, f. eks. Eurovisionens FN-koncert fra Paris 24/10 58 (Bachs dobbeltkoncert med Oistrakh og Menuhin), Prager Musici 27/3 59 (kammermusik) og »Bachs Chaconne« 1/9 58 (Endre Wolf).

Den seriøse musik i koncertform i TV må følgelig forventes at virke naturlig i takt med udviklingen af en naturligere måde at se fjernsyn på. Den ofte omtalte reaktion mod fjernsyn i USA beror næppe alene på reklamens uæstetiske virkning og utilfredsstillende billedkvalitet men snarere på den udbredte umodne indstilling til TV, den passive forkærlighed for underholdning istedet for kulturelle programmer, der inspirerer til personligt initiativ for et rigere livsindhold og større åndelig sundhed. Programkvaliteten går iøvrigt hånd i hånd med den forenkling af produktionen, som det ikke-kommercielle fjernsyn af økonomiske grunde altid vil ønske (dog er krav om ukomplicerede og enkle programmer = krav til producerne om intet mindre end »genialitet«, da enkelhed forudsætter klarhed og suveræn beherskelse). For at opnå et rimeligt antal kvalitetsbetonede TV-udsendelser, overbevisende (og økonomiske) i kraft af deres enkelhed og så åndeligt »mættende« for seeren, at han lærer at nøjes med radio og TV som inspirationskilde, må forarbejdets krav i tid og penge først og fremmest respekteres. Produceren må have fornøden prøvetid med cameraer eller kunne eksperimentere udenfor produktionstiden. Uden sådanne økonomiske og tekniske faciliteter er kvalitetskravet til udsendelserne urimeligt. Fjernsynet kan ikke fortsat leve på idealisme men må købe kvaliteten (om det så fordrer lån fra det offentlige). Ellers mister man såvel producere som kvalificeret teknisk personale og programarbejdere og spiller automatisk fjernsynet over til reklamen, der - uanset alle betænkelighedermå erkendes som den eneste udvej. Ligesom kvalitet i TV-udsendelsen synes at kunne gøre ethvert emne interessant, saledes er en stabilisering af kvaliteten utvivlsomt fjernsynets øjeblikkelige problem, også på musikkens område. Fantasier om farvefjernsyn, perspektiv og todimensional lyd eller om »elektronisk billedmusik« indebærer næppe nogen løsning. TV-udsendelsens idé og den kunstneriske præstation må realiseres gennem producerens ansvarsfulde »mise en TV« (et fuldendt reproducerende kunstværk) og en teknisk præcision på højde dermed (uangribelig lydkvalitet, synkronisering, billedskarphed, belysning, fotografisk skønhedseffekt, kamerabevægelse og billedskrift). Og overbevisende er kun den udsendelse, der forener billede og lyd i en kunstnerisk enhed, opbygning og rytme, der nøje balancerer med stoffets relationer og dimensioner.

På baggrund af disse TV-æstetiske betragtninger kan det sammenfattende fastslås, at den seriøse musik må forventes at trænge frem i TV-programmet i stigende tempo med sendetidens udvidelse, at dette i sig selv værdifulde kulturstof foreløbig må præsenteres med visse pædagogiske hensyn til formen, men at på den anden side også selve koncert-billedet må erkendes som smukt og naturligt i TV og ydermere ejer en æstetisk-opdragende betydning for seernes brug af fjernsyn i hjemmet, og endelig at producer-forarbejdet og den tekniske præcision er afgørende for kunstmusikkens virkning i fjernsyn. Det er også de nordiske radiofoniers musiksektioners ønske og hensigt fortsat at udveksle erfaringer på dette felt og samarbejde til fordel for den seriøse musik i TV i årene fremover.