Musikalier

• MUSIKALIER

HANS BERGESE: Gesungen, gespielt, ein Liederbuch für Kinder. - Moseler Verlag.

I den folkelige musikopdragelse ser vi, hvorledes blokfløjtespil og rytmeorkester spiller en stadig større rolle i forbindelse med den almindelige sangundervisning. Herhjemme har man endnu ikke taget skridtet fuldt ud til en fastlagt opdragelse i musik allerede i de første klasser. Endnu beror skolens musikundervisning på tilfældigheder. Alligevel er det glædeligt at se, at f. eks. Orff's Schulwerk vinder stedse større indpas. I 1958 udgav professoren i Musikemehung ved Berlins Hochschule, Hans Bergese, en musikbog beregnet til den elementære undervisning i skoler. Der arbejdes her både med ældre og nyere stof og med vokal- og instrumentalmusik. Der er uhyre meget friskt stof imellem, som burde virke inspirerende på vore sang- og musiklærere. Det anvendte instrumentarium (rytme og blokfløjter) er behandlet på lignende måde som hos Orff. Også Bergese lægger stor vægt på børnenes skabende og aktive indsats i timerne. B. J.

J. CHR. BACH: Sinfonie D-dur. Ouverture til operaen Ttímistocle. — Breitkopf.

I en næsten klassisk tresatset form foreligger en iørefaldende og spirituel Operasinfonia af Londoner-Bach. Besætningen er temmelig stor, idet den foruden den traditionelle treblæserbesætning har to trompeter, der på operavis spiller en række fanfarer. løvrigt er formen i førstesatsen den velkendte klassiske. Bach's orkestersats er ingenlunde let at gå til. Selv om den klinger såre klar og troskyldig, kræves der en stor indsats fra ensemblets deltagere. Det er effektfuld musik, der på mange punkter lægger op til Mozarts større symfonier. B. /.

J. CHR. BACH: Sei Duettini italiani, for 2 sopraner og klaver. — Breitkopf Ed.).

Med det typiske italienske bel canto-præg står disse seks duetter af J. Chr. Bach som en værdig repræsentant for den overgangsstil, der på flere punkter foregriber den wienerklassiske vokalsats, især Mozarts. Med rod i den neapolitanske operastil har denne Bach skabt satser, der på engang er velklingende og levende musik den dag i dag og samtidigt særdeles velegnet som skoling for vordende sangsolister. Jeg skal specielt fremhæve nr. 4, der er holdt i en ægte italiensk sicilliano-rytme med fine små replikker mellem de to stemmer, der snart imiterer hinanden og snart løber sammen i en galant sats, hvor de to stemmer glider parallelt af sted i smægtende tertser. B. J.

GUNNAR AXÊN og LENNART LUNDEN: Stråkverken II. — Nordiska Musikforlaget, Stockholm 1958.

Heftet betegnes som »arrangemang for stråkar og piano till 35 melodier ingående i Axéns Fiolskola«. Som denne undertitel angiver, er heftet en righoldig samling af ret populære melodier (folkeviser, danse m. m.) i let arrangement, mest for 4 strygere og klaver. Arrangementerne er foretaget af praktisk dygtige pædagoger, og da flere af satserne kan udføres af to violiner og klaver, er der her stof til det begyndende skoleorkester.

Derimod er jeg noget mere betænkelig ved selve arangementernes art: Der er tilsyneladende tilstræbt en vis popularitet samtidig med, at man ved selvstændighed i stemmerne, ved »svar« og harmoniske krydderier har sprængt rammerne for den ganske enkle stil, som dette melodistof gennemgående kræver.

P.P.

MARC-ANTOINE CHARPENTIER: Messe de Minuit (Julenatsmesse). Udg. af Uurich Teuber på Musikhøjskolens Forlag, 1958.

Marc-Antoine Charpentier, som er en af fransk baroks mest fremtrædende komponister, omtrent jævnaldrende med Buxtehude, elev af Carissimi, er blevet repræsenteret i Musikhøjskolens Forlags udgivelser med »Messe de Minuit« - Julenatsmesse. Det er første gang messen sendes i trykken, og forlaget fortjener megen påskønnelse for sin indsats ved forelæggelsen af dette værk.

Messen, der fremtræder som en almindelig messe med satserne Kyrie, Gloria, Sanctus og Agnus (Credo er erstattet af orgelsolo), er et meget interessant og pudsigt vidnesbyrd om den rolle, noëls spillede i den franske jul.

Noëls, der, ligesom carols på engelsk grund, ofte har lette og livlige melodier af et vist verdsligt tilsnit, er en genre, der sædvanligvis plejedes uden for kirken som musik i hjemmene, musik til folkelige krybbe- og hyrdespil og musik til brug ved julens indsamlinger og ved lignende lejligheder. Til gudstjenesten fandt de lejlighedsvis vej gennem orgelstykker, der byggede på deres yndefulde melodistof. Charpentier har anvendt en 7-8 noëls i sin julenatsmesse, således at melodierne har fået underlagt de liturgiske latinske tekster, samtidig med at de er blevet gjort til genstand for en polyfon behandling. Kyrie er komponeret over én noël, Christie over en anden o.s.v. Juleviser til messebrug, det har menigheden kunnet goutere! Den teknik, Charpentier her har anvendt, har rødder langt tilbage i middelalderen, hvor parodiprincippet spillede en vigtig rolle for en række kompositionsformer.

»Julenatsmesse« er komponeret for 4-st. bl.

kor, solister, strygere med fløjter og continuo.

I stedet for enkelte messeled er der af Charpentier foreskrevet orgelvariationer over nogle af de i korsatsen benyttede noëls. Messen er henrivende musik og er ingenlunde uoverkommelig at opføre selv for amatører. Sværhedsgrad: omtrent som en Buxtehude-kantate.

Ulrich Teuber har fundet messen frem i Bibliothèque Nationale i Paris og har forestået Musikhøjskolens udgave, som iøvrigt tager sigte på et internationalt forum. Partituret er forsynet med en udmærket og fyldestgørende udgiverkommentar på fransk.

Nodetrykket, der ikke er forlagets sædvanlige smukke, er ikke ganske pletfrit, men står dog pænt og letlæseligt. H. B. R.

KORMUSIK fra Gehrmans forlag, Stockholm.

En række korte korsatser er tilsendt fra Gehrmans forlag. Der skal her kun fremhæves satser af Erland v. Koch og M. Karkof T, der opviser virkelig fantasi i satsen og med moderate nutidige klange. I serien foreligger også Gunnar Wennerbergs »Lover Gud i hans helgedom«, et prægtigt stykke kirkelig kormusik i den nationalromantiske tone. Her bringes spænding og farver, her er ægte følt musik til en tekst, der i sin lovprisning intet har sparet på hyldest til guddommen. Det er sandelig toner, der virker gribende og opløftende på sindet, når satsen får lov at folde sig ud i et stort kirkerum. Det er stor korkunst skabt af en virkelig komponist, der ikke var angst for at udtrykke sig i toner.

Det er musik, som vi havde godt af at høre i en dansk kirke, i stedet for vor anæmiske kormusik i den Laub'ske skemastil. ß. /.

Carl Gehrmans musikforlag i Stockholm udfolder en livlig aktivitet for udgivelse af musik til kor i forskellige besætninger. Til de løbende løsbladsserier er på det sidste føjet 4 mandskorsange, 7 sange for 4-st. blandet kor, 3 for ligestemmigt kor og 2 for sopran, alt og baryton. Blandt de umiddelbart mest charmerende satser er to trestemmige sange, en udsættelse af den svenske folkevise »Jag går i tusind tankar« af Gunnar Hahn og en yndefuld sats af Maurice Karkoff »Sov tilis jag kommer« - begge for SS A. Til den lettere underholdningsgenre hører Per Schenells morsomme »Delbovalsen« i arrangement ved Gunnar Hahn (SSA med klaver). Til denne gruppe må vel også regnes Daniel Helldéns effektfulde og raffinerede »La pioggia« (regnvejr) for SATB. Sparre Olsen har to meget smukke aftensange, to udsættelser for SATB af religiøse folketoner fra Oppdal.

Gehrmans korbibliotek er nok værd at konsultere, når det gælder korprogramtilrettelægning. H. B. R.

HENNING ELBIRK: Let og muntert for blandet kor. - VWlh. Hansens musikforlag, Kbh.

I fortsættelse af sin »Let og muntert for lige stemmer« har Radiodrengekorets udmærkede dirigent nu udgivet en korbog for blandet kor. Titlen siger »Let og muntert«. Ordet »let« skal i denne forbindelse udlægges som synonym for »underholdende« og ikke som synonym for »letsyngelig«. Der er i samlingen nok lagt vægt på overkommelighed for gymnasie- og seminariekor, som bogen er tænkt for, men det er ingenlunde satser man synger fra bladet disse steder.

Det er en udmærket korbog, som man godt kunne tænke sig at have til rådighed i undervisningen, når noget let og muntert sangstof er tiltrængt. Udsættelserne er gode og syngelige, og samlingen er typografiisk set smukt og overskueligt stillet op. Samlingen er opstillet progressivt efter sværhedsgrad.

Man kunne have ønsket en gruppering efter indhold eller efter lødighed. Af bogens 50 satser kunne en række nok have været skiftet ud med bedre stof. Kunne man ikke godt undvære Harris' »Under de lysegrønne lindetræ^«, Miskows »Ud i naturen! Det slanker figuren«, Flies' »Schlafe mein Prinzchen« og lignende forlængst udtrådte slæver? Der er dog vel ingen der tror at »let« skal være synonymt med »banalt«? Perler i bogen er Otto Mortensens egen udsættelse af »Min skat« og Lassos »Ekko-sang«, som dog har været udgivet på dansk tidligere. H. B. R.

HAYDN: Sinfonía nr. 58 og 65; Mis s a brems. Haydn-Mozart press, London og Salzburg.

Det var Haydn-år ifjor, det er vist efterhånden gået op for os! Og det vrimler med Haydn-publikationer. Den 58. sinfonía, F-dur, er let og diverterende i ansí åget, i menuettens trio dog med en mystisk forudanelse om Beethoven og Schubert med den mørke strygerklang og anvendelsen af f-moll, der brat slår ind i de lyse F dur rytmer. Med sin »alla 20ppa«-betegnelse vil Haydn med denne menuet direkte pege hen på folkelig, ungarsk musik. De morsomme synkoper i selve menuetten fjerner denne sats fra dens traditionelle stive % takt. Også i Sinfonía nr. 65 A dur er der morsomme ting at hente. Førstesatsen er måske lidt mere koncerterende med dens små indslag af soloepisoder for to oboer. Også trioen i denne symfonis menuetsats er ganske spændende. Igen føres tanken hen til Ungarns folkemusik med de små forslagsmotiver i primoviolinerne.

I den lille Missa brevis med dens yderst korte fem hovedsatser er der virkninger af umiskendelig østrigsk charme; flere musikalske træk møder os igen hos Schubert i f. eks.

hans C-dur messe fra 1815. På traditionel vis skiftes tempo i Credo på teksten Et incarnatus est og over til Et resurrexit. Harmonisk arbejdes her med temmelig chokerende klange, som nok har vakt opmærksomhed på Haydns tid. Lignende interessante klangvirkninger møder vi i sidste del Agnus Dei på teksten Dona nobis pacem. Den ubestemte vekslen mellem g-moll og G-dur, der først afklares på allersidste akkord, forlener satsen med et romantisk drag. Dette er meget påfaldende, når man mener at kunne konstatere, at messen er blevet til i tiden 1750-60. B. J.

BENJAMIN BRITTEN's opus 3, A Boy Was Born, foreligger nu i en revideret udgave med orgelledsagelse. Det drejer sig om en dejlig samling kor-kompositioner, formet som seks variationer over et tema med titelordene som tekstgrundlag. Det store partitur indeholder mangfoldige typer korsatser, spændende fra unisone til ottestemmige kor, hornofone som polyfone. Værket er ret enkelt og ukunstlet i såvel udtryk som struktur, og har på denne baggrund utvivlsomt sin mission blandt amatør-ensembler. Brittens krav om sikker rytmisk fornemmelse og vokal førlighed i det hele taget, appellerer dog nok først og fremmest til amatørkor af den art, der, som i komponistens hjemland, har vækstbetingelser og forudsætninger i traditionen.

* BERNHARD CHRISTENSEN: Prinsessen, der ikke kunne le. Med tekst af Sven Møller Kristensen. — Wîlh. Hansens musikforlag, Kbh.

I dette lille dramatiske eventyr værk for børn er der både tekstligt og musikalsk skabt noget meget værdifuldt, som kombinerer barnets eventyrverden med en fordomsfri musikudfoldelse. Hvor er denne enkle og dog nutidige rytmisk betonede musik til sange og smådanse mange gange mere fængslende for børn i vore dage end alt den pæne velfriserede skolemusik, som med sanginspektionens velsignelse strøs ud over vore sanglærere. Den let jazz-prægede ledsagelse til melodierne skal nok sætte fut i kludene hos de små tilhørere og udøvere. Der er god grund til at ønske denne linje forsat inden for skolens musik. Her er eventyrets stemning på forunderlig måde kombineret med hverdagens, med fjernsynsapparater og med Hula-hula-ringe. B. J.

PEDER HOLM: Stormgademusik 1951. »Skoleorkestern« nr. 32. - Nordiska Musikforlaget, Stockholm 1958.

Der er grund til at glæde sig over dette friske stykke musik, der er skrevet til Esbjergs kommunale skoleorkester. Man mærker både den gode musiker og den erfarne pædagog. Det er god musik, afvekslende i sit forløb og helt kammermusikalsk i behandlingen af instrumenterne. Det er instruktivt uden at være kedeligt, og overkommeligt for et flinkt skoleorkester. Dog må man ikke undervurdere vanskelighederne. Der kræves et pertentligt arbejde, hvis alle enkeltheder skal komme til deres ret; men kompositionen er dette arbejde værd. P.P.

ANDRE JOL1VET: Serenade pour deux Guitares. Heugel & Cié.

Jo mere man indlever sig i dette værks mærkeligt af dæmpede klangverden, desto mere får man lyst til selv at lære sig guitarspillets ædle kunst. Dette beror givetvis på selve instrumentalformens kammermusikalske intimitet og begrænsede udtryksstyrke, som kun på én eneste måde kunne henvende sig endnu stærkere og mere direkte til enkeltindividet, nemlig om musikken havde været for én guitar. Egentlig drejer det sig om musik, som ikke skal påhøres, men udføres. Det myldrende melodiske liv af toccata-agtig karakter, de vægtige arpeggio-akkorder prydet med allehånde forslag og ornamentale vignetter, det fulde strengekor og alternationsprincippet, alt sammen kræver det utvivlsomt personlig aktivitet om sangbund og gribebræt, hvis oplevelsen skal være fuldkommen. Jolivet bevæger sig tydeligt nok på et for vore dages komponister så jomfrueligt område som de gamle spanske luth-mestres kunst. Han er behændig nok til aldrig at identificere sig med stilen, men betjener sig udelukkende af den instrumentaltekniske sættemåde, udnyttet i vor tids ånd, og uden skelen til »skoler«. En forunderlig stilfærdig tale midt i en larmende og brydsom musikalsk verden. B. L.

ANDRE JOLIVET's Messe for sopran, orgel og tambourin, betitlet Pour le Jour de la Paix, er et ejendommeligt værk. Tekstemnets alvorsfulde karakter virker lige så fængslende i klang- og melodisprogets udtryk og indre struktur, som de enkelte satser virker tilfældigt sammensatte i det cykliske formforløb. Dette begynder med Alleluya, fortsætter med Kyrie og Gloria, har intet Credo, derimod Sanctus og Agnus Dei. Mod slutningen musicerer Jolivet Domine Non Sum Dignus, en bøn, der altid siges af præsten, går videre med Deo Gratias og bringer sluttelig atter et Alleluya-af snit. Selvfølgelig vækker en titel som Messe i denne forbindelse forkerte forestillinger. Med en sådan satsfølge og besætning har Jolivet dog tydeligvis ikke tænkt sig benævnelsen Messe fortolket som Missa In Cantu, højmessen, dertil er alene formkonstruktionen uegnet. Om et decideret koncertværk kan man heller ikke tale, fordi udtrykkets sakrale karakter og de liturgiske relationer satserne imellem trods alt følger intentioner. Her er egentlig tale om et kirkeligt værk af såkaldt para-liturgisk art. Herved forstås et begreb dækkende over forskellige poetiske og musikalske andagsformer af kirkelig observans, der, modsat de traditionsbefæstede former, skabes og anvendes i friere øjemed. Netop andagten, det religiøst meditative, er det man oplever stærkest ved at fordybe sig i Jolivet's ny Messe. Dette forklarer også værkets vide udstrækning, de få forekomster af dynamiske udsving, samt udtrykkets karakter af inderlig og dæmpet værdighed. Når musikken sine steder forekommer forstrakt, skyldes dette ikke formens proportioner, men en i det lange løb lidt ensformig udnyttelse af vokalstemmen, til hvilken orglets ledsagelse ofte virker for passiv og lidet differentieret. Jolivet's Messe er på ingen måde problematisk eller kompliceret.

Den skal for så vidt kun høres én gang, før de mere eller mindre motiverede forløb i den satstekniske faktur tager form af et helhedsmønster. Men for oplevelsen af musikkens dybere intentioner og den deraf udspringende skønhed, bør et sådant værk egentlig kun fremføres i den koncertform, som man for vort hjemlige musiklivs vedkommende desværre snart må betegne som uddød, kirkemusikandagten. B. L.

LEIF KAYSER: Duetter for blokflojiekor. 19 SANGE FOR TRE BLOKFLØJTER ved Leif Kay s er. — Arbejdsblade for blokfløjte, redigeret af Ethan Rosenkilde Larsen. Hæfte l og 2. — Engstrøm & Sødring 1958.

Trods den anselige mængde blokfløjtemusik, der har set dagens lys herhjemme i de senere år, er der stadig stort behov for musik for dette yndede instrument, men vel at mærke musik, som både er lødig og samtidig ejer den umiddelbarhed, som er nødvendig for at musikken skal have en rimelig udsigt til at få de unge i tale. For at imødekomme dette behov har Ethan Rosenkilde Larsen — kendt for sit utrættelige arbejde for at højne blokfløjtekulturen herhjemme - taget det påskønnelsesværdige initiativ at udgive en nye serie blokfløjtemusik, som bl. a. lader nutidige danske komponister komme til orde dels i egne frie kompositioner og dels i bearbejdelser af kendte og ukendte sange. De første hæfter i serien foreligger nu, og man konstaterer straks med glæde, at begyndelsen tegner overordentlig lovende. I det ydre fremtræder hæfterne i et tiltalende udstyr, et praktisk, lille tværformat med et smukt og farvestrålende omslag - et yndigt træsnit af en unavngiven kunstner - og med papir og nodestik af prima kvalitet.

Ophavsmanden til de to første hæfter er Leif Kayser. For venner af blokfløjten er det i sig selv en højst opmuntrende begivenhed, at en af vore betydelige komponister viser interesse for dette instrument, og når interessen tilmed - som det med al ønskelig tydelighed kommer til udtryk i det foreliggende tilfælde - viser sig at være både varm og ægte, er der al mulig grund til at hilse disse publikationer velkommen.

»Duetter for blokfløjtekor« indeholder 13 små stykker skrevet for to lige blokfløjter, to sopraner, to alter eller to tenorer ad libitum. Med udpræget sans for blokfløjteklangen er duetterne komponeret i et nutidigt tonesprog, og resultatet er en række yderst kunstfærdige og meget fængslende satser.

I betragtning af de stærkt begrænsede midler, som L. K. ud fra sit kendskab til blokfløjtens egenart har benyttet sig af, spænder duetterne over et forbavsende stort register fra det musikantiske og humørfyldte til det stille og ophøjede. En umiskendelig tilknytning til tidlig europæisk polyfoni møder man i stykker som »Cíaccona I og II«, »Hymne«, »Kanon I og II« og »Kanonisk Siciliana«, hvor stilelementer som fri og vekslende rytme og imitation indgår i en naturlig forening med det moderne tonesprog, som dog helt igennem er præget af en sund og karsk melodik. Mens duetternes rent gribetekniske vanskeligheder holder sig inden for ret beskedne rammer, stilles der til gengæld ikke helt ringe krav med hensyn til sikker rytmisk fornemmelse, vejrtrækning, tonedannelse og frasering, ligesom de mange - for et flertal af blokfløjtespillere uvante - dissonans »sammenstød« kræver en sikker intonation. En stor hjælp ved indstuderingen er de omhyggelige fraserings- og artikulationsangivelser, som komponisten har forsynet stemmerne med.

Hæftet er et bemærkelsesværdigt eksempel på, at en nutidig komponist uden at give afkald på sin personlige udtryksform kan skrive god musik, som er tilgængelig for en videre kreds af amatører.

Det andet hæfte indeholder trestemmige udsættelser af 19 kendte danske børneviser og -sange indrettet for sopran-, alt- og tenorfløjte. Om »udsættelser« i vanlig forstand er der dog ikke tale; de satser, som L. K. her har skrevet, er små mesterværker, som hver især giver en personlig opfattelse af den enkelte sang, hvis individuelle særpræg er understreget ved kvikke pointeringer og med åbent øre for de musikalske muligheder, som findes i melodien. Med sikker kompositorisk hånd og med overbevisende artistisk kunnen har Leif Kayser skabt en række virkningsfulde, sprudlende og velklingende terzetter, som er taknemmelige for såvel de spillende som for eventuelle tilhørere. Komponisten, som jo tidligere i anden og mere fordringsfuld sammenhæng har demonstreret sit mesterskab i Variationsformens kunst, har også her moret sig med at forsyne et par af melodierne med nogle kostelige og træfsikre variationer. Ligesom for duetternes vedkommende vidner de trestemmige sange om Kaysers indgående kendskab til blokfløjtens klanglige og tekniske egenskaber.

Man over r askes over den friske fornyelse, der endnu er mulig indenfor et durtonalt toneområdes rammer, og over, hvordan det er lykkedes Leif Kayser at aflokke de kendte og kære gamle sange nye sider ved at iklæde dem en ny satsteknik og harmonisk klædebon.

De tekniske vanskeligheder er helt igennem moderate, og stykkerne henvender sig naturligt i første række til yngre musikanter, hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at voksne dyrkere af blokfløjtespillet i fulde drag vil kunne glæde sig over disse små perler af ægte »husmusik«. Det er publikationer af denne art vi har brug for. /. G.

DARIUS MILHAUD: Poèmes de Jorge Guillen, kor a capeila. - Heugel £ Gie., 1958.

Milhaud skrev i sin tid denne samling korkompositioner for Berlin-radiokoret (RIAS) til dets tiårige jubilæum. Sangene er gennemgående lidt ensformige i udtrykket, og egentlig af en ret ordinær teknisk faktur: tre- og firklange bevæger sig op og ned i én og samme intervalposition grupperne imellem, terz-gang i to højdegrupper afløses af samme terz-gang i dybdegrupperne, o. s. v. Hertil kommer Milhauds lidt ensidige udnyttelse af de højere registre, specielt for sopranernes vedkommende. Uafladelig må disse arbejde på toner som høje g, gis, a og b, mens »mellemlejet« er omkring f, e og es. Man kunne for samlingens egen skyld have ønsket flere så livlige og ukoncentionelle satstyper som f.eks. MUCHACHAS (Unge Piger). Her lader komponisten ofte ét eller to systemer stå tomme, men aktiviserer til gengæld så meget mere de øvrige grupper i rytmiskmelodisk bevægelighed og velgørende polyfoni. B. L.

ALFRED MIROVITCH: Introduction to tb e stîidy oj Bach. Hefte MI. - G. Schirmer, New York. Tilsendt fra Wilhelm Hansen.

I to hefter har den nu 74-årige russisk fødte, amerikanske pianist Alf. Mirovitch givet en introduktion til Bach-studiet, nærmere betegnet en forberedelse til og en indføring i klaverværkerne. Vi står foran en samling med selve værkerne, ikke en række udførlige forklaringer. Den progressive opstilling ledsages kun af en indledende, ganske kort kommentar.

Udgiveren regner med elever, der befinder sig på et højere elementår-standpunkt, således at dansene fra Anna Magdalenas nodebog forudsættes kendt.

Man introduceres i studiet gennem »præludie-formen«, der repræsenteres af Hook og Zipoli, hvorefter følger et par af Bachs små præludier (c-mol og f-dur).

Det lavere mellemstandpunkt forberedes gennem kompositioner bl. a. af Chilcot og fuldbyrdes med enkelte satser fra Bachs franske suiter (nemlig sådanne der af Mirovitch betegnes som »non polyphonie«).

Det egentlige mellemstandpunkt fører os atter til præludiet med to kompositioner af Bach-eleven, musikteoretikeren Kirnberger, stykker, som eleverne med glæde vil spille.

Nu studeres nogle af de 2-stemmige inventioner. Mirovitch regner inventionerne som hørende under »præludie-formen«, skønt de - med et udtryk fra Aaron Copland - er udpræget fugiske, d.v.s. imitatorisk udformede. Mirovitch' begrundelse for den formmæssige placering ligger alene deri, at Bach oprindelig - nemlig i Friedemanns kl a verbog, som indeholder den første affattelse kalder disse stykker »præambulum«, en benævnelse, Bach i den endelige affattelse ændrede til »invention«. Denne betegnelse gælder ikke blot opfindelsen af selve temaet (som nogle synes at mene), men hele kompositionens udviklingsgang; invention er den i fuldt dækkende overskrift.

Et høj ere mellemstandpunkt føres man ind i først ved fire stykker af Zipoli, dernæst ved polyfont prægede satser af de franske suiter. Med eksempler fra Pachelbels og Telemanns skaben møder vi de første egentlige fugaer (i samlingens bind II), og fortsætter med et par overkommelige, kortere fugaer af Bach. I denne periode, men ikke tidligere, tør man nærme sig de 3-stemmige inventioner (sinfonia'er), som forudsætter betydelig indsigt i de mangfoldige kontrapunktiske forhold. Endelig føres den studerende til et nærmere angivet udvalg fra Wohltemperiertes Klaner (begge bind).

Artikulation, dynamik og fingersætning (hvorledes det mest tvangfrie legato opnås) vil man stadig kunne diskutere. Men det kan kun være nyttigt at stifte bekendtskab med en erfaren pædagogs arbejde. Også klaverpædagoger hos os vil kunne modtage Mirovitch' samling som interessante forslag til problemers løsning, som alle pædagoger stilles overfor.

Bachs kompositioner gengives efter Bischhof T, mens Mirovitch står for tilrettelægningen af de øvrige komponister. Kr. W. P.

RAWSTHORNE: Ligt Mtistc For Sirings. - Oxford University Press.

Denne relativt korte tresatsede komposition i G-dur har sin styrke i de interesser den nærer for, hvad mange af vor tids komponister enten ikke forstår sig på eller totalt ignorerer, amatørmusikken. Rawsthorne giver ikke så lidt, kræver herfor næsten intet, og går derved på smukkeste måde ind for en god sag. B. L.

RAWSTHORNE: Overture Hallé. - Oxford University Press.

Den til Sir John Barbirolli og Hallé-orkestret tilegnede orkester-ouverture er fordringsløs i sit udtryk, og af en i bedste forstand almindelig instrumentalteknisk art.

Når man herunder blot også vil forstå noget traditionelt og velkendt i en ofte praktiseret, og ofte set partiturtype. B. L.

ERNST KRENEK: Fünf Lieder op. 82. - Schott's Sohnée & Universal.

Komponisten boltrer sig i serielle kompositionsmetoder. Snart er både solostemme og akkompagnement integrerende dele af én og samme række, snart består den kontrapunktisk-polyfone struktur af vide forgrenede, komplementære serieforløb, der kun lader sig fastholde analytisk ved en decideret regnskabsføring og tællen på fingrene. Det er knagende godt håndværk, og så bliver det forresten interpreternes sag at få musikken til at opføre sig efter hensigten, men nemt er det ikke. B. L.

ALAN RAWSTHORNE: Concerto no. 2 for violin and orchestra. — Oxford University Press.

Rawsthorne hører til de komponister, der behøver megen tid og meget papir for at udtrykke sig. Iagttagelsen af denne kendsgerning har på ingen måde til hensigt at stille annoncerede værk i dårligt lys. Musikken spiller ganske givet den tid der er nødvendig for en sådan udtryksmåde, hvor gentagelsesprincippet i enkelttakter, afsnitsrepriser, tonalitet og modulation samt tematisk-melodisk faktur, endnu hersker. Egentlig er det efterhånden mærkeligt at komme ud for musik, der så lidt som denne koncert bekymrer sig om nutidens, endsige fremtidens problemer. B. L.