Grammofon

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 02 - side 63-65

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GRAMMOFON

LISZT: Totentanz, Malédiction etc. - Alfred BRENDEL, klaver, med Wienerfilharmonikerne, dir.
Michael GIELEN. - Vox LP 11030.

Den afdøde ærespræsident for engelske Liszt Society, professor Sir Edward Dent har sagt om Liszt: »Og vi bliver nu pludselig forbavsede over, at vi, når virtuoseriets fyrværkeri er faded bort, finder et stadigt strålende stjerneskær.«. Og unægtelig, den Liszt, som man i årevis ikke mindst herhjemme har stemplet som en uægte effektkomponist, er ved at opleve en velfortjent renaissance. Hans enorme produktion for klaveret og hans enestående fabuleringssans og metamorfoseteknik peger direkte frem til senere tiders ekspressive klang visioner, ja helt frem til elektrofonien. Liszt's klavermusik bygger ganske vist på en enorm teknik-virtuos udfoldelse, som det kun er de færreste beskåren at give den fulde udløsen, men bag fyrværkeriet eller snarere i kraft af dette rummer hans musik en dæmoni og et ægte kunstnerisk udtryk. Sådan må vi også opfatte og glæde os over de indspilninger, Vox har foretaget med Alfred Brendel ved flyglet assisteret i Totentanz og den sjældent hørte Malédiction af Wienerfilharmonikerne under ledelse af Michael Gielen. Hele den store LP-plade går ud på at bringe de mest makabre og dæmoniske værker; foruden de nævnte koncerterende værker er der indspillet soloværker: Trauergondol nr. l, Csardas macabre, Unstern og Mefistowalzer nr. 1.

Totentanz spilles desvære i den forkortede skikkelse, hvorved der er udeladt et storartet koralagtigt parti for soloklaver. Brendels spil kan måske virke lidt tungt, og hans tempi er ikke helt overbevisende, man har ikke fornemmelsen af de hvirvlende dødninge, den uhyggets magt, som besætter en, når man hører dette værk. I Malédiction derimod folder han sig helt ud, han er en pianist af det helt store format. Det samme gælder fortolkningen af Mefistowalzer nr. 1. Det slår gnister i dette klaverspil, der er helt igennem en oplevet fortolkning, hvor teknikken blot står som et gennemgangsled for den dynamisk-musikalske vælde, som den enestående Mefisto-vision rummer. De tre øvrige klaverstykker er ikke kendt herhjemme, har vel overhovedet endnu ikke været spillet. De findes kun i Liszt-Societys publikation bd. 1. Dødecsardas er pendant til Totentanz, og navnlig i Unstern og Trauergondol nr. l, denne skrevet i Venezia under indtryk af Wagners endeligt, er opsigtsvækkende ved deres fuldstændige mangel på traditionel harmonisk baggrund. Tonalitet og melodik er helt opløst, og i stedet sættes: De tolv kromatiske toner, altså et forvarsel til Europas kommende musik. Så vidtskuende var den gamle zigeuner, så skelsættende er hans sidste nyligt publicerede klaverværker. Brendels udførelse af disse perler fra senromantikken rammer lige i centrum og forløser denne musiks forunderlige blanding af toneformler og atonalitet.
B. J.

MOZART: Don Giovanni. Fuldstændig indspilning med Berlins Radio-symfoniorkester og RIAS kammerkor. Dirigent: Ferenc FRICSAY. Don Giovanni: Fiscber-Dieskau, Leporello: Kohn, Kommandanten: Kreppel, Donna Anna: Jurinac, Don Ottavio: Hafljger, Don Elvira: Stader, Masetto: Sardi, Zerlina: Seejried. - DGG LPM 18580-82.

Der findes vel næppe nogen opera med så mange muligheder for forskellige opfattelser som Mozarts Don Juan. Den foreliggende indspilning vil sikkert også finde et stort og begejstret publikum. Den er teknisk perfekt både hvad optagelsen, spillet og sangen angår, og der er helhed over fremførelsen. Fricsay dirigerer med omhu og brillians, og de fleste af sangerne er deres opgaver voksne. Alligevel synes jeg, at Glyndebourne-indspilningen fra 1935 med Fritz Busch som dirigent stadig er uovertruffen; trods det forældede tekniske niveau er den ikke mindst i sit stemningsindhold endnu uden sidestykke. Og så er Busch en fuldblods musikant, mens Fricsay i langt højere grad nærmer sig værket fra den intellektuelle side. Heri får han følge først og fremmest af Fischer-Dieskau, der — som altid - har gennemarbejdet sit parti i de mindste detailler - og derfor desværre taber selve figuren på gulvet. Hans Don Juan er en raffineret neurotiker, og man savner bittert den overstrømmende livslyst, som Mozart ellers i sin musik i så rigt mål har forlenet skikkelsen med. Hans recitativscener med Leporello er særdeles nøje og effektfuldt udarbejdede, men både han selv og Kohn, der synger Leporello, smager for meget på virkningerne; Mozart er dog først og fremmest naturlig - lige fjern fra grovhed og raffinement af denne art. - Kohns stemme er for øvrigt så baritonal, at den ikke kontrasterer tilstrækkeligt mod Fischer-Dieskaus. — Kreppel synger kommandanten med alt for ung og frisk stemme, der ikke rummer skygge af den dæmoni, som slutscenen kræver for at virke efter sin idé. Jurinac, der er så dejlig en Elvira, er sat på en vanskelig post som Anna; hun disponerer dog klogt i vokal henseende og kommer frelst igennem de morderiske vanskeligheder, og i kraft af sin kunstneriske overlegenhed lykkes det hende at give skikkelsen den rette blanding af blidhed, lidenskab og majestæt. Som Ottavio klarer Häfliger arierne bedst, navnlig den første synger han meget smukt, ellers er klangen mange steder lidt mager og klemt. Maria Stader gør desværre Elvira til den bjæffende fredsforstyrrer, hun så let udarter til, når en mindre fantasifuld kunstnerinde udfører partiet; Stader synger næsten udelukkende forte, og hendes stemme har et flimrende vibrato, som i længden virker meget enerverende. Sardi er brav og ret konturløs som Masetto, og Seefried er sød og charmerende som Zerlina; det er synd, at der er ved at gå lidt slid af hendes dejlige højde. Alt i alt en indspilning, der er ofret megen omhu på, og som i mange henseender aftvinger en respekt. Men den lerer ikke på samme måde som Busch's.
G. S.

PERGOLESI: Sähe Regina og Siabaf Mater.

Bruna RIZZOLI, sopran, Claudia CARBI, alt, kammerorkester og damekor fra »Teatro Comunale di Firenze«, dirigent MOLINARI-PRADELLI. Philips A 00446 L.

I serien »monumenter« fra Italiens glorværdige musikhistorie er kommet denne plade med to vokalværker af neapolitaneren Pergolesi, der jo foruden at komponere vidunderlig musik har gjort sig bemærket ved som et par af de andre store - at dø i en ung alder, ca. 26 år gammel. Man kan formodentlig på et eller andet tidspunkt i dette kalenderårs forløb opleve en Pergolesi-festival i anledning af 25O-året for hans fødsel! De to værker er begge komponeret til den katolske kirke over middelalderlige tekster, »Salve Regina« over en antifone til Jomfru Marias ære, »Stabat Mater« over den berømte sekvens omhandlende Jesu Moder ved korset. Den sidste er med sine trods det noget dystre emne ofte festlige og solglitrende operatoner hjemmehørende blandt neapolitanerskolens mest fremragende kirkemusikalske frembringelser.

Indspilningen er gjort med megen ynde og vellyd. Mest nyder man solisterne Bruna Rizzoli og Claudia Carbi i de mange arier og duetter, værkerne er sammensat af. Med elegance serveres de smægtende numre så dårende i deres harmoniske og melodiske vellyst. De tre korsatser i »Stabat Mater« synges af damekoret fra teatret i Firenze. Det er nok pladens svageste indslag, idet man i stedet for damernes solistiske stemmeudfoldelser kunne have ønsket sig et ensemble med en homogen, slank korklang. I spidsen for kammerorkestret står Molinari-Pradelli, en kapelmester, der nok skal vise sig at have god forstand på operadirektion.
H. B. R.

GIACOMO PUCCINI: Bohème. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Santa Cecilia Akademiet i Rom. Dirigent: Tullio SERAFÍN.

Mimi: Tebaldi, Rodolphe: Bergonzi, Musette: d'An geh, Marcel: Bastianini, Colline: Siepi, Schaunard: Cesari, Værten og Alcindor: Carena. — Decca LXT 5542-3. Også i stereofonisk indspilning.

Deccas nye indspilning af »Bohème« er teknisk i topklasse. Sangerne og også gennemgående gode, navnlig fryder man sig over Tebaldis smukke og egale klang og musikalske foredrag. Hendes stemme er dog nok lovlig »fuldmoden« til Mimis rolle, og da hun ikke har nogen stor skikkelsesdannende evne, bliver det stort set ved den smukke sang. Bergonzis stemme er frisk og ung, men man savner hos ham som hos de øvrige mandlige medvirkende den strømmende velklang, som man har vænnet sig til at forbinde med begrebet italiensk sang. Både Bastianini som Marcel og Cesari som Schaunard lider af denne mangel, selv den fejrede Siepi får ikke rigtig fat i klangen i Kappearien. Corena laver et par ganske morsomme karrikaturer ud af sine to små roller, som ikke giver ham megen mulighed for at vise sin storartede stemme. Den yndige Gianna d'Angelo, som nylig lagde København for sine fødder som Lucia di Lammermoor ved det italienske gæstespil, synger godt, men er hørligt anstrengt af partiets rent styrkemæssige krav. - Til sidst kommer vi til dirigenten, den 82årige Tullio Serafín, italiensk Operas grand old man. Han dirigerer med smag og megen sans for partiturets mange fine detailler, og man mærker hans overlegne indlevelse i værket og traditionerne for dets udførelse. »Tradition ist Schlendrian« har Gustav Mahler sagt, og Pilatus sagde: »Hvad er sandhed?«. Sammenligner man denne indspilning med Toscaninis af det samme værk, ved man snart ikke, hvad man skal tro. Toscaninis »Bohème« hører til de uheldigste af hans operaindspilninger; han jager værket igennem i lyntempo, afskærer sangerne fra enhver af de små tempofriheder, som Puccini ellers selv giver dem lov til; denne rytmiske ubønhørlighed, som gør hans »Falstaff« og »Othello« til vidundere, virker her kun som gammelmandskrakileri. Til gengæld er orkesterspillet af en klarhed og gennemsigtighed, som ingen kan vise magen til. - Serafín, som formodentlig også har truffet komponisten og haft lejlighed t il at drøfte sagerne med ham, spiller så langsomt, at visse afsnit (f.eks. anden halvdel af Mimis første Arie) synes aldrig at skulle få ende, og sangerne får - inden for anstændighedens grænser lov til både det ene og det andet. Præcisionen er ikke altid hårfin, til gengæld er klangens skønhed langt større end hos Toscanini. Begge har altså deres fortrin, men man spørger sig selv, hvad tradition egentlig er, og hvad vægt man bør lægge på den, når to så forskellige opfattelser kan udspringe af det samme milieu, der jo må betegnes som autentisk.
G. S.

Årgang 35/1960, nr. 02