Litteratur

Af
| Årgang 35 (1960) nr. 02 - side 67-68

LITTERATUR

HANS JØRGEN HURUM: I Edvard Griegs verden.

Norsk Gyldendal. Oslo 1959.

En ny Grieg-biografi, en stor bog på 328 sider, der forsøger at afdække nye momenter i Griegs forhold til hustruen, vennerne, medarbejderne, det politiske liv omkring ham i Norges brydningsår og, sidst men ikke mindst, i hans forhold til fædrelandet, præget som det var af de størst tænkelige modsætninger, svingende mellem tiltrækning og frastødning i uafbrudt pendulbevægelse. Sandelig et emne, der, i betragtning af Griegs statur som kunstner, nok kan være indgående undersøgelser værd.

Men - det er gjort før. Og det mærkes på Hurums bog, at David Monrad Johansens monumentale Grieg-biografi har stået ham i vejen. For eksempel: Ved skildringen af Griegs ophold i Rom 1896-70 indskrænker Hurum sig til 11 linjer, utvivlsomt fordi Monrad Johansen har udtømt stoffet (på 5 sider!). Griegs skoleår i Bergen er vel udførligt behandlet af Hurum, men langt bedre dokumenteret af Monrad Johansen, hvis bog - helt bortset fra værk-betragtningen, der ganske mangler hos Hurum - overhovedet forekommer væsentligere.

Så bliver det altså spørgsmålet om den nye biografis værdi som supplement betragtet. Og her kan der næppe være nogen tvivl: Den er værdifuld, for så vidt som visse dunkelt belyste enkeltheder i Griegs liv og væsen her drages frem i den kendte, men ikke altid fuldt vurderede sammenhæng. Brevvekslingen med Horneman (især dennes opposition mod Griegs Wagnerbege j string), afsnittet om kunstnergagen, som Grieg fik bevilget i 1874, de sidste kapitler om ud- og hjemlængslen og om Griegs naturfølelse er fortræffelige i deres udførlighed. (Og det er ganske forfriskende at finde en nordmand, der ikke synes, at villa »Troldhaugen« er vakker). Jo, Hurum har lagt et stort arbejde i at finde frem til nye dokumenter, og skriver han end med journalistens lette pen, er sindet dog forskerens. Vel er han betaget af sit emne, men han bevarer ligefuldt kritikerens holdning til dets hovedperson. Han er tydeligt nok ude efter sandheden, og han bidrager sit til dens afdækning.

Blandt Hurums fund er programmet til uropførelsen af Griegs eneste symfoni, et ungdomsværk i c-mol, komponeret efter Gades opfordring. Partituret, der findes i Bergens offentlige bibliotek, bærer datoen 2. maj 1864. Uropførelsen fandt sted i Tivoli den 4. juni samme år (!) under H. C. Lumbyes direktion. Satserne angives således: a) Adagio, b) Intermezzo, c) Allegro molto vivace. Og her begynder mystiken, thi to gange omtaler Monrad Johansen (der har glemt at anføre værket i sit sagregister) disse tre satser som »tre av satsene«; dvs. der må mindst have været fire, og hans beskrivelse af den første sats (den, der vandt Gades bifald) tyder da også nærmest på en allegro. Så måske har Grieg alligevel haft ret, når han til Gerhard Schjelderup skrev: »Den har aldrig tilfredsstillet mig og jeg har derfor aldrig ladet den trykke ; sin helhed eller opføre« (fremhævelsen af anm.).

I flere biografiske detaljer og i enkelte data forekommer der uoverensstemmelser mellem Hurum og Monrad Johansen, men da Hurum ikke dokumenterer afvigelserne, er det vanskeligt for en udenforstående at gøre ret og skel. - Et par gange studser man over Hurums anskuelser. Det er således utvivlsomt rigtigt, at der findes en forskel mellem den måde, hvorpå klassikerne og romantikerne lod sig inspirere af folkemusiken. Men når Hurum påstår, at »folketoner var noe 'vulgært' i Mozarts verden«, så kan man ikke rigtig følge ham. Hvad den sydtyske og østrigske folkelige sang- og dansemusik betød for wienerklassikernes måde at forme på står i kunstnerisk henseende ikke tilbage for folkemusikens betydning for de nationalromantiske skoler. Hvad Grieg angår, var han jo ikke nogen folkemindesamler. Det bekræftes også af Hurums nye oplysning om Knut Dales, af Grieg gennem 14 år uefterkommende opfordring til at medvirke til de gamle spillemandsmelodiers bevarelse. Nej, for at finde en virkelig dybtgående kontrast i indstillingen til folkemusiken skal man nok helt op i vor tid.

Hurums bog er skrevet på nynorsk, men det vil ikke volde en dansk læser nogen vanskelighed. Man forstår blot ikke, at han ved sin »oversættelse« af Griegs (og danskernes) breve har villet give afkald på tidskoloritten.

Hans motivering - ensartet ortografi - gælder til Wandsbeck, for den er ikke gennemført og har ikke kunnet gennemføres. - »Val f estén« for Hornemans »Valfarten« hører dog vist ikke under kategorien »oversættelser«.
J. B.

ASBJØRN HERNES: Ole Andreas Lindeman og hans tid. - Det norske samlaget. Oslo 1956.

Lindeman-slekten har øvet en overordentlig stor innflytelse i norsk musikkhistorie. I denne sammenheng vil nok de fleste i første rekke tenké på Ludvig Mathias, og det er betegnende at det var forarbeidet til en biografi over ham som fikk Asbjørn Hernes til å skrive boken om Ole Andreas Lindeman.

Boken legger frem et rikholdig biografisk materiale. Gjennom en bred skildring av slekten så langt tilbake det er mulig å følge den, føres man inn i en fengslende omtale av O.A.L., barndom, skoleår i Trondheim, studietid i København og et langvarig virke i Trondheim.

Stundom kan fremstillingen synes vel omstendelig, og en omfattende innarbeidelse av dokumentasjonen i teksten kan virke tyngende på fremstillingsformen. Men det er utvilsomt på det biografiske plan boken har sin styrke, og her formidler den bildet av en sterk og høyreist skikkelse som under vanskelige kår hevder de høye idealer og med en indre åndens adel står som bærer av de beste tradisjoner.

Av stor interesse er omtalen av O.A.L.s koraibok, men for dem som ikke har adgang til denne koraibok samt dens forløpere, er det vanskelig å få füll giede av utredningen. Det hadde kanskje vært en fordel om behandlingen av koralboken hadde konsentrert seg om et mindre antall koraler med utførlige noteeksempler. Det synes meg ved betraktning av koralboken at Hernes' vurderinger ikke alltid er tilstrekkelig underbygget. I det hele virker hans musikalske betraktninger ofte en smule mere fantasifulle enn godt er.

Boken gir imidlertid et interessant bilde av en rik personlighet og verdifulle glimt fra hans kulturmiljø.

Professor Monrad uttrykte det en gang slik: »Lindemans Betydning for Fædrelandet see vi saaledes væsentlig deri, at han staar der i en ugunstig Tid som en Vedligeholder og Forplanter af den ægte, musikalske Tradition, den sande musikalske Adel, et Led, som vi nylig udtrykte det, af den gyldne Kjede.« O. K. S.