Musikkalender

MUSIKKALENDER

International ny musik

DUT s koncert sondag den 6. marts bringer en række uropførelser, som her skal j or omtales på grundlag af oplysninger fra komponisterne selv.

PER NØRGARDs »Skitser« og »9 studier« for klaver, hans opus 25, er baseret på polyfone principper, som han selv sammenligner med isorytmikken i det 14. århundredes Års nova-musik. Det drejer sig om kombinationen af melodiske, rytmiske og metriske mønstre som hver for sig gentages uændret, men som i kraft af deres indbyrdes inkongruens medfører stadig variation; f. eks. vil et melodisk mønster på 11 toner krydset med et rytmisk mønster på 7 enheder først efter 77 toners forløb vende tilbage til den indledende fase, og ved kombinationen af flere ligeledes inkongruente »ostinati« opstår en struktur i permanent forvandling. - »Jeg har i 1959 arbejdet med mindre, koncentrerede former, for kammerorkester, for klaver og for strygekvartet; dette skyldes dels en reaktion på lang tids beskæftigelse med 'storformer' ('Konstellationer' for 12 strygere - 'Quartetto brioso' - Partita for orgel) dels en stærk trang til detailfordybelse i de muligheder og problemer som de nævnte større værker havde afdækket og gjort akutte for mig. Jeg tænker især på en polymetrisk og quasi-seriel fornemmelse som i stadig stærkere grad har præget mit arbejde.«

HENNING CHRISTIANSEN (f. 1932; klarinettist, kompositionsstudier hos Vagn Holmboe) har været repræsenteret ved de nordiske konservatoriers musikfester: i Oslo med sit opus l, en trio for obo, klarinet og fagot, i København med Ouverture for strygere, opus 2. Foruden en koncertouverture, som er antaget til opførelse af radioen, har han komponeret soloværker for horn, klannet og klaver samt sange. - Om den nye blæsertrio fortæller han: »Det har i denne trio for fløjte, klarinet og horn været min idé skiftevis fra sats til sats at spille et af de tre instrumenter ud mod de to andre, vel at mærke således at de to grupper som herved opstår, stofligt får hvert sit ansigt.« - I første sats er det således klarinet og horn der holder sammen imod fløjten, i anden sats kontrasterer hornet mod de to træblæsere, mens sidste sats former sig som en dramatisk konflikt mellem på den ene side klarinetten og på den anden fløjte og horn.

POUL ROVSING OLSEN fortæller om sin trio: »Proland er komponeret 1955 til en amatørtrio af professionelle musikfolk — heraf titlen. På manuskriptet står som kommenterende tilføjelse: 'Eller tre relativt stilfærdige forsøg for klarinet, violin og klaver, skrevne i den dodekafoniske manér, der nu af visse hedsporer kaldes for klassisk.' Samme række ligger til grund for udformningen af de tre satser. Tredjesatsen, Fantasia, er nykomponeret januar I960, men har idéfællesskab med 1955-versionen.«

BERNHARD HOFFER, der ved samme lejlighed introduceres i Danmark med »Six Préludes for flute and piano«, er født den 14. oktober 1934 i Zürich. Familien emigrerede syv år senere til USA, hvor Hoffer modtog den første klaverundervisning på Dalcrozeinstituttet i New York. I 1953 blev han optaget på Eastman School of Music i Rochester, hvor han opnåede Master's Degree efter uddannelsen i komposition (Waayne B arlo w og Bernard Rogers) og direktion (Herman Gerhart). Hans kompositioner omfatter såvel orkesterværker som kammermusik.

Spredte rejseminder

I anledning af en koncert med græsk musik (DUT, 20. marts)

ARGHIRIS KOUNADIS (f. 1924) traf jeg første gang i en bamboo village nær Epidauros. Han havde svømmet rundt med amatør-frømændenes gummimaske og boblende periskop for - til min kones ikke uforklarlige glæde — at samle søpindsvin på havets bund. Men vist også for at kigge på undersøiske ruiner. Nu kom han løbende rødmosset, rund, sprudlende, dynamisk og snakkede til mig på engelsk (i øvrigt var musikernes fremmedmål altid fransk). Om aftenen dirigerede han på Polykleitos' forhåbentlig udødelige scene læreren, den sagtmodigt elskværdige JEAN PAPAIOANNOU's musik til Sophocles' »Antigone«. Siden mødtes vi ofte. På Herodes Atticus-teatret overværede jeg generalprøven på Eurípides' »Iphigenia i Aulis« med hans musik. Sammen strejfede vi om i Athens gader eller løste verdensproblemer i huset i Kalamaki (efter at krabber til middagen var indfanget i bugtens uappetitlige vande). Således lærte jeg Kounadis at kende som en usædvanlig begavelse - også på andre områder end causeriets og lavvandsfiskeriets. Frimodighed og tænksomhed indgik hos ham forbund med hinanden.

Som Papaioannou (f. 1910) betjente han sig af tolvtonetekniken i sin musik. Men han gjorde det som et middelhavsmenneske. Hvilket på den ene side vil sige, at han var blottet for tro på almengyldigheder, og på den anden, at både akademisme og sjælevrid var ham fremmede.

Det var i 1957. Siden fik han mulighed for nogle rejse- og studieår i, hvad grækerne kalder Europa. Det var meningen, at de skulle føre ham til Wolfgang Fortner i Tyskland, Benjamin Britten i England og Nadia Boulanger i Frankrig. Foreløbig er han nået til Freiburg og Fortner, når måske heller ikke videre. For Tyskland byder jo for tiden på storartede muligheder for en musiker med talent. Værkerne spilles. Rosbaud melder sig med en bestillingsopgave fra Südwestfunkorkestret. Og det ganske vist wieneriske Universal viser vanlig vågen interesse.

På øen Kos i Dodecaneserne ferierede to Athener-komponister. Den enes navn vil jeg forholde mine gunstige læsere. Han skrev concerti grossi i a-mol. A-mol med stort A, for han indlod sig - så vidt jeg forstod: af principielle grunde - ikke på modulationer.

Den ca. 5 5-årige professor GEORGES GEORGIADES fra konservatoriet i Athen nævner jeg derimod gerne. Medens vi sammen sad i den månebelyste palmehave uden for tyrkertidens arabiske sommervilla, gennembladrede han med flyvende hænder en kilometerlang violinsonate. Opkvikket af en halv oka resineret vin lykkedes det mig i forbifarten at konstatere megen métier samt anvendelsen af en farveskyende, men ingenlunde temperamentsløs skrivemåde med kurs mod germansk atonalisme.

I Athen præsenterede Georgiades mig for konservatoriekollegaen, den agtede kritikerkomponist MARIO VARVOGLIS (f. 1885), der på det smukkeste holdt de klassiske traditioner i hævd, alt imens han dyrkede hjemlandets folklore. Hans lejlighed, der lå placeret ved foden af Lycabetos var prydet med tegninger af Modigliani. Og jeg fik fortalt følgende historie: Da Varvoglis studerede i Paris, havde han sluttet venskab med den italienske maler og var tilmed i 1919 blevet portrætteret af ham. Portrættet var tænkt som en gave til den græske komponiststudent. Men Modigliana døde, inden billedet blev afleveret, og en kunsthandler lagde uden ophold beslag på efterladenskaberne. Forgæves søgte Varvoglis siden at skaffe sig i det mindste en farvekopi af det røvede mesterværk. Ingen reagerede på denne dog ganske beskedne anmodning.

Mærkeligt var det - få dage efter den sidste samtale med Varvoglis - at se den store Modigliani-udstilling i Paris (april 1958). For det maleri, mine øjne først faldt på, var »Portrait de Mario«.

Komponistnavne, der ofte kom på tale i Athen, var PETRO PETRIDIS (f. 1892) og navnlig NIKOS SKALKOTTAS (1904-49). En dag blev jeg af gode venner vist op til musikologen Jean Papaioannou (ikke at forveksle med komponisten af samme navn) i Homergaden. Papaioannou er formand for Skalkottas-komiteen og har på virkningsfuld made gjort propaganda for det mærkværdige geni, der måske ikke i art, men i kraft, holder mål med det, Kazantzakis udfoldede indenfor den episke kunst. Her lå de, mange af de over hundrede manuskripter, denne Schönberg-elev havde nedkradset i smug, når han om aftenen vendte hjem fra dagens pligtarbejde. Som en besat må han have skrevet, tvunget af en dæmon. Blandt de talrige opus fandt jeg en orkestersuite, der utvivlsomt spiller op imod halvanden time. Umådeholden, men intens, ja, glødende musik, der stundom er folkloristisk, som det hedder, men oftere nogenlunde følger dodekafoniens love. Næsten ingen del af denne overflod blev offentlig kendt, medens Skalkottas endnu levede. Nu derimod spredes værkerne ved Universals hjælp over den ganske hvide verden. Men også græske kunstnere yder bidrag. Og Skalkottas' klavermusik forsvares tilsyneladende med særlig bravour af Jean Papaioannous søster, den glimrende pianistinde, Marika Papaioannou.

En uudslettelig musikoplevelse blev mig til del den nat, jeg på dæksplads sejlede fra Piræus til Kretas Iraklion. Den nat spillede en kretisk bonde (fra en bjerglandsby, beliggende mellem Episcopi og Arcadi-klostret) til dans på den lokale fedel, liraen. Men i øvrigt var den ægte folkemusik et sjældent møde for den rejsende. Til gengæld var hverdagens (hvilket også vil sige radioens) normale danse- og Schlagermusik overordentlig stærkt påvirket af tyrkisk og græsk folkestil. De små bands (gerne bestående af klarinet, violin, guitar samt eventuelt en sangerinde), jeg hørte spille op i Delphi, på Paros, på Kos excellerede således i 7-rytmer (fornemmeligst 3 + 4), der fandt anvendelse på selv de banaleste industrimelodunter. Også det nære østens broderende modus-melodik gik ofte igen. Og den præcist tegnende, gutturale syngemåde så godt som altid. Det græske musikmilieu adskiller sig da kendeligt fra velfærdsstatens. Næsten alle nyere græske komponister har søgt at drage fordel heraf.

Blandt undtagelserne befinder sig den kendte Pariser-græker YANNIS XENAKIS (f. 1921). Men denne atletiske yngling er jo også gået hen og blevet en af stormændene inden for la musique concrète. Som sådan så jeg ham i sommer spille på teknikerens instrumentbord ved en af Schaeffers mondæne succes-af tener i Salle Gaveau. Man kunne fristes til at henføre den anden pariser-græker, MICHEL THEODOROKIS (f. 1925), til samme brigade. Han har nemlig lært kompositionshåndværk hos Messiaen og Leibowitz, hvilket turde være meget sigende.

Men alligevel ikke nok. For den violinsonate, der præsenteres at DUT, har mere at gøre med Paros og Kos (for ikke at tale om f ødeøen Chios) end med rue de Madrid og Quai Voltaire. Poul Rovsing Olsen.

Ny musik i radio

Hovedsagelig førstefremførelser. - Angående mere detaljerede oplysninger og evt. programændringer henvises til dagspressens radiooversigter. - (F) betyder foredrag, (U) : uropførelse.

MARTS
2. Arnold Schönberg: 2. strygekvartet. G. V. Einem: Capriccio.

5. Natkoncerten. A. ]olivet: Fløjtekoncert.
P. Hindemith: Die Harmonie der Welt.

6. Musikken fra »Laser og pjalter«. Kurt Weill.

7. Tonekunst eller lydkunst. ]. Bentzon (F).

8. Unge navne. Bl. a. N. V. Bentzon: Kalejdoskop.

9. Århus byorkester. E. Hamerik: Sange af »Marie Grubbe«. - G.Nystroem: Ouverture symphonique.

10. Torsdagskoncert. Bl. a. B. Bartok: Concerto.

Vor tids musik. P. Rovsing Olsen: 5 inventioner. - Alapa-Tarana.

11. Niel s Viggo Bentzon: Pezzi opus 111.

12. Stravinskijs Ebony Concerto.
Ung nordisk musik. Fra Den nordiske musikfest for musikstuderende.

14. Klaversoli. A. Tjerepnin — E. Træmp S ar k, 16. Kai Senstius: Ouverture - Via hominis.
Niels Viggo Bentzon. (TV).

18. Norsk orgelmusik. L. Nielsen — P. Steenberg — A, Sandvold.
Finsk kammermusik. E. Rautaivaara: Strygekvartet.

Radioteatret. Sv.E.Tarp: Musik til »Hippolytos«.

19. Jenufa. B.Janaceks opera. (F).

20. Paul Hindemith. N. V. Bentzon (F).

23. Fransk musik. BL a. /. Ibert: Louisville concerto.
Dansk kammermusik. Strygekvartetter af S. Salomon (U) og P. Gram.

26. Engelske violinsonater. /. Ireland.

28. Dansk musik. Bl. a. P. Holm: Klaverkoncert (U).

31. Vor tids musik. Elektronisk musik af M. Moroi & T. Mayuzumi — Konkret musik af W. Thärichen.

APRIL
1. Danske sange. ]an Maegaard.

2. Per Nørgård: Konstellationer.

5. Koncert. PL Weis: Introduzione grave. R. Liebermann: Giraudoux-kantate.

6. Vor tids musik. /. Maegaard: 5 klaverstykker - 5 præludier for soloviolin. G. Berg: Gaffky's VI.

POUL ROVSING OLSEN: Alapa-Tarana, opus 41.

(10. marts).

Man kan i denne vokalise for mezzosopran og slagtøj se et klart vidnesbyrd om Rovsing Olsens interesse for eksotisk musik; men man kan også se endnu et udtryk for hans valgbeslægtethed med mennesker med den spontane, ukomplicerede livsfølelse i behold (jvf. Rovsings stærke »interesse« for Blake, »Prophétie Songs«, »Songs of Innocence«).

De indiske ord Alapa og Tarana betegner henholdsvis en rapsodisk, rubatopræget måde at musicere på og en strammere, rytmisk betonet, altså noget lig arioso og aria. Og ligesom arioso-delen ofte etablerer det motivstof som er grundlaget for arien, således etablerer Alapa den »raga« som er til grund for Tarana (som bekendt betegner en raga ikke blot tonematerialet, skalaen, men også melodiske vendinger og en særlig sindsstemning). Rovsing har naturligvis ikke ønsket at lave etnografiske pasticher, og hans Alapa-Tarana har næppe meget mere tilfælles med indernes end Mozarts tyrkermusik har med tyrkerne eller Griegs »Troldtog« med troldene: Denne skala etableres af sangsolisten i Alapa med mange melismer, ornamenter og tempoudsving. Først i Tarana falder slagtøjet ind med rytmemønstret (eks. 2) altså en 1-taktsgruppe (4A) som under de frie sangmelismer afspilles 12 gange; derpå følger en 2-taktsgruppe (eks. 3) som spilles 6 gange, derefter en 3-taktsgruppe 4 gange osv. op til en 7-taktsgruppe (afspillet l5/? gang). Derpå aftager gruppernes størrelse (5-4-3-2-1) men stadig gentaget så hver periode kommer til at bestå af 12 takter. lait udgøres Tarana som man ser af 12 gange 12 takter. En kort solo-vokalise afslutter værket.

Den stramme 12-takters periodedannelse modvirkes dels af den stadige nye struktur for hver periode, dels ved at gruppegentagelserne er improvisatorisk variable (f. eks. i den første periode: - og endelig ved vokalisens melismer som udfolder sig uafhængigt af slagtøjets metrum.
Per Nørgård.

Udenlandske musiktidsskrifter

MELOS
Mainz, jan. 1960. - »Musik, keine Gefühlskunst«, kapitel fra Hindemiths bog »A Composers world«. Analyse af R. Hawbenstock Ramatis cembalokoncert (Hilmar Schatz).
Henze beretter om fødselsvanskelighederne ved sin succesballet »Undine«. Kommentarer til Adornos to sidste bøger »Dissonanzen« og »Klangfiguren« (Helmut Lohmüller). Fyldige beretninger om nyt på tysk scene og tribune.

MUSIK UND GESELLSCHAFT
Berlin (øst), jan. I960. - Dette officielle østtyske musiktidsskrift indleder årgangen med at lægge op til debat gennem tre komponistudsagn, der hårdt optrækker forskellene mellem vestlig, dekadent og østlig, social-bevidst musik. Kærnestedet er det spørgsmål Ernst Meyer lader komponisten stille sig selv: »Det jeg nu skriver - gavner det socialismen? gavner det freden? gavner det mennesket og dets videre udvikling? - eller gavner jeg ingen dermed? anvender jeg min tid til intet eller noget uvæsentligt? - Er det jeg skriver også virkelig rettet til de sunde, livfulde, skabende, fredselskende og gode mennesker i den Tyske Demokratiske Republik?« - Jurga Mamka gennemgår »Beppino«, en sangcyklus af Jürg. Willbrandt. - Bulg. musikliv (Ivanow). »Ingen mangel på nyheder«, Wern.
Wolf gennemgår det østtyske koncertrepertoire og søger at påvise, at det klassiske repertoire ikke har nogen urimelig overvægt.

MUSIKREVY
Stockholm, jan. I960. - På besøg i Jugoslavien (Kjell Bækkelimd). Ludw. Spohr (B. Hambreus). Musikvandring i Augsburg (Bgt. Pleijel). Haydnkonf. i Bratislava (Jan Carlstedt).

NUTIDA MUSIK
Stockholm, jan. I960. - Omkring Lidholms »Skaldens natt«, bl.a. en analyse af P.A. Hellquist. Messiaens musikalske trosbekendelse indledes af Bgt. Hambreus. Fornyelser i notationen, ud fra værker af Bo Nilsson, Stockhausen, Busotti (Lennart Reimers).

THE MUSICAL TIMES
London, febr. I960. - Artikler om Chaljapine, Dussek, Rob. Simpson, »Parry's manuscripts« og Wilh. Fr. Bachs klaverbog.

SCHWEIZERISCHE MUSIKZEITUNG
Zürich, jan.-febr. I960. - »Experimente im neuen Klangraum« (Hans Joachim). »Pædag. Fragen im Bereich der neuen Musik« (Arm. Schibier). »Mozart pédagogue« (P.A. Gaillard). »La tierce descendante« påviser den nedadg., lille terts forrang i barnets bevidsthed og forsøger en akustisk-mental forklaring herpå (Edg. Willens). P. N.

Ved Launy Grøndahls død
Ved Launy Grøndahls død mistede dansk musik en af sine værdifulde medarbejdere. Med sit kunstnersind og med sin fremragende kunnen som fornemme aktiver blev hans mangeårige indsats for såvel nyere som ældre dansk musik af meget stor betydning. Redelighed, beskedenhed og trofasthed var grundlaget for Launy Grøndahls personlighed, egenskaber, som på en smuk måde prægede forholdet til hans medarbejdere og hans kunst. Det unge Tonekunstnerselskab, for hvilket han i en periode var formand, vil bevare erindringen om Launy Grøndahl med ærbødighed og taknemlighed.
Lavar d Friisholm.

Holger Lund Christiansen in memoriam

Pianisten, professor Holger Lund Christiansens død juleaften ifjor kom vel ikke som nogen overraskelse. I flere år havde alvorlig sygdom plaget ham og - alt for tidligt umuliggjort fortsættelsen af hans store og rige arbejde med og for musikken. Kort før sin sygdom fortalte han mig om, hvordan han puslede med tanken om at fortsætte sin karriere som solist med koncerter i Berlin, London og Paris.

Endnu husker jeg det indtryk, Holger Lund Christiansen gjorde på mig, da jeg i 1936 blev elev hos ham på Konservatoriet. Det karakterfulde ansigt med de kraftige træk og de stærke, dybtliggende øjne under de buskede bryn strålede af vitalitet, lune og temperament. Hvor kunne han glæde sig med os over vore store talenter, og hvor kunne han rase over den ungdom, vi så tåbeligt var ved at spilde i håbløs tro på os selv og vore utilstrækkelige evner. Gudskelov for pigerne på holdet, som med et par undselige tårer altid kunne få ham til at holde op at slå i klaveret, se forbavset på os og udglattende og trøstende igen tage fat på dagens opgaver.

Når man tænker på, hvor flittig en mand Holger Lund Christiansen var, med et utal af elever, et organist- og kantorembede i Nazarethskirken og en Europa-omspændende kammermusikalsk virksomhed (bl. a. i »Den danske Kvartet«), er det utroligt, han kunne give så meget til os elever; gennem ham blev vi delagtiggjort i den store pianistiske tradition fra Tyskland og Østrig, hvor han havde studeret hos Schnabel i Berlin og Steuermann i Wien; men først og sidst blev vi inspireret til at arbejde på en pianistisk fordomsfri og naturlig musikalsk linie.

Han var en stor og god hjælper for os, både som musiker og som menneske.
Herluf Aurvig.

Danske uropførelser
Supplement til tidligere lister i DM
1958
15/2 Per Nørgård: Sange til tekster af Lagerqvist. Mezzosopran og cello. Svensk radio.

15/2 Poul Rovsing Olsen: Aftonsångar (Lagerqvist). For mezzosopran og fløjte. - Svensk radio.
1. danske opførelse 29/9. - Konservatoriets sal.

22/6 Svend Larsen: Sinfonietta for strygeorkester. - Stadionhallen, Aarhus.

1959
6/4 Gunnar Berg: El Tríptico gallego, nr. 2. For orkester. - Scalasalen, Aarhus.

19/5 Poul Rovsing Olsen: Musik til hørespillet »Det skæve smil« (Niels Locher). - Radio.

25/5 Henning Wellejus: Årets historie.
Symfonisk fantasi for orkester (efter H. C. Andersen) op. 22. - Radio.

21/6 Flemming Weis: Sinfonía proverbiorum. For blandet kor og orkester. Efter Salomons ordsprog. - Radio.

23/6 Svend S. Schultz: Musik til hørespillet »Der dagen han dages« (Carl Dumreicher). - Radio.

6/7 Per Nørgård: Lille vals for strygeorkester (1958). - Radio.

2/8 Ole Schmidt: Concert for trompet og trombone. - Tivolis koncertsal.

6/8 Poul Nørlit: Simfonietta (1955) for orkester. - Radio.

6/8 Herman Sandby: Romance for klaver og orkester. - Radio.

8/8 Svend Westergaard: Capriccio for soloviolin og strygere, op. 23. - Louisiana.

13/8 Ib Nørholm: Symfoni, op. 10 (1958).- Radio.

22/8 Ole Schmidt: Symfonisk fantasi og allegro for harmonika og kammerorkester, op. 20. - Radio.

26/8 Pelle G udmundsen-Holmgreen: Nonet for fløjte, obo, klarinet, horn, fagot, klaver og slagtøj (1957-58). - Radio.

26/8 Axel Borup Jørgensen: Impressioner, op. 27. For klaver. - Radio.

26/8 Axel Borup Jørgensen: Sonatine for fløjte og marimba, op. 23 a. - Radio.

8/9 Tage Morten: 4 sange til tekster af Ludvig Holstein og Halfdan Rasmussen. Sang og klaver. - Radio.

8/9 Vagn Holmboe: Musik til Menanders komedie »Gnavpotten«. - Radio.

11/9 Vagn Holmboe: Kantate til Aarhus Universitets immatrikulationsfest. For soli, kor og orkester. (Thorkil Bjørnvig.) - Aarhus.

22/9 Per Nørgård: 3 miniaturer, op. 26, for strygekvartet. Palæets mindre sal.

22/9 Ib Nørholm: »Elementær-kvartet« for strygekvartet. - Palæets mindre sal.

22/9 Pelle G udmundsen-Holmgreen: Strygekvartet nr. 2, op. 6, »Quartetto facile«. - Palæets mindre sal.

24/9 Bernhard Lewkovitch: Cantata sacra.
For mandsstemmer og 6 instrumenter (1959). Radio.

24/9 Bernhard Lewkovitch: Fire klaverstykker (1959). Radio.

1/10 Knud Høgenhaven: Musik til balletten »Festa« (Erik Bruhn). Kgl. Teater.

14/10 Vagn Holmboe: »Vejen« (Louis Levy), for drengekor. Radiohusets koncertsal.

14/10 Bernhard Lewkovitch: To sange for drengekor (Halfdan Rasmussen). Radiohusets koncertsal.

14/10 Leif Kayser: Fire sange for drengekor (Halfdan Rasmussen). - Radiohusets koncertsal.

14/10 Jens Bjerre: Himpe-Gimpe-kantate (Halfdan Rasmussen). For drengekor.
- Radiohusets koncertsal.

30/10 Flemming Weis: 12 monologer for klaver. - Palæets mindre sal.

16/11 Kai Senstius: To kantater: »Du gav os livet« og »Den lange dag er endt«.
For sopran, fløjte og orgel. — Kingokirken, Odense.

22/11 Gunnar Berg: Gaffky's 7. sæt. For klaver. - Statens Museum for Kunst.

22/11 Jan Maegaard: 5 klaverstykker (1959). - Statens Museum for Kunst.

24/11 Ejnar Jacobsen: Ungdomscapricer.
Syv viser til tekster af Jacob Paludan.
Sang og klaver. - Radio.

24/11 Tage Højby Nielsen: Trio f. alt-, tenor- og basblokfløjte, op. 41 nr. 1. Set. Markus kirke.

24/11 Tage Højby Nielsen: Kantate f. sopran, tenor, bl. kor, blokfløjter og orgel, op. 42. - Set. Markus kirke.

2/12: Svend S.Schultz: Marionetterne.
Opera. (Eyvind Falk-Rønne). Radio, T.V.

6/12 Ib Nørholm: Sonate for violin og klaver, op. 12. - Statens Museum for Kunst.

6/12 Axel Borup Jørgensen: Sonatina for 2 violiner, op. 29. - Statens Museum for Kunst.

6/12 Axel Borup Jorgensen: »Winterpieces«, op. 30 b og 7 præludier, op.

30 a for klaver. - Statens Museum for Kunst.

6/12 Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Strygekvartet nr. l, op. 5. - Statens Museum for Kunst.

7/12 Niels Viggo Bentzon: Elementi aperti, for mezzosopran og strygere, op. 120.
- Radio.

13/12 Finn Hø-f j din g: 3 sange for mandskor: Solskinssalme (Johs. Jørgensen), Uvejrshimmel, Pinse (Otto Gelsted).
- Universitetets festsal.

13/12 Svend S. Schultz: Foraarsdis ved paaske (Kumbel). For mandskor. - Universitetets festsal.

13/12 Per Nørgaard: 2 sange for mandskor: Noget om kloge og gale (Halfdan Rasmussen), Grøn sang (Erik Knudsen). - Universitetets festsal.

13/12 Poul Rovsing Olsen: 3 sange for mandskor: Sne, April. Morgen (Ove Abildgaard). - Universitetets festsal.

18/12 Ejvin Andersen: Sonate for bratsch og klaver (1958). - Radio.

Det unge Tonekunstnerselskab Kontor Hverdage kl. 10-12 (lørdag lukket).
Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn. K. Telf. BYen 726.
Postgirokonto 3474.
Formand: Leivard Friisholm. Telf. Trørød 101.

Teatertelefon: TRia 5144 forestillingsdagen kl. 1515,20. — Anmodning om legitimationskort til Det kgl. Teater må sendes til kontoret vedlagt frankeret konvolut med egen adresse. Når teatertelefonen ikke svarer, skyldes det, at der er helt eller næsten udsolgt. Heller ikke ved »næsten udsolgt« tilsteder teatret DUT billetter.

Ungt koncertinitiativ i København

Forgangne sommer lagde de to unge musikere Ole Henrik Bruun og Ib Glmdemann planer o?n en kunstnerisk revolution inden for dansk musikliv: Tre orkesterkoncerter med det formål at give et samlet indtryk af Wienerskolens mestre Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton Webern! Det kunstneriske initiativ fulgtes energisk op af en praktisk indsats for at skaffe midlerne til veje.

Første henvendelse til personer og institutioner, der kunne tænkes at ville optræde som mæcener, gav et nedslående resultat, men fremkaldte til gengæld ideen om at sætte koncerterne på aktier. Anden ombæring bestod af 530 breve, hvoraf 8 blev besvaret med indlosning efter pålydende, d.v.s. ialt 2.000 kr. Men alle gode gange er jo tre, og efter fornyede personlige henvendelser her og der er det lykkedes at stable sammenlagt 10.000 kr. på benene til det idealistiske formål, og hvad der endnu ved redaktionens slutning måtte mangle, skal det dog nok lykkes I/S Bruun & Glmdemann at finde udvej for. Datoen for den ene koncert, som de tre foreløbig er indskrænket til, er i hvert fald fastsat til 21. marts, tiden er kl. 20 og stedet Odd Fellow palæets store sal.

Meget kan tage sig helt anderledes ud, allerede mens disse linier er i sættemaskinen (rygtet taler om, at en ny storaktionær har meldt sig på arenaen med tilbud om en international solist, og forhandlinger er i gang med et forende nationalt orkester). Tidsskriftets læsere må imidlertid henvises til dagspressen for detaljeret kundgorelse om realisationen af et foretagende, vi hermed gerne yder vor oprigtige stotte. Måske kommer nedenstående værkkommentarer ikke til at dække det endelige resultat af programlægningen, men med præsentationen af et hovedværk af hver af de tre er tendensen i ajjæren i hvert fald klarlagt. DM beklager at måtte udskyde gennemgangen af Weberns Bachinstrumentation. Mens Schönbergs variationer vil være en dansk premiere, kan DUT til gengæld glæde sig over ï sidste sæson at have været med til jr em j or els en a] Bergs kammerkoncert under Ole Henrik Bruun, som iovrigt fornylig dirigerede S trav m ski] s Ebony concerto for første gang i Danmark med Ib Gl'indemanns jazzorkester.

ANTON WEBERN: Seks stykker for orkester, op. 6.

Dedikationen på dette værk, som blev til Í 1909, lyder: »Arnold Schönberg, meinem Lehrer und Freunde, in höchster Liebe.« I original-versionen blev orkesterstykkerne opført under Schönbergs ledelse ved en koncert i den store Musikforeningssal i Wien i marts 1913, en af de koncerter, der resulterede i disse legendariske skandaler, der akkompagnerede den tids fremførelser af Schönbergs, Bergs og Weberns musik. Anden version, som blev til omkring 1920, er den eneste, som kendes i dag. Den er fremkommet ved overklæbninger og rettelser i originalpartituret, og der er højst tale om visse ændringer i instrumentationen, i alt væsentligt udraderinger af unødvendige fordoblinger. - Selvom den yderst koncentrerede og kortfattede orkesterstil, som kommer til udtryk i disse stykker, givet må ses i sammenhæng med Schönbergs Tre Klaverstykker op. 11 fra året i forvejen, betegner de dog sammen med de Fem Satser for Strygekvartet fra samme år Weberns første selvstændige ydelser på det instrumentale felt efter endt studietid. Alle seks stykker viser en usædvanlig sensibilitet og diversitet i behandlingen af både klang, rytme og melodik; og det er tvivlsomt, om der siden Mozart er skrevet musik, der er mere følsom over for de mindste unøjagtigheder i udførelsen. Nr. 3 foregriber den ultra-korte stil, som skulle komme til at råde i en senere værkgruppe, 1913-14. Nr. 4, det længste af stykkerne, er en sørgemarch, som fejlagtigt har været sat i forbindelse med Gustav Mahlers død (to år senere!). Det relativt store orkesterapparat tjener hovedsagelig den klanglige differentiering og bliver kun sporadisk, men da yderst bevidst, anvendt til dynamisk kraftudfoldelse.

ALBAN BERG: Kammerkoncert for klaver og violin med 13 blæsere.

Også dette værk, komponeret 1924-25, er tilegnet Arnold Schönberg, i anledning af hans 50 års fødselsdag. - Til den megen tonesymbolik, som værket rummer, hører også indledningstakterne med de tre hovedmotiver: Arnold Schönberg, Anton Webern, Alban Berg. Koncerten, hvoraf der foreligger en analyse fra Bergs egen hånd, domineres af tallet 3- Den forløber i 3 satser og er funderet på de 3 ovenfor nævnte motiver, som hver især præsenteres af en af de 3 klangenheder: klaver, violin og blæsere (horn).

Disse spiller sammen i 3 forskellige kombinationer: 1. sats klaver/blæsere (kun et enkelt sted knipser violinen på løse strenge), 2. sats violin/blæsere (kun et enkelt sted lyder 12 klokkeslag fra klaverets dybe cis), 3. sats alle 3. - Første sats, som har scherzokarakter, er et tema med fem variationer (l-h5 = 6). Det 30 takter lange tema præsenteres af kammerorkestret og gentages i 1. variation af klaveret i virtuos koncerterende udformning. 2., 3. og 4. variation bringer de 3 forskellige aspekter af temaets tonerække: omvending, krebsvending ( = bagfra) og krebsvendings omvending; disse tre variationer fungerer som gennem f øringsdel. 5. variation, hvor temaet genoptages i sit originale aspekt, virker da som formalt afrundende reprise. Uden afbrydelse glider musikken over i den langspundne adagio, en 3-delt lied-f orm, hvor violinen er soloinstrument.

Denne formelt ret involverede sats forener på en for Berg karakteristisk måde en om senromantik mindende, tryllebunden udtrykskraft med overholdelsen af en gennemgribende skematisk konstruktion, som virker ud i den mindste enkelthed. Her skal blot nævnes, at den er symmetrisk omkring sin midteraske, tilkendegivet ved de 12 klokkeslag i klaveret, således at den fra dette sted vender tilbage til sit udgangspunkt i eksakt krebsgang""-). Den tredje sats, »Rondo rítmico«, som forener de to foregåendes klangkombinationer, forener også i sig de foregående satsers tematik ,altsammen funderet på de 3 motto-motiver. Der indledes med en virtuos kadence i de to solo-instrumenter, der lader forudane satsens kombination af temaelementer fra det forudgående. Samarbejdningen af 1. og 2. sats' tematik sker på 3 måder: 1) fri kontrapunktisk bearbejdelse af korresponderende dele, 2) modstilling af noderet citerede dele i løbende tidsfølge, 3) nøjagtig, samtidigt klingende »addition« af længere stræk af de to satser. Rondokarakteren fremkaldes ikke, som vanligt, af et refrainagtigt tilbagevendende rondotema (tematisk er det nærmest en sonateform), men skyldes et regelmæssigt rytmemotiv, som stammer fra adagioen. - Også samklangsmæssigt kan en trehed erkendes, idet både fri atonalitet, indslag af tonal harmonik og elementer af Schönbergs dengang netop nyformulerede tolvtoneteknik gør sig gældende. Og til yderligere belysning af dedikationen til læremesteren kan nævnes Bergs egen henvisning til, at instrumenternes antal, 15, afspejler stemmetallet i partituret til Schönbergs kammersymfoni op. 9.

ARNOLD SCHÖNBERG: Variationer for orkester, op. 31.

Dette værk, skrevet i årene 1926-28, ses ofte betegnet som dodekafoniens første mesterværk. Selvom man ingenlunde bør underkende værker som blæserkvintetten op. 26 eller den 3. strygekvartet op. 30, der blev til under arbejdet på variationerne, rummes dog den sandhed deri, at Schönberg i dette værk lægger en suverænitet i beherskelsen af den vanskelige tolvtoneteknik for dagen, som har tilladt hans skabende fantasi uindskrænket udfoldelse under de strengeste satstekniske betingelser, og som skulle lede direkte til hans »summum opus«, operaen »Moses og Aron« 1930-32. Denne fulde beherskelse af, hans selvskabte satsteknik bringer os renere og uforveksleligere end i de umiddelbart forudgående værker i kontakt med Schönbergs personalstil. En omhyggelig analyse af værket foreligger i bogform (René Leibowitz: Introduction a la musique de douze sons, Paris 1949), og skal ikke forsøges her. Der gennemspilles et omfattende register af udtrykskarakterer, under anvendelse af de udvidede variationsmuligheder, som den fuldt udviklede dodekafoni (tolvtoneteknik) lægger op til, men som iøvrigt findes foregrebet »en miniature« i variationssatsen af Serenaden op. 24, som ikke er dodekafon. Det sjældne kontrapunktiske mesterskab, som kommer til udtryk, kulminerer i finalen med indførelsen af motivet B-A-C-H, der går som en rød, tråd gennem dens mange kontrasterende afsnit.

Orkestervariationerne blev uropført af Wilhelm Furtwängler i december 1928 for et forudindtaget Berliner-publikum, der allerede dengang var under påvirkning af den anti- semitisme og politiske ideologi, som fem år senere vandt magt til at brændemærke Schönbergs, Bergs og Weberns musik som »entartete Kunst«.
Jan Maegaard.


Dansk Tonekunstner-Forening

Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10-16.
Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heering, Rådhusstræde 1, København K. Telf. Central 2270 og PAlæ 7576.