Sanglige problemer

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 02 - side 79-80

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Sanglige problemer

Af Alette Garde

Jeg er fuldstændig klar over, at jeg begiver mig ud på dybt vand, når jeg vil prøve på at skrive lidt om sangpædagogik. I et tysk musiktidsskrift læste jeg følgende spydige bemærkning: »Jeder Gesanglehrer findet, dass der andere Gesanglehrer Unrecht hat, und jeder Gesanglehrer hat Recht«. - Jeg vil hellere sige det sådan: Alle gode sangpædagoger arbejder henimod det samme mål: den frie, skønne tone, men hver bruger forskellige midler for at nå målet.

Vi ved jo alle af erfaring, hvor forskellige de elever er, vi får at gøre med, og at vi derfor må give dem en individuel behandling.Men en hjælp synes jeg det er at vide, at alle de funktioner, som griber ind i hinanden, når det gælder stemmedannelse, er de samme for alle, og at det derfor skulle være muligt at opstille nogle almengyldige regler at arbejde efter. For mig ser disse således ud:

1. Vække elevens klangsans, lære ham at vurdere et klangbillede rigtigt. Hertil er en båndoptager en uvurderlig hjælp.

2. Arbejde med den bløde, faste, højttø»Æte ansats, forestille sig tonen, inden den sættes an.

3. Fjerne kropsstivhed ved at lade krop og hoved give efter, mens eleven lader udåndingen foregå roligt, strømmende, ikke forlænge den ved tryk og pres med bugmusklen. Ved lidt efter lidt at forlænge udåndingen får lungerne lufthunger og lærer »atmen lassen«, ikke »atmen machen«. Vente med at arbejde med den dybe indånding. Som oftest kommer den af sig selv uden falsk aktivitet.

Og eftersom udåndingen bliver længere og længere vil åndedrætsprocessen automatisk lidt efter lidt lægges dybt. Ved et forceret indåndingsarbejde sker det let, at bug- og mellemgulvsmuskler arbejder uden at lungerne fyldes tilstrækkeligt.

4. Ikke prøve på at give eleverne for mange fysiologiske forklaringer på, hvad der sker ved den eller den øvelse. Den intelligente elev vil let henfalde til grublerier, og den tankeløse vil det snarere forvirre end være til nytte. Jeg har erfaret, at de uvidenskabelige udtryk, jeg anvender, bedre kan give eleverne den rigtige forestilling, som hjælper ham frem til den gode toneansats.

5. Arbejde med ansigtsmuskulaturen. Ikke nøjes med en slapt hængende underkæbe. Man kan se sangere, som i deres iver for at af spæn de, kun opnår at ansigtet bliver dødt, øjnene livløse, mens tonen mister liv og skønhed. Selvfølgelig må en stiv underkæbe lære at spænde af, men så skulle den helst komme på plads igen. Det skulle helst være en glæde at se på den syngende, men - hånden på hjertet - der er ikke mange sangere, der fryder øjet. En unødig overvokalisering, rynket pande, urolige kropsbevægeiser eller en tilkæmpet ro, som ikke er ro men stivhed, alt dette kan let forstyrre både sanger og tilhører.

Måske vil mange finde flere almengyldige regler.

Med hensyn til resonans, vibrato, register og vokal ud jævning etc. må jeg helt anvende en individuel undervisning. Ligeledes med hensyn til tidspunktet for en elevs overgang fra kun øvelser til øvelser og sange. Min erfaring er den, at det er bedst efter den første tekniske forberedelse så tidligt som muligt at begynde det kunstneriske arbejde, først med små sange som langsomt kan afløses af større opgaver.

Selvfølgelig gives der tilfælde, hvor man i længere tid udelukkende må dyrke det tekniske arbejde, men det er efter min mening mest, hvor det drejer sig om syge stemmer. Jeg har tit erfaret, at en sang kan være en god hjælp rent stemmeteknisk, ja jeg mener, at en elev kun i en sanglig opgave kan lære at fornemme et registers psykiske kvalitet. Evnen til at forstå et registers klangfarve ud fra det sjælelige indhold finder man kun i en sang, ikke sådan at forstå, at eleven skal tænke på register, når han synger, men han skal vide, at stemmen har mange farvemuligheder, som den må lære at bruge. Ved at vække klangfantasien hos eleven kan derved det sanglige organ samtidig få muligheder for klanglige ydelser, det ellers ikke kan få. Vi har jo hørt store sangere med teknisk stemmelige mangler, men med en så rigt varieret sjælelig klangfarve, at de ved en kompensationsteknik kan synge så betagende, at man glemmer alle tekniske mangler. Det viser, at det kunstneriske udtryk (ordet sjæl må man ikke anvende for meget i vor tid) kan give en stemme så stor en charme, at der ikke bliver plads for en tør, saglig kritik. Skulle jeg vælge mellem en mangelfuld teknik med et varmt, levende og naturligt foredrag på den ene side og en dadelfri teknik uden indre oplevelse på den anden er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Jeg kender kun én, som havde begge dele til fuldkommenhed: Kathleen Ferrier.

Men vi lever jo i teknikkens århundrede, hvor ordet perfektionisme er den fare, der lurer. Stilsans, rytmesans, musikalitet, teknisk færdighed! altsammen strålende egenskaber at være i besiddelse af, men for en sanger, som skal klæde ord i toner, er det ikke nok. For at kunne få tilhørerne til ikke bare at lytte og at konstatere, at det og det er godt eller dårligt, men virkelig at glædes og gribes, må tonerne tage turen gennem hjertet. Vort instrument ligger jo også lige i nærheden, så vejen skulle ikke være så svær at finde, som den ofte er.

Jeg har så tit følt trang til at tale med en anden sangpædagog om de mange problemer, der dukker op. Det er nemlig et vanskeligt og ansvarsfuldt arbejde at være sanglærer. I den anledning mindes jeg med glæde vor diskussionsklub for sanglige problemer, som eksisterede en årrække for flere år siden. Den blev startet og glimrende ledet af lektor Viggo Forchhammer. Dette at vi sangpædagoger, som altså finder, »at alle andre sanglærere har uret«, kunne tale åbent ud om vore problemer, demonstrere med elever, diskutere vore metoder eller mangel på metode, være uenige, men alt uden at gå og småskumle om andres mangler og fejl, det var af stor betydning for os. Og jeg tror det ville være både sundt og forfriskende, om nutidens sangpædagoger kunne få lidt mere kontakt med hinanden. Vi er jo dog alle i samme båd, og selv om vi undervejs kan være uenige om, hvordan den skal styres, har de fleste af os sikkert den samme havn i sigte.

Årgang 35/1960, nr. 02