Den nye musik i Israel

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 03 - side 87-88

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

L. PATAKI:

Den nye musik i Israel

Den israelske musiks udvikling ligner ikke noget andet lands i verden. Den står overfor tungtvejende problemer: om den skal slutte sig til de gamle traditioner, som Idelsohn allerede har samlet i sine bøger, men som nu gennem indvandring af utallige orientalske stammer er blevet til en levende sandhed, eller holde porten åben for de nye europæiske strømninger. De politiske begivenheder væltede frem med en så enorm fart, at man næppe kan tale om en rolig og stabil udviklingslinje. Indvandrende jødiske folkegrupper fra utallige lande i verden bragte hver sin egen stil, folklore og melos med sig, men forefandt fra århundredets begyndelse her en lidt efter lidt udkrystalliseret, national stil. Der måtte opstå talrige vekselvirkninger, skønt det kan fastslås, at den folkemusik, der var opstået i stammer og landsbyer, havde slået for dybe rødder til at være modtagelig for nogen væsentlig indflydelse. Vi så langt oftere, at musikudviklingens sociologiske proces slog en temmelig dyb breche mellem den orientalske folkemusik og de komponister, der mere og mere sluttede sig til internationale strømninger.

At det nye Israels musik til bunds adskiller sig fra musik af Ernest Bloch, Josef Ahron eller andre jødiske komponister i udlandet, ligger i folklorens væsen. Denne skabes og formes af økonomiske, etnografiske, klimatiske og politiske faktorere og afviger derfor i ét og alt fra ånden i et stadig forfulgt folks musik. Denne vor musik er væsentlig optimistisk - i skarp modsætning til Mahlers, Blochs, ja endog Schönbergs pessimisme.

Israel-musikkens hurtige udvikling delte de sidste to århundreders kompositioner i forskellige grupper, hvoraf følgende er de vigtigste: 1) De, der bygger på de gamle synagogale melodier, altså den virkelige jødiske folklore (M. Seter). 2) De, der åndsmæssigt bygger på folkloren og det nye lands harmonik, men dog sjældent anvender det som materiale (Partos, Paul Ben-Haim, Haim Alexander). 3) De, der skriver absolut »internationalt« og undgår al folklore (Josef Tal, J. Sidi-Sadai og delvis også M. Awidon m.f L). Mellem disse findes der så Hindemith-elever, tilhængere af Schönberg, Alban Berg og Webern, eller de, der som Partos også har valgt Kodaly som forbilleder.

Mens Paul Ben-Haim søger at bevare den nationale stil i sine symfonier og klaverværker, skriver Josef Tal elektronisk musik. Mordechaj Seter forsøger at bevare de gamle traditioner i vor tid med yderst radikale, moderne midler. Den serielle teknik griber om sig især mellem de yngste (Sidi-Sadai m. f l).

Ligesom det moderne statsvæsen og samfundsliv stræber også musikken at følge trit med tidens strømninger. Hvor vidt disse kan bringes i samklang med en national stil, beror på den enkelte. Men alene det, at folkloren i direkte transskription eller anvendt blot rent dekorativt, lidt efter lidt forsvinder, viser den retning, vor musik følger.

L. PATAKI var tidligere musikkritiker i Budapest og skrev talrige artikler i udenlandske musiktidsskrifter. Han bosatte sig 1938 i Palæstina-Israel, hvor han er musikkritiker ved to dagsaviser, en tysk- og en ungarsk-sproget, og er tillige korrespondent til udenlandske blade. Gift med Vera Lengyel.

Årgang 35/1960, nr. 03