Er vi bagefter?
Er vi bagefter?
Ved en pressekonference den 18. marts fortalte chefen for Hamborgs Statsopera, den schweiziske komponist Rolf Liebermann om den kommende sæson. Den vil byde på 8 nyindstuderinger, deriblandt den tyske førsteopførelse af Benjamin Brittens »En Skærsommernatsdrøm« (der først får sin uropførelse under festspillene i Aldeburgh i juni). I Hamborg får nyheden première den 21. februar 1961.
Rolf Liebermann udtalte videre: »I de på denne première følgende dage opfører vi syv moderne værker, der i det sidste tiår har stået på Hamborgs Statsoperas spilleplan og som har holdt sig på repertoiret. Dette udsnit tjener til at bevise, at det, trods den vidt udbredte skepsis over for det moderne, er muligt at danne et repertoire af nutidige værker. Denne kendsgerning forekommer mig så vigtig, at den retfærdiggør et festligt tilbageblik. At dette moderne repertoire, opbygget under mine forgængere Günther Rennert og Heinz Tietjen, har kunnet bevares, skylder vi i første række vort publikum, som med interesse og sympati har understøttet operaens arbejde med nutidens frembringelser.«
Den af Liebermann omtalte festuge 21-28. februar 1961 - omfatter, foruden Brittens nye opera, følgende værker:
Berg: »Wozzeck« Berg: »Lulu«
Stravinskij: »Oedipus Rex« Honegger: »Antigone«
Liebermann: »Die Schule der Frauen«
Blomdahl: »Aniara«
Henze: »Der Prinz von Homburg«
Disse 8 moderne operaer indgår i sæsonens repertoire, der ialt kommer til at bestå af 51 værker. Foruden de nævnte komponister er følgende repræsenteret: Monteverdi (1), Händel (l), Mozart (5), Beethoven (1), Rossini (1), Donizetti (1), Verdi (8), Mussorgski j (1), Smetana (1), Dvorak (1), Wagner (8), Lortzing (1), Cornelius (1), Bizet (1), Offenbach (1), Millöcker (1), Debussy (1), Puccini (3) og Richard Strauss (5).
Hamborgs Statsopera har siden den 15. oktober 1955 haft til huse i en ny bygning, rejst på samme grund i Dammtorstrasse, hvor det i august 1943 udbombede, i 1826 opførte Stadttheater lå. Kernen i det nye hus er stadig det gamle, i 1926 moderniserede scenehus, der fra 1946 til 1953 måtte tjene både som scene og tilskuerrum. Det nye, af Frankfurter-arkitekten Gerhard Weber udformede tilskuerrum er et af vor tids arkitektonisk dristigste. Det rummer et parket med 874 pladser, fordelt på 24 rækker, samt 4 etager med frit i rummet udhængende sideloger. Teatret har ialt 1649 pladser (Det kgl. Teater, gl. scene: 1493). Dets akustik er helt ideel, både hvad efterklang og lydspredning angår.
I det af udbombningen i 1943 forårsagede interregnum arbejdedes der under de teknisk ugunstigste betingelser. Dette nedsatte imidlertid ikke operaens arbejdsmod. I perioden 1946 til 1955 bragte man 52 moderne værker til opførelse; heraf var 8 uropførelser og 9 tyske førsteopførelser. Under Günther Rennerts régie og Leopold Ludwigs musikalske ledelse nåede operaens præstationer en sådan kvalitet, at indbydelser til Edinburgh (1952) og Paris (1955) fulgte.
Lad disse tørre kendsgerninger stå som et supplement til Gerhard Schepelerns fortræffelige, sobre opera-betragtninger i DM (november 59). Lad dem give yderligere vægt til hans argumentation mod vor egen operas slet begrundede selvtilfredshed og Karl Bjarnhofs hovedløse lobhudling af den. Lad blot en lille, men for den tyske ledelse karakteristisk detalje afrunde billedet. På den til indledning omtalte pressekonference (hvis første punkt var introduktionen af den tyske première på Blomdahls »Aniara«) sagde Rolf Liebermann under forelæggelsen af den smukt udstyrede indbydelse til teatrets abonnenter for sæsonen 1960-61: »Jeg havde gerne ventet endnu en måned med at udsende denne indbydelse. Jeg havde da med større sikkerhed kunnet udtale mig om enkelte af de nye engagementer, der skal kaste glans over den kommende sæson. Men det får være. Vi er over for vort publikum forpligtet til inden udgangen af marts måned at forelægge det vore planer, og denne forpligtelse agter vi at overholde med samme nidkærhed som vore kunstneriske løfter«.
I Hamborg ved man, hvad man vil, og hvorfor man vil det. Og man gør det.
JÜRGEN BALZER