Grammofon

GRAMMOFON

Stemmen fra Humlebæk

Så kunne det alligevel lade sig gøre. I flere år har vi fået tudet ørerne fulde med, at dansk musik - fraset Carl Nielsen - er og bliver en tabsforretning på grammofon. Vi skulle ikke vente os for meget.

Ind i billedet træder Knud W. Jensen, en mand, der forener et stort syn med evnen til at virkeliggøre det. En mand med vilje til, at tingene skal lykkes.

Vi har kort sagt fået de første store LPindspilninger under fællestitlen »Music At Lousiana«, og af de første tre: Karen Blixen fortæller, Prager Musici spiller oktetter af Beethoven og Haydn, og Koppel-kvartetten spiller Holmboes 4. kvartet, opus 63, sammen med Herman D. Koppels cello-sonate fremført af komponisten og Erling Bløndal Bengtsson, knytter vor varmeste interesse sig naturligt til den sidste.

I Louisiana-pladernes noter udtrykkes håbet om, at »videre cirkler må blive bekendt med den musik, der spilles ved vore koncerter«. Et beskedent ønske, der utvivlsomt vil blive opfyldt, men et ønske der må transponeres op i et højere plan, hvor det lyder: »Danmark ønsker, at videre cirkler må blive bekendt med den musik, der udgør vor musikkultur«.

Pladerne foreligger som håndgribelige realiteter og blandt dem altså den første med ny dansk kammermusik. Louisiana, der som bekendt er et museum for nutidskunst og kunsthåndværk, har vist et initiativ, som er mere end påkrævet.

En enkelt stemme har hævet sig lidt krænket over repertoirevalget. Bevares både Holmboe og Koppel er repræsenteret på grammofonmarkedet, og en række komponister især blandt de lidt yngre står for tur. Men et sted skal begyndelsen jo gøres, og det vil nærme sig det absurde, såfremt man vil bebrejde Louisiana-institutionen, at valget er faldet på dansk kammermusik, der har bevist, at den kan gå på benene.

Man må snarere hæfte sig ved, at disse to stykker musik, Holmboe-kvartetten og Koppels cello-sonate, er repræsentative både for deres skabende ophavsmand og for dansk kammermusik i halvtredserne.

Af Holmboes kvartetrække foreligger nu indspillet den anden (med Música Vitalis), den tredje og den fjerde (begge med Koppelkvartetten.*) (*) Alle Decca-Lp. 78-optagelsen på HMV af Holmboes 1. kvartet (Erling Bloch-kvartetten) er udgået.)
De har dybt indre slægtskab i satsstruktur og problematik, og med den foreliggende fjerde er vort kendskab væsentligt uddybet til denne seje, musikalske skaberånd, der i en disciplineret proces ligesom smeder sin musik. - Koppel-kvartetten har gjort sig fortrolig med den særegne Holmboe'ske kvartetstil gennem en lang række koncertopførelser, og ensemblets spil virker her solidt og målbevidst gennemarbejdet. Så godt kan Koppel-kvartetten spille.

Med Herman D. Koppel ved klaveret har man lov at opfatte cello-sonaten som autentisk. Til optagelsens heldige gennemførelse medvirker naturligvis også Bløndal Bengtssons uhyre virkningsfulde cellospil. Værket har en åben, imødekommende grundkarakter - stor sonateform, variationsrække og rytmisk, gnistrende finale. Det er et centralt stykke kammermusik af Koppel, der nok bærer sine kompositoriske påvirkninger mere til skue end Holmboe, men hvis personlighedstræk ikke fornægter sig.

Optagelserne, der gjordes i december, 1959, er overvåget af Peter Willemoës, som efterhånden er en kapacitet på dette vanskelige musikalsk-tekniske område. De står for begge siders vedkommende lidt svagt i diskanten, men virker troværdige og vel håndteret.

Musik-Danmark bør sende en taknemmelig tanke til Louisiana-folkene for denne gestus over for tonekunsten. - Der er tilmed stillet mere i udsigt, og det bør skabe forventninger, for de er lige så ordholdne, som de er dygtige derude i Humlebæk. R. N.

BRITTEN: Peter Grimes. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Covent Gården Operaen, London. Dirigent: BRITTEN. Peter Grimes: Pears, Ellen Orford: Claire Wats on, Balstrode: Fedte, Swallow: Brannigan, Hobson: Kelly, Mrs. Sedley: Elms, Auntie: Jean Wat son, Keene: Evans, Præsten: Lanigan, Boles: Nilsson, »Niecerne«: Studholme og Kells. - Decca LXT 5521-3. Også i stereofonisk indspilning.

Det er et overordentlig prisværdigt inintiativ, Decca har vist ved at udsende Brittens første opera »Peter Grimes«. Det var også den første Britten-opera, vi her i landet havde lejlighed til at stifte bekendtskab med; den opførtes på Det kgl. Teater i efteråret 1947. I 1949 aflagde The English Opera Group besøg i København og opførte i Stærekassen »The Rape af Lucretia« og »Albert Herring«, som derpå i henholdsvis 1955 og 1953 optoges i Det kgl. Teaters repertoire; ingen af hans senere operaer har fundet vej hertil bortset fra »Let's make an Opera«, som opførtes på Skolescenen i 1951.

Trods den udadtil ret udramatiske handling og trods en vis modsætning mellem musikkens intellektuelle raffinement og det folkelige milieu virkede »Peter Grimes« stærkt fængslende ved den sceniske opførelse, og det samme gælder for den foreliggende indspilning, skønt den jo ikke kan bøde på det førstnævnte forhold - og i den udførelse, som værket får, yderligere understreger det sidstnævnte. Den stereofoniske optagelse har jeg ikke hørt, men den synes i nogen grad at have smittet af på den »gammeldags«, som er meget plastisk og levende. Britten dirigerer selv (ifølge det med pladerne følgende hefte for første gang) sin opera, og man har (i modsætning til de fleste andre lejligheder, hvor man har hørt komponister dirigere deres egne værker) en udpræget fornemmelse af, at ingen anden ville kunne gøre det bedre. Hans udførelse af orkestermellemspillene, som er det enste af operaen, der hidtil har foreligget på plade, overgår i hvert fald langt van Beinums udførelse, som i øvrigt slet ikke kan kaldes dårlig. Britten dirigerer med let men fast hånd og har fuldt herredømme over det til tider meget store apparat, og både kor og orkester yder fortræffeligt arbejde; de ofte meget spegede rytmer står klart, og klangen er smuk og velafbalanceret. Som eneste indvending kunne man måske nævne, at tågehornet, som er en så væsentlig stemningsfaktor i næstsidste billede, står så svagt, at det i mange tilfælde er umuligt at opfatte, selv når man ved, hvor det skal komme. Korets tekst er usædvanlig fortrinlig, og det er tydeligt nok hele tiden »med« i handlingen.

Solisterne er alle af høj klasse og passer glimrende til deres roller - i hvert fald således som de er udformet i musikken. Jeg omtalte før musikkens intellektuelle præg, og skønt Peter Grimes er en meget kompliceret natur, et udpræget psykologisk særtilfælde, så er han dog en jævn mand, som færdes i et bredt folkeligt milieu. Brittens karakteristik af ham har altid på mig virket mere som en analyse af ham end som et portræt. Dette understreges stærkt af Peter Pears' udførelse af rollen, som måske mere end nødvendigt tenderer mod det sygelige. Men hvem gør det på den anden side bedre? Savnet af sund velklang i hans stemme opvejes rigeligt af hans store musikalitet, hans suveræne beherskelse af sin særprægede stemmes virkemidler, hans høje kunstneriske intelligens og hans forbilledlige tekstbehandling. - Claire Watson synger Ellen Orfords vanskelige parti med overlegen musikalitet og ægte følelse; ædelhed er altid en penibel sag på scenen, den ligger så tæt op af kedelighed; denne faldgrube undgår Claire Watson, og er hendes stemme end ikke altid helt velklingende i højden, glædes man dog hele vejen over hendes fine og varmhjertede kunst. Den brave kaptajn Balstrode, Grimes' eneste virkelige ven blandt mændene i byen, synges fortrinligt af James Pease; ikke mindst afskedsscenen, hvor han opfordrer Grimes til at sejle ud og sænke sin båd, er gribende. Sagfører Swallow udføres ganske udmærket af Owen Brannigan, sammen med Peter Pears den eneste af de medvirkende, der udførte deres roller allerede ved uropførelsen i 1947. Også de mindre roliehavende: David Kelly som fragtmand Hobson, Lauris Elms som narkomanen, den rige enke mrs. Sedley, Jean Watson (hvis stemme i forbavsende grad minder om Lilian Weber Hansens i det samme parti) som kroværtinden »Auntie«, Marion Studholme og Iris Kells som hendes to »niecer«, Raymond Nilsson som fiskeren og metodisten Bob Boles, John Lanigan som pastor Adams og Geraint Evans som apoteker Keene levendegør alle deres rolle på fortræffelig måde.

Man må glæde sig over, at Decca så forholdsvis hurtigt har indspillet denne opera; kun meget få operaer, som er under 15 år gamle, foreligger på plade - heriblandt for øvrigt Brittens »The Turn af the Screw«; man må være taknemmelig for ethvert initiativ inden for den moderne operas plademæssigt set kun sparsomt opdyrkede område. Herhjemme venter vi stadig på longplayingindspilninger af de mest nødtørftige uddrag af nationale klenodier som »Drot og Marsk«, »Saul og David« og »Maskerade«, »Ungdom og Galskab«, »Liden Kirsten« - for slet ikke at tale om så nye ting som Hameriks »Marie Grubbe« og Schultz' »Høst«; men det er nu en helt anden historie, som Kipling siger. G. S.

BRAHMS: Akademisk Festouverture--Tragisk ouverture+St.Antoni-variationer. - Philips 835013AY.

Det mest bemærkelsesværdige på denne plade er udførelsen af den tragiske ouverture. Den viser en sjældent smuk forening af kraft og værdighed, opnået gennem et velvalgt tempo, der med få variationer gennemføres i et levende pulsslag. Også pladens to andre værker får en smuk udførelse, kultiveret og klangvarm, som man venter det af Eduard van Beinum og Concertgebouw-orkesteret. Men der er enkeltheder, der ikke virker ganske overbevisende; tempi, der er for særprægede til at være ideale. Teknikken har sin del af skylden. Optagelsens dynamiske vidde er ikke stor nok, og der kan komme et let slør af usikkerhed over klangen.

NOTE: J.P.Larsen stiller sig (i sin Haydn-artikel i Sohlman) skeptisk over for ægtheden af de såkaldte »Feldpartien« som Haydn-kompositioner betragtet. Geiringer nærer derimod ingen tvivl, men erklærer det af Brahms benyttede tema for at være en gammel østrigsk pilgrimssang. Da således ingen af autoriteterne går ind for Haydns forfatterskab til netop dette tema, vil det være rimeligt i fremtiden at kalde Brahms* værk for »St. Antoni-variationerne.«
J.B.

DEBUSSY: Trots Nocturnes -- La Mer. - Philips 835001 AY.

Atmosfærisk musik i en atmosfærisk gengivelse, klangpoetisk opfattet mere end eksakt rekonstrueret. - En sammenligning mellem denne Eduard van Beinums og Concertgebouw-orkesterets udførelse og Ansermets med Orchestre de la Suisse Romande (på Decca) er meget oplysende. På Decca står hver detalje klart; der kan komme noget næsten analytisk over klangen, dette understøttet af Ansermets hang til fraseringspauser. Philipsudgaven virker mere svømmende med uklare, knapt anede detaljer og momentvis en forkert balance mellem strygere og blæsere. Men her overfor står Philips stereo-klang med dens større rummelighed og dens blødere, rundere og varmere klang. Forskellen i optagelsernes karakter bidrager til fremhævelsen af de to ensemblers forskellige klangideal.

Nu kan det synes urimeligt at sammenligne en mono- og en stereo-optagelse, men Decca har tøvet med i Europa at publicere stereo-udgaverne af den lange række Ansermet-Debussy-optagelser fra 1958. Kun én er til dato fremkommet (»Printemps« og »Boîte à joujoux«), og den viser, at selve klangkarakteren ikke ændrer sig under stereos større rummelighed.

Summa: Vil De have en artistisk præcis, klanglig effektfuld optagelse af de nævnte værker, så er det Ansermet. Men vil De have en poetisk fortolkning, som den høres fra en noget fjernere plads i salen, så er det van Beinum.
J. B.

GOUNOD: Faust. Fuldstændig indspilning med med kor og orkester fra Den store Opera i Paris.

Dirigent: CLIIYTENS. Margrethe: de los Angeles, Faust: Gedda, Mefistofeles: Christoff, Valentin: Blanc. - HMV (ALP 1721-24). Foreligger også i stereofonisk indspilning.

Operaen foreligger i en tidligere indspilning med samme dirigent og med de samme sangere i de tre hovedpartier, men efter op f indelsen af den stereofoniske optagelsesteknik har HMV foretaget en nyindspilning af operaen. Den stereofoniske udgave har jeg ikke hørt, men den »almindelige« version, som ligger til grund for nærværende omtale, er fremragende i såvel teknisk som kunstnerisk henseende. Victoria de los Angeles er en vidunderlig sangerinde, og det lykkes hende trods stemmens volumen at lade tilhøreren bevare illusionen af at høre en ganske ung pige; hendes stemmes uforlignelige klang er fuldstændig egal i alle registre og gør musikken åndfuld der, hvor den ellers kun er sød - og sød der, hvor den ellers kun er elegant; hun er en stor kunstnerinde. Også Gedda er en fin kunstner med en meget smuk og meget egal stemme, som klarer cavatinens høje c med glans. Dens format er måske ikke helt på højde med styrkekravene i første akts slutning, men på grammofon går det. Christoff er god, men maaske lovlig ens som Mefistofeles. Han har tydeligt nok studeret Chaliapin grundigt - og ikke udelukkende til sin fordel; den slags enere skal man ikke forsøge at kopiere. Ellers har han både kraft og verve; man savner at høre ham synge et piano nu og da, han kommer faktisk aldrig under mezzoforte. Men der er både fantasi og dæmoni for alle pengene. Blanc synger Valentin meget smukt og udtryksfuldt med sin karakterfulde, lidt mørke bariton, som på en meget heldig måde berøver partiet den kedsommelighed, det ellers kan være behæftet med. Liliane Berton, en lys og meget »pigelig« sopran illuderer slet ikke som Siebel men synger yndigt, og Rita Gorr udfolder sin herlige altstemme som Marthe - men illuderer slet ikke som den halvgamle rufferske. Kor og orkester er strålende og ledes overlegent og virkningsfuldt af Cluytens; man opdager under hans beåndede ledelse, hvor mesterligt et værk, Faust i virkeligheden er; han svælger ikke i det søde, men giver det dog al den skønhed, som ligger i den geniale instrumentation, og de storslåede optrin såsom kirkescenen og fængselsscenen bliver virkelig monumentale. Valsen går måske lovlig hurtigt, men soldaterkoret har en bravour uden lige. Optagelsen er simpelthen pragtfuld. I en sådan udførelse er det en fryd at høre selv en sådan gammel traver.
G. S.

PUCCINI: »Gianni Schlecht«. - HMV ASD 295.

Der er så meget skuespil i Puccinis enakter, at man ville forsværge, at man kunne more sig over den i en »blind« gengivelse. Over denne optagelse morer man sig storartet, og jo tættere, man kommer den ind på livet, desto stærkere bliver indtrykket af det lille mesterværks atmosfære. Småtræk, der under oplevelsen af scenens ståhej, går upåagtet hen, summerer sig op som vidnesbyrd om Puccinis sikre greb om dette spil om det dobbelte hykleri. Det er vel værd at opleve med partituret i hånd.

Men så er det også en udmærket optagelse med Tito Gobbi i titelrollen. Snærrende, bydende, stønnende, truende og smilende agerer hans stemme, så den snedige Gianni, Laurettas omsorgsfulde babbo står lyslevende for os. Victoria de los Angeles er Lauretta. D.v.s. hun synger partiet, smukt naturligvis. Men kender De Hilde Gudens plade med »O, mio babbino caro«? Så vil De forstå, hvad jeg mener. De los Angeles klinger ikke 21-årig i den barnligt impulsive bøn om at måtte blive forenet med den åh så smukke Rinuccio. Hvilket altså blot betyder, at hendes charme er af en mere moden årgang. Charme er ellers det, II bello Rinuccio har mindst af i Carlo del Montes gengivelse. Næst Gobbi står Anna Maria Canali (la Vecchia) som optagelsens bedste aktør, men det hele kompagni har kvalitet, og der er mange frydefulde enkeltheder.

I begyndelsen syntes Gabriele Santinis direktion mig at mangle nerve, men ved gentagelsen voksede respekten, omend måske knapt nok til uforbeholden beundring. I orkesteret (fra Roms opera) er blæserne bedre end strygerne, men så er disse også en kende underernærede fra teknikerens side. De skulle dog ellers også her bære adskilligt af Puccinis melodik. Side to er stærkere indspillet end side side ét, og på dem begge er der mod slutningen af den tæt bespillede plade en smule krumningsforvrængning. Stereo-udgaven har en fortræffelig lokalisation: Indgangen til venstre og sengen til højre og god bevægelse mellem disse »dramaets« to væsentligste punkter.
J. B.