Litteratur

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 03 - side 100-102

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

LITTERATUR

Nyt lys over Purcell Imogen Holst (ed.): HENRY PURCELL. Essays on his Music. London 1959.

Da Benjamin Britten for en halv snes år siden lod The Engiish Opera Group opføre sin bearbejdelse af Purcells »Dido and Aeneas«, var det ikke fri for, at den vakte nogen forargelse. Man talte om, at han havde forgrebet sig på mesteværket. Det havde han også. Britten kunne nemlig ikke få ind i sit hovede, at Purcells slutning på 2. akt (2. scene: The Grove) skulle være rigtig. Der måtte mangle noget, for dels er det ganske uklassisk at lade en scene slutte i en anden toneart end den, hvori den begyndte; dels kendte Britten Nahum Tates libretto (originaltryk fra ca. 1690 i Royal College of Music), og i den findes der på dette sted en for kor tænkt pasage, der ikke er komponeret i operaens Tenbury ms. Dette ms. er ikke Purceils originale, som må formodes tabt, men det er vor mest fuldstændige kilde til værket, den hvorpå Edward J. Dent baserede sin moderne udgave. Så satte Britten til sin udgave denne tekstpassage i musik med benyttelse af fragmenter fra andre Purcellværker. Og så blev man forarget.

Allerede Purcellš samtid havde imidlertid fornemmelsen af, at der var noget galt på dette sted. Man kan ikke lade helten forlade scenen på et recitativ, der antyder et valg mellem to muligheder, uden at lade tilhørerne vide, hvilken beslutning han træffer.

Det har Täte da heller ikke gjort. Scenen har i virkeligheden været længere end både partituret (Tenbury) og librettoen (original) angiver. Kilden til denne viden rinder hos Shakespeare. I den periode i Englands historie, der kaldes restaurationstiden, og som begynder med Karl Ils tronbestigning i 1660, hvor teatrene genåbnes, efter at puritanerne havde lukket dem, mishandles Shakespeares værker på det groveste. For at imødekomme hoffets i Frankrig fordærvede smag indlagde man allehånde divertissements. - Også »Dido and Aeneas« (der jo oprindelig var komponeret til opførelse på en pigekostskole) måtte efter Purcells død holde for som opera-indlæg i en Shakespeare-forestilling. Det var »Measure for Measure«, som »with additions af several Entertainments of Musick« blev givet på Lincoln's Inn Fields Théâtre i 1700 og trykt samme år.

Det har man vidst længe, men først Eric Walter White har gjort sig den ulejlighed at søge denne restaurations-udgave igennem med blik for de muligheder, den måtte rumme for opklaring af problemerne omkring »Dido«s 2. akt. Og det viser sig da, at Aeneas fortsætter sit recitativ med en henvendelse til to venner, hvem han beder om råd: Skal han lyde Jupiters bud og forlade sin elskede for at drage i krig, eller skal han trodse gudens vilje med tab af ære og magt, måske døden til følge? Det bliver til en duet mellem de uenige venner, senere til en terzet, idet Aeneas også løfter sin stemme. Da de har forladt scenen, kommer så det i librettoen anførte, ukomponerede kor, og akten slutter med heksenes dans.

Ingen tone af den musik, der har været sunget til denne tekst-udvidelse, er overleveret os. Har Purcell overhovedet selv komponeret den? Partituret (Tenbury) indeholder jo end ikke den afsluttende korsats, og der er intet, der tyder på, at kopisten har haft en finger med i spillet.

Situationen er altså nu følgende: Vi har to librettoer, A: Originaltrykket (ca. 1690) og B: The masque i »Measure for Measure« (1700), men vi har kun ét partitur (Tenbury ms.), der ikke stemmer overens hverken med A eller B. Det giver følgende muligheder: 1) Purcell har komponeret B, der derefter under hensyn til pigeskolens tarv er beskåret i to omgange. I første omgang er vennernes duet udeladt, i anden omgang er også 2. akts slutningskor udeladt, dette efter at Täte havde ladet den til uropførelsen bestemte libretto trykke. 2) Purcell har kun komponeret A. Beskæring da som under 1) sidst nævnt. - Det rejser da spørgsmålet: Hvem har da godt fire år efter Purcells død komponeret de i Tenbury ms. manglende partier? Denne komponist er nemlig ikke nævnt i prologen til »Measure for Measure«, der derimod udtrykkelig angiver Purcell som komponist: »'Tis Purcels Musick, and 'Tis Shakespears Play'«.

White mener, at Henry Purcells broder, Daniel, er komponisten til de manglende partier, og han støtter sin antagelse med gode grunde. Men jeg mener, at man ikke ganske kan udelukke den første af de nævnte muligheder. Dette så meget mere, som det ingenlunde er givet, at Tenbury ms. virkelig er en afskrift af (det tabte) originalms. Det synes at være ca. 100 år yngre end originalen. Dets sceneordning og -anvisninger viser, at det er bestemt til - eller afskrevet efter en version bestemt til - en professionel opførelse.

Én ting viser Whites fremdragelse af B med beklagelig tydelighed: Vi kender ikke Purcells »Dido and Aeneas«, før det originale ms. er kommet for dagen. Det lyder, som om vi aldrig skulle lære den at kende. Men således må det også have stået for udgiverne af Purcells »The Fairy Queen«. De havde under forberedelsen af værkets indlemmelse i udgaven af hans samlede værker måttet slås med otte ufuldstændige kilder, da pludselig det igennem 200 år efterlyste ms. blev fundet i - The Royal Academy of Musics bibliotek, tydeligt ryg-mærket »Op. Faire Queen«. »By a singular pièce af good luck«, som udgiverne siger. Hvortil en anden er fristet til at bemærke: Søger, så skulle I finde.

Whites fortræffelige afhandling er én blandt ni essays i den lille bog, der så lyset i anledning af festligholdelsen af 300-året for Purcells fødsel. Der er en god del løs snak imellem, men der er også et par solidt funderede afhandlinger af større interesse. Jeg nævner Jeremy Nobles »Purcell and the Chapel Royal« og Robert Doningtons »Performing Purcell's music today«. I sammenhæng med Whites her udførligt referede artikel er tillæggets fortegnelse over Purcellautografer af megen interesse. Tør man håbe, at bestanden udvides, inden vi i 1995 skal mindes 300-året for hans død? J. B.

Udenlandske musiktidsskrifter

MELOS
Mainz, febr. 1960. - Tre artikler om Alban Berg, af Boulez (A.B. heute gesehen), Willi Reich (erindringer om læreren og vennen) og en 25 år gammel /tøørtfø-analyse af Lulusymfonien. Beretninger om tysk scene og tribune.

SCHWEIZERISCHE MUSIKZEITUNG
Zürich, marts-april 1960. - Die Musik im Film (Rob. Blum). Ist das »Requiem« Mozarts »Schwanengesang«? (Dieter Kerner). Artikel om komponisten von Kulm (Ernst Mohr), og af denne selv en gennemgang af hans oratorium »Petrus«. Schibler afslutter sin tankevækkende artikelrække om »pædagogische Fragen im Bereich der Neuen Musik«. »Vaut il encore la peine d'étudier l'harmonie«, en »1. time« i harmonilære (J. M. Hayoz). »De Mérimée à Bizet et de Bizet à Rouleau« (J. Bruyr). Mindeartikler bl. a. om Edw. Fischer, analyser og beretninger bl. a. om Maríms »Le mystère de la Nativité« og Strav'mskij's nye »movements for piano and orchestra.«

THE MUSICAL TIMES
London, marts I960. - Artikler om Chopin, Wolf, anmeldelser af bøger, musikalier, plader, læserbreve (bl. a. fra en Nielsen-fan, som beklager sig over de sjældne opførelser og den utilfredsstillende repræsentation af Nielsen på plader). P.N.

Nyt fra forlagene
Kammermusik
BACH, J.S.: Passacagli og fuga c-moll, arr. f. klaver (CF)
- : Ricercar fra "Musikalisches Opfer" , arr. pianosolo (B&H)
HOWELLS: Two Folk Dances, pianosolo (OUP)
KARKOFF: Miniatyrsvit f. piano op.39 (CG)
KRAUS: Trio D-dur, klaver, vi., vel. (B&H) - : Quintett D-dur, fl., 2 vi., via., vel. (B&H) WALTON: 3 pieces fra »Facade«, arr. harmonika og klaver (OUP) Orkestermusik BACH, J. CHR.: Sinfonie B-dur op. 21 nr.l (B&H) RIISAGER: Rondo Giocoso, violin og ork. (E&S) VOSS: Phantasie f. strygeorkester (1956) (B&H) ZBINDEN: Symphonie nr. 2 op. 26 (B&H) Liturgisk musik HÄNDEL: Sechs Fugen f. orgel (B&H) ÍSÓLFSSON: Introduktion og Passacaglia f. orgel (E&S) SÖDERHOLM: Dig vare lov och pris, o Krist, koralpartita f. orgel (NMS) ÅHLÉN: Música Jacobensis, Pastorale, Largo solenne, Toccata brevis f. orgel (NM,S) Litteratur BANDMANN: Melancholie und Musik, Ikonographische Studien (WV) FRIIS: Diderik Buxtehude (DF) Undervisningsmusik MUSIK I SKOLEN, arg. 6A, nr. 1-6, arg. 6B, nr. 1_«$5 arg. 6C, nr. 1-3 samt samlemappe (MH) Bo H: Breitkopf & Härtel, Wiesbaden CF: Carl Fischer ine., New York CG: Carl Gehrmans Musikforlag, Stockholm DF: Dan Fog-Olsen, Musikforlag, København E&S: Engstrøm & Sødring, København MH: Musikhøjskolens Forlag, København NM,S: Nordiska Musikforlaget, Stockholm OUP: Oxford University Press, London WV: Westdeutscher Verlag, Köln und Opladen Nyt fra forlagene Kammermusik BACH, J. S.: Passacagli og fuga c-moll, arr. f. klaver (CF) - : Ricercar fra »Musikalischen Opfer«, arr. pianosolo (B&H) HOWELLS: Two Folk Dances, piano-solo (OUP) KARKOFF: Miniatyrsvit f. piano op. 39 (CG)

Årgang 35/1960, nr. 03