Musikkalender

MUSIKKALENDER

Ny musik i radio

Hovedsagelig førstefremførelser. — Angående mere detaljerede oplysninger og evt. programændringer henvises til dagspressens radiooversigter. - (F) betyder foredrag, (U): uropførelse.

APRIL
11. Ny musik. Sange af C. Bresgen og E. Krenek. - F. Lazar: 2. klaversuite.

13. A. Schönberg: 2. strygekvartet.- G. von Einem: Capriccio.

18. Danske korsange. K. Jeppesen, J. Bentzon, K. Roikjer og S. S. Schultz.

20. Fransk musik. Bl. a. /. Iben: Louisville concert.

21. Vor tids musik. H. Pousse ur: Mobile. Scambi.

Pousseur - belgier, f. 1929 - vil være avantgarde-interesserede bekendt fra artikler i de gængse tyske, franske og italienske tidsskrifter, hvor han behandler den ny musiks problemer med samme dristighed og stringens som f. eks. Boulez og Stockhausen, behageligt fri for den førstes litterære pyntelighed og den sidstes intellektuelle overdrivelser. Som foredragssholder synes han kun at have som ambition at meddele sig, og som komponist bekymrer han sig også for tilhørerens vilkår, et problem som ellers ikke har aktualitet for mange af hans jævnaldrende kolleger. I lighed med dem understreger han avantgardemusikkens eksperimentelle karakter - men enhver tilnærmelse til traditionalisme ligger ham fjernt, tværtimod ser han i etableringen af helt nye konventioner nutidskomponistens eneste chance for at bryde gennem kunstfjendtlighedens barriere.

I sine første kompositioner - hvoraf »Symphonies« og »Quintette à la mémoire d Anton Webern« (begge 1955) er udførligt beskrevet i nr. 4 af »Die Reihe« - følger Pousseur den typiske efterwebernske udvikling fra »seriel« til »statistisk« teknik, hvor klassificeringen og fordelingen af de valgte musikalske elementer forekommer at være hovedsagen. Herigennem udformer han den stil - og Pouseur er overbevist om eksistensen af en specifik nutidig stil - som danner grundlag for de følgende arbejder inden for nye dimensioner. Af disse har især »Rimes« for lydbånd og tre instrumentalgrupper vakt opmærksomhed (opførelser i Bruxelles, Aixen-Provence, Darmstadt, Donaueschingen og andre steder; vi kan håbe på også at få den at høre herhjemme).

»Mobile« for to klaverer er af samme kategori som Stockhausens Klavierstück XI og Boulez' 3. klaversonate: en komposition, hvis enkelte dele kombineres forskelligt fra opførelse til opførelse og udføres med vekslende grader af frihed. - Hvert af de to klaverer er tildelt både eksakt foreskrevne strukturer og mere labile spilleforskrifter (en slags musikalske kommentarer og sidebemærkninger), som inden for visse grænser kan kombineres i overensstemmelse med de forhåndenværende instrumenters og det givne rums akustiske egenskaber.

Det er vel begrænset, hvor meget tilhøreren oplever af denne »mobilitet«. I det elektroniske stykke »Scambi« går Pousseur imidlertid et radikalt skridt videre. »Jeg havde til hensigt at koncipere strukturer, som kan byde tilhøreren bestemte friheder i dannelsen af sin opfattelse (bestemte muligheder for at medvirke ved tidsformningen)«. Hvordan han nåede frem til disse strukturer på basis af »hvid støj« gennem en kombineret filtrerings- og montageproces (i hvilken Milano-studiets særlige amplitudefilter spillede en vigtig rolle, j f r. kommentaren til Hambræus' »Konstellationer« i DM nov. 59) forklares detaljeret i hefte 13 af »Gravesaner Blätter«. Her skal kun anføres, at strukturerne er udformet og udvalgt sådan, at de på én gang er så afvekslende som muligt (både klangligt og m.h.t. tæthed) og samtidig kan forbindes organisk indbyrdes i alle kombinationer (italiensk: scambiare, udveksle). For at opnå dette var det »nødvendigt at benytte et materiale, som udtrykkeligt fjerner sig fra den traditionelle musiks periodiske natur.« Formål og materiale betinger gensidigt hinanden.

Men der er altså ikke tale om et færdigt stykke elektronisk musik i sædvanlig betydning. Det er et udarbejdet materiale, beregnet på et ubegrænset antal udformninger, et elektrofonisk byggesæt, om man vil. Pousseur har f. eks. ikke noget imod, at det anvendes i andre båndhastigheder end den, hvori det foreligger - »materialet tåler let at blive transponeret indtil en oktav dybere ...meget som ellers går tabt i homogene flader, kommer ved langsommere afspilning pludselig til syne, og herved opvejes den ydre retardering af en indre accelleration«.

»Jeg kan godt forestille mig, at sådanne arbejder en skønne dag kan gøres tilgængelige for menigmand. Alt hvad man behøver hjemme er noget klæbebånd og forbindelsesstrimmel og en almindelig båndoptager, helst to eller tre, hvad flere 'amatører' sagtens kan fremskaffe; de behøver ikke engang at være synkroniserede, eftersom små unøjagtigheder her fører til nye figurationer. Eller også kunne man indrette en slags offentlig musikbar. Fornøjelsen ved at regulere styrkekontrollen, eventuelt i fælleskab, eller måske ved at fordele lyden i rummet, hvad der ikke kræver noget støre udstyr, ville bidrage til at give den nu aktive tilhører fornemmelsen af, hvordan tidsforløb kan påvirkes og blive hævet op til en form af levende, skabende frihed.« M. A.

27. Ålborg byorkester. Bl. a. N. V. Bentzon: Mutazioni (U).

28. Torsdagskoncert. - BL a. A. Schönberg: Orkestervariationer.

29. Danske sange. /. Maegaard.

30. Frans Syberg: Symfoni.

MAJ
7. Kammer koncert. G. F. Malipiero: Concerto. - A. Tansman: Suite baroque.

»Nordiske Musikdage« Juryen for de »Nordiske Musikdage«, 8.-11.

september I960 i Stockholm, (Karl Andersen, Norge, Vagn Jensen, Danmark, Jonas Kokkonen, Finland, Ingvar Lidholm, Sverige og Pálí Pálsson, Island) har på grundlag af det fra hvert land indleverede materiale (for Danmarks vedkommende udvalgt af Vagn Jensen, Vagn Kappel og Leif Thybo) opstillet nedenstående programmer:

ORKESTERKONCERT I
Erik Bergman (Finland): Aubade.

Gunnar Bucht (Sverige): Symfoni nr. 4.

Niels Viggo Bentzon (Danmark): Elementi aperti for sopran og strygere.

Hallgrimur Hélgáson (Island): Intrada og kanzona for strygere.

Klaus Egge (Norge): Symfoni nr. 3.

ORKESTERKONCERT II
Gunnar Berg (Danmark): 5 etyder for dobbelt strygeorkester.

Ludvig Irgens Jensen (Norge): »Japanischer Frühling« for sopran og orkester.

Maurice Karkoff (Sverige): Aforistiske varianter.

Per Nørgård (Danmark): Triptychon for bl. kor og blæsere.

Nils-Eric Fougstedt (Finland): Trittico sinfónico.

KAMMERMUSIKKONCERT I
Lårs-Erik Larsson (Sverige): Concertino for klarinet og strygere.

Egil Hovland (Norge) : Musik for 10 instrumenter.

Erling Kjellsby (Norge) : Strygekvartet nr. 4.

Fjölnir Stefansson (Island): 5 Skitser for klaver.

Einojuhani Rautavaara (Finland): Strygekvartet nr. 2.

Bo Nilsson (Sverige): »Mädchentotenlieder«.

KAMMERMUSIKKONCERT II
Flemming Weis (Danmark): Fantasía seria for strygekvartet.

Karl-Birger Blomdahl (Sverige): Danssvit nr. 2.

Tage Nielsen (Danmark): Sonata for piano.

Arne Nordheim (Norge): Aftonland. Sange til tekster af Pär Lagerkvist for sopran og kammerensemble.

Hildmg Rosenberg (Sverige): Strygekvartet nr. 12.

KIRKEKONCERT
Sulo Salonen (Finland): Missa a capella Jan Maegaard (Danmark): Jævndøgnselegi for sopran, cello og orgel.

Conrad Båden (Norge): Pange Lingua for bl. kor a capella.

Magnus Blondal Johansson (Island): lonizations for orgel.

Stig Gustav Schönberg (Sverige): Toccata concertante for orgel.

Sven-Erik Back (Sverige): 3 motetter for bl.kor a cappella.

Bengt Hambræus (Sverige): Konstellationer II (elektronisk).

»Hoffmanns Eventyr« i Stockholm

Den 25. februar havde Kungl. Teatern première på Bengt Petersons nyiscenesættelse af Hoffmanns Eventyr, til ny oversættelse af Alf Henrikson og med dekorationer og kostumer af Kerstin Hedeby. Sidstnævnte havde præsenteret sig succesfuldt med Handels Alcina sidste forår, og hendes næste opgave var altså igen en udstyrsforestilling, - omend springet fra en stiliseret sådan til en »fantastisk opera« er nok så stort.

De fire scenebilleder er faldet ret forskelligt ud i graden af umiddelbar vellykkethed. Prologens-epilogens vinkælder er gotisk kælderlig og forbilledlig uden at være egentlig opsigtsvækkende. Olympia-aktens dekoration er mere diskutabel: et par store taftdraperier som delvis baggrund for en brudt halvcirkelopstilling af en slags indendørs gadelygter. Dette skal så gæsternes overdådige kostumer fylde ud, og det gør de også, - men det hele virker trods alt mere som en vilkårlig baggrund end som en dekoration. Bengt Peterson forklarede mig, at man havde ønsket at fremstille et »videnskabeligt, koldt interiør hos professor Spalanzani«, men jeg tror ikke, at tilskueren spontant opfatter nogen intention bag scenebilledet. Heroverfor hviler Antonia-aktens musiksalon i sig selv med sin dystre atmosfære og portrættet og flyglet, der dominerer, - dog er det et spørgsmål, om ikke den spøgelsesstemning, som scenebilledet i sig selv udstråler, i stedet for at understrege det spøgeri, handlingen rummer, foregriber det, således at den naturlige stigning i effekten, efterhånden som dramaet udvikler sig, udebliver. Men Petersons idé med at lade et visionært operarum med hallucinatorisk forvredne tilskueransigter tone frem som baggrund for Mirakel, der frister Antonia, er i hvert fald eminent.

Endelig var det i Giulietta-akten lykkedes at skabe et Venedig, der ikke var turistiskfrastødende, således som det ellers let bliver, men som på den anden side - al sin pittoreskhed til trods - savnede atmosfære.

I denne forestilling er der straks fra premieren blevet alterneret i de to mandlige hovedroller, og flere roller kommer senere til at blive dubleret. Ragnar Ulfung, - der alternerer med Arne Hendriksen, - er en god Hoffmann, både sangligt - som københavner noterer man sig hver gang, man hører en rigtig tenor - og dramatisk, omend han måske kunne fylde lidt mere på scenen. Hendriksen er derimod vokalt utilstrækkelig. I den gennemgående baritonrolle viser Erik Saedén sig som den bedre sanger, han er, mens han og Anders Näslunds iøvrigt byder på ret forskellige - til dels hinanden supplerende - sataner: Näslunds dæmoni er noget massiv, mens Saedéns er mere elegant og spotsk og til tider rummer den farlighed, som Nasiund med sit lidt elementære anstrøg ikke kan virkeliggøre. Hvem man dramatisk skal foretrække, er vel til syvende og sidst en smagssag.

At synge alle tre sopranroller, således som Margareta Hallin gør det, er en præstation, der tæller, og sangligt slår Hallin også til. Nogen strålende scenepersonlighed besidder hun endnu ikke, - som Antonia formår hun højst at udvikle en barnlig, ikke kvindelig, poesi, - og som Giulietta savner hun forførerisk format; men for andre af rollens karaktertræk, såsom begærlighed og egoistisk funderet ligegyldighed, giver hun godt udtryk.

Denne operas karakter af fantastisk billedbog og den afsluttede handling i hver akt gør besætningen af de roller, som kvantitativt set er biroller, til et særlig krævende anliggende. Her har man opnået både gode og mindre gode resultater. Spalanzani ligger lidt for dybt for Arne Ohlson, til at de kan lyde af noget, og selve figuren er slet ikke gennemarbejdet i overensstemmelse med de intentioner, der antydes. Disse Hoffmanneventyr skal være gallerier af groteskt gnistrende punkter, - og for hver lille gnist, der ikke tænder, mister fyrværkeriet en farve. Ligeså er Arne Tyréns Crespel alt for bleg og udramatisk, - det er muligt, han i den menneskelige virkelighed kan opfattes sådan, men her stiller helheden sine specielle krav, som må efterkommes. I den mærkelige rolle som Nicklaus er Kerstin Meyer et vokalt og plastisk aktiv. - En stor sejr vandt Sven-Erik Vikström i den gennemgående tjenerrolle, en opvisning i nokså små rollers mulige betydning i helhedsbilledet, - hans Cochenille betød meget for Olympia-akren og hans ubetaleligt grinagtige Franz vil blive husket længe.

Det er en seværdig forestilling, denne nye Hoffmanns Eventyr, men den fænger ikke rigtig på noget tidspunkt. I al brogetheden er der noget tamt og velopragent over den, som gør, at den kun for alvor kan henrykke gamle onkler og tanter samt børn - og forældre på børns vegne. Det fantastiske bobler væk og efterlader et sterilt album, som lader én kold tilbage, når det har lukket sig i. Det er en forestilling, man ikke tager anstød af, d.v.s. at den ikke er tynget af dårlige traditioner, men det personlige stempel er aldrig blevet sat på den, og dette er en opera, hvor det må mærkes i endnu højere grad end sædvanligt. For meget er tilfældigt og ugennemarbejdet, - således er Giulietta-akten til tider af en helt desorienterende stemning med sit forstyrrende balletindslag og sin forvirrede gruppering, - men meget må kunne forbedres, efterhånden som arbejdet bliver videreført. Man har jo alle kort på hånden i Stockholm.
S. G.