Edwin Fischer

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 04 - side 111-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

ANDERS RACHLEW: Edwin Fischer

Kunstneren og mennesket

Et rigt liv i kunstens tjeneste har fundet sin afslutning. Det kom ikke uventet. Længe havde Edwin Fischer's nære venner med bekymring iagttaget, hvorledes sygdom efterhånden knækkede hans livs- og virkekraft. Talrige rejser til store læger og kendte kursteder bragte desværre ikke den forventede bedring.

Tvungen til uvirksomhed vandrede den store kunstner de sidste par år hvileløs gennem sine stuer i Zürich, om sommeren i sin skønt beliggende villa ved Vierwaldstattersøen, men de glade og skønne toner under hans hænder var forstummede.

Selv sine årlige sommerkurser havde han måttet opgive. I over en menneskealder havde det været Edwin Fischer en særlig glæde hver augustmåned at samle sine elever, unge kunstnere og musikstuderende ungdom omkring sig, først på det gamle slot i Potsdam, senere i Luzern, da han atter havde bosat sig i sit hjemland.

På disse kurser øste han af sin egen kunsts overflødighedshorn, inspirerende tanker, fremfor alt musikglæde, klarlagde for deltagerne musikværkernes indre værdi, deres skønhed i form og udtryk som det fundamentale udgangspunkt for en gengivelse i komponistens ånd. Hans glødende iver kulminerede ofte i, at han selv tog plads ved flyglet og illustrerede spontant det hele i ord og toner med en besnærende og humørfyldt åndfuldhed.

Også denne livgivende del af sin kunstneriske virksomhed måtte han til sin store sorg renoncere på - kræfterne slog ikke til.

Midt i hans sidste års triste tilværelse modtog han et brev, hvis opmuntrende indhold en overgang tændte den fordums glød i ham. Det var en indbydelse fra universitetet i hans fødeby Basel om at komme til årsfesten for at modtage den filosofiske doktorgrad honoris causa - en udmærkelse, som han forøvrigt tidligere var blevet tildelt ved andre universiteter.

I tilslutning til universitetsfesten i Basel følte han mod, lyst og trang til at ville spille for sine bysbørn. Det blev Edwin Fischer's sidste koncert. Mismodig og utilfreds med sig selv rejste han hjem. Han forstod, at han havde overvurderet sine kræfter, som fra den tid ebbede ud, indtil et barmhjertigt forsyn nu har givet ham fred.

Med ødsel hånd havde naturen skænket Edwin Fischer en rigdom af omfattende åndens gaver også udenfor musikkens område, klogskab, en lysende intelligens og lynsnar opfattelsesevne, egenskaber, som i sine udtryk samtidig genspejlede hans karakters sjældne noblesse i alt, han foretog sig.

Hans levende og receptive ånd var aldrig i ro, hans interesser universelle, nye og udvidede kundskaber var ham et dagligt behov, men han skiltede aldrig med sin store viden, forstod samtidig kunsten at kunne »lytte«, havde altid et åbent sind for andres tanker og meninger, selv om disse divergerede fra hans egne. »Positiv oder negativ - man kann immer etwas lernen«, plejede han ofte at sige.

Sjælden har en kunstner været så intenst opfyldt af sit kald som Edwin Fischer. I kraft af sine geniale evner som kunstens udøver var han livet igennem overalt hvor han kom en musikkens lysspreder, der udløste en spontan glæde, fyldte også ham selv med glæde over at kunne gøre andre delagtige i den skabende kunsts skønne værdier, der for ham var selve livet og altbestemmende for hans egen kunst, tillige baggrunden for den ligefrem suggestive indflydelse hans spil øvede på hans tilhørere.

Allerede før den første verdenskrig havde hans særprægede begavelse vakt stor opmærksomhed i datidens førende musikcentrum Berlin, dengang det nåleøje, kunstnerne måtte igennem, hvis de ville gøre sig håb om en fremtid ude i verden.

I et lyntempo blev Fischer en velset gæst i de europæiske koncertsale, eftertragtet som solist ved storbyernes symfonikoncerter, dyrkede kammermusik med sit eget ensemble, og gav et utal af klaveraftner, hvis programmer altid var sammensat efter den store musikers kræsne smag.

Alligevel fik han tid til at realisere et længe næret ønske om et nyt virkefelt, som blev det område, hvor Fischer ydede den største kunstneriske indsats.

En dag kunne man på Berlins plakatsøjler læse: »Edwin Fischer mit seinem Kammerorchester«. I musikkredse var det allerede sivet ud, at han havde sammensat et 28mands orkester af udsøgte musikere. Efter månedlang træning med disse havde han nu ment tiden inde til på en kunstnerisk forsvarlig måde at kunne virkeliggøre en forlængst svunden tids koncertform.

Den hæderkronede gamle Singakademiesal, som helt fra 1800-tallets begyndelse havde været et særlig hjemsted for barokmusikken og Wienerklassicismen, blev den naturlige ramme om Edwin Fischer's første koncert, hvor han fra flyglet både som dirigent og solist sammen med sine dygtige musikere genskabte værker af Bach, Vivaldi og Mozart så levende og naturligt i al deres skønhed, som det kun er de få helt store beskåret at kunne gøre.

At denne koncert og de mange efterfølgende med en stadig fornyelse af programmet øgede hans ry var ikke det vigtigste for Fischer, selv om han glædede sig over det.

Det, som betød mest for ham, var den personlige lykkefølelse over gennem disse koncerter at have gjort en landevinding til fornyelse af sin egen kunst og bevidstheden om, at han kunne mestre den. Det er måske ikke uden interesse at anføre et enkelt eksempel blandt mange - på pressens reaktion, ord fra den betydelige musikforsker og kritiker Alfred Einstein's hånd: »Vi vidste, at Edwin Fischer var en af vor tids største og mest altomfattende pianister, nu har vi lært ham at kende i en ny egenskab som klaverdirigent af en usædvanlig storhed.« Denne form for koncerter lå Fischer's indstilling overfor musikken særlig nær. Under opbygningsarbejdet ved prøverne var hans frodige vitalitet uopslidelig og ildnende. Han krævede meget af sine musikere, men hans udtryksform overfor dem var altid præget af humørfyldt elskværdighed - de forstod ham, beundrede ham og holdt af ham.

Allerede på et tidligt tidspunkt af hans karriere var der bud efter Fischer fra de store symfoniorkestres kendte ledere, og han havde efterhånden spillet sågodtsom hele klaverkoncertlitteraturen under nær sagt alle vor tids største dirigenter, Nikisch, Bruno Walter, Beecham, Weingartner, Busch, Kleiber, Mengelberg, Richard Strauss, Furtwängler o.s.v. Fór den sidstnævnte nærede han en speciel beundring, særlig når det gjaldt Beethoven.

»Imellem kommer man jo også til at musicere med mindre dirigentånder,« bemærkede Fischer engang, »- det gør ikke noget, når de blot er elskværdige, interesserede og villige. Men,« fortsatte han, »jeg har også vistnok i begyndelsen af tyverne — i Stockholm været ude for en kapelmestertype, som nærede en åbenlys ligegyldighed for et musikalsk samarbejde mellem solist og orkester - eller måske var det min person og mit spil det gjaldt. Det var en udenlandsk gæstedirigent, ret kendt og ikke uden dygtighed, når han dirigerede alene. En solistoptræden var øjensynlig et generende indslag i hans koncerter. Jeg skulle indlede aftenen med Bach's d-moll koncert og senere spille Beethoven's Es-dur, som jeg et par dage før havde spillet med Concertgebouw-orkestret under Mengelberg's åndfulde ledelse. Prøverne med gæstedirigenten i Stockholm var hverken opmuntrende eller præget af åndfuldhed. Hans ejendommelige indstilling fik først sin klimaks på selve koncertaftnen. Dirigenten stod på podiet, da jeg trådte ind, men før jeg nåede hen til flyglet, slog han an og begyndte at dirigere - uden mig! Det var en mærkelig situation at tage stilling til. Jeg gjorde imidlertid rolig min reverens mod publikum, bukkede for musikerne, satte mig ved flyglet og faldt ind, hvor orkestret spillede - og,« tilføjede Fischer med et smil, »så tog jeg også ledelsen i min egen hånd resten af aftenen.« Mange har i årenes løb undret sig over, at han aldrig efterkom de mange lokkende tilbud fra Amerika. Det havde sin grund i, at han havde et angstkompleks for at flyve, og da han heller ikke var søstærk, afskrækkede den lange sørejse ham. »Men til Skandinavien er der heldigvis kun et par timer på søen, og det generer mig ikke,« sagde han.

I den første verdenskrigs afslutningsår kom Edwin Fischer til Norden, hvor han straks fandt et lydhørt og begejstret publikum for sin kunst.

Dagen efter hans første Københavnerkoncert bad han mig oversætte for ham en anmeldelse i et af hovedbladene. Jeg kviede mig ved at gøre det, da jeg allerede havde læst kritikken, som hverken var anerkendende eller særlig smuk, nærmest nedsættende, men Fischer ville absolut høre den - hvert eneste ord. Efter at jeg havde læst den, sad han et øjeblik stille og sagde så: »Nå ja so schlecht habe ich doch nicht gespielt.«

Tredive år senere viste jeg ham en bog, hvis indhold var uddrag af samme kritikers anmeldelser gennem årene. »To af dem handler om dig,« sagde jeg til Fischer, »- du husker nok, hvad han skrev om dig efter din første koncert?« - »Oprigtig talt nej,« sagde Fischer, »men lad mig høre.« - Så læste jeg for ham i oversættelse den tekst, som jeg her gengiver ordret på dansk:

»Vital. Spændt og bespændt. Mandig, med ædel rejsning. Frodig, fyrig, en funklen, en fygen, en fnysen. Et lystigt henslægt overmod, en grubien, en tænksomhed, skønhed, ro. En vilje i granit, et krater af temperament. Ynde, fortryllelse, lune og ånd, vision, mystik - dæmon i evigt skiftende spil.«

»Halt, halt - das ist doch zu viel,« råbte Fischer leende.

På hjemrejse sydfra mødte vi for en del år siden tilfældig Fischer på banegården i Basel. Knapt nok havde han hilst på os før han udbrød: »Jeg kommer fra Paris - jeg er blevet skældt ud!« - »Ja, det er rigtigt,« fortsatte han, da han så vore tvivlende miner. - »Jeg var solist ved en Colonnekoncert under Pierné's ledelse. På prøven smider Pierne pludselig taktstokken i gulvet, stiger ned af podiet og siger, idet han går, i en arg tone: 'De kan få en anden til at dirigere for Dem - adieu!' Et øjeblik var jeg helt desorienteret, men så forstod jeg, at det var min egen skyld. I min iver havde jeg givet efter for min uvane på orkestrets tuttisteder at vinke med pegefingeren til et horn, som jeg ville have mere frem, dæmpe en obo med en håndbevægelse, illustrere overfor strygerne at bruge hele buen etc. Jeg huskede, at en dirigent engang i bladene blev kritiseret for ikke at kunne sit partitur, fordi jeg under selve koncerten havde dirigeret med. Han var til og med en fortrinlig kunstner. Jovist - jeg er umulig. Med en undskyldning forklarede jeg Pierne sammenhængen - han lo, orkestret lo, og alt blev idel harmoni.«

Edwin Fischer på koncertpodiet var altid den personificerede naturlighed. Han kunne ikke være anderledes. Nogle øjeblikke sad han stille og alvorlig, fordybet i den toneverden, han skulle fortolke: »Når jeg begynder at spille glemmer jeg alt omkring mig, får en underlig visionær fornemmelse af at være alene med komponisten og hans værk. En aften, da jeg spillede Beethoven's »Hammerklaversonate« op. 106, måske den største og mest geniale af alle hans sonater, kom denne mærkelige fornemmelse særlig stærkt hos mig. Skønt jeg havde spillet sonaten mange gange, blev jeg så intenst grebet af adagioens underskønne slutning, at jeg næsten ikke kunne løsrive mig og begynde overgangen til den store fuga.«

Efter et klaveraftensprograms sidste nummer morede det ofte Fischer som ekstranummer at spille noget, som han mente var ukendt for de fleste. Det skete også her i København. En ung musikentusiast kom genert ind i kunstnerværelset: »Undskyld, hvem har skrevet det dejlige stykke?« - »Det var den langsomme sats fra Benedetto Marcello's obokoncert,« svarede Fischer. - »En bearbejdelse?« - »Netop - desværre ikke af mig, men af Johan Sebastian Bach,« replicerede Fischer.

Denne lille ordveksel foranledigede under en improviseret lille festlighed samme aften en ivrig diskussion for og imod bearbejdelser, som Fischer også blev trukket ind i. »Lad os holde os til de gode bearbejdelser,« sagde han, »f. eks. opfører jeg ofte med mit kammerorkester Bach's omskrivning af Vivaldi's koncert for fire violiner og orkester. Men nu vil jeg - trods klokken er over 12 og jeg imorgen tidlig skal afsted til London spille for Dem en bearbejdelse af Bach's herlige store orgelpræludium og triplefuga i Es-dur.« - I tyve minutter førte han os ind i Bach's mægtige, skønhedsmættede rige, rejste sig pludselig: »Farvel, mine herskaber, nu har jeg givet Dem stof til fortsat diskussion og - til at skælde mig ud,« føjede han til. »Bearbejdelsen er af Ferrucio Busoni den er genial gjort.« - Så vinkede han smilende og gik.

Fischer elskede at komme til Danmark, hvor han som solist oftest spillede med Det kgl. Kapel, skønt han lige højt beundrede Radioorkestret. Fischer led af en kronisk mikrofonskræk, ofte så stærkt, at når han en aften, som han vidste ikke skulle radiofoneres, så en mikrofon hængende ned fra loftet, nogle øjeblikke følte sig hæmmet i sit spil. Det skyldes også denne rædsel for mikrofonen, at en del af Fischer's mange grammofonplader ikke altid blev et fuldgyldigt udtryk for hans spil.

Kong Frederik var en stor beundrer af Edwin Fischer's kunst. Som solist spillede Fischer sidste gang Beethoven's Es-dur koncert ved en privatkoncert med kapellet under ledelse af kongen, som havde indledt koncerten med Leonore-ouverturen nr. 3. Efter koncerten udtalte Fischer spontant: »Når man kan dirigere denne ouvertures første del så følt og smukt som Kong Frederik, er man en ægte kunstner. En konge har jo meget andet at bestille end at dirigere - det var beundringsværdigt, også den måde hvorpå han fulgte mig i klaverkoncerten.«

Edwin Fischer var en hæder for kunstnerstanden, ikke blot i kraft af sin personlighed som kunstner - hans rent menneskelige personlighed rummede samme storhed og dybde. Mozarts ord: »Das Herz adelt den Menschen« kunne stå som et motto over hele Fischer's liv. Sjældent talte han om sig selv, om kolleger aldrig et nedsættende ord. På det punkt gjorde han Georges Bizet's skønne ord til sine egne: »Vi skal hos en kunstner aldrig trække frem egenskaber, som han mangler, men forstå og værdsætte dem, han ejer.«

Sådan var Fischer - tænkte altid det bedste om alt og alle.

Hans godgørenhed var legendarisk - i handling altid diskret gennemført. Adskillige af sine begavede elever hjalp han økonomisk gennem deres første års vanskeligheder som optrædende kunstnere. Ofte forærede han sit eget koncerthonorar til gode formål - alt i stilhed, ønskede aldrig nogen tak.

Nu slår hans ædle hjerte ikke mere, ingen kan længere sole sig i hans elskelige væsen og uforlignelige charme.

En ener som kunstner, en ener som menneske er gået bort, men mindet om ham vil altid have den lysets glans, som kun de udvalgte gennem deres gerning formår at skabe.

Årgang 35/1960, nr. 04