Guitar-epidemien og musikpædagogerne

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 04 - side 153-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Guitar-epidemien og musikpædagogerne Af Jytte Gorki Schmidt

Det er en kendsgerning, at efterspørgslen efter guitarundervisning er stor, og at antallet af statsprøvede musikpædagoger med guitar som hovedfag er lille! - Jeg er for tiden eneste Mp F-medlem med guitar som hovedfag.

Forståeligt nok, om der blandt Mp Fs medlemmer skulle være en del som funderer på, hvorledes det mon går de mange unge, som forgæves må henvende sig til mig om at få guitarundervisning! Forståeligt også, om der blandt mine kolleger, de statsprøvede musikpædagoger, skulle være en del, som gerne ville være med til at føre de unge via guitaren til musikken.

Efterspørgslen synes langtfra at have kulmineret. Ignoreres situationen fortsat, kan det meget vel føre til unødigt spild eller forfladigelse af eventuelle latente musikalske evner hos mange unge, som måske mere af modemæssige end af musikalske grunde har kastet sig over guitaren.

Situationen er kritisk. Det tager naturligvis lang tid at uddanne guitarister, som er instrumentalt dygtige nok til at få adgang til Konservatoriets musikpædagogiske kursus. Der har hidtil ikke været synderlig søgning, selvom Konservatoriet forlængst har åbnet adgang for guitarister på pædagogisk kursus.Håbet om i en fart - eller om inden for et tidsrum, der står i blot nogenlunde aktuelt forhold til den øjeblikkelige situation - at få tilvejebragt en stab af statsprøvede guitarpædagoger, er altså gjort til skamme.

Kan der da overhovedet stilles noget op?

Inden jeg uddyber et kompromisforslag, vil jeg ganske kort fremhæve følgende:

Guitar-epidemien er ikke udelukkende et merkantilt inspireret mode-fænomen! (Se min artikel »Guitarens renaissance og dekadence« i dette nummer af Dansk Musiktidsskrift).

Der vil i fremtiden være et stadigt stigende behov for statsprøvede musikpædagoger med guitar som hovedfag. Selvom den øjeblikkelige nødsituation ganske vist ikke kan nå at få glæde af sådanne, vil det dog næppe kunne kaldes »spildt ulejlighed«, hverken erhvervsmæssigt eller kunstnerisk, om mange flere unge i dag gjorde guitaren til deres hovedfag med musikpædagogisk uddannelse for øje.

Naturligvis er vejen over instrumentaluddannelse og musikpædagogisk uddannelse den eneste legale vej og desuden den eneste, som virkelig tjener guitaren og derfor den eneste, jeg helt kan anbefale.

Måske skyldes den påfaldende tilbageholdenhed over for at lade sig uddanne på pædagogisk kursus med guitar for en stor del mangel på oplysning om dette kursus' eksistens og krav? Antagelig burde Mp F offentliggøre disse krav her i bladet.

Måske har dog tøvende reaktioner på udviklingen også helt andre årsager: Måske den manglende estime for guitar blandt de pædagogisk bevidste musikere herhjemme?

Tillad mig at forelægge Mp Fs medlemmer et »nødhjælps-forslag«, som, så vidt jeg kan se, ville kunne realiseres på forsvarlig måde:

Kunne det tænkes, at Mp F ville afholde et kursus, hvor ï forvejen eksaminerede pædagoger ï andre fag, erfarne i musikken, blev ind j or t ï den grundlæggende, elementære guitarteknik, således at de blev i stand til at give en indledende undervisning på instrumentet?

Det er mig ganske klart, at jeg hermed stiller guitar-sagen på hovedet! Kunne man overhovedet tænke sig, at f. eks. en statsprøvet klaverpædagog, efter få måneders indførelse i violinspil, ville give sig til at undervise i dette fag? Det ville i hvert fald violinistisk set være højst utilfredsstillende, eftersom ingen nok så stor musikalsk indsigt kan erstatte den instrumentale erfaring, den teknik, som er oplevet, »fordøjet« og som ikke blot er en »recept« som følges. For slet ikke at tale om kontakten med instrumentets særlige karakter!

Men hvis denne situation kunne tænkes: at der kun fandtes få violinlærere og at samtidigt behovet for undervisning i violin steg! Ville det mon så ikke blive overvejet at godtage den ovenfor skitserede løsning som en midlertidig hjælp i en nødsituation?

Det hører med til guitar-situationen i dag, at dette overvejes, og jeg har intet andet forslag. Resultatet ville blive, at de guitar-ivrige begyndere ret snart kunne henvises til flere musikpædagoger, der på forsvarlig måde kunne indføre dem i musikkens og guitarens begyndelsesgrunde.

Jeg kunne også tænke mig, at der blandt de interesserede på et eventuelt kursus i elementær guitar-teknik måske kunne være nogle, der siden udviklede en mere dybtgående interesse for og færdighed i at dyrke instrumentet, så at det førte til en prøve med guitar som hovedfag.

Kommer tid kommer råd og - forhåbentlig - flere musikpædagoger med guitar som hovedfag.

Fem musikdage på Vallekilde Højskole
De danske sanglærerforeninger med Danmarks Sanglærerforening i spidsen indbyder til sommerstævne i tiden 2.-6. august. Musikdagenes program, der byder på musikalsk selvvirksomhed, foredrag og kurser samt på en meget interessant offentlig forhandling om sang og spil i skolen, kan rekvireres ved henvendelse til Mp Fs kontor. Stævneafgiften, der for Mp Fs medlemmer er den samme som for medlemmer af de indbydende foreninger, er for kurset kr. 60,- og for kost og logi på højskolen kr. 75,-. Tilmeldelsesfristen udløber den 5. juni.

Propaganda-ugen for den levende musik
finder i år sted i dagene 18.-25. september.
Mp F deltager i propaganda-ugen med elevkoncerten i Tivolis koncertsal, en koncert der dog på grund af Tivolis sæsonlukning finder sted søndag den 11. september kl. 16.
Propaganda-ugens emne i år bliver musikken på skolerne.

Mp Fs tredje weekendkursus den 19.-20. marts omfattede som bekendt tre emner: Gunnar Heerup »Musikkundskab for børn og unge« Bent Stellfeld »Nodeskriftens historie« og endelig Bernhard Christensen »Improvisation som basis for musikundervisning«.

Gunnar Heerup tilsigter i sin undervisning i musikkundskab at gøre eleverne åbne for musikken, at lære dem at lytte og at fornemme den kunstneriske sammenhæng. En historisk orientering fremmer ikke forståelsen af selve værket; det der har betydning er at finde frem til dets indre liv, ind i dets egne love. Selv en formanalyse vil være utilstrækkelig, hvis den blot er en udvendig skematisk betragtning uden indtrængen til de bærende kunstneriske ideer. Ved hjælp af grammofon og partitur fik vi en livfuld og inspireret gennemgang af sidste sats af Beethovens III. Symphonie. Heerup's definition, at takt og rytme kun skal forstås som vejledning til det egentlige rytmiske liv, at man skal lære at føle og opfatte rytmen organisk og levende, var især tankevækkende i relation til det vi skulle høre hos Stellfeld og Bernh. Christensen. Vi var taknemmelige over, at Heerup fordybede sig i én speciel opgave i stedet for at sprede sig over alle dele i det for et weekendkursus altfor omfangsrige emne. —

Hos lektor Stellfeld mødte vi den videnskabelige forskers afklarede verden. Han forstod det kunststykke i løbet af en time at opridse nodeskriftens tilblivelse og udvikling og at påpege de særlige problemer som denne »oversættelse af komponistens intentioner til grafiske illustrationer« medfører, især ved udregning af rytmen. Det var spændende som ved en arkæologisk udgravning på lysbilleder at følge Stellfelds tydning af de første »vink og tegn«, dvs. »neumer«, imens man hørte den samme melodi på grammofon.

At referere Bernhard Christensens timer er vanskeligt, hvis ikke umuligt, thi han er en ener i sit undervisningsarbejde med børn indtil 12-13 års alderen. Han ønsker og søger at give eleverne lejlighed til at udvikle deres naturlige anlæg og at udfolde sig i en organisk rytme. Dette kan dog ikke lade sig gennemføre uden påvirkning, hvor han bevidst arbejder med imitationsmomentet. At resultatet derfor er ensrettet inden for en videre ramme, som omfatter alt det der for de såkaldte »primitive« folk er spontant udtryk og tradition, kan ikke forundre og viser kun retningen i hans idealistiske stræben. Han lægger vægt på improvisation, gruppemusiceren og på tillæring i leg, og han anvender især afrikansk tromme, marimba og bambusfløjter. Hans stærke stillingtagen mod taktinddelingens uniformering og tvang viste til fulde hans modvilje mod den traditionsbundne musikopdragelse. Han arbejder med kroppen og forklarer rytmen som fjedrende bevægelser, der overføres på instrumenterne, hvilket fremkalder »rytmisk klang« i modsætning til den foragtelige taktmusik. —

Det kan fastslås, at dette weekendkursus i sin helhed var vellykket. De kontrastrige emner viste problemernes mange aspekter, og de tre instruktører forstod alle at fængsle.

Vi håber meget, at slige kurser videreføres, thi hvem kan undvære inspiration og fornyelse, og hvornår er man egentlig udlært?
Ilse Meyer.

Generalforsamlingsreferatet afsluttet

Musikpædagog, frk. Augusta Jürgensens mindelegat.

Vedrørende dette legat meddelte Helge Christophersen, at frk. Jytte Strøyberg havde erklæret sig villig til vederlagsfrit at administrere dette legat, og at han derfor trak sig tilbage som administrator.

Da iøvrigt ingen ønskede ordet efter regnskabsaflæggelsen, konstaterede dirigenten, at samtlige legatregnskaber var enstemmigt godkendt.

ad punkt 4 d. Bestyrelsens forslag om uændret medlemskontingent blev vedtaget med samtlige de fremmødtes stemmer.

ad punkt 4 b. Også det af bestyrelsen foreslåede nedslag for ægtefæller vedtoges enstemmigt.

ad punkt 5. På flere medlemmers vegne opfordrede Ellen Damgaard Einar Nørby til at fortsætte som formand. Einar Nørby takkede for tilliden, men anbefalede Henning Bro Rasmussen, som derefter enstemmigt blev valgt til formandsposten.

Alexander Stof Tregen takkede Einar Nørby for hans storartede indsats til foreningens bedste.

ad punkt 6. Harald Bjerg Emborg, Bellis Stedstrup og Randi Teglbjærg valgtes enstemmigt.

ad punkt 7. Mimi Enna genvalgtes som suppleant. Det meddeltes, at den skriftlige afstemning havde godtgjort, at Harriet Næraa var valgt som suppleant for Jyllandskredsen. For Fyn fortsætter Arne Ebbesen.

ad punkt 8. Gudrun Eising valgtes som kritisk revisor. Einar Nørby takkede Vagn Hedemann for hans revision i de foregående år.

ad punkt 9- Einar Nørby motiverede bestyrelsens forslag, idet han påpegede Alexander Stoffregens store indsats til gavn for klaverpædagogikken. Alle tilstedeværende hyldede Alexander Stoffregen, som takkede og tilbød vederlagsfrit at holde foredrag om klaverpædagogiske spørgsmål.

ad punkt 10. Henning Bro Rasmussen takkede for valget og bød de to nye bestyrelsesmedlemmer velkommen i bestyrelsen. Han takkede Einar Nørby og Ilse Meyer for deres indsats. Bestyrelsen overrakte begge en gave, som begge takkede for. Også medlemmerne overrakte gaver og blomster til begge, og begge takkede.

Ilse Meyer rettede en speciel tak til Carly Orneborg for hendes kloge hjælp og varme interesse.

Einar Nørby takkede dirigenten, og Helge Christophersen erklærede generalforsamlingen for hævet.

Einar Nørby.

Helge Christophersen.

Generalprøvekort til torsdagskoncerterne
Medlemmer, der ikke tidligere har modtaget kort til generalprøverne på torsdagskoncerterne i radiohuset, bedes, såfremt de ønsker at få kort til sæsonen 1960-61, snarest indsende meddelelse herom til Mp Fs kontor.

Næste nummer af »Musikpædagogen«
udkommer i begyndelsen af september. Stof til dette nummer må være indsendt inden 10. august.

Mp Fs kontor
holder sommer f erielukket i tiden 20. juni til 11. august.

Musikpædagogisk Forening
Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag).
Frederiksborggade 50, Kbh. K, tlf. BYen 4021.
Postgiro 26284.
Formand: Henning Bro Rasmussen
Næstformand: Harald Bjerg Emborg.
Sekretær: Randi Teglbjærg.
Kasserer: Anne Birgit Moller. - Bellis Stedstrup, Ingeborg Strøyberg og Else Tauber.

ÅRHUS: Knud Skytte Birkefeldt.

ODENSE: Svend Aage Spange.

Juridisk konsulent: Lrsagfører Helge Cbrisîophersen, Vester Voldgade 96, V.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.

Årgang 35/1960, nr. 04