Guitarens renæssance og dekadence

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 04 - side 127-129

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

JYTTE GORKI SCHMIDT: Guitarens renæssance og dekadence

En lille episode fra en musikhandlers daglige oplevelser, fortalt i »Guitar News«, illustrerer godt, hvordan guitar-epidemien kan udarte:

En ung mand valgte omhyggeligt en langt fra billig guitar. Men da ekspedienten foreslog ham også at købe en guitarskole udbrød han: »Oh no! I don't want to play it, I just want to wear it.«

Ikke så sært, at de senere års kolossale popularisering af guitaren har haft en vis »forskrækkelse« til følge i musikkredse, som tager fænomenet til indtægt for deres opfattelse af guitaren som et inferiørt instrument.

Guitarens alsidighed forvirrer mange. Det overses, at guitaren idag er mange slags instrumenter med forskellige formål: Der er Jazzguitaren, Hawaiiguitaren, elektrisk guitar, flamenco-guitar, spansk guitar o.s.v. Man taler om »guitaren« og om »guitarister« i flæng, uden tanke for, at det i virkeligheden ofte drejer sig både om forskelligt byggede instrumenter og om forskellige færdigheder.

Det tros ofte at man, når man siger »spansk guitar« mener et instrument, som især bruges til spansk musik, nærmere betegnet: folkelig spansk musik. Begrebet »spansk guitar« er dog snarere at jævnføre med begrebet »engelsk horn« og dermed menes jo ikke et instrument specielt til engelsk musik. »Spansk guitar« er idag, ganske enkelt, betegnelsen for den guitar, der f. eks. i modsætning til jazzguitaren, anslås med fingrene og er bygget til at bære tarm- eller nylonstrenge.

I det hele taget er det især højre hånds anvendelse, der skaber den store forskel mellem de forskellige typer guitar.

Uden et grundigt studium af højrehåndsteknikken er det overhovedet umuligt at nå et musikalsk værdigt resultat på guitar. Man kunne fristes til at sige, at venstre hånd er bare den selvfølgelige nødvendighed for at fiksere tonen (anbringe nodematerialet). Højre hånd er den -formende.

Til sammenligning: Når man f. eks. kalder en violin og en cello for »strygere« har man jo derved også sagt noget meget væsentligt netop om højre hånds afgørende betydning. På vihuela'ens tid (guitaren i 1500-tallet) skelner man da også udtrykkeligt mellem »vihuela de mano« og »vihuela de arco«, idet der, til de forskellige varianter af instrumenter brugtes henholdsvis fingeranslag eller bue (eller endog plekter). - Men det har dog vel næppe betydet, at de forskellige anslagsformer dengang repræsenterede forskellige arter af musik?

Når man idag siger» klassisk guitar« mener man »den spanske guitar«, men man antyder samtidig den art og det område af musiken, der dyrkes på den. Således som den klassiske, spanske guitar - med samt dens teknik — har udviklet sig: til idag at være et koncertinstrument, der er en Segovia værdigt, er den nu det instrument, på hvilket man kan dyrke både baroktidens luth- og guitarkompositioner, samt vor tids nyere stilarter.

Manuel de Falla skriver i sit forord til komponisten og pædagogen Emilio Pujol's guitarskole blandt andet:

»Jeg kan kun bekræfte, at af alle strengeinstrumenter med gribebræt er guitaren det mest fuldendte og rigeste på grund af sine harmoniske og polyfone muligheder«.

Men for at give et kunstnerisk og musikalsk fuldgyldigt resultat må guitaren naturligvis dyrkes med samme alvorlige arbejdsindsats som ethvert andet velanset instrument kræver det. — Man er jo heller ikke violinist fordi man »bærer« en violinkasse«.

Guitaristen har i det store og hele været prisgivet det ulyksalige og forfængelige håb, at de skulle være fødte genier. Der har hidtil ikke, og især ikke på vore breddegrader, været ligeså selvfølgelig adgang til kontinuerlig instrumental vejledning, jævnsidig og samtidig med en indførelse i musikken på bredere basis, som det i rigeligt mål er tilfældet for f. eks. pianister og violinister. Deraf også de modstridende forestillinger: på den ene side, at guitaren er et meget vanskeligt instrument, og, på den anden side, den måske endnu mere udbredte forestilling, at guitar: det er noget, enhver kan lære, (underforstået: for der er ikke noget at lære).

Denne uholdbare situation behøver dog ikke at vare ved!

Den spanske guitarist og pianist Francisco Tárrega, lærer ved konservatoriet i Barcelona (død 1910) skabte det principielle grundlag for guitar-teknik, som hele vor tids klassiske guitar-kunst hviler på. Den stadig større udbredelse af kendskabet til disse principper, i forbindelse med den tiltagende adgang til regelret musikermæssig uddannelse for guitarister, har allerede bevirket, at der nu verden over er opvokset en generation af meget dygtige unge guitarister indenfor det klassiske guitarspil.

Deres interpretationer bekræfter, at guitaren ligesåvel er egnet til at afspejle vor tids holdning som Romantikkens holdning, eller til at tolke den rene musikstil fra 1500-tallets begyndelse, der ikke anvendte den stoflige effekt, som guitaren ellers er så rig på, - omend den ikke ligefrem giver mulighed for enorme dynamiske udskejelser! (Hos en Manuel de Falla kan man f. eks. høre guitarens klanglige farvemuligheder anvendt, i sublim overensstemmelse med værkets karakter i en »Tombeau de Debussy«, som han komponerede for solo-guitar til en konkurrence, foranstaltet i anledning af Debussy's død. - Senere udarbejdede han den forresten for orkester. Der var nemlig for få guitarister på det tidspunkt).

Idag er det som sagt anderledes. I hvert fald i den internationale musikverden, hvor estimen for den klassiske spanske guitar er i stadig stigen.

Flere og flere konservatorier og højere musikskoler verden over åbner dørene for guitaren som fag og flere og flere nutidige komponister interesserer sig for guitarens muligheder, både som soloinstrument og som kammermusikinstrument.

Fornemme musiktidsskrifter opstår omkring guitaren: F. eks. »The guitar review« (udgivet i New York. 409 East. 50 Street) om hvilket Segovia siger: »- it is a testimanonial and an inspiration to all who love the guitar and beauty«, og det - knapt så dyre »Guitar News« (Official organ for the International classic guitar association, udgivet af W. M. Appelby, 47 Carence Street, Cheltenham. Gloss. U. K.) med meget værdifulde oplysninger om nyudkomne værker for guitar, koncerter, teknik o.s.v.

Dette tidskrift bringer også stadigt flere meddelelser om nye ansættelser af guitarister som lærere ved statsanerkendte og højere musikskoler verden over. F. eks. kan man nu på London College of Music som guitarist opnå »The Diploma af Licentiate«, som af undervisningsministeriet anerkendes som betegnelse for »kvalificeret lærer«.

I musikkredse interesserer man sig idag for Barok-musiken og for endnu ældre musik. Dette har også medført en stigende interesse for de instrumenter, der dengang blev brugt og som var med til at danne stilen, i kraft af deres særlige karakter. Nogle anser sig imidlertid for særlig historisk korrekte, når de antager Luth'en for det mest »historisk korrekte« instrument, medens guitaren betragtes som en forsimpling eller degeneration af Luth'en. Mange af de værker fra d. 16. og 17. århundrede, som anses for at være luthkompositioner, er imidlertid komponeret for »vihuela«, Spaniens daværende guitar. Vihuela'en har dobbelt bestrengning akkurat som Renæssanceluth'en. Den tidligst trykte vihuela-skole for fingeranslag af spanieren Luis Milan (ansat ved det portugisiske hof 1535) findes på vort Kgl. bibliotek. Endnu idag hedder en guitar i Portugal og Brazilien en »violao«, hvilket blot er portugisisk udtale af vihuela.

På det internationale sommerkursus for viderekomne (nærmest professionelle) på Accademia Musicale Chigiana, på et slot i Sienna, underviser den kendte musikforsker, komponist og guitarist Emilio Pujol i det gamle vihuela spil. Han indfører bl. a. sine elever i datidens tabulatur notation, som fortsat bringer »glemte« værdier frem i dagens lys.

(Det er forøvrigt ved samme kursus Segovia underviser i vore dages guitar, assisteret af den fremrangende guitarist Alirio Diaz fra Venezuela).

Spanieren José Azpiazu, som er lærer i guitar på konservatoriet i Genève, har nylig udgivet en lille bog: »La guitare et les guitarists« på Symphonia Verlag, Basel, hvori han belyser den kendsgerning, at luth'en, vihuela'en og guitaren alle tre er af arabisk-asiatisk oprindelse, med henholdsvis arabisk (Tud), romansk (fidicula, vitula) og græsk (kithara) navn. Det tidligste guitarformede instrument man kan se afbildet er fra Thebes, 3500 før Kristus.

I øjeblikket er situationen imidlertid, som antydet i indledningen, den, at guitaren, jævnsidig med dens fremgang på et lødigt kunstnerisk niveau, nu pludselig, takket være en overdimensioneret og overfladisk anvendelse indenfor film og kommercielle foretagender, med eet slag er kommet på mode i det populære plan ... Således som guitaren og luth'en, mærkeligt nok altid i historien er blevet populariseret når de netop havde nået et højdepunkt.

Dette har naturligvis nogle steder medført en slagside i instrumentets ellers stadigt sikrere placering indenfor musiklivet.

Men — man bør måske som Saint-Exupéry siger i »Citadellet« om »den overvejende begunstigelse af de banale digtere og billedhuggere«: »Det kerer jeg mig ikke om, thi jeg ønsker træets blomst og er derfor nødt til at tage hele træet med og derfor også 10.000 dårlige billedhuggeres værker for at det eneste, der tæller, kan fremkomme.«

Inga Gråe skrev om harpen, at den indtager en af de vanskeligste og ensomste poster i orkestret.

Om den klassiske guitar kunne man sige, at Danmark byder den klassiske guitar den allerensomste post i en udvikling, som overalt i musikverdnen ellers er langt mere fremskreden end her. Tænk blot på med hvor mange års mellemrum Segovia gæster os. Og vi hører ingen af alle de andre store kunstnere på »klassisk guitar!«

P.S. Illustrationen til artiklen er fra Luis Milan's Vihuela-skole, som findes på Det kgl. Bbibliotek.
Inskriptionen siger: »Orfeus var opfinderen. Men var han end den første, var han ikke uden efterfølger, thi det er alles, på alle grundlagt.«

Årgang 35/1960, nr. 04