Litteratur

LITTERATUR

JAAP KUNST: Etknomusicology. 3rd. Edition. Martinus Nijhoff, Haag 1959- 303p.

Kun fire år efter andenudgaven har Jaap Kunst udsendt tredje udgave af sin uskatterlige håndbog. I dens nye skikkelse præsenterer den sig med dobbelt så mange sider som tidligere. Bibliografien, der sidst omfattede 1.974 numre, giver nu oplysninger om ikke færre end 4.552 publikationer. Den danske forskning er langt fuldstændigere repræsenteret end i andenudgaven, men et par forglemmelser må dog noteres. Man savner således Godtfred Skjernes »Plutarks Dialog om Musikken«. Og helt forunderligt er det, at Carsten Høeg ikke nævnes. »La notation ekphonétique« turde dog være et betydningsfuldt værk inden for studiet af byzantinsk musik, og heller ikke »Græsk musik« fortjener at blive forbigået i tavshed. En trykfejl er ikke uden pudsighed: Som medarbejder ved Broholms »The Lures of the Bronze Age« figurerer J. P. Larsen, hvilket klinger bekendt, omend overraskende. Der skulle have stået: W. P. Larsen.

Også diskografien er svulmet stærkt op i den nye udgave. - Af nyheder bør iøvrigt .fremhæves rapporterne fra tolv lande om de stedlige muligheder for uddannelse af etnomusikologer. Samt et index (IV) over tidsskrifter og andre publikationer med artikler af flere forfattere. Pro.

RAYMOND RÜSSEL: The Harpsichord and Clavichord. — Faber and Faber, London 1959Instrumentforskningen - eller med et fint ord: Organologien - har i de seneste årtier haft et kraftigt opsving. Ikke mindst i England har beskæftigelsen med og udforskningen af de gamle instrumenter mobiliseret en betydelig skare af både professionelle og halvprofessionelle musikfol Jk og interesserede i denne gren af musikvidenskaben. Organisationen »The Galpin Society«, der i sommer var vært ved den første internationale organologiske kongres, og det ypperlige tidsskrift, som denne organisation udgiver, kan nævnes som vidnesbyrd om denne interesses blomstring i England. Blandt de specialværker om musikinstrumenter, hvormed engelske forskere i de sidste år har beriget litteraturen, hører Raymond Rüssels om cembaloet og clavichordet uden tvivl til de mest betydelige.

Forfatteren er selv samler, og har som sådan specialiseret sig i de gamle klaverinstrumenter, til hvilke han i det meget smukt trykte og med mere end 100 fremragende fotos udstyrede værk giver, hvad han beskedent kalder »an introductory study«. Stoffet er klart disponeret. Efter en almindelig indføring i cembaloets, spinettets og clavichordets historie og mekanik gennemgår forfatteren klaverinstrumenternes udvikling og særlige træk i de forskellige lande, Italien, Nederlandene, Frankrig, England, Tyskland samt - i et lovlig broget opsamlingskapitel Skandinavien, Central- og Østeuropa og Spanien.

På talrige og lange rejser har Rüssel indgående studeret, opmålt og fotograferet, hvad der endnu findes bevaret af instrumenter både i museer og privatsamlinger, og man får mange kontante beviser på hans sporsans gennem præsentationen af instrumenter, hvis eksistens hidtil har været ukendt. Af indlysende grunde er afsnittet om England det bedste og mest dybtgående, idet forfatteren bl. a. støtter sin fremstilling på et stort dokumentarisk materiale til belysning af instrumenternes struktur, anvendelse, priser etc. i det 17.-18. århundrede.

Det er et levende og inciterende stof, der her lægges frem - for en væsentlig del for første gang - men der lægges ikke skjul på, at stoffet langt fra er udtømt.

Når bogen fornemmes som andet og mere end et tørt kompendium, skyldes det forfatterens evne til at behandle stoffet ud fra forskellige synspunkter; ikke blot det teknisk beskrivende, men også det musik- og kulturhistoriske perspektiv er inddraget i hans omtale af baroktidens klaverinstrumenter. Ud fra det indlysende rigtige faktum, at instrumentforfærdigelsen repræsenterer en gren inden for kunsthåndværket og i form og udsmykning afspejler stil og mode på samme måde som alle andre møbler, har Rüssel desuden inden for hver enkelt kapitel et afsnit, som særlig behandler »thé décoration«. Disse afsnit er værdifulde, omend mere skitsemæssige end man kunne ønske. Men at aspektet er taget op — vist for første gang mere systematisk - er al anerkendelse værd.

I et afsluttende kapitel, »The nineteenth Century«, viser forfatteren, hvorledes cembalo og Clavichord gradvis fortrænges af pianofortet. Hans påvisning af clavichordet som det mest træge af de to gamle klavertyper er interessant og begrundes med dets mere expressive, dynamisk nuancerede karakter, som ligger nærmere pianofortets klangmuligheder end cembaloets, selvom også mere jordbundne økonomiske årsager spiller ind: et Clavichord lod sig fremstille til en betydelig lavere pris end et cembalo eller et klaver. Gennem spredte, men yderst fængslende træk giver Rüssel desuden nye og ofte overraskende bidrag til »historismens« historie. Trods det moderne klavers overlegne sejr over de gamle instrumenter og på tværs af den indflydelse, det 19. århundredes klavervirtuoser kom til at udøve på hele musiklivet, søgte enkelte fremragende musikere allerede ved midten af forrige århundrede at vinde gehør for den tanke, at Bachs og andre barokkomponisters klavermusik bedst kom til sin ret på de instrumenter, ud fra hvilke musikken var skabt. »Historiske koncerter« med brug af cembalo foranstaltedes ikke så sjældent for nu mere end 100 år siden, selvom det først er i nyere tid, at de er kommet til at udgøre et mere markant indslag i koncertlivet.

Inventarielister, regnskaber, udskrifter af instrumentmageres redegørelser for instrumenternes mekanik, breve, auktionskataloger, laugsbestemmelser o. s.v. — alt sammen til dokumentarisk belysning af cembalo- og clavichordbygningens historie - er samlet i et fyldigt appendix til hovedfremstillingen, men dette appendix vil sikkert ikke blive den mindst studerede del af Rüssels værk. Overhovedet vil forfatteren med denne stofmættede oversigt uden tvivl give yderligere næring til forskningen på dette område, ligesom der for nutidens cembalobyggere må være værdifulde impulser at hente i dette fremragende standardværk. H. G.

KARL H. WÖRNER: Gotteswort und Magie. Die Oper »Moses und Aron« von Arnold Schönberg.
93 pp. - Lampert Schneider, Heidelberg. 1959

Forfatteren er en af vor tids kendte musikhistorikere, hvis fremragende lærebøger anvendes i vid udstrækning i og uden for Tyskland, bl.a. ved Universitetet i København.

Efter sin doktorafhandling om ledemotivets historie har han delt sin interesse ligeligt mellem det 19. og det 20. århundredes musik. Det intime kendskab til vor tids tonekunst, som flere af hans tidligere publikationer røbede, fremtræder i den foreliggende monografi uddybet og intensiveret Í kraft af den på samme tid dybtgående og vidtrækkende analyse af et af vor tids storværker, som her præsenteres. Wörner synes at være blandt de få forfattere, som gennem studium og indlevelse har tilegnet sig den bærende idé i Schönbergs anvendelse af den dodekafone teknik, og som ikke anvender denne som løftestang for private syrn- og antipatier.

Den førende Schönberg-kender, dr. Josef Rufer i Berlin, sagde for nylig til mig: »Jeg ville næsten ønske, det var mig, der havde skrevet denne bog.« Som motto har forfatteren sat et citat af Schönberg: For mig kommer kun den analyse i betragtning, som fremhæver tanken og viser, hvordan den bliver fremstillet og gennemfort, og har dermed pålagt sig selv en krævende opgave. Analysen lettes dog ved den omstændighed, at hele værket, tekst, musik, sceneanvisninger etc., stammer fra Schönbergs hånd. Og Wörner indleder da med at indkredse sit emne i de to første kapitler om Schönberg og om det religiøse i hans produktion. De to følgende kapitler behandler teksten: dens åndelige verden og dens idé, og først derefter giver han et storformelt overblik over musikken. Så følger en detailleret gennemgang med musikalsk analyse af hovedmotiverne og deres udvikling i fire kapitler om Gud som tanke, Gud som uendelighed, Guds forjættelse og Aron den omskiftelige. Dernæst går han ind på musik, sprogbehandling og symboler og føjer et kapitel om den ufuldendte tredje akt til. På dette tidspunkt, hvor hele værkets idé og struktur er gennemanalyseret, følger da, fordi det nu hører med til den fuldstændige analyse, et kapitel om musikkens tolvtonighed; og til sidst en kort beretning om de hidtidige opførelser (her er Berliner-opførelsen 1959 naturligvis ikke med). En selektiv bibiliografi afslutter bogen.

I erkendelse af denne operas enestående stilling i det 20. århundredes åndsliv har Wörner viet den en videnskabelig og analytisk undersøgelse. Indvendinger mod visse detailler (og mod et par notoriske fejltagelser) vil altid kunne fremføres over for et værk af denne art, og det er også tilfældet her; man vil også kunne diskutere, hvor vidt en analyse kan drives. - Det ville dog overskride denne anmeldelses rammer at komme nærmere ind på disse detailler. Kun tre uheldige trykfejl skal nævnes: p. 45, eks. 9: Prikker efter første akkord mangler; p. 60, eks. 31: Sidste tone skal være g, altså opløsningstegn for ges; p. 66, eks. 45: I sjette takt på anden fjerdedel skal der være c, ikke cis, både i citatet og i analysen; og i niende takt skulle analyseklammen begynde på cis, ikke på h.

Med dette arbejde er det første vægtige ord om »Moses og Aron« sagt fra videnskabeligt hold. Og det er Wörner s særlige kunst, at det er lykkedes ham både at yde sit emne og sin opgave retfærdighed og dog at udtrykke sig på en måde, så enhver kan læse hans bog med udbytte.J. M.