Ny musik på vore konservatorier

Ny musik på vore konservatorier

Mens Per Nørgårds spørgsmål til Det kgl. danske Musikkonservatorium (DM, april) står ubesvarede, har Armin Schibler beskæftiget sig med »Pädagogische Fragen im Bereich der Neuen Musik« i Schweizerische Muisikzeitung nr. 1-2, hvorfra nedenstående afsnit citeres.

Det giver stadig anledning til eftertanke, når man må erkende, at den nye musiks værste fjender idag hyppigt er - de udøvende musikere! Legendarisk er jo ligefrem mange orkestermusikeres hemmelige eller åbne modstand over for det nye, og lige så hyppigt finder vi blandt de berømte interpreter mange sådanne, som i deres hele løbebane næppe nogensinde har bragt et musikstykke fra de sidste 50 år til opførelse. Dette betyder intet andet, end at åbenbart mange musikere anser musik som et fortidsanliggende, en museumsværdi, som skulle have nået sin historiske opfyldelse og udtømt sig, og at de dermed stiller sig skeptisk over for deres eget fags åndelige videreudvikling - da de sikkert ville berømme sig med ikke at have underkendt en Schubert eller en anden storhed, hvis de havde været dennes samtidige, men alligevel gør sig på samme vis skyldig over for vor tids skabende musikere.

Forlængst er også den mistanke blevet bekræftet, at det kun kan være således, fordi der er et centralt hul i musikeruddannelsen og dermed i konservatoriernes lærekonception. Jeg behøver kun at tænke tilbage til min egen uddannelsestid ved Züricher-konservatoriet fra 1940 til 45 for at erkende, i hvor høj grad en kunstskoles mest centrale anliggende blev ladt i stikken, nemlig ved siden af den teknisk-musikalske kunnen også at formidle hint åndelige niveau, på hvilket det dybere møde med kunstværket kan fuldbyrdes, ikke som historisk gods, men som et anliggende for det til enhver tid levende menneske.

Koncentrationen om det spilletekniske fremskridt har allerede til følge, at de musikteoretiske fag bli'r betragtet som et nødvendigt onde, fordi - f. eks. i faget harmonilære - den studerende ganske vist får åbnet blikket for de harmoniske foreteelser inden for den klassiske og romantiske musik, men ikke for virkeligheden af vort århundredes musik. Denne disciplin formidler derfor ofte kun et skævt billede af musikken for den søgende elev. Når man betænker den næsten totale forsømmelse af den rytmiske opdragelse, manglen på improvisatorisk beskæftigelse - så synes en ny vægtfordeling og en nyorientering af de teoretiske fag en påtrængende nødvendighed. Endelig har den åndelige kunstbetragtning (herunder forstår jeg beskæftigelsen med så væsentlige spørgsmål som musik og personlighed, musik og samfund, forholdet til de andre kunstarter, hvortil redegørelse for samtiden og akustiske og musikfysiologiske spørgsmål) overhovedet ingen plads på læseplanen, men er fuldstændig givet den enkelte lærer i hænde, som dog i første række må bekymre sig om spilletekniske anliggender, og - som naturligt er sjældent har en så universel uddannelse, som ville være nødvendigt for behandlingen af sådanne spørgsmål. Heraf resulterer det ikke sjældne fænomen: en koncertmoden afgangselev, der har studeret sine ti år ved en musikskole, og hvis modenhed dog næppe rækker ud over fingre eller sangstemme. I denne lange tid har også de sædvanlige fordomme og bekvemmeligheder listet sig ind, den kritiske tænken forbliver utrænet, mens viden om væsentlige sammenhænge ikke går ud over de enkleste skabeloner; senere følger erhvervslivets fordringer med eksistenskamp og tidnød, og således forbliver hullet livslangt bestående. Er man klar over, hvilken sænkning af vort musikerskabs åndelige niveau dette betyder? Jeg tror, det er rigtigt at bringe dette problem på bane - netop nu, hvor det før eller senere vil være aktuelt at indrømme uddannelsesstederne for musikere de samme rettigheder og privilegier, som de andre højtkvalificerede erhvervs, hvor offentlighedens hånd har taget styret over den samlede institution og ved ansættelse af de bedste lærerkræfter på international basis såvel som strengt udvalg af studerende sørger for, at musikerstanden ikke kun blomstrer materielt, men fortjener en lignende anseelse som de akademiske erhverv.

Da musikstudiet som regel opbygges på arbejdet med fortidens klassiske mesterværker, bli'r den beklagelige konsekvens, at den musikstuderende kun lejlighedsvis kommer i berøring med den egentlige kerne i enhver levende musikkultur, værket fra den egne tid. At tilvejebringe et møde med samtidskunstens strømninger og mesterværker . . .
måtte for et konservatorium være en selvfølgelighed!