Engelsk sangdyrkelse og danske eventyr

ERLING WINKEL:

Engelsk sangdyrkelse og danske eventyr

H. C. Andersen og musikken er et emne, der ganske naturligt har fristet sin forfatter (Gustav Hetsch), men som lige så naturligt på ingen måde er udtømt hermed. Den gamle eventyrdigter er som en stedse rindende inspirationskilde, for teatret, for kunsten, for musikken. Blandt de mange eftervirkninger skal i denne artikel omtales The Hans Andersen Players i Birmingham. Heldigvis dækker denne titel ikke over nogen sekterisk hø j tydeliggørelse eller ortodoks stilprofetering. — Birmingham-spillerne består af en række kunstnere, der simpelt hen er kommet til at holde af eventyrene, og som på en charmerende og ukrukket måde fremstiller dem med ægte britisk lune og følsomhed, således at vi beholder så meget af Andersens egen fremstilling, som det efter forholdene er muligt. Resultatet er som en blanding af oplæsning, teater, pantomine og sangleg.

Sceneriet er gennemgående som Andersen så mange gange har beskrevet det i sine eventyr; digteren sidder som midtpunkt i en kreds af interesserede tilhørere, som med mellemrum indfletter bemærkninger af forskellig slags. I Birmingham er den eventyr-læsende digter personificeret ved Michael Martin-Harvey. Og »afbrydelserne« er gerne af musikalsk art, idet tilhørerskaren består af 4-5 sangere samt ved flyglet Margaret More, der er mester for den musikalske iklædning.

Michael Martin-Harvey, hvis far var en af alle tiders berømteste engelske skuespillere, går med liv og sjæl op i Andersens eventyr. Det samme gælder hans hustru, fru Hester Martin-Harvey, fra hvis hånd der foreligger et væld af akvareller og håndarbejder. Ved den sceniske iklædning af eventyrene er alle de optrædende gerne klædt ud, således at der skabes en passende kolorit. Kostumer og de lette dekorationer skyldes fru Hester, der tillige på mange andre måder har syslet med buledmæssig fremstilling af personer og motiver fra eventyrene.

Det er sikkert af fundamental betydning, at der i Martin-Harvey s hjem er skabt en Andersen-interesse af særlig atmosfære, med en fortryllende blanding af engelsk og dansk. Selve eventyrene var naturligvis det væsentlige; men de engelske kunstneres interesse for dem skulle og måtte udløse sig i aktive bidrag. Det dramatiske helhedsindtryk former sig som oplæsning udpyntet med musikalske, digteriske og billedmæssige vignetter. Fantasien bygger videre, eller der dvæles i betydningsfulde situationer, alt som i en uskyldig barneleg, der ikke for alvor forvrænger det centrale i fremstillingen. Men der kan være ganske stor effekt i de stemningsmæssige udsving. Det understreges på fineste måde i den ledsagende musik.

Margaret More er som komponist velfunderet. Hun er i øvrigt svigerdatter til selveste Granville Bantock, men behøver ikke at skilte med familieskabet. For mange år siden begyndte Margaret Mores Andersen-dyrkelse med en opera i større stil, The mermaid, bygget over Den lille havfrue. Men gennem samarbejdet med Martin Harvey opnåedes den intime form, i hvilken eventyrene nu fremtræder. Produktionen omfatter indtil videre månens fortælling om pulcinellen fra Billedbog uden billeder (16. fortælling) og Det er ganske vist (begge kun med klaverledsagelse) samt Snedronningen, Nattergalen, Svinedrengen og Ole Lukøje. Endvidere er indrapporteret planer om tilrettelægning af Hyrdinden og skorstensfejeren samt Den lille havfrue. løvrigt har historien om pulcinellen og Det er ganske vist været fremført med orkesterledsagelse.

Det ville være misforstået at gå i detaljer med at undersøge stil og form i denne art dramatisk musik. Som det vel er naturligt i forbindelse med Andersens eventyr ligger det stilistiske uden for tid og sted. Der er lighedspunkter med gammel madrigalkunst, med de mange yndige børnesange, med Sullivans operetter, med folkesange, romantiske ballader og impressionistisk klangkolorit. Her er intet konstrueret med tabeller og regnestok. Det væsentlige formål er at levendegøre eventyrene. Spillene har i den ret korte årrække, de har været dyrket, formået at vække interesse for H. C. Andersen i vide kredse. Og selv om vi går rundt og praler med vor verdensberømte landsmand, skal der nu nok stadig være en del, for ikke at sige langt den største del af jordens engelsktalende befolkning, for hvem Andersen er mere eller mindre ukendt. I hvert fald befinder man sig veltilpas og i godt selskab med de britiske kunstnere.

Man kan gøre sig sine tanker om muligheden for omplantning til danske forhold. Sådan set hungrer vi herhjemme efter former for musikalsk dramatik af mindre format, hvad enten formålet er pædagogisk eller det gælder egnethed for optræden i forskelligartede forsamlingslokaler rundt omkring i landet. Dertil må bemærkes, at det for englænderne er en naturlig ting at udtrykke sig i sang. Efterhånden bliver vi vel også herhjemme mere dus med sanglig udtryksmåde. Men endnu er det ligesom, at der ikke findes nogen mellemting mellem den alt for bramfri øl-folkelighed og den opstyltede tribune-ærværdighed. Formodentlig må de britiske anretninger i første omgang anbefales videregående »skolekomedie« af speciel karakter. På Det kgl. bibliotek og på Statsbiblioteket i Århus findes mikrofilm af nogle af de engelske Andersen-spil, til disposition for nærmere gennemsyn.