Nordiske musikdage 1960

FRED K. PRIEBERG:

Nordiske musikdage 1960

Den svenske organisationskomité havde skabt en ramme om musikdagene i Stockholm (8.—11. september) som var en international festival værdig. Alene det digre særnummer af tidsskriftet »Ñutida Musik« med udførlige oplysninger om komponister, værker og medvirkende foruden aktuelle artikler vidnede om et beundringsværdigt forarbejde. Gennem festlige sammenkomster og en fælles udflugt til Sveriges Radios musikskole på slottet Edsberg var der sørget for de kontaktmuligheder, som ofte savnes ved musikfester, skønt de måske er det vigtigste formål med at mødes.

I sin tale ved den afsluttende souper understregede Knudåge Riisager, at de nordiske musikdage først og fremmest er komponisternes fest, hvor de kan hente impulser ved at lytte til hinandens værker. Alligevel kan det være interessant at vide, hvad en udenforstående deltager har haft ud af mødet med et bredt udsnit af de fem landes musik, og NM har bedt en af de udlændinge, der var inviteret med, om at meddele sine indtryk. — Den unge tyske musikkritiker og -forfatter, Fred K.
Prieberg vil være mange bekendt for sit »Lexikon der neuen Musik« og bøger om elektronisk og anden eksperimenterende musik.

Den nutidige skandinaviske musik - fra hvilket af de nordiske lande den end kommer - har visse fællestræk, som nok kun den ikke-skandinaviske tilhører rigtig lægger mærke til. Det er ikke stilistiske fællestræk, for i sin stilistiske bredde adskiller den nordiske musik sig ikke væsentligt fra den mellemeuropæiske: Her som der grupperer der sig mellem avantgardens yderste spids og det nationalromantiske fundament forskellige overgangsfænomener og specielle personalstilarter i forvirrende mangfoldighed. Det drejer sig åbenbart om et karakteristisk træk ved mange nordiske partiturer, som ikke udspringer af kompositionsteknikken: Jeg mener denne specifikt skandinaviske »stemning« eller hvad man nu skal kalde det; det umiskendeligt nordisk-farvede. I folkloristiske værker følger det af sig selv og kan let analyseres ud fra de kompositoriske komponenter; men denne skandinaviske »stemning« eksisterer også i sådanne arbejder, som er fri for enhver folkloristisk hentydning i melodik, rytmik, harmonik og instrumentation. Uvægerlig melder sig associationer til landskabet. Jeg er ikke i stand til at forklare, hvad grunden er. Måske drejer det sig om en parallel til de skandinaviske sprogs typiske timbre . . .
I hvert fald mener jeg at skelne lidt af denne stemning også i yderligtgående kompositioner, om de endda er serielt eller punktuelt organiseret.

Lige så lidt som man kan lade en sådan udefinerlig høreassociation gælde som bevis for den nordiske musiks egenart, lige så vigtig er denne association til at lette den udenlandske tilhører tilegnelsen af Skandinaviens nutidige musik. Det er et faktum, at den skandinaviske musik og dens komponister kun er lidet kendt f. eks. i Tyskland. Her kender man nok Grieg og Sinding; men kun få musikinteresserede, selv blandt dem der beskæftiger sig med samtidens musik, har nogensinde hørt en komposition af Hilding Rosenberg eller Knudåge Riisager. Blot en lille gruppe unge mennesker har i den sidste halve snes år fulgt de gærende avantgardistiske tendenser i Norden, som åbenbart først og fremmest kan føres tilbage til påvirkninger fra feriekurserne i Darmstadt. For dem er Bo Nilsson en ung gud.

Den tyske gæst ved »Nordiske musikdage 1960« opdager ganske vist meget snart, at unge guder ikke ligefrem har det let i Skandinavien. Det kommer af at musiklivet - vel også uden for Sverige - er ordnet efter ret strenge didaktiske grundsætninger. Det forekommer mig at være et meget sympatisk træk, at de musikpædagogiske bestræbelser ikke dikteres ovenfra, altså af statslige kulturmyndigheder, men at de kan udspringe af den individuelle omsorg for så at sige den enkelte borgers psykosomatiske helhed. Desuden ved komponisten, at han også om tyve år stadig har brug for et publikum; følgelig bestræber han sig for at opdrage publikum i sin ånd. Det må gøres interesseret i musik - ikke blot i Beethoven, men også i Schönberg. Det må lære at forstå musik. Dette mål indstiller musiklivet sig på af sig selv. Sammenlignet med Sverige f. eks. er den musikalske virksomhed i andre lande ligefrem kaotisk. Følgelig kan det ikke undre, at også programmet for »Nordiske Musikdage« var sammenstillet med pædagogisk dygtighed - hist og her ganske vist uden instinkt for publikums modtagelighed.

Med det store antal værker - på festivalen var 28 komponister repræsenteret, heri ikke medregnet de elektroniske og konkrete frembringelser - og med deres stilistiske mangfoldighed kunne det ikke undgås at kvaliteten undertiden var svingende; men jeg kvier mig ved at bringe begrebet »kvalitet« ind i billedet, for der findes intet brugbart kvalitetskriterium for nutidige kompositioner. Kompositionsteknisk dygtighed er forlængst ophørt at gælde for musikalsk bonitet. Af den grund vil jeg ikke udøve egentlig musikkritik; jeg vil ikke kaste mig ud i et håbløst forsøg på at være objektiv. Jeg foretrækker i stedet at udtrykke min mening. I den henseende er graden af grebethed, af engagement, et ganske akceptabelt moment i bedømmelsen af musikken. Naturligvis interesserer jeg mig mest for musik på eksperimentets stadium, som samtidig er et tegn på vækst. Derfor nævner jeg allerførst matineen med elektronisk og konkret musik; men jeg vil gerne undlade at fremhæve navne. At opstille kategorier nu kunne hæmme den lovende udvikling.

Derfor i korthed dette: Eksistensen af en nordisk båndmusik i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, endnu inden der nogetsteds findes et officielt kompositionsstudie, godtgør en brændende interesse især hos yngre skandinaviske komponister for disse aktuelle musikalske problemer. Påvirkninger fra Kölnerstudiet for elektronisk musik er umiskendelige; men den stilistiske mangfoldighed er den store overraskelse. Hvad teknikken angår kunne man indvende en del — her de primitive sinustonemontager, der den nærmest tematiske tolvtonerække, et tredje sted en næsten »symfonisk« opfattelse. Men til syvende og sidst er det meste flikket sammen hjemme, improvisatorisk, møjsommeligt, uden de apparaturer, som er en selvfølge i ethvert studie. De positive tilløb, som viser sig allerede nu, fortjener i hvert fald at fremmes og følges opmærksomt.

Og nu til de traditionelle kammer- og orkesterkoncerter, udført næsten helt og holdent med høj musikalsk standard af den svenske radios kor og orkester under Stig Westerberg og Eric Ericson, af Fryden-kvartetten, Kyndel-kvartetten, et kammerensemble under Siegfried Naumann, Griinfarb-kvartetten, pianister og vokalsolister, Helsinki-kvartetten og endelig Stockholms filharmoniske orkester under Øjvin Fjeldstad - bortset fra koncerten på Moderna Museet desværre temmelig dårligt besøgt. Avantgarden udfolder sig på et bredt traditionelt fundament som spidsen på en pyramide med stor grundflade. Til fundamentet hører åbenbart Ludvig Irgens Jensen med sine helt ind i instrumentationens detaljer senromantiske, i Mahler-efterfølgelsens ånd undfangne, programmatisk tænkte orkesterlieder »Japanischer Frühling« til orientalske tekster i tysk oversættelse; endvidere den med unødige støjeffekter oppudsede »Trittico sinfónico« (1958) af Nils-Eric Fougstedt, bred, nordisk farvet symfonik; Tage Nielsens klaversonate, Beethoven-inspireret, frit forløbende, neoklassicisme krydret med romantiske akkorder, modernistisk omfarvet og alligevel personlig; a cappella-messen af Sulo Solanen (1957); Klaus Egges Louisville-symfoni (1959) og helt afgjort Hallgrimur Helgasons Intrada og canzona for strygere. Mange af de nordiske værker er for lange; vidtløftigheden synes at være en national brist - eller en nødvendighed for dem, der føler sig isoleret. Deres trang til at meddele sig går over alle bredder. Tilhøreren - særlig den mellemeuropæiske — kommer til at kede sig og spørger forbavset, hvordan mon Webern-epigonerne sådan kan miskende mesterens største præstation: nemlig den åndelige hygiejne, den renfærdige disposition af tid og musikalske midler.

Det gælder således for det matte arioso med de store stemmeskridt og den højtidelige kedsommelighed, som er karakteristisk for Jan Maegaards »Jævndøgnselegi«; men også for Einojuhani Rautavaaras 2. strygekvartet, en i øvrigt temperamentsfuld, klassicistisk tenderende, kontrastrig musik; endog for de teknisk dygtigt forfærdigede »Konstellationer II« af Bengt Hambræus, en slags koncert for lydbånd og orgel med apokalyptisk klangrotation i rumudfoldelse, et bredt anlagt maleri med orgelmæssigt manipulerede effekter; derimod ikke for det rum-intense, ekscentriske spil med tre træblæsere, Bo Nilssons »20 grupper«, denne delvis aleatoriske, avancerede klangkulisse.

Meget har gode udsigter inden for orkestrenes repertoire, og netop det er den store opdagelse ved festivalen. Ganske afgjort hører hertil Gunnar Buchts 4. symfoni, temperamentsfuld, med vidtspændende tematik, rytmisk egensindigt, henimod slutningen forceret, bevæget og opbragt, vel ikke stilistisk afrundet, men koncentreret gennem en stærk musikerpersonlighed, en art »protest« mod denne verdens tilstand; desuden den yndefulde Mozartske klarinetkoncertino af Lårs-Erik Larsson, de kun rigeligt tykt besatte »Aforistiske varianter« af Maurice Karkoff, en af de få uropførelser, Karl-Birger Blomdahls 2. dansesuite (1951), Sven-Erik Backs tre motetter, nobel brugsmusik, Niels Viggo Bentzons »Elementi aperti« (1959), Eigil Hovlands »Musik for ti instrumenter« (1957), meget glat og undertiden med Hindemithsk tonefald, måske tillige Arne Nordheims sangcyklus »Aftonland« (1957) trods det spinkle vokalparti, hvortil akkompagnementet kun tegner vignetter. Gunnar Berg skulle stramme sine »Fem etuder«; trods al bevægelighed og stærk indre konstruktion er de for lange.

Meget kunne endnu siges om værkerne af Per Nørgård, Flemming Weis, Hilding Rosenberg, Conrad Båden, Magnus Blöndal Johansson, Stig Gustav Schönberg, Erik Bergman og Fjölnir Stefansson . . . men netop af dem ville jeg gerne høre mere for at kunne danne mig en endelig mening, og måske er det mindre vigtigt at gennemdrøfte hver enkelt komposition. Derimod er det vigtigt at fortsætte »Nordiske musikdage«, intensivere programmet og bibeholde den objektive sammenstilling. Så vil det biennale resumé af samtidens skandinaviske musik stadig være aktuelt. Det ønsker gæsten fra Tyskland for sine venner i Norden.