Tøvede Buxtehude

Af
| Årgang 35 (1960) nr. 06 - side 201-202

NIELS FRIIS:

Tøvede Buxtehude?

I Helsingør fejres i dette Efteraar en Mindedag i Relation til Byens store Søn, Diderik Buxtehude. Den 6. Oktober er det 300 Aar siden, den berømte Komponist efter et Par Aars Virke som Organist i Helsingborg, konkurrerede til og modtog Ansættelse i Organistembedet ved Set. Mariæ Kirke i Barndomsbyen - for derefter at beklæde det i halvottende Aar. Indvielsen af et nyt Orgel bag den smukke Renaissancefacade fra Buxtehudes Tid, og med en enkelt bevaret Stemme som traditionsbærende Grundlag, et Højdepunkt i Højtideligheden af denne Mærkedag.

Nogen Organistbestalling er ikke bevaret for Diderik Buxtehudes Vedkommende, og hvad angaar hans Ansættelse ved Helsingør Set. Mariæ har man derfor alene dens Regnskaber at holde sig til. Men de giver ogsaa med al ønskelig Klarhed Sagens Realitet: at Buxtehude modtog Lønning fra Oktober 1660 at regne - og at han, som Skik var i hine Tider, konkurrerede til Embedet. I Regnskabet 1660-61 staar under Dato 6. Oktober indført disse Ord: »Givet til Discrétion, som manerligt er, til tvende Orgemestere, den ene fra Landscrone og den anden fra Helsingborg, som slog deres proba, 10 Rixd., er 15 Dal.«

Det er begrænset, hvad der vides om Buxtehudes Virke i Helsingør Set. Mariæ Kirkes Organistembede, i hvilket han blev Kollega til Faderen, Olai-Organisten Hans Jensen Buxtehude. En af de vigtigste Begivenheder i denne Periode var vel den formentlig af Diderik fremkaldte og i Hovedtrækkene nok ogsaa af ham angivne Ombygning af Kirkens Lorentz-Orgel fra 1635, udført 1662-63 af Hans Christoff Frietzsch. Den gjorde Orglet til det Instrument, ved hvilket Buxtehude naaede det Mesterskab som Orgelspiller, der gjorde ham selvskreven til et af Tidens store Musikerembeder, Organistposten ved Sct. Mariæ Kirke i Lübeck.

Diderik Buxtehudes Motiver til at forlade Helsingør og drage ud kendes ikke, heller ikke Omstændighederne ved det opsigtsvækkende »Avancement«. Hans første danske Biograf, S. A. E. Hagen, hvem vi kan takke for næsten alt, hvad vi ved om hans Helsingør-Tid, har strejfet Problemerne omkring hans Bortdragen bl. a. ved at udkaste den Hypotese, at det nok, da han fik det store Tilbud fra Hansestaden, har »kostet ham en stor Overvindelse at forlade sine Forældre og Hjemmet i Helsingør.« En ikke hidtil kendt Détaille vedrørende Ansættelsen af hans Eftermand som Organist ved Helsingør Set. Mariæ, Johs. Radich, eller Radech, kunde tyde paa, at denne Formodning ikke er ganske ubegrundet.

Radeck er den første Mariæ-Organist, for hvem der kendes en Bestalling fordi Organisterne nu, efter Enevældens Indførelse, fik kongelig Udnævnelse. Det hedder heri, at Kongen, Frederik den Tredje, har beskikket og forordnet Johs. Radeck »til at Veré Organist til dend tydske Kirche udj Vor Kiöbstad Helsingör udj forrige - nu til Lübeck kaldede - Organistes Sted«, hvorpaa følger en kort Opsummering af Organistens Embedspligter - de samme, som ogsaa maa have paahvilet Diderik Buxtehude. Den er udstedt 16. Marts 1668, og lige omkring dette Tidspunkt er altsaa Buxtehude draget bort.

Men - i den afgørende Stund maa han have gjort et Forbehold. Paa Koncepten til den kgl. Resolution om Radecks Ansættelse, der den Dag i Dag er at finde i Rigsarkivet blandt de saakaldte Indlæg til Resolutionerne, er der nemlig i Forbindelse med Sagens Ekspedition foretaget følgende ret væsentlige Tilføjelse: »NB. Herimod hafuer forbem: Johannes Radeck sig reverseret (d.v.s. forpligtet sig til) at saa fremdt den forrige organist til sin bestilling igien kommer, schal hand (Johs. Radeck) brefuet — d.v.s. Bestallingen — i Cantzeliet igien indlefuere.« Han har altsaa ikke, trods den kongelige Udnævnelse, kunnet være helt sikker paa Embedet, fordi Buxtehude først har villet se, hvordan Forholdene i Lübeck — deriblandt vel ogsaa »Datteren paa Kaldet« - passede ham.

Alle øvrige Enkeltheder med Hensyn til Johs. Radecks Ansættelse ved Sct. Mariæ er ukendte, og i Kirkens Papirer er der ikke andre Kilder end Regnskaberne, der angiver Organistskiftet - her iøvrigt regnet pr. 1. Maj. Det lader sig derfor desværre ikke se, under hvilke Omstændigheder og paa hvilket Grundlag Johs. Radeck har maattet underkaste sig den Betingelse at skulle træde tilbage, saafremt Buxtehude ønskede at faa sit Helsingør-Embede igen. Men det er ganske givet, at Buxtehude paa afgørende Maade har gjort sit Ønske om Forbeholdet gældende ikke blot overfor sine egne Foresatte, Kirkens Myndigheder, men ogsaa ved Henvendelse til Danske Kancelli inde i København - til Kongen om man vil.

De formelle Detailler omkring dette Problem faar man næppe nogen Sinde Rede paa, men Sagens Kerne staar fast: Buxtehude har altsaa, da han tog den store Beslutning, villet være sikker paa, at hans gamle Stilling stod ham aaben, hvis den, han gik ind til, ikke passede ham. Med en vis Tøven maa han derfor antages at være brudt op for at drage til Lübeck. Hans Forbehold er ikke uden Interesse til Belysning af hans Tilhørsforhold til Helsingør og Danmark. Han har ingenlunde staaet fremmed over for den Tanke ogsaa videre frem at virke under de gamle og kendte Forhold i Barndoms- og Ungdomsbyen. Men det blev alligevel de nye, der tog ham fangen for stedse.