Ved et 10-års jubilæum

ULRICH TEUBER: Ved et 10-års jubilæum

Da kirkemusikkredsen i efteråret 1950 påbegyndte sit arbejde, kunne en og anden nok opfatte dette initiativ som udsprunget af en ganske overflødig emsighed. Havde vi ikke organer nok, der tog sig af det kirkemusikalske arbejde? Havde vi ikke hele to faglige organistforeninger, foruden en sammenslutning, der skulle værne om de Laub'ske reformideer og Det unge Tonekunstnerselskab, der tog og fortsat tager - sig af de nye strømninger, også i kirkemusikken? Alligevel føltes der dengang et ganske reelt behov for et forum, hvor kirkemusikere kunne udveksle erfaringer, stifte bekendtskab med nyt, og hvor divergerende meninger kunne mødes og brydes. Mange unge organister havde måttet erfare, at de efter at have gennemgået en uddannelse, der ikke just tog et nutidigt sigte, kom ud i den praktiske gerning, hvor de på forhånd var distanceret, ja undertiden direkte mistænkeliggjort, netop fordi de havde gennemgået en musikalsk uddannelse! Det kunne være svært at hævde sig ene mand på en ny post, men når man tilmed skulle udføre sit arbejde under den stadige bebrejdelse, at man gennem sin uddannelse havde fået ødelagt sine muligheder for at stille sig på den stedlige menigheds ofte ret lave niveau, så undres man egentlig over, at ikke flertallet af vore organister ganske simpelt gik i stå.

Men der eksisterede et problem til, som til en vis grad hænger sammen med det, som her er nævnt. I den almindelige bevidsthed var hele det kirkemusikalske spørgsmål centret i striden om melodirepertoiret, den gamle modsætning »Laubikke-Laub«. Man havde svært ved at se, at Laubs indsats var født ud af en spænding mod hans egen historiske baggrund, d.v.s. hø j romantikens verdsliggørelse af kirkemusikken, og at det nødvendigvis måtte føre til en omvurdering af hans syn, så snart denne specielle baggrund var faldet bort.

Da man den 30. september 1950 for første gang samledes i Hellerup menighedshus i en ganske løst organiseret kreds, skete det ud fra et ønske om at opnå bedre kollegial kontakt til gensidig dygtiggørelse, men det stod hurtig klart, at man trængte til endnu mere: til en grundig nyorientering, fordi man måtte erkende, at den traditionelle problemstilling inden for kirkemusikken ikke længere slog til. Kredsen, som gennem de første år — af rent topografiske grunde — gik under navnet »Hellerupkredsen«, har siden da gennemført sit arbejde på to fronter: en mere indadvendt virksomhed, baseret på studiekredse, foredrag og faglige møder, og en mere uadvendt virksomhed, der navnlig omfattede arrangementer af stævner og koncerter samt udgivelse af publikationer.

Man kan næppe sige, at Kirkemusikkredsen har formået at bringe nogen patentløsning på de spørgsmål, den satte under debat. Men det må dog erkendes, at udviklingen i de forløbne ti år har bekræftet, at vi trængte - og stadig trænger til at tage stilling til vor egen generations kirkemusikalske problemer. På mange felter har udviklingen taget fart, ikke blot på det rent musikalske område, men også på det liturgiske, det orgelbygningsmæssige og det kirkearkitektoniske. Der forberedes reformer af kirkens gudstjeneste, der diskuteres orgelspørgsmål med fornyet styrke og efter mange års byggestop er kirkebyggeriet atter kommet i gang. Kirkemusikkredsen har kunnet yde sit bidrag til denne diskussion, og man kan gå ud fra, at de synspunkter, der rører sig blandt kredsens medlemmer, fortsat vil blive hørt, når retningslinjerne for den kommende udvikling skal trækkes op.

I offentlighedens bevidsthed har kredsen dog først og fremmest placeret sig som en organisation, der arrangerer kirkekoncerter med et undertiden vel modernistisk programudvalg. Det er rigtigt, at Kirkemusikkredsen ser det som en betydningsfuld opgave at formidle kendskab til nye strømninger herhjemme og ude, men dette er dog blot én side af arbejdet, og vel har kredsen stået bag et antal store koncertserier med udelukkende ny musik, men den har f. eks. også ansvar for at have »lokket« Bach-fortolkeren Helmut Walcha ud på hans første udlandstourné.

Udviklingen i 50-erne har været kendetegnet ved stadig voksende krav til kirkemusikerens uddannelse og kunnen, en udvidelse af den kirkemusikalske horisont og en vis omvurdering af folkelighedsbegrebet gennem en øget interesse for menighedens aktivisering inden for gudstjenesten. Men — kun nølende har de bevilgende myndigheder villet anerkende, at der nu er blevet brug for en ny kirkemusikertype, der ikke længere har kirketjenesten som en bibeskæftigelse, men som helt og fuldt kan gå ind for sin gerning. Selv om der er gennemført visse forbedringer for organisterne, sidst med den nye lønningslov af 1958, er vi alligevel i dag i den situation, at landets fornemste stillinger, f. eks. embedet som domorganist i København, vederlægges med en slutløn, der ligger 1200 kr. årligt under folkeskolelærerens slutløn! Man må håbe, at det arbejde for højnelsen af det kirkemusikalske niveau, der foregår i disse år, vil føre til en stigende erkendelse af kirkemusikkens betydning for kulturlivet, til en forbedret social placering af dansk kirkemusik.