Boulez' Soleil des eaux

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 07 - side 219-219

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Boulez' Soleil des Eaux

Den 35-årige franskmand Pierre Boulez er for danskerne mest kendt gennem sine klaverværker; således spillede Bengt Johnsson for nogle år siden hans 2. sonate, og nu har Niels Viggo Bentzon og Anker Blyme adviseret om deres indstudering af Structures for 2 klaverer. Dette sidstnævnte værk, berygtet for dets sværhed på grænsen til det uspillelige (i dag!), er komponeret med en teknik der opererer med en høj grad af »forudbestemthed«, nemlig af toner, længder, styrkegrader. Soleil des Eaux er komponeret før Structures og anvender ikke disses strenge teknik.

Som ved digtene til Marteau sans maître har Boulez ved Soleil des Eaux — ligeledes af René Char - følt sig tiltrukket af to ting: den kamp for frihed som digtene fremstiller og det tidssvarende digteriske sprog, (»jeg elsker hans ords skarpe heftighed, hans højspændthed, hans renhed«). I Soleil des Eaux kommer frihedstrangen til udtryk hos fiskerne i Isle - sur - Sorgue, som gør opstand mod den nyanlagte fabrik, der lader sine spildprodukter gå ud i floden og forgifte forellerne, fiskernes århundredgamle næringsvej. Deres opstand er fortvivlet, nytteløs, men sætter spor hos de unge, som sætter sig for at forsvare friheden, hvor den trues eller er underkuet.

Denne enkle handling er af Boulez sat i toner på transparent, atmosfæreskabende vis; Soleil var først skrevet for lille besætning til et radiospil i 1948, men blev i 1950 omkomponeret til dens nuværende skikkelse (eller næsten; Boulez reviderer utrætteligt). Her fremtræder værket i en strukturering, som har mindelser om den dodekafone metode, men med betydelige friheder. Sangstemmerne anvender, udover sunget recitativ og vokalise, »talesang« og rytmisk tale, til tider anvendt samtidig.

Et karakteristisk sted er begyndelsen af La Sorgue, hvor et firestemmigt rytmisk kontrapunkt i orkesteret står over for sopranens vokalise (med lukket mund), hvis toner fordobler snart den ene, snart den anden af orkesterets toner, men alligevel indeholder de mest karakteristiske intervaller i værket:

[nodeeksempel]

Oplysningerne i denne opsats er hentet fra Antoine Golea: Rencontres avec Pierre Boulez (Juillard), som hermed anbefales for interesserede.
Per Nørgård.

Årgang 35/1960, nr. 07