Fire gange Stockhausen

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 07 - side 217-219

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fire gange Stockhausen

På »Louisiana«, i Statens Museum for Kunst samt i radio og fjernsyn opføres, resp. optages i november en hel række kompositioner af Karlheinz Stockhausen.

Kontra-Punkte for ti solo instrumenter stammer fra 1953 og betegnes af komponisten som nr. 1. Tidligere værker er strøget af listen. Det er den første rent punktuelle komposition; dens stil og form er ifølge komponisten ikke bestemt af gestalt, men af struktur. Gestalter er objekter, »som gentages, varieres, gennemføres og kontrasteres«; de »leddeles, bearbejdes, forstørres, formindskes, moduleres, transponeres, vises i omvending eller krebsgang.« Alt dette er her opgivet til fordel for en uophørlig forvandlingsproces. Man hører stadig noget lignende, aldrig det samme. Den sammenbindende kraft ligger i beslægtede proportioner: struktur.

»Ikke de samme gestalter i skiftende lys. Snarere: forskellige gestalter i det samme lys, som gennemtrænger alt.« - Denne bestemmelse har gyldighed som grundbetingelse også for de senere værker.

Klavierstück XI, skrevet 1956 samtidig med »Zeitmasse« for fem træblæsere. Disse værker er et svar på den situation, der forelå, da den elektroniske musik blev en realitet. Kravet om eksakthed, som havde været stigende siden Beethovens dage, og som nåede en tilspidsning i Weberns musik, havde nået sin højest tænkelige opfyldelse i den elektroniske musik. Den uindskrænkede præcision, der således var opnået, frigjorde da en hidtil undertrykt trang til spontanitet i den levende musikudførelse. Man kom ind på at overlade visse sider af den musikalske formning til den (eller de) udøvendes frie valg i opførelsesøjeblikket. - I Klavierstöck XI foreligger 19 brudstykker, eller grupper, noteret tydeligt adskilt på et stort ark, således at den ene ikke leder over i den anden. Pianisten begynder med at spille den gruppe, som øjet først falder på, dernæst hvilkensomhelst af de øvrige 18 etc. Der er intet til hinder for at komme til en gruppe for anden gang, inden samtlige 19 har været gennemspillet; i de fleste tilfælde er der visse varianter beregnet til anden gennemspilning. Når en gruppe nås for tredje gang, holder pianisten op, og stykket er forbi. Tempo og dynamik er reguleret efter særlige spilleanvisninger, som gør det usandsynligt, at en gruppe bliver spillet to gange i samme styrke og tempo. Stykkets udstrækning og forløb bliver forskelligt for hver fremførelse.

Zyklus for en janitshar blev skrevet til Kranichsteiner Ferienkurse 1959. Værkets notation afspejler en udvikling, som satte ind, efter at interpreten var gjort aktiv i formningen af visse delområder. Notationen er blevet et grafisk anliggende og har til opgave at fiksere hvert punkt af det musikalske forløb mellem de to yderpunkter: variabilitet og stabilitet. Det relative tidsforløb angives af »taktstreger«, 30 pr. side. Styrkegraderne tilkendegives relativt ved nodetegnenes størrelse. Crescendo/diminuendo og accelerando/ritardando anskueliggøres ved forskellige slags pile. Hvert instrument i slaggruppen har sit grafiske symbol, som er sat både før og efter hver indsats. Er nogle grupper omrammet af en trekant, er deres indbyrdes rækkefølge fri; står de i en firkant, kan de spilles samtidig eller succesivt efter behag; i parantes over hinanden står alternative grupper etc. etc. Den udøvende kan begynde forrest på hvilkensomhelst af de 17 partitursider og spille værket igennem fra det punkt. Alle symboler er sat, således at »op« og »ned« er lige gode; man kan stille et, flere eller alle partiturblade på hovedet og spille, hvad man så ser.

Refrain for tre udøvende ( klaver/wood blocks, vibrafon/sæterklokker/klokkespil, celeste/bækkener) blev komponeret til Berliner Festwochen 1959. Værket står »Zuklus« nær. De notationsmæssige principper er her udvidet fra solospil til ensemblespil på en måde, så at den enkelte medvirkendes valg af muligheder delvis influeres af, hvad han hører de andre spille.

Kontakte for elektronisk lyd, klaver og slagtøj er skrevet 1959/60 og blev uropført ved dette års verdensmusikfest for ny musik i Köln. - Mens det sædvanlige musikinstrumentarium består af fikserede, indbyrdes adskilte klangkategorier (obo, violin, triangel etc.), er det muligt med elektronisk musik at etablere en gradueret overgang, et kontinuum, mellem flere klangkategorier. Den elektroniske lyd kan fremstilles, så at den nærmer sig instrumentklang, den kan bygge bro mellem flere, og atter forvandle sig ud i kategorier, der ligger instrumentklang fjernt. At også tonehøjde, rytmeværdi og lydstyrke med elektroniske midler kan gradueres uendeligt fint i kontinuer, er velkendt. Endvidere er det gennem højttaleropstilling og flersporet gengivelse muligt at dirigere lydens retning og således spille på dens bevægelser i rummet. — I »Kontakte« udnyttes mulighederne for at etablere kontaktpunkter mellem elektronisk lyd og instrumentklang. Den elektroniske lyd formidles af fire højttalergrupper, der omgiver tilhørerne og forårsager lydens bevægelser i rummet, mens den instrumentale del af kompositionen er ubevægelig. Det instrumentale klangmateriale er tone og støj frembragt af henholdsvis metal, skind og træ. Klaveret forbinder og afspalter kategorierne og giver »stikord« til janitsharen. Det klangligt fikserede er stationært, det klangligt variable bevægeligt. Den elektroniske lyd kan vokse ud i instrumentklangen, som den atter kan gribe, forvandle og kaste rundt.
Jan Maegaard.

Årgang 35/1960, nr. 07