Grammofon

GRAMMOFON

MOZART: Don Giovanni. Fuldstændig indspilning med Philharmonia kor og orkester, London, dir.: GIULINI. Don Juan: Wächter, kommandanten: Frick, Donna Anna: Sutherland, Don Ottavio: Alva, .Donna Elvira: Schwarzkopf, Leporello: Taddei, Masetto: Capuccilli, Zerlina: Sciutti. — Columbia 33 WCX 518-21. (Foreligger også stereofonisk) .

Denne indspilning af Mozarts Don Juan er absolut den bedste fra de senere år. Om den står over Buschs udødelige indspilning fra Glyndebourne må blive en smagssag, den er i hvert fald den eneste, der tåler sammenligning med den. Giulini musicerer smukt og naturligt, hans lyrik bliver aldrig sødlig og hans dramatik aldrig bombastisk; hans udførelse er fornem og uden udspekulerede effekter, Mozart får lov at tale for sig selv.

Tempoerne er faste og overbevisende, kun forekommer ouverturens allegro lidt langsom og begyndelsen af den sidste finale lidt forjaget. Den eneste af personerne, man skuffes lidt af, er desværre titelfiguren; Wächter har en stor og god stemme, og han er overlegen både i musikalsk og sproglig henseende; mange steder synger han også meget smukt, f. eks. i den berømte duet med Zerlina, men hans stemme har ikke den suveræne klangskønhed som Brownlees i Glyndebourne-indspilningen, han er ikke »det erotiske geni«, som Kierkegaard taler om. Taddei er i og for sig udmærket som Leporello, blot er hans stemme for baritonal og skiller sig derfor ikke tilstrækkeligt ud fra Don Juans. Frick (kommandanten) har en god og malmfuld stemme, men han er ikke nogen meget fantasifuld kunstner, hvorfor da også scenen med stengæsten ikke giver det store gys. Den engelske sopran Joan Sutherland er et særdeles heldigt valg til Donna Annas parti; hun synger det med værdighed men uden kedelighed, og hendes forholdsvis lette stemme giver glans over ensemblerne og klarer den sidste aries morderiske koloraturer med lethed. Som hendes trolovede, den ulyksalige Don Ottavio, hører man den italienske tenor Luigi Alva, som udfører partiet med stor musikalitet, blot er hans stemme efter min smag lovlig »ringende«; hans vejrtrækningsteknik især i den sidste aries lange koloraturer er aldeles imponerende. Elisabeth Schwarzkopf er en ideel Donna Elvira, fyrig og blid, og med en ægthed i udtrykket, som hun ikke længe har vist magen til. Piero Capuccilli er en fortræffelig og rørende Masetto, og Graziella Sciutti en ganske henrivende Zerlina, indsmigrende og knibsk, halvt naturbarn og halvt dame. Orkestret spiller med dejlig klang og fin præcision, utvungent men med stor disciplin. Optagelsen er vellykket i alle måder, alle tekniske problemer er løst på en smagfuld måde. Alt i alt er det en fortræffelig indspilning. Kun på de store, tragiske steder savner man Buschs grandiose kraft; Wächter står ikke på højde med Brownlee, til gengæld er Schwarzkopf væsentlig bedre end Helletsgruber, og Sutherland i mange henseender Souez overlegen; Taddei står vel knapt mål med Baccaloni, og Frick slet ikke med Franklin; de andre kan vel siges at stå lige. G. S.

MAHLER: Das Lied von der Erde. Philharmoniaorkestret, dir.: KLETZKI. Bariton: FISCHERDIESKAU, tenor: DICKIE. - Electrola WALP 553/554 S.

Denne ejendommelige »symfoni for en tenorog en alt-(eller bariton-) stemme og orkester« er Mahlers sidste fuldførte komposition og kan vist også betegnes som kronen på hans værk. Det består af seks store »lieder«, af hvilke den sidste, »Der Abschied«, optager en tredjedel af værkets samlede spilletid.

Teksterne er taget fra Hans Bethges antologi af kinesiske digte »Die chinesische Flöte«, som omfatter kinesisk lyrik fra mere end et årtusind. Værket fuldførtes i 1910 og uropførtes et halvt år efter Mahlers død i 1911 af Bruno Walter, som også har dirigeret den første grammofonindspilning af værket for ca. 25 år siden. Sangpartierne udførtes her af Kerstin Thorborg og Charles Kuliman.

Senere har han atter indspillet værket (på LP) med Kathleen Ferrier og Julius Patzak som solister. Foruden denne indspilning foreligger der en med Hans Rosbaud som dirigent og Grâce Hoffmann og Helmuth Melchert som solister; den er trængt sammen på én plade og virker noget forjaget; Rosbaud dirigerer sobert men uden fornemmelse for værkets specielle atmosfære, og de to solister har samme fortrin og mangler som dirigenten. Van Beinums indspilning med Merriman og Häfliger som solister kender jeg ikke. Nu har His Master's Voice bragt en ny indspilning, hvor Kletzki dirigerer og Murray Dickie synger tenorpartiet, mens Fischer Dieskau har det større og ulige interessante baritonparti, der ellers sædvanligvis synges af en alt. Kletzki er dybt fortrolig med Mahlers stil i det hele taget og dirigerer også dette værk med fin fornemmelse for både helhed og detaljer; udførelsen er blot næsten for klar, partituret er ligefrem dissekeret, hvilket går ud over stemningen, navnlig i den sidste sang, som afgjort er værkets højdepunkt. Dickie synger med megen musikalitet, men en noget sløret klang. Fischer-Dieskau udfører sine tre sange med overlegen kunnen og detaljeret nuancering. Indspilningen som helhed er absolut god uden dog på noget punkt (bortset lige fra den større klarhed i optagelsen, som skyldes en nyere teknik) at komme op på siden af Walter-Ferrier Patzak-udgaven, hvis stemningsrigdom er meget betagende. Den nye indspilning er præget af samvittighedsfuldhed og intelligens, men den ældre vidner og kærlighed og visdom. G. S.

VERDI: Rjgoletto. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra San Carlo-operaen i Napoli.

Dir.: MOLINARI-PRADELLI. Rigoletto: Capecchi, Gilda: d'Angelo, hertugen: Tucker, Sparafucile: Sardi, Maddalena: Pirazzini. — Philips A 02021-22 L.

Atter en ny indspilning af »Rigoletto«, som desværre kun er lidet tilfredsstillende. Molinari-Pradelli følger i sin direktion ganske den traditionelle opfattelse, idet han dog styrer udenom de værste smagløsheder; til gengæld er præcisionen mange steder temmelig mangelfuld; hans eneste tegn på en personlig opfattelse af musikken er tempoet i ouverturen, som går helt meningsløst langsomt.

Capecchi har en god stemme, men den er altfor tung og basagtig til dette parti, som i så høj grad kræver beherskelse af voix-mixte'n; han synger forte hele vejen - og undertiden en del for lavt. Gianna d'Angelo, som jo lagde København for sine fødder som Lucia ved det italienske operagæstespil for nylig, synger Gilda kønt og smagfuldt, men når hendes yndige apparition ikke er med i helhedsindtrykket, mærker man, at hendes stemme og kunstneriske formåen i det hele taget vel er gode, men ikke exceptionelle. Tucker har en lovlig massiv stemme til hertugens parti, men han behandler den dygtigt og med god virkning både musikalsk og dramatisk. Sardi synger Sparafucile med god omend lidt tør stemme og uden synderlig dæmoni, og Miriam Pirazzini har en af disse sorte altstemmer, som i hvert fald for os nordboer gør det svært at fastholde den illusion, at hun skal forestille en ung pige. De mange biroller er jævnt tilfredsstillende besat. Orkesteret spiller hæderligt, men man savner ofte nogen klarhed; i indledningen til Gildas fortælling i 3. akt er oboen meget slemt for lav. Optagelsen er ret god, kun favoriseres sangerne visse steder (f. eks. slutningen af 1. billede) lovlig stærkt på bekostning af orkesteret. Alt i alt en tålelig god indspilning, men absolut hvad englænderne kalder »undistinguished«. G. S.