Litteratur

LITTERATUR

AAGE HANSEN: Noget om musik (Pra rørfløjie til symfoniorkester). 172 s. - Wilhelm Hansen, København. 1959.

Aage Hansen er en erfaren pædagog, overlærer i Århus, med sangundervisning som speciale. Man kan derfor gå ud fra at han véd hvordan en bog skal skrives, som fortæller »noget om musik« for unge mennesker, der både savner forkundskaber og trænger til al mulig stimulans for overhovedet at beskæftige sig med emnet. En på børnepædagogikkens område mindre erfaren person som undertegnede kan få det indtryk, at den bevidst naivt causerende tone, som Aage Hansen har valgt, ikke rimer med den lødighed, som stoffet forudsætter hos læseren; men som sagt - forfatteren er en dreven børnepædagog, der sikkert véd, hvad han gør.

Det er forbavsende, hvor meget Aage Hansen har fået med: en kortfattet musikhistorie, herunder bl. a. en fremstilling af jazzens oprindelse og udvikling, en formlære, et kapitel om opera og oratorium, præsentationen af et symfoniorkesters samtlige instrumenter, et afsnit om »orkestret og dirigenten« og en omtale af grammofon, radio og tonefilm.

Selvfølgelig kræver en bog som den foreliggende et maksimum af forenkling, både af pladshensyn, og for at gøre fremstillingen let tilgængelig. Nu og da synes jeg imidlertid, at simplifikationen er drevet lidt vel langt, således når Aage Hansen forklarer Handels raske kompositionstempo ved at henvise til den tidsbesparende generalbasnotering netop ved en omtale af »Messias«, i hvis mange korsatser næppe er komponeret så hurtigt, fordi Händel benyttede datidens akkordstenografi. At Bachs musik i hans levetid kun var kendt i Leipzig er ligeledes en alt for tilspidset påstand.

Et sted nævnes »Palestrina-stilen« uden at begrebet defineres eller Palestrinas navn har været omtalt tidligere. - Der fortælles om modsætningen mellem den anseelse Beethoven nød viden om og de trange kår, han levede under; i virkeligheden befandt Beethoven sig - i modsætning f. eks. til Schubert eller Mozart i sine senere år i Wien - i ganske gode økonomiske forhold.

Man forbløffes, når man læser at middelalderens og renæssancens musik ikke kendte modulation. - Franz Liszt ville have stejlet over det »t«, der har sneget sig ind i hans fornavn, medens Bach ville savne et »n« i sit. Og de impressionistiske malere i det forrige århundredes Frankrig ville have protesteret, hvis de havde fået at vide, at de selv skulle have kaldt sig med det på dem møntede skældsord »impressionister«.

Er det ikke hasarderet at skrive »Nu er negrene jo en meget musikalsk race« og kalde romancen »et lille sideskud til operagrenen«? - Man fristes til at spørge, hvad man forstår ved en »uordentlig« melodi, når man erfarer, at »ved alle ordentlige melodier er der et tydeligt slægtskab mellem de motiver, de er sammensat af«. — Bachs lille F-dur menuet fra Anna Magdalenas nodebog gengives i sin helhed, og der gøres opmærksom på sekvenserne takt 13-15. Derefter hedder det, at »der er sekvenser mange steder i dette stykke: prøv at finde nogle af dem«. Denne opfordring er upædagogisk formuleret, for foruden de nævnte takter er der kun sekvenser i takt 5-6.

Kan man forsvare generelle bemærkninger som »Ellers er de fleste fugaer livlige og har længere temaer« - »Det blev også Haydn, der først skrev, hvad vi nu om dage forstår ved symfonier« - »I rhapsodien er det som oftest folkemelodier ... der bliver arbejdet sammen«? Der er tvivl om, hvorvidt Schubert har skrevet 8 eller 9 symfonier, men igen har, mig bekendt, fundet på at tilskrive ham 10.

- Vist genopførtes Bachs Matthæuspassion 100 år efter den første opførelse, men i Berlin, ikke i Leipzig, og det skete heller ikke 1827, men 1829. - Compeniusorglet kom til Hillerød ikke i 1613, men i 1616. - Man kan ikke skrive at »cembaloet blev opfundet lidt senere end clavichordet«, for vi véd ingenting om det. Sandsynligheden taler imidlertid for, at begge disse instrumenter blev opfundet praktisk talt på samme tid.

Det er ærgerligt med disse og andre unøjagtigheder. Lad os håbe, at bogen oplever et 2. oplag, som ville gøre det muligt at rette småfejlene. Den fortjener i alt fald vid udbredelse, for den vil kunne gøre gavn og gøde grunden for det opvoksende slægtsleds musikkultur, hvis den benyttes af en kyndig børnepædagog, der sætter den i hænderne på unge i den rette alder - jeg gætter: 5. til 7.

klasse. H. R.