Webern og Nono

Af
| DMT Årgang 35 (1960) nr. 07 - side 214-214

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Webern og Nono

Når man ser programmet for koncerten i radiohuset d. 21. november, kan man ikke lade være med at erindre sig Mozarts ord om Ph. Em. Bach: »Er ist der Vater, wir sind die Bubn«. Her stilles Webern side om side med komponister af den ny retning, man plejer at kalde »Webernnachfolge«. Det webernværk vi skal høre stammer dog fra en tidligere stilfase end den der har dannet udgangspunkt for de unge radikaler. Fem orkesterstykker op. 10 er komponeret 1911-13, d.v.s. omkring samme tid som Stravinskijs Petruschka og Sacre du primtemps, og godt en halv snes år før Webern første gang gør brug af 12-toneteknik. Det typisk webernske vil dog være iørefaldende: den knappe og stærkt koncentrerede udtryksmåde. Instrumentbesætningen er solistisk og dette understreges i høj grad af Weberns instrumentation. Hvis man jævnfører dette værk med de seks stykker for stort orkester op. 6 fra 1910, er forskellene meget tydelige. I op. 6 kan man i instrumentationen endnu spore senromantisk orkestertradition: trods hyppig brug af solopassager virker orkesterklangen homogen, instrumenternes klang danner en helhed; i op. 10 derimod er det som om der instrumenteres med rene, ublandede farver — instrumenternes klangfarver stræber i hver sin retning. Som jævnførelse kan mindes om den forandring der skete i Edvard Munchs maleri omkring 1910, hvor de dunkle, tunge farver må vige for de lyse og klare.

Hvad der er sket på musikkens område i efterkrigstidens Italien minder i ikke ringe grad om den samtidige udvikling i Tyskland. En ny generation af komponister er trådt frem med nye (= radikale) ideer. Man har fulgt parolerne fra Darmstadt — men tilsyneladende uden at miste sin nationale egenart. Tre navne har i særlig grad tiltrukket sig international opmærksomhed i de senere år: Bruno Maderna (f. 1920), Luciano Berio (f. 1925) og Luigi Nono.

Nono er født 1924 i Venedig og har studeret hos Scherchen og Maderna. I hans produktion indtager værker med vokalt indslag en dominerende plads, og hans valg af tekster må nok anses for signifikativt, som f. eks. balladen om den spanske civilgarde i Lorca-epitaph'erne fra årene 1952-53 eller brevene fra dødsdømte frihedskæmpere i »II canto sospeso« (komp. 1956). Hos Nono forenes en stærkt subjektiv udtryksvilje med en strengt objektiv seriel teknik. »Incontri« er skrevet 1955 og er opbygget af en tolvtonerække, der utransponeret (men med oktavomlægning af enkelttonerne) gennemspilles 41 gange, hvorefter det hele spilles nodetro bagfra i nøjagtig samme instrumentation og rytmeinddeling. Princippet kan virke banalt enkelt, men rummer muligheder for at opnå en afrundet og helstøbt form. Stilen i »Incontro« er punktuel, d.v.s. man må lytte forgæves efter melodiske vendinger i de enkelte instrumenter, hvilket dog ikke udelukker spændinger af melodisk art mellem de forskellige instrumenters toner. (Kimen til denne kompositionsmåde findes allerede i wienerklassikernes gennembrud te arbejde, hvor en melodilinie stykkes ud på flere instrumenter). Nono belyser sin rækkes melodiske og harmoniske muligheder samtidig, ved i vid udstrækning at lade rækkens toner ligge ind over hinanden, hvad der forlener værket med en til tider næsten vegetativ karakter.

Besætningen er kammerorkestral: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn, l trompet, l basun, pauker og dobbelt solokvintet af strygere.

Axel Borup Jørgensen.

Årgang 35/1960, nr. 07