Grammofon

GRAMMOFON

SCHUBERT: Symfoni nr. 9, C-dur. Royal Philharmonie Orchestra, London, dir.: KUBELIK. HMV ALP 1751.

Schuberts store, guddommeligt lange C dursymfoni foreligger i en ny indspilning spillet af The Royal Philharmonie Orchestra i London dirigeret af Rafael Kubelik. Han spiller dette vidunderlige værk med fin sans for dets karakter og uden forsøg på at afvinde det specielle effekter, hvormed mindre smagfulde dirigenter også altid kommer ynkelig til kort over for dets storslåede naturlighed. Lodder han end ikke de samme dybder som Furtwängler, der med sin mere romantiske opfattelse åbner hidtil uanede perspektiver, så er han dog absolut værket en værdig og åndfuld fortolker, hvis fremførelse man lytter til med glæde og interesse. - Orkesteret spiller brillant, med både verve og lyrik, og optagelsen er af første klasse. G. S.

WEBER: Jeegerbruden. Fuldstændig indspilning med Berlins philharmoniske orkester og kor fra Städtische Oper i Berlin, dir.: KEILBERTH. Max: Schock, Agathe: Grümmer, Anna: Otto, Kaspar: Kobn, Eremitten: Frick. - HMV ALP 1752-4.

(Foreligger også i stereofonisk udgave).

Den nye indspilning af »Jægerbruden« har adskillige fordele. Først og fremmest er de optagelsestekniske problemer løst på mesterlig måde, ikke mindst er stereofonien udnyttet med stor virkning. Man får også her den fuldstændige dialog, hvad der giver sammenhæng og stemning i opførelsen - selv om man endnu en gang må fastslå^ at tekstforfatteren ikke med urette bærer navnet Kind.

Berliner Philharmonikerne spiller med smuk klang og stor sikkerhed, men uden væsentlig åndfuldhed, hvilket skyldes dirigenten, Joseph Keilberth, der synes at være gået til opgaven uden større ærbødighed. Sangerbesætningen er stort set god, men fremførelsen som helhed er mere præget af overlegen rutine end af fantasi og kærlighed til dette henrivende værk. — Keilberth dirigerer med ret langsomme tempi og en lidt valen præsicion.

Rudolf Schock har en lidt for lys og flad klang til Max, og Karl Kohns bariton savner ganske (i replikkerne i katastrofal grad) den næsten grove bredde og dystre uhygge, som den onde jæger Kaspars parti kræver. Damerne er bedre, navnlig Elisabeth Grümmer, der synger Agathe med yndig klang og poetisk foredrag; også Lisa Otto som Ännchen er udmærket, med klare koloraturer og frisk og indtagende stemmeklang. Frick viser smuk stemme som eremitten, og de mindre partier er vel besat med Hermann Prey som fyrst Ottokar, Ernst Wiemann som Kuno og Wilhelm Walter Dicks som Kilián. — Koret fra Städtische Oper i Berlin gør udmærket fyldest. Det bedste i indspilningen er nok ulvesvælgscenen, som teknisk er yderst vellykket, og hvor Webers vidunderlige fantasi tydeligt nok har inspireret de medvirkende til at yde deres bedste. - Uden at være det sidste ord i denne sag er den nye indspilning nok den bedste af de foreliggende. G. S.

WAGNER: Den flyvende Hollænder. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Statsoperaen i Berlin, dir.: KONWITSCHNY. Hollænderen: Fîscher-Dieskau, Daland: Frick, Senta: Scheck, Erik: Schock, Mary: Wagner, styrmanden: Wunderlich. - Electrola WALP 555-7. (Foreligger også i stereofonisk udgave).

Det nytter ikke at prøve på at skjule det: den med spænding imødesete nye indspilning af »Den flyvende Hollænder« er trods adskillige gode momenter stort set en skuffelse, omend på en lidt anden måde, end man måske havde ventet. Jeg havde frygtet, at Fischer-Dieskau med sin lyse og bløde stemme skulle komme til at stå meget svagt i denne rolle, som kræver vælde og dæmoni i stemmen, men i kraft af sin overlegne kunstneriske intelligens klarer han sig alligevel beundringsværdigt; blot er - som altid - hans nuancering næsten for minutiøst udarbejdet, hvilket berøver skikkelsen noget af dens monumentalitet. Men dog hellere dette end den ensformige grovkornethed, som præger resten af opførelsen, og som først og fremmest skyldes dirigenten, Franz Konwitschny. Nu er Hollænderen tung i instrumentationen, men en så vedholdende tyk og unuanceret klang skulle ikke være uundgåelig. Tempoerne er sunde og naturlige, men de klanglige finesser, som der trods alt er mange af i partituret - for slet ikke at tale om de psykologiske detaljer i sangen - kommer ikke frem, undtagen lige hos Fischer-Dieskau. Det fra gammel tid velmeriterede Statsoperaorkester spiller virtuost, hvorimod koret i beklagelig grad synes at mangle gode stemmer, navnlig i sopran og tenor. Netop i denne opera, hvor herre- og damekoret næsten hele tiden synger hver for sig, afsløres denne svaghed så tydeligt. — Marianne Schech synger i og for sig ganske smukt som Senta, blot har stemmen et generende vibrato, der berøver skikkelsen dens ungdommelighed. Gottlob Frick synger hendes fader, skipperen D al and, med smuk stemme, men i et vedholdende og unuanceret forte og uden forsøg på karakterisering. Sentas uheldige bejler, jægeren Erik, synges af Rudolf Schock med god, omend noget operettepræget klang og uden større deltagelse i den unge Eriks lidelser. Sieglinde Wagner og Fritz Wunderlich er udmærkede som henholdsvis styrmanden på Dalands skib og Sentas amme, Mary. Teknisk er optagelsen fortrinlig; man mærker også i »Mono«-versionen den stereofoniske optagelses velsignelser.
G. S.

PUCCINI: Pigen fra Vesten. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Scala-operaen i Milano, dir.: v. MATACIC. Minnie: N ils s on, Johnson: Gibin, Rance: Mongelli. - Columbia 33 CX 1631-33.

I 1907 stiftede Puccini, som allerede havde slået sit navn fast med de tre store sukcesser: Boheme, Tosca og Madame Butterfly, bekendtskab med et nyt skuespil af den samme David Belasco, der havde lavet skuespilversionen af Madame Butterfly. Stykket hed »The Girl from the Golden West«, og Puccini besluttede at lave en opera over dets handling. - Hans to trofaste tekstforfattere, Illica og Giacosa slog imidlertid bak over for dette stykke, hvis vilde dramatik flere steder tangerer det komiske, og Puccini måtte derfor alliere sig med to andre herrer, Zangarini og Civinini, som i nært samarbejde med komponisten udformede tekstbogen. Her er alt, hvad man kan begære: barske guldgravere, som dog ikke har meget guld i lommen, men des mere i hjertet, en djærv bar-værtinde, Minnie, som samtidig er en dejlig, men utilnærmelig pige, elsket af alle de gæve gutter, som hun har et så sikkert tag på, at hun endog kan holde bibeltime med dem, en dæmonisk sheriff, Rance, som elsker Minnie med en styg, sanselig og aldeles uamerikansk kærlighed, og som er på jagt efter bandeføreren Ramerrez, der under navnet Johnson vinder Minnies kærlighed efter først at have vundet hendes respekt ved at sove i hendes stue om natten uden at gøre mine til at ville foretage noget, som hans mor ikke ville synes om. Han afsværger røveriet, men er alligevel på nippet til at blive hængt, hvad Minnie dog forhindrer ved at få alle guldgraverne til at bryde sammen i gråd ved tanken om, hvor god hun altid har været imod dem. Her er kort sagt alt, selv to rigtige indianere, der siger: »Ugh«; mere kan ingen forlange. Premieren fandt sted på Metropolitan i New York i 1910, og man havde ikke sparet på noget: Toscanini dirigerede, Emmy Destinn sang Minnie, Caruso var Johnson og Pasquale Amato Rance; sukcessen var altomstyrtende, og den gentog sig ved den europæiske førsteopførelse i Rom et halvt år senere.

Ikke desto mindre hører operaen til Puccinis svagere værker, og den opføres nu kun lejlighedsvis uden for Italien. Der er noget paradoksalt i, at denne opera blev modtaget med en grænseløs jubel, mens de tre operaer, som har båret hans navn ud over alverden, blev modtaget enten med lunkenhed eller med direkte fjendskab.

Der har hidtil eksisteret i hvert fald én indspilning af pigen fra Vesten med Tebaldi i titelrollen, og nu har Columbia udsendt den med Birgit Nilsson som en strålende Minnie, Joao Gibin som en mandig og velsyngende Johnson og Andrea Mongelli som en virkelig illuderende skurk af en sheriff. De utallige mindre roller (operaen har atten personer) er alle vel besat, og den stereofoniske optagelsesteknik har tydeligt nok »smittet af« på den »almindelige« version og gjort den bedre, end den ellers ville have været. Lovro von Matacic dirigerer med stor omhu og præcision dette Puccinis ubetinget mest komplicerede partitur; han har stor klangsans og en sjælden evne til at få de bestandige tempoovergange til at virke naturlige; Scala-operaens kor og orkester medvirker på fortræffelig måde til det strålende resultat, som også den glimrende optagelsesteknik har sin store andel i. De medvirkende fortjente alle at hædres ved at få lov til at indspille et virkelig stort og betydeligt værk. G. S.

VERDI: La Traviata. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Operaen i Rom. Dir.: SERAFÍN. Violetta: de los Angeles, Alfred: del Monte, Germont: Serení. - HMV ALP 1780-82.

Verdis Traviata indtager en absolut særstilling i hans produktion. Med den grundlægges den realistiske opera, som når sin blomstring hos Bizet og Puccini - og trædes flad af Mascagni og Leoncavallo. Bortset fra Verdis Schiller- og Shakespeare-operaer er Traviata den eneste, hvis handling ikke er en røverhistorie på et lavt litterært niveau, og den eneste af hans operaer (måske lige undtagen Macbeth), som rummer en virkelig psykologisk udformet kvinderolle. Partituret er da også langt det mest forfinede, Verdi på det tidspunkt, i 1853, havde frembragt.

Typisk nok for den tids operaforhold i Italien vovede man ved uropførelsen i Venedig ikke at spille den i samtidige kostumer, men henlagde handlingen til Ludvig XIV's tid.

Der foreligger allerede et betydeligt antal indspilninger af Traviata, men mon ikke His Masters' Vbice's sidste udgave af den vil vise sig at være de andre overlegen. Cetras indspilning er ikke ringe, navnlig udfører Callas titelpartiet med stor psykologisk finhed og usædvanlig skønhed, mens hendes to hovedpartnere ikke når de samme kunstnerisk højder. Deccas indspilning med Tebaldi i titelrollen har ikke mange andre aktiver end sangerindens smukke stemme, og Toscaninis højt berømmede udgave skæmmes efter min mening - trods ubestridelige kvaliteter - stærkt af overdreven hast og en nedslående mangel på følsomhed. - Den nu foreliggende nyindspilning dirigeres af Tullio Serafín, og hans udførelse er præget af dyb indlevelse og den nobleste tradition; trods sine 81 år fremfører han værket med usvækket kraft og stor omhu for de mange fine detaljer; det eneste, man kan anke over, er den noget vaklende korrespondance mellem scenemusikken og sangerne under valsen i 1. akt. Victoria de los Angeles udfører Violettas parti med skøn stemmeklang og gribende udtryk, som aldrig tangerer det hysteriske, hvad man ellers så ofte kommer ud for. Hendes to partnere, Carlo del Monte som Alfred og Mario som hans fader, er ikke meget kendt på disse breddegrader; de er begge fine og intelligente kunstnere, som udfører deres partier med stor vokal skønhed og megen smag. Også de talrige mindre roller er godt besat. Teknisk er indspilningen, der også foreligger i stereoudgave, fortrinlig. G. S.