Jazz og europæisk tradition

HELMER NØRGAARD:

Jazz og europæisk tradition

- Der skulle gå temmelig lang tid, før det blev klart for alle, at jazzen ikke blot var at opfatte som akkompagnement til »the roaring twenties«, og som sådan et forbigående kulturfænomen, men at den tværtimod var i besiddelse af en sejlivethed, som trodsede alle dystre profetier og som betingede dens evne til kamæleonagtigt at indrette sig på givne vilkår uden at miste sit præg.

Det store flertal af seriøst arbejdende komponister tog i princippet afstand fra den - i reglen efter en kortvarig flirt - men enkelte forsøgte i deres trang til fornyelse at udnytte den specielle jazzatmosfære; men i de værker, der blev følgen, stod det jazzmæssige temmelig isoleret som et arkaiserende element, en effektfuld raritet blandt så mange andre. Et for et er disse opus blevet forkastet af jazzfolk; men endnu har man ikke opgivet drømmen om en sammensmeltning af europæisk koncertmusik og jazz. Avancerede jazzfolk er i lighed med deres seriøse kolleger kommet til kort i deres eksperimenter, og så vidt mig bekendt eksisterer der ikke et eneste værk, som kan accepteres som relevant både af de langhårede og de korthårede, hvilket jo må være vilkåret. Spørgsmålet er, om disse forsøg ikke på forhånd er dømt til at mislykkes.

Selv om man ikke skal lægge for meget i den måde, hvorpå man iscenesætter den musikalske akt, spores der allerede her dybtgående psykologiske forskelle.

Når således en kjoleklædt koncertpianist anbringer sig ved Steinway-flyglet, tavs og indadvendt, understreger han, at han repræsenterer en ærværdig musiktradition, som fordrer distance og samtidig opdeler tilhørerskaren i enkeltvæsener, hvis åndelige berigelse udelukkende beror på deres evne til at følge de musikalske mønsters udsøgte finhed. Han er kulturgesandt.

Jazzmusikeren er for så vidt lige så nøjeregnende med sin ydre fremtoning, blot med modsat fortegn. En vis skødesløshed i påklædning og væremåde røber ham. Han er den første blandt ligemænd, og han intensiverer de tilstedeværende som gruppe. Han må opholde sig i en ring af menneskelig varme, da denne er betingelsen for, at hans evner som musiker kan udfolde sig helt frit, hvilket bringer ham i den skarpest tænkelige kontrast til vor koncertpianist, som principielt kan se helt bort fra tilhørerne, da hans stof er fastlagt på forhånd.

Fordelen ved at kunne fastlægge et forløb er for komponisten, at han ved eksperimenteren med de givne midler kan sprænge en for snæver ramme og opdage nye muligheder og sammenhænge, hvilket jo i disse år sker så radikalt, at publikum har vanskeligt ved at følge med, hvilket så igen resulterer i rasende angreb på komponisten, ikke alene fra publikum, men også fra visse anstændige komponister, som tillægger ham de laveste motiver. Et andet resultat er en stedsevarende »koncertlivets krise«. Det vil dog vel ikke kunne nægtes, at disse fra generation til generation skiftende eksperimenterende musikere har hentet rigdomme frem, som har intensiveret livet - også for jazzfolket.

I denne kreds, hvor spontan udfoldelse er løsenet, må man til enhver tid have en fast formel at fabulere over. Et sådan formel slides ved flittig brug, og man ser sig da om efter friske impulser, hvilket ofte vil sige, at man lægger øret til koncertmusikken og griber et par karakteristiske ejendommeligheder, som man udnytter til sit eget formål.

Mens det svage punkt for koncertmusikken således er forholdet til publikum, er den givne ramme, som på grund af slitage uafladelig må udskiftes, jazzens akilleshæl. Sagt på anden måde: Man kunne grafisk aftegne koncertmusikken som en temmelig bugtet - linie, hvis endemål altid ligger uden for horisonten, princippet er inspiration til generationen; jazzen er grafisk et sluttet forløb, som i tidens løb afløses af et nyt sluttet forløb, princippet er spontanitet på baggrund af en indlysende og fast form. Hvis dette er rigtigt, er den eneste mulighed for sammensmeltning af de to musikformer, at en af dem måtte opgive selve det dogme, hvorpå den hviler. På den anden side er det jo muligt, at gnisten skulle springe mellem jazzlejren og avantgardisterne, men det er ikke sandsynligt. Derimod ville jeg mene, at en jazzmusiker og en komponist kunne græsse fredeligt side om side i den samme person, men han bør skelne skarpt mellem sin virksomhed som jazzmusiker og som komponist.

Jeg har selv forsøgt mig med et værk(1) bygget på et indtryk af trompetisten Bix Beiderbecke; det er ikke jazz, men koncertmusik, som indtager en bestemt attitude.

Jazzen opfatter jeg som vor tids ægte troubadurkunst, og den danner derved en frugtbar polarisation til koncertmusikken, en polarisation som gavner begge lejre, og Í hvis spændingsfelt det aktuelle musikliv udfolder sig.

Fodnote:
(1) Young man whh a horn, uropføres ved DUTs koncert d. 15. januar.