Litteratur

• LITTERATUR

NIELS SCHIØRRING: Musikkens veje. 160 s. Berlingske Leksikonbibliotek, København. 1959.

Bagved denne meget sympatiske bogs ret uprægnante titel gemmer sig en ganske omfattende fremstilling af musikens udvikling siden århundredeskiftet - kort sagt, en redegørelse for de veje, den moderne musik har fulgt. Schiørring er ikke blot en kyndig vejleder, men tillige dybt personligt engageret i sit stof og dets problemer.

Han former sin bog som en musikhistorie, der spænder over vort århundredes seks første decennier, og derfor begynder den naturligvis med Debussy og den reaktion - såvel positiv som negativ - hans særprægede stil udløser i Frankrig. Derefter følger grundlæggende kapitler om Stravinskij, Bartok og Schönberg samt Berg og Webern, og endelig Hindemith og neoklassicismen i Tyskland.

At den nyere tids udvikling i Østeuropa, Italien, Spanien, Mellemeuropa samt i England og Amerika behandles mere summarisk synes fuldt berettiget al den stund, de skabende kræfter i disse områder praktisk talt udelukkende bygger på impulser, som er udgået fra de nævnte ledende skikkelser.

En ganske omfangsrig redegørelse for musiken i Norden - Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige i uangribelig alfabetisk rækkefølge - samt et ret kort kapitel »Efter den anden verdenskrig«, som fremfor alt behandler den elektroniske musiks problemer, afrunder Schiørrings læseværdige og interessante bog, som imidlertid nu og da udfordrer til kritisk modsigelse.

Det er indlysende, at det er lettere og mere taknemmeligt at skrive kapitler om Bartok og Stravinskij, Schönberg og Hindemith o.s.v. end f. eks. »Musikken i Syd- og Mellemeuropa«. I dette og andre, lignende afsnit af Schiørrings bog trues fremstillingen til tider af en vis tendens til skematisk stofbehandling og en form for karakteristik, der ikke altid tegner et helt klart billede af de omtalte komponisters stil. Således hedder det og Bernard Zweers, at han »for første gang indførte ægte hollandske elementer i musikken«. Man får heller ikke megen oplysning af en vending som »ny-amerikansk senromantisk stil«, med hvilken Charles Ivés' kompositioner fra tiden omkring 1900 karakteriseres. Og »ægte fynsk følelse« som karakterbetegnelse for Carl Nielsens »Maškaráde« hører til de ligeså almindelige og tyndslidte, som intetsigende talemåder. Og så er der Poulenc, hvis udvikling gennem de sidste 10 år næppe fremstår tydelig, når der tales om »en række klangligt særprægede, elegant formede, overvejende polyfone værker«.

Man kan selvfølgelig ikke være blind for de vanskeligheder, som oversigtskapitler frembyder, vanskeligheder, der muligvis ikke kan overvindes helt, hvis målet er en helt igennem organisk, let overskuelig og entydigt karakteriserende fremstilling. Måske ville dog oversigtskapitlerne over de ikke-skandinaviske lande have vundet noget, hvis stoffet ikke var blevet behandlet kronologisk, men systematisk efter de i de respektive områder dyrkede stilretninger.

At dele sol og vind lige når man som dansk forfatter skriver om nulevende skandinaviske komponister er en så vanskelig opgave, at man forstår, hvorfor Schiørring har valgt at forholde sig helt objektivt refererende. Samme tilbageholdenhed er måske mindre på sin plads, når det gælder fortiden, selv om den ikke ligger altfor langt tilbage. Man forbløffes unægteligt, når komponister af en så banal holdning som Fini Henriques og August Enna behandles på lige fod med f. eks. Lange-Muller.

Schiørrings bog er for resten ikke helt fri for små unøjagtigheder. Hugarth er ikke en 1800-tals kunstner, men levede 1697-1764.

Den isorytmiske motette - omtalt i forbindelse med Schönbergs serieteknik - går ikke tilbage til det 13. århundrede, men optræder første gang i »Roman de Fauvel« fra 1316.

I forbindelse hermed en principiel indvending: Kun den isorytmiske motettes konstruktionsprincip kan sammenlignes med dodekafoniens serieteknik, medens maqam og raga har helt afvigende betydninger. »Don Juan«-citatet fortæller heller ikke noget om tolvtoneteknik, skønt alle det tempererede systems 12 toner benyttes i løbet af få takter.

Ej heller Wagners alterationsstil eller Skrjabins akkordkonstruktioner frembyder andet end en ganske overfladisk berøring med Schönbergs serielle teknik, selvom de gødede den jord, på hvilken den kunne vokse frem.

Af de af Schiørring anførte navne kan kun Hauers og Fartein Valens sidestilles med Schönbergs.

Jeg vender tilbage til småfejlene. Toch har ikke opholdt sig i Amerika fra 1923, men forlod Tyskland først efter Hitlers magtovertagelse. - Når Elgars »Pomp and Circumstance« m. m. rubriceres som »korværker«, skyldes dette formodentlig en lapsus, som de fleste læsere straks vil snuble over. - Værre er det, at Nordraak nævnes som en af de mange skandinaviske komponister, der blev uddannet i Leipzig, for det lyder så sandsynligt, skønt det ikke er rigtigt. - Når Hilding Rosenbergs »Johannes uppenbarelse« dateres 1950 i stedet for 19-40 og Edgar Várese staves med accent aigu, må den skyldige vel søges blandt trykfej lsd j ævl ene.

En sidste anke: Bogens sider 148-155 bringer definitioner af leksikalske stikord som »absolut musik«, »atonalitet«, »diatonisk«, »dynamik«, »harmonik«, »melodik«, »kontrapunkt« med flere overmåde elementære begreber, hvis leksikalske definitioner i en bog som den foreliggende må vække forundring, eftersom den - trods sin relative lettilgængelighed - ikke kan læses og næppe heller vil blive læst af et publikum, der har disse ordforklaringer behov. Deres tilstedeværelse virker endnu mere forbløffende, når man opdager, at ord som birytmik, gennembrudt arbejde, funktional udvikling, alteration, forudhold, rubato, ambitus m. m. ikke forklares.

Efter alle disse kritiske indvendinger er det mig magtpåliggende utvetydigt at understrege, at de ikke kan og skal forklejne Schiørrings bog set som helhed - en fintfølende, stofrig og dog kortfattet, i almindelighed præcist og kortfattet formuleret, men alligevel let læselig, desuden - og frem for alt sagkyndig fremstilling af den stilistiske omvæltning, der på musikkens område indledes med Debussys »Prélude à l'aprèsmidi d'un faune«.
H. R.