Musikkalender

• MUSIKKALENDER

Uortodokse tanker om sangundervisning

Når man som pædagog og udøvende musiker på både det instrumentale og sanglige område har haft lejlighed til at følge udviklingen i de sidste 30 år herhjemme, så slår det en, hvor stor fremgangen har været rent teknisk på instrumentområdet. På det pianistiske felt, som jeg kender mest til, synes det tekniske nu at ligge solidt næsten overalt.

Derimod forekommer det mig, at sangen ikke er i samme gode tekniske udvikling.

Det stod ikke særlig godt til for 30 år siden, og stadig kan man lede med lys og lygte efter det, der for alle instrumentalister er det fundamentale: den tekniske beherskelse af instrumentet.

For nogen tid siden læste jeg i en anmeldelse af den hollandske sanger Laurentz Boegtmann: »En sjælden oplevelse! Stemmen lystrede overalt som et fint instrument; han havde kort sagt det hele.« Sådan ville en anmeldelse af f. eks. en pianist ikke se ud i dag. At en pianist, violinist, fløjtenist o.s.v. har den tekniske side af sagen i orden, inden han begiver sig op på en tribune, er heldigvis en selvfølge; men at det ikke er en selvfølge for sangere, gav anmeldelsen et fingerpeg om. I det hele taget må vi vel erkende, at det ingen steder, hverken på tribune, i opera, i kor eller i skolesang kan siges at være en given ting, at det kostelige instrument, sangstemmen, behandles teknisk rigtigt.

Et menneske i min alder kan dog udmærket huske en tid, hvor f. eks. pianisterne heller ikke var så altfor gode venner med en teknisk side af sagen. Min mor har fortalt mig, hvordan hun og hendes samtidige spillede sig seneknuder til, og jeg har selv i min konservatorietid set sådanne udvækster.

Man spekulerede på den til mange metoder ud for at komme muskelspændinger til livs, men noget effektivt i den retning hørte vi vist ikke om her i landet, før den norske pianist Anders Rachlev slog sig ned som pædagog i København for ca. 35 år siden.

Til ham gik da også en strøm af pianister fra hele Skandinavien, og vi gik alle meget klogere derfra. Han kunne bl. a. fortælle os, at alle vore bestræbelser for et rigtigt anslag var udmærkede, hvis vi samtidig var eller blev klare over, at af ..... må følge ansæt eller anslag - som en rent automatisk ting.

Det lyder selvfølgeligt i dag; men ikke desmindre var det noget, der ændrede pianisternes status, for afsæt var nemlig noget, de forskellige metoder havde glemt at tage i betragtning, og deraf besværet med muskulaturen.

Selvfølgelig har Anders Rachlev ikke været alene om den teori, for på alle instrumentale områder trængte denne afsættende, afslappende teknik ind; blot forekom det mig allerede den gang, at sangteknikken ikke fulgte med. Selv prøvede jeg på konservatoriet en sangteknik, som jeg vil sammenligne med den klaverteknik, der skaffede min mor hendes seneknuder. Det var den skarpe registreringsmetode, og den blev indpodet os af vor største sangerinde på den tid. Senere blev man klar over, at kun de færreste stemmer overlevede en sådan kur, og i dag er den forhåbentlig udryddet overalt.

Mange - altfor mange - metoder har jeg senere gjort bekendtskab med; men efterhånden har jeg sammenholdt dem med de enkle, men strenge krav, Anders Rachlev i sin tid stillede pianisterne, og det har fået mig til at spørge mig selv: Har sangerne, som pianisterne dengang stirret sig blinde i ansats og glemt afsættet? Skulle det i det hele taget ikke kunne lade sig gøre at finde et reelt teknisk grundlag også ved brugen af sangstemmen? Nu må man straks erkende, at sangere på visse punkter har det ulige sværere end de øvrige instrumentalister, idet de samtidig skal danne og anslå instrumentet. Til gengæld skal de så aldrig præstere den samme akrobatik. Foruden disse to funktioner har sangeren også vejrtrækningsproblemet at tænke på. Angående det sidste er det mit indtryk, at så godt som alle pædagoger har været og er enige om, at sang kræver en anden, større og kraftigere indånding end den, vi bruger i dagliglivet. Den teori er jeg ganske uenig med sagkundskaben i, og jeg skal senere komme tilbage til, hvorfor jeg er det.

Udfra mit pianistiske kendskab til værdien af automatik i ansæt - afsæt og udfra forkastelse af stor og kraftig vejrtrækning har jeg i årenes løb skaffet mig selv og mine elever en teknik, der i realiteten blot går ud på ikke at hindre sangstemmen i muskelmæssigt og resonnansmæssigt at anslå instrumentet (kroppen). Her skal jeg ikke gå nærmere ind på, hvordan man på denne måde opnår beherskelse af instrumentet. Det ville kræve megen plads og er vel i det hele taget noget vanskelig noget at sætte på tryk.

Hvert instrument har sin egenart og må behandles derefter. Nogle mennesker har et godt og afslappet forhold til deres krop det gælder f. eks. mange børn - og de kræver selvfølgelig ikke samme koncentrerede afsats - samt ind- og udåndingsteknik som de stive, overanstrengte stemmer. De sidste udgør desværre et temmelig stort kontingent af dem, jeg har fået til behandling.

Nogle ord vil jeg dog gerne sige om disse mine uortodokse forsøg, men inden jeg går over til det, kan det nok allerføst være påkrævet at forklare lidt om, hvad jeg mener med ansæt og afsæt af tonen. Ansættet foregår, når impulsen rammer stemmebåndene og de derved sættes i stand til at svinge. Afsæt kalder jeg de nedad- og udadgående afslappelser, som kroppen foretager muskelmæssigt i samme sekund, som ansættet er foretaget. Måske forstås det bedst ved, at man beskriver ansættet som et let fald, der forplanter sig som ringe i vand. Det korte af det lange er ialt fald, at ansættet ikke må blive stående i muskulaturen - deraf udtrykkene an- og afsæt.

Som før sagt kasserede jeg den store indåndingsteknik og satte i stedet en ganske let indånding gennem næsen med let åben mund. Allerede her kan børn blive en undtagelse fra regelen. Har de ikke forud fået forkert undervisning, tænker de almindeligvis ikke på, at der kræves særlig vejrtrækning for at synge. Lad altså være at tale ind- og udånding med børn. Det man kalder »luft på stemmen« skal i stedet behandles som det muskelpres, det er.

Derimod må så godt som alle, der før har beskæftiget sig med sang, meget nøje af kontrolleres her. Ganske vist tager næseindånding forholdsvis lang tid; men her må man tage tiden, indtil eleven mærker, at ingen muskelspændinger følger med indåndingen.

Selv denne lille vejrtrækning må man så bede eleven aflevere igen, inden han - hun begynder en let hoppende (staccato) øvelse.

Her bliver de alle forbavsede over, at de kan synge en øvelse til ende »uden luft«, og lidt efter lidt erfarer de, at vel kan man ikke synge uden at bruge luft, men de muskelspændinger, der følger i en for stor indåndings kølvand, kan man så glimrende undvære. Disse muskelspændinger forhindrer nemlig luften i at slippe ud igen samtidig med, at de hindrer instrumentet (kroppens muskulatur) i at svinge med efter tonens ansæt fra stemmebåndene. Når eleven er ført så at sige tilbage til den ubevidste indånding, kan man begynde på selve tonean- og afsættet. Det må for ansættelsens vedkommende kun gøres på et ganske let grundlag, idet eleven i virkeligheden kun skal tænke på og fornemme den rette afsættende bevægelse på dette stadium. Enhver instrumentalist må i starten følge sit anslags bane gennem muskulaturen og instrumentet. Det samme må en sanger, og han har samme forpligtelse til nøje kontrol af afsættet, idet hver nyansat tone må have samme betingelse i instrumentet. Med andre ord: den forrige tone må føles gennemført, før en ny starter sin bevægelse.

Dette kan være en trang vej at betræde for en sanger, der er vant til at lade ansæt og krop mase en så stor og fyldig tone som muligt ud i rummet, men den er efter min mening helt nødvendig som første stadium, hvis han vil lære at beherske sin krop. I denne hensigt må selvfølgelig anvendes mange forskellige tekniske øvelser, men også en del psykologisk forståelse fra lærerens side for, hvad der tjener den enkelte til afslapning og fornemmelse af tonens »dans« gennem instrumentet. I den forbindelse fortæller jeg ofte mine elever om mit ophold i Italien som akkompagnatør for en berømt norsk sangerinde. Hun havde et stort sangmateriale, et stort artistisk talent, penge og tid til at konsultere de førende sangpædagoger i Europa, og alligevel levede hun i bestandig krig med sin enorme vejrtrækning og med den deraf spændte krop. Uden for musiksalen gik de italienske piger og sang og trallede de samme sange. For dem lykkedes tin-' gene næsten altid. De havde lært om vejrtrækning og ansats og om at bære tonerne på en søjle, luftstrøm eller andre besværligheder. De havde derimod vitalitet, livsglæde og musikalitet og lyst til at omsætte det hele i sang, og det lykkedes.

Selvfølgelig kan man ikke sætte vitalitet og livsglæde i stedet for teknik, men man kan af eksemplet udlede, at den teknik, man skal bruge, må være sådan, at kroppen er i stand til at an- og afsætte den hurtigt og ubesværet.

Efter arbejde på dette plan er det min erfaring, at eleven før eller senere får kontrol over instrumentet, og derefter kan man så koncentrere sig om den rette balance mellem an- og afsæt, ind- og udånding i nøje kontakt med, hvad øvelse eller sangstrofe kræver. Når eleven efterhånden mestrer dette samspil, opdager man samtidig, at han nu er nået til at kunne modellere tonen, udvide sin stemmes kapacitet og til at kunne arbejde med klangvirkninger.

Her tror jeg, de fleste sangpædagoger vil nikke genkendende, men jeg vil meget stærkt fremhæve, at jeg tror, man skader stemmen, hvis man uden videre starter med modellering af tonen, udvidelse af stemmekapadteten og klangvirkningen. Dette stade er så afgjort betinget af, at eleven forud har lært fuld kontrol med tonens'bane i forbindelse med den rigtige vejrtrækningsteknik.

Hvis sangpædagogerne vil prøve at opfatte sang som noget instrumentalt, vil de sikkert forstå mine betragtninger, og jeg tror, undervisningen ville vinde ved en sådan erkendelse. Jeg ved vel, at disse betragtninger er uortodokse, men de er udtryk for, at jeg tror, sangere lige så vel som egentlige instrumentalister kan lære at betjene deres instrument naturligt og ubesværet og derigennem gøre sig til herre over det. At det kan lade sig gøre, findes der heldigvis eksempler på. Man kan tænke på Fischer Dieskau og førnævnte Laurentz Boegtman.

Blandt de hjemlige kan også nævnes Ib Hansen samt den teknisk meget dygtige Niels Møller, for ikke at tale om flere af.vore dygtige sangerinder. Men endnu mangler vi den store, omfattende selvfølgelighed i det kapitel, og det forekommer mig, at alle sangpædagoger her må føle en forpligtelse.

Som det nu er ganske selvfølgeligt, at enhver instrumentalist kan få klar besked om sit tekniske forhold til klaver, violin, fløjte o.s.v., sådan må det også snarest blive en given sag, at alle, som enten vil eller skal bruge sangstemmen, trygt kan stole på, at det tekniske bliver plejet på forsvarlig måde overalt, hvor der undervises i sang, det være sig i solo-, kor- eller skolesang.

Ulla Højby.

Nogle bemærkninger til den stående kulturdebat At et menneskes biologiske forløb er afhængigt af dets arveanlæg, milieu og personlige oplevelser m. m. behøver næppe præciseres.

Menneskehedens historiske forløb må vel antages at være afhængigt af den samme biologiske lov, ligesom alt liv.

Et kunstværk må, da det er noget levende, være undergivet lovene for liv i samme grad, dets tilblivelse afhængigt af dets primære elementers udviklingsmuligheder, af den skabende kunstners åndelige habitus og af den vekselvirkning, der under udarbejdelsen må være mellem kunstnerens vilje og værkets egen lovmæssige udvikling.

Kunstnerens reaktioner i forhold til hans omgivelser, bl. a. til hans kunstarts stadige forandringer i sit historiske forløb må, forinden de bringes i anvendelse over for et nyt værk, være eksperimentelt gennemarbejdet i hans studerekammer, så de er indgået som et naturligt element i hans personlighed, ellers står han ikke frit i sin objektivitet over for det nye værks tilblivelse, og den nødvendige intuition hæmmes; at gå imod sin egen naturs biologiske lovmæssighed lader sig næppe gøre.

Fører disse reaktioner til påvirkning udefra er det vel naturligt, hvorimod efterligning oftest er dødbringende. Kunstnerens personlige oplevelser så vel som indtrykkene fra hans samtids kunst må være nedsunket i underbevidstheden, før de kan bringes i anvendelse i en nyskabelse.

Således må det vist gå i den enkelte kunstners som i det hele taget i kunstens videre forløb.

En helt anden sag er det, at der i vore dage er gået en lammende inflation i det kunstneriske sprogs udtryksmidler, så man ustandseligt bliver stillet over for banaliteter på den ene side og hysteriske udtryk for oplevelser af psykopatisk art på den anden; det er kun sjældent noget alment menneskeligt får et ægte udtryk. Her er det naturligvis på sin plads, at der er eksperimentatorer, der vil tage sig af det rent sproglige i kunsten, og man må være lydhør og opmærksom overfor, hvad de har at sige om den ting.

Hvor der skal være liv, må der også være tid til en lovmæssig vækst. Man væbne sig med tålmodighed! Blot en kort bemærkning til slut: til enhver tid er der 30-, 50- og 70-årige, der automatisk afløser hinanden, men med hver sin biologiske situation. De er dog alle en slags mennesker. Kai Senstius.

Tidehverv og skisma Med nogen overraskelse ser jeg, at Johan Bentzon (i Dansk Musiktidsskrift for november) har følt sig kaldet til at stille sig solidarisk med et tysk orkesters demonstration mod et værk, han sandsynligvis aldrig har hørt.

Jeg skal i den anledning ile med at indrømme, at jeg heller ikke finder, at forargelse i sig selv angiver en målestok for et kunstværks kvalitet, hvilket jeg, som Johan Bentzon sikkert vil vide, heller ikke skrev (i rapporten fra ISCM-festen i Køln, DM september). Derimod finder jeg det stadig opløftende, at det er muligt at forarge et tysk orkester i en sådan grad, at det offentligt ved en musikfest må demonstrere mod værk, komponist og publikum. Det kan næppe være den utraditionelle spillemade, som komponisten har foreskrevet, der alene giver forklaringen - i den retning må man syd for grænsen være hærdet. Langt snarere er det konsekvensen i Ligeti's værk, orkestret ikke har kunnet bære uden protest, og på denne baggrund finder jeg reaktionen både for orkestrets og Ligeti's vedkommende bemærkelsesværdig og positiv. Et klart og godt formuleret problem får et klart svar. Helt konsekvent havde det jo været, om man havde nægtet at udføre værket. En sådan rent etisk holdning til de musikalske værdier ville være rygtedes.

Imidlertid er denne episode for Johan Bentzon ikke årsag, men blot anledningen til et angreb mod avantgarde-musikken som helhed. Den er slået ind på en vej, hvor musikeren ikke længere kan følge den, siger Bentzon, og til at bevise dette betjener han sig af et ham selv postuleret modsætningsforhold mellem lyd og tone, hvilket kan forekomme kunstigt, eftersom i hvert fald al orkestermusik består af lyd og tone, blot med forskelligt eftertryk. Når han desuden indrømmer komponisten ret til at eksperimentere med støj og tilmed forsikrer, at han forstår komponistens bevæggrunde hertil, skifter artiklen umærkeligt karakter og bliver til et rent personligt anliggende og en afstandtagen fra de nye rørelser som musiker, hvad jo ingen kan anfægte.

Som kulturelt engageret europæer vil han alligevel ikke kunne være uinteresseret, og han vil da som jeg med spænding imødese den danske uropførelse af »Apparations«, således at hans eventuelle forargelse denne gang kan støtte sig på selvoplevelse, i hvilket tilfælde jeg vil betragte den som et positivt fænomen. Helmer Nørgaard.

Tivoli og den nye musik Diskussionen mellem Svend Christian Felumb og Ib Nørholm om Tivoli og den nye musik har meget a propos taget en anden vending med meddelelsen om, at Eifred Eckart-Hansen er blevet knyttet til koncertsalen som kapelmester for den kommende sæson. Musikchefen har sagt sit sidste ord i debatten (Dansk Musiktidskrift, nr. 5), men kunne dertil henvise til nedenstående fortegnelse over nyere danske værker, opført af Tivolis koncertsals orkester i sæsonerne 193260. I komponistens replik er spørgsmålet om hans generations musik derfor ubesvaret, indtil den nye unge dirigent får levet op til de traditioner, der også er skabt for fornyelse.

Lad os håbe for nordisk musikkultur, at parterne i sagen ikke kommer til at vente forgæves på et gensidigt udspil, men går hinanden imøde på et realistisk grundlag.

JØRGEN BENTZON: Concertino nr. I (8 gange) - : Introduction, variationer og rondo for saxofon og strygere (U) - : Lyse land, fantasi (U) - : Photomontage, ouverture (2 gange) (U) - : Danse af »Saturnalia« - : Sinfonía buffo - : Dickens-symfonien (3 gange) NIELS VIGGO BENTZON: Ouverture for kommerork. (U) - Orkestersonate for fløjte og str. (U) - Symfoni nr. 2 for klaver og ork. (U) - Symfoni nr. 3 (U) - Symfoni nr. 4, Metamorfoser (3 gange) (U) - Violinkoncert op. 70 (U) - Intrada (U) - Symfoniske variationer (U) - Concerto for 6 janitscharer (U) EBBE HAMERIK: Suite af »Marie Grubbe« - Sinfonie-Ouvertüre (U) - Forspil til 2. akt »Stepán« VAGN HOLMBOE: Symfoni nr. 2 - Kammerkoncert nr. l - Symfoni nr. 5 - Concerto nr. 9 (LI) - Kammerkoncert nr. 10 (5 gange) - Symfoni nr. 3 (U) - Concerto nr. 11, trompet (U) - Koncert for trombone (4 gange) (U) - Kammerkoncert nr. 5, viola - Concerto nr. 8, Sinfonía concertante - Kammerkoncert nr. 2 (2 gange) — Symfoni nr. 7 - Symfoni nr. 6 FINN HØFFDING: »Det er ganske vist« - Evolution (U) - Suite af »Kejserens nye Klæder« (U) - »Majfest« (U) JØRGEN JERSILD: Pastorale for strygeork. (U) HERM. D. KOPPEL: Ouverture for lille ork.

(3 gange) (U) - : Capriccio for violin og ork. (3 gange) (U) - : Festouverture - Symfoni nr. 2 (U) - Intermezzo capriccioso - Sinfonietta op. 41 - Koncert for klarinet og kammerork. (U) - Koncert for violin, viola og kammerork. (U) Klaverkoncert nr. 3 (3 gange) - Kammersuite for lille ork. (U) - »Ternio« - Koncert for violoncel og ork (U) - Symfoni nr. 5 (4 gange) (LI) OTTO MORTENSEN: Festouverture KNUDÂGE RIISAGER: Intrada og Marcia fra suite for lille ork.

- : Marche tatare (Repertoire) (U) - : I anledning af (Repertoire) - : Slaraffenland, suite (Repertoire) - : »Benzin«, suite - : Peblingeviser (Repertoire) - : Primavera, ouverture (2 gange) (U) - : Qarrtsiluni (3 gange) KNUDAGE RIISAGER: Sinfonía gaio - Frederik den II i Ditmarsken (3 gange) (U) - Concertino for trompet (8 gange) - Darduse, suite (5 gange) - Finalegalop (3 gange) (U) - Tolv med posten (Repertoire) - Sommerrapsodi (Repertoire) (U) - Tivoli-Tivoli (U) - Bellman-variationer (U) - »Niels Ebbesen«, forspil (Repertoire) - Monument for Thomas Kingo (7 gange) — Torgutisk dans (Repertoire) - Erasmus Montanus, ouverture ~ Variationer over en sarabande op. 53 (U) - Suite af »Etude« (Repertoire) - »Quodlibet studiosis« - Rondo giocoso for violin og ork. (U) - Lille ouverture for strygere POUL ROVSING OLSEN: Festouverture - Sinfonía.

OLE SCHMIDT: Elegi for obo og strygere - Koncert for trompet og trombone (U) SVEND S. SCHULT2: Slavisk dans (U) - Sinfonía piccola (U) - Til Tivolis 100 års dag (U) - Klaverkoncert nr. l (U) - Klaverkoncert nr. 2 (U) — Suite af »Romeo og Julie« Velkommen på Tivoli 1948, Intrada (U) - Symfoni nr. 1 (U) - »Kaffehuset«, ouverture (2 gange) (U) - »Høst«, intermezzo - Concertino for klaver og lille ork. (U) Symfoni nr. 3 (U) - »Til Søren«, suite SV. ERIK TARP: Suite over dandske folkemelodier (Repertoire) - Rhapsodi (5 gange) - Concertino for violin (14 gange) - Orania, suite Concertino for fløjte og ork. (2 gange) - Mosaik, suite (Repertoire) - Concerto C dur for klaver og ork. (4 gange) - »Den detroniserede dyretæmme«, suite (Rep.) - Sinfonía divertente (2 gange) Pro defunctis (2 gange) Lystspilouverture (Repertoire) The Battle of Jerico (Repertoire) - Ouverture til mit dukketeater (Repertoire) - Symfoni nr. 2 Es dur — Symfoni nr. 3 FLEMMING WEIS: Musikantisk ouverture HENNING WELLEJUS: Andante cantabile (4 g.) - : Concerto for violin og ork.

- : Frihedsouverture (4 gange) SVEND WESTERGAARD: Elegi for strygeorkester U = Uropførelse _ . -. . . _ , .

Svend Christian Felumb.

Nyt fra forlagene Kammermusik ARMBRUSTER: Kleine suite op.7 f. vi. og kl. (H&C) BARTÓK: Contrasts f. vi., klarin, og kl. (B&H) BEETHOVEN: Adagio i C, vlc. og kl. (H&C) CHRISTENSEN: Fantasi for orgel (E&S) DEBOIS: 12 sange (E&S) HARRISON: Two pieces f. vi. og kl. (JW) - Idle Dean, f. vlc. og kl. (JW) HEAD: Wishes, unison sang eller solo (B&H) HERRMANN (arr.): Klaviermusik der Romantik (H&C) LORENTZ: Klavierwerke (BL) PURCELL (arr. Britten): The Blessed Virgin's Expostulation ((B&H) -----Five songs (B&H) RICHARDSON: Sonnet, vi. og kl. (JW) RIESS: Old spanish organmusic (WH) Undervisningsmusik ARBEJDSBLADE FOR BLOKFLØJTE, hft. 5 og 6 hft. 5: En yndig og frydefuld sommertid, 7 gamle danske viser, arr. Finn Viderø hft. 6: Finn Viderø: Ich sag Ade, 5 var. over en nederlandsk folkevise f. 6 blokfl. (E&S) DREWS: Organische Klaviertechnik, bd.I og II (HS) KELLER/KUNZ (arr.): Im Bauerndorf. Leichte Lieder und Tänze für Klavier 4hd. (H&C) MUSIK I SKOLEN, arg. 6A nr. II, arg. 6A nr. 13 og 14, arg. 6B, nr. 12-16, arg. 6C, nr. 7-9. Asmussen/Alvad: Kom og spil, 2. - Bech/Fredborg: Folkedanse I (MF) PFISTER: Tagebuch einer Raupe, für den ersten Klavierunterricht (H&C) PURCELL: Syng nu højt for Gud f. 4-st. bl. kor, str. og org. Folke- og skolemusik, XIII,2 (WH) Korkompositioner BUTT: Christmas Carol (unison) (B&H) COPE (arr.): Accompanied Christmas f. soli og bl.

kor (B&H) DEMANTIUS: Das alte Jahr vergangen ist, motet 6-st. kor a capella (VM) GEHRMANS KVARTETT-BIBLIOTEK, nr. 326 til 332 (CG) MATTHEWS/DETWEILER (arr.): Nine Lessons and Carols, bl. kor (B&H) NELSON: The Christmas story for fortæller, barytonsolo, bl. kor og ork. (B&H) PAASCH: Es ist auf Erden ein Kindlein gebor'n f. 4-st. kor (VM) PURCEL: Dido and Aeneas, opera i tre akter, arr.

Britten/Holst f. soli, kor og kl. (B&H) SCHUTZ: Freuet euch mit mir, f. soli, kor og org.

(VM) Litteratur FRIIS: Buxtehude — Hans by og hans orgel, tilsendt fra Helsingør kommune GOTTWALDT/HAHNE: Briefwechsel zwischen J. A. P. Schulz und J. H. Voss (B-V) HJELMBORG: Musikorientering (A F-H) KORTSEN: Fartein Valens 2. symfoni, en formanalytisk studie (eget forlag) KUNST: Supplement til 3. ed. af Ethnomusicology (MN) MONTANI: Viaggio intorno al pianoforte (R&C) ROSEBERRY: Ludwig van Beethoven (B&H) - W. A. Mozart (B&H) THOMSEN/BRAMSEN: Spil med becifring, Politikens musikbibl. (PF) B-V: Bärenreiter-Verlag, Kassel-Wilhelmshöhe CG: Carl Gehrman, Stockholm £65"": Engstrøm & Sødring, København HS: Hans Sikorske, Hamburg H&C: Hug & Co., Zürich JW: Joseph Williams, London MN: Martinus Nijhoff, Haag MF: Musikhøjskolens forlag, København PF: Politikens forlag, København R&C: Ricordi & Co., Milano VM: Verlag Merseburger, Berlin WH: Wilhelm Hansen, Musik-Forlag, København Legatansøgninger . Danmark JANUAR Inden 5/1: Direktør T h. Thrane og hustrus legat (for pianister under 25 år). Det kgl. danske Musikkonservatorium, H. C. Andersens Boulevard 36, Kbh. V.

— : Ors. Rigenstrup og bustrues mindelegat (fortrinsvis for unge tenorsangere). Det kgl. danske Musikkonservatorium, H. C. Andersens Boulevard 36, Kbh. V.

Inden 15/1: Danmark-Amerika-fondet. Nytorv 9, Kbh. K.

- : Tb. Alfr. Chr. v. Irgens-Bergbs kunstnerlegat.

Lrs. Svend T. Bruun, Kronprinsessegade 30, Kbh.

K. (Skema).

Inden 31/1: Geheimekonferensraadinde Andræs mindelegat. Dansk Kvindesamfund, Niels Hemmingsensgade 10, Kbh. K. (Skema).

- : Dansk Tonekunstnerforenings Understøttelsesfond (for ordinære medlemmer og disses efterladte). Hrs. Helsteds kontor, Rådhusstræde l, Kbh. K. (Skema).

- : Ludvig Triers legat ( for studerende kvinder).

Dansk Kvindesamfund, Niels Hemmingsensgade 10, Kbh. K. (Skema).

Orkestermusik BRITTEN: Cantata Académica - Carmen Basiliense, op. 62, f. soli, kor og ork. (B&H) GINASTERA: Variaciones Concertantes f. kammerork. (B&H) STRAVINSKIJ: Concerto for piano and wind instruments (B&H) - Monumentum pro Gesualdo di Venosa, 3 madrigaler arr. for instr. (B&H) TCHEREPNIN: Symphony no. 4, op. 91 (B&H) A F-H: Arne Frost-Hansens forlag, København BL: Bo Lundgren, Lund B&H: Boosey & Hawkes, London FEBRUAR Inden 15/2: Andreas Arenholíz Dænkes arvingers legat (for unge fra Odense og omegn). Odense byråd. (Skema).

- : Simon Ar on Eibeschütz' slegat (for mænd af mosaisk tro). Det mosaiske trossamfund, Ny Kongensgade 6, Kbh. K. (Skema).

- : Emanuela Schröders legat (sangere el. sangerinder, 18-30 år). Hrs. Jonas Bruun, Bredgade 38, Kbh. K. (Skema).

Inden 28/2: Christian IX's jubilæumslegat (for musikere ved Gården el, disses enker). Chefen for Livgarden.

— : Københavns Musiker- og Orkesterforenings imderstottelsesfond (for ældre medlemmer el. disses enker). Vendersgade 25, Kbh. K. (Skema).

- : Syngelærer Al heri Meyer og hustrus legat (for svagelig og trængende sanger el. musiker, mandlig el. kvindelig). 1rs. Sven Simonsen, St. Kongensgade 49, Kbh. K..

- : Emmerich Jacob Müllers legat. Lrs. Knud Bonlov, Ny Vestergade 18, Kbh. K. (Skema).

— : Entreprenør Christian Nielsens legat. Ors. Hallager, Skindergade 21, Kbh. K.

- : Egmont H. Petersens fond til unges uddannelse). Vognmagergade 9, Kbh. K. (Skema).

Canadisk legat The Canada Council tilbyder unge forskere og kunstnere studie- og rejselegater for det akademiske år 1961/62. Hvert stipendium er på 2.000 can.$ + translokationsomkostninger.

Ansøgningsskemaer, der må rekvireres fra den canadiske ambassade, returneres inden 1. februar.

Ny musik i dansk radio Hovedsagelig førstefremførelser. - Angående mere detaljerede oplysninger og evt. programændringer henvises til dagspressens radiooversigter. - (F) betyder foredrag, (U): uropførelse.

DECEMBER 15. Torsdagskoncert. BL a. F. Martm: Koncert for syv blæsere, slagtøj og strygere.

A. Honegger: Rugby.

16. Hilding Rosenberg: 11. strygekvartet.

17. Fangen. L. Dallapiccolas opera.

21. Ålborg byorkester. W. Egk: La tentation de Saint Antoine.

25. Kammerkoncert. Bl. a. N. O. Raasted: Kristi fødsel.

Et barn er født: J.Plaetner (U).

29. Vor tids musik. G. Berg: Mouture. B. H am bræ us: Cercles.

30. Prokofievs klaversonater, 4.

JANUAR 4. Dansk musik. Bl. a. K. A. Wieth-Knudsen: Kirkescene.

8. Kammerkoncert. Bl. a. E. Bloch: Koncertino.

Prokofievs klaversonater, 5.

11. Vor tids musik. John Cage (F).

12. Torsdagskoncert. BL a. N. V. Bentzon: 4. symfoni.

14. Cello og klaver. H.W.Henze: Serenade.

A. Webern: Op. 11.

Klaversoli. Bl. a. A. Schönberg: Af op. 11 og op. 2315. Tre motetter. Erik Fogh (U).

16. Aftenfolkekoncert. BL a. M. Williamsson: Espada ouverture.

21. L. N ono: Incontri, A. Webern: 5 orkesterstykker, K. Stockhausen: Kontrapunkte.

Niels Viggo Bentzon: Variazioni semplice.

26. Torsdagskoncert. BL a. D. Sjostakovitj: Cellokoncert.

Vor tids musik. M. P er agallo: Forme sovrapposte. - K. Stockhausen: Refrain.

Ny musik i DUT JANUAR 15. Jazz og europæisk tradition. Helmer N ørgaard (U), Borge Roger Henrichsen (U), Ole Schmidt (U), Finn Savery (U).

Medv. Allan Botschinsky, Erik Moseholm m.fl., under ledelse af Finn Savery.

Thorvaldsens museum kl. 14.

18. Dansk-Schweizisk. Den danske Kammerkvartet spiller værker af Riisager, Burkhard, Staempfii, Nørgård.

Hirschsprungske Samling kl. 20.

22. Fl. Weis: Fern epigrammer (U), Webern: Bagatellen op. 9, Gudmundsen-Holmgreen: 5 små studier (U), T. Baird: 4tet.

Medv. Música vitalis-kvartetten.

Statens Museum for Kunst kl. 14.

28. Gymnamusa: Musik fra middelalder og renaissance.

Odd Fellow palæets mindre sal kl. 16.