uden titel

Bliver Danmark et musikland?

Nogle betragtninger i anledning af to kronikker

I »Jyllandsposten« d. 21. og 22. september 1960 har bibliotekar, mag. art. Erling Winkel på basis af korrespondance med musikfolk fra forskellige lejre skrevet to kronikker om provinsens musikliv under titlen »Bliver Danmark et musikland?«

Alene overskriften er nok til at sætte tanker i sving hos dem, som er impliceret, og spørgsmålet er jo af livsvigtig betydning netop for landets musikpædagoger, som nødvendigvis må have deres store andel i udviklingen. Det er da også de afsnit, der vedrører det musikpædagogiske arbejde, som har foranlediget disse linier. De øvrige emner, som berøres i artiklerne, f. eks. kirkemusikken og byorkestrene, tilkommer det andre at tage stilling til.

Erling Winkel raillerer et sted over de uhyre vanskeligheder, der er forbundet med at gennemføre et ordentligt musikalsk arbejde i de talrige mindre kor, som stadig eksisterer i tilslutning til foreninger med forskellige formål. Det anføres, at der i vore dage er så meget, der distraherer og får kormedlemmerne til at svigte de fastsatte øvetider. Kun nogle få elitekor er i besiddelse af den fornødne ildhu, og lignende forhold skal gøre sig gældende i amatørorkestrene.

Mon ikke det ihærdige arbejde på musikalsk opdragelse, som nu mange steder foregår i skolernes sangtimer - suppleret af den frivillige instrumentalundervisning uden for skoletid - vil være i stand til ad åre at ændre dette billede? Et målbevidst musikalsk arbejde i folkeskolen må vel blive stadig mere almindeligt som en naturlig følge af de nu eksisterende musiklinier ved seminarierne, og det kan komme til at betyde, at det i fremtiden bliver lettere at samle folk om musikalske opgaver, også hvor det musikalske arbejde ikke er biprodukt af et idéfællesskab hos kor- og orkestermedlemmerne. Beskæftigelsen med musik virker jo i sig selv befordrende på samhørighedsfølelsen.

Hermed er vi imidlertid på vej ind i et andet spørgsmål, som behandles i de nævnte artikler. Kronikøren efterlyser åndelig baggrund for musikudfoldelsen og mener, at vi i så henseende er dårligere stillet end tidligere generationer. De åndelige strømninger: arbejderbevægelsen, højskoletanken og skandinavismen m. m. udløstes i folkelig sang. »Det har været påpeget, at den saglige musikpædagogik i vore dage ikke har noget rigtigt at sætte i stedet.« En sådan opfattelse må man som musikpædagog absolut bestride. Det er netop den moderne musikpædagogiks mål at skabe glæde og begejstring for musikken for dens egen skyld, for dens æstetiske værd. Den vil lære folk, at musik er en vidunderlig form for livsudfoldelse, som bringer den udøvende såvel som den lyttende uanet glæde og berigelse. Et særligt lys kastes over dette synspunkt ved, at det så ofte understreges, hvor nødvendigt det er, at der skaffes mennesket af i dag rekreation og åndehuller i tidens hæsblæsende jag.

Når man har ment, at musikpædagogikken ikke har noget at sætte i stedet for de nævnte åndelige strømninger, skyldes det vel, at det endnu kun i spredte tilfælde er lykkedes dens udøvere at nå det høje mål. Det musikpædagogiske arbejde, sådan som det formentlig vil forme sig fremover, som et folkeligt oplysningsarbejde, er af så ny dato på vore breddegrader, at det endnu kæmper med talrige børnesygdomme. Og hertil kan vi bl. a. regne det ofte svigtende samarbejde mellem sanglærere og musikpædagoger, som Erling Winkel også omtaler i sine kronikker.

Der røres her ved noget, som må optages til virkelig alvorlig overvejelse. Sanglærerens og musikpædagogens arbejde griber i den grad ind i hinanden, at et intimt samarbejde må etableres, hvis værdifulde resultater skal opnås. Ved ærlig samarbejdsvilje og gensidig respekt for hinandens arbejde skulle det være muligt at blive enige om vejen mod det fælles mål.

At provinsens musikliv lider alvorligt under mangelen på kvalificerede pædagoger understreges endnu engang. »Som bekendt klumper musikpædagogerne sig sammen i København på samme måde som så mange mennesker med åndelige ambitioner« ( ! ), skriver Erling Winkel.

Mange musikpædagoger er kommet til København i deres studietid og er så blevet der. Om det skyldes den omstændighed, at de er kommet til at føle sig tilrette i hovedstaden, eller om de mener, at chancen for at skabe sig en eksistens er større her, hvor så mange mennesker lever samlet på én plet, skal være usagt; men i hvert fald kunne det jo tænkes, at disse tidligere landboer og provinsianere nærede mistillid til mulighederne for at skabe sig en levevej der, hvor de kommer fra, og man kan vel ikke fortænke dem i, at de ikke ønsker at løbe nogen unødig risiko.

Der skal en god portion vovemod samt nogen økonomisk ballast (hvilket sidste kun få musikpædagoger har) til at begive sig ud i et musikarbejde, hvis chancer ikke på forhånd lader sig bedømme. Idealisme og tro er, som Erling Winkel så rigtigt siger, gloser, som man kan få galt i halsen, og i hvert fald er de jo nok lettest at bringe til udfoldelse for mennesker med økonomisk rygdækning. For de fleste musikpædagoger er musikundervisningen eneste erhverv, hvad der forekommer ganske naturligt, når man betænker hvilke krav, der må stilles til den velkvalificerede musikpædagog; men det kan vanskeliggøre idealisme i praksis, hvis hermed menes manglende hensyn til det økonomiske udbytte. Skal man opnå at få landet dækket ind med musikpædagoger, må man på én eller anden måde kunne yde dem en vis garanti for, at de kan eksistere der, hvor man ønsker, de skal nedsætte sig.

Som man vil forstå behandler de omtalte artikler nogle af de mange problemer omkring musiklivet i Danmark, som må og skal løses i en ikke for fjern fremtid.

Det er af overordentlig betydning, at der stadigt holdes liv i debatten omkring disse spørgsmål, hvorfor Erling Winkels indlæg må hilses med største tilfredshed.
Bellis Stedstrup.

Niels Borre
Niels Borre er afgået ved døden d. 20. november. Smerteligt rammer meddelelsen vor forening, hvis ve og vel lå Niels Borre så stærkt på sinde. Det vakte i sin tid glæde i alle kredse, da den betydelige kunstner og pædagog og det fine menneske blev indvalgt i Mp Fs bestyrelse. Niels Borre blev få år senere som naturlig konsekvens af hans levende interesse for musikpædagogikkens anliggender og i erkendelse af hans særlige evner som organisator og diplomat valgt til Mp Fs formand, en post han beklædte en årrække, til et svagt helbred tvang ham til en roligere livsførelse.

Niels Borre sad indtil for få år siden som koncertmester for andenviolinerne i Radiosymfoniorkestret, et orkester han havde tjent siden 1931. Ved siden heraf havde Niels Borre oparbejdet en fin position som violinpædagog. Han var meget søgt som lærer, og såvel Mp F som NMPU havde ofte bud efter ham som instruktør. Det skulle i dette nummer af Dansk Musiktidsskrift have været meddelt, at Niels Borre ville medvirke ved kongressen i Oslo til sommer. Sådan skulle det ikke være. Nordisk musikpædagogik har ved Niels Borres død lidt et stort tab.
Henning Bro Rasmussen.

Tak til Niels Borre
Virkelig store kunstnere er sjældne også på pædagogikkens område. En sådan virkelig stor kunstner var Niels Borre, hvilket enhver af hans mange elever, både amatører og professionelle fra ind- og udlandet, har kunnet opleve. Som den ægte kunstner han var, anvendte han sin store faglige viden som middel til en inspirerende undervisning. En »time« hos Borre var en oplevelse, som rakte langt ud over »timen«, en oplevelse, som hans elever vil huske hele livet.

Det der i særlig grad udmærkede Borre var hans vidunderligt levende undervisning og hans fremragende intuition for rigtig instrumentbehandling, hvilket bl. a. medførte, at ikke blot violinister, men også musikere fra andre instrumentgrupper søgte ham som lærer.

Borre var fanatiker på en dejlig ufanatisk måde. Han var fanatisk i sine krav til sig selv, og intet fik lov til at stivne i bestemte systemer, for han forstod at udvikle hver elevs særlige musikalske og tekniske evner.

Vi er mange, der for vor musikalske og menneskelige udvikling står i stor gæld til Niels Borre; hvor stor ved kun den enkelte selv. For os er Borre ikke død. Han har ved sin personlighed og erfaring givet os så meget at bygge videre på, at han ikke kun efterlader sig et minde, men er en stadig inspiration i vort arbejde.
Ole Kinch.

Tak for gode, glade timer, for aldrig svigtende energisk indsats som lærer og som hjælper, for hjertelighed, berigelse og inspiration.

I sammenspilstimer mødte jeg Niels Borre som den omhyggelige, grundige nodelæser, der vidste at tyde et nodebillede og dvæle ved dets fine detaljer - som den fornemme musiker, der kendte musikken bag noderne, som violinkunstneren der animerede sin medspiller til at spille bedre end man kunne.

Niels Borre var en stor musikpædagog som jeg mindes i taknemmelighed.
Birthe Jensen.

Kongressen i Oslo 1961

finder som tidligere omtalt sted i dagene 30. juli til 5. august. I »Dansk Musiktidsskrift« (side 256) har NMPUs præsident Nicolai Dirdal løftet sløret for de emner, kongressen vil behandle. Der er emner af almen musikpædagogisk art, og der er emner af mere speciel art.

Kongressens betydning for det kommende musikpædagogiske arbejde beror bl. a. på, om De er med. - Reservér derfor dagene 30. juli til 5. august 1961 i Deres ny kalender til deltagelse i 6. nordiske musikpædagogiske kongres i Oslo.

Indlæg i debatten

Birte Låge Hunø gør i sit brev til »Musikpædagogen« opmærksom på det forhold, at der kun findes 6 statsprøvede blokfløjtepædagoger, medens instrumentet dog har vundet en uhyre udbredelse.

Frk. Låge Hunø rører her ved et problem, der må optage enhver, der interesserer sig for instrumentets stilling i musiklivet. Dets popularitet lader formode, at også de undervisendes antal må være betydeligt. Problemet er følgelig næppe så meget lærermangel som mangel på kvalificerede lærere.

Det er en kendsgerning, at siden blokfløjte blev genindført som hovedfag ved musikpædagogisk eksamen har ialt kun 4 pædagoger indstillet sig. Kan det da ikke berolige nogen, at de alle fire bestod? Øjensynlig ikke. Siden maj 1958 har ingen prøver været afholdt.

Der har været arrangeret mere eller mindre private kurser, lærere er blevet tilkaldt fra udlandet for at højne kvaliteten. Det siger sig selv, at dette arbejde må have givet resultater, og der undervises da også på kraft. Men der er en påfaldende og beklagelig tilbageholdenhed, hvad årsagen så end kan være, når det drejer sig om at indstille sig til statsprøven.

Nu fortæller Birte Låge Hunø os så ganske enkelt, at der er mange, der i lang tid ikke blot har undervist, men også arbejdet intenst på selv at dygtiggøre sig. Problemet lader til at være, at man godt kan, men simpelt hen ikke vil tage den eksamen, der er og skal være forudsætningen for, at man kan betegne sig som statsprøvet musikpædagog i blokfløjte og således blive optaget i medlemslisten under blokfløjte.

Her kunne man spørge: Hvorfor vil man egentlig ikke det? Frk. Låge Hunø giver os ikke nogen begrundelse for sit standpunkt. Man skulle dog synes, at når man kan sit fag, skulle alder og dermed følgende erfaring kun kunne være en fordel. Er man særlig dygtig og erfaren, vil man kun bidrage til at skabe anseelse om en eksamen, der stadig er meget ung, og som endnu kun har en meget kort tradition at støtte sig til.

Man skal indstille sig for at vise, at blokfløjte er et fag, man ikke kan tillade sig at fuske med. Den opfattelse, at man kan undervise, blot man køber en fløjte med grebstabel, er stadig meget udbredt, ikke mindst blandt de unge, — derfor skal man ikke holde sig for god til at møde frem. Især da ikke, hvis man i forvejen er statspr. musikpædagog og således kun skal aflægge prøve i pædagogik, generalbas- og solospil. Ærlig talt: det drejer sig om halvanden time! Skulle man ikke kunne ofre det? For de unge, der endnu ingen eksamen har, er prøven naturligvis en alvorligere sag, og det vil være vanskeligt at klare den uden at have gennemgået Konservatoriets to-årige kursus.

Med hensyn til antagelsen af elever til Tivolikoncerterne deler jeg ganske B.L.H.s opfattelse. Det forekommer mig at være urimeligt snævert at afvise dygtige elever af et medlem af Musikpædagogisk Forening, fordi de spiller et instrument, som deres lærer ikke også har taget eksamen i.
Gunhild Deckert Knudsen.

Flere indkomne indlæg bringes i næste nr. - Red.

KLAVERLÆRERSTILLING LEDIG Ved Det fynske Musikkonservatorium ønskes en stilling som klaverlærer besat fra januar 1961. Lønnen andrager pr. time kr. 15,—, og der garanteres 7 timer pr. dag — én eller to dage om ugen. Der ydes godtgørelse for evt rejseudgifter.

Skriftlig ansøgning sendes snarest til direktor Martin Andersen, Det fynske Musikkonservatorium, Kronprinsensgade 19, Odense.

Medlemsmøde med Alexander Stoffregen
Til medlemsmødet d. 15. november på musikkonservatoriet havde man formået Alexander Stof f regen til at komme til stede og delagtiggøre os i sine rige erfaringer fra et langt og betydningsfuldt virke i musikkens tjeneste. Vi blev påmindet om at bruge vor egen dømmekraft i spørgsmål vedrørende foredrag og metronombrug og ikke kritikløst efterkomme de anvisninger, der måtte stå ved begyndelsen af et stykke, idet forskellige udgaver af samme stykke meget vel kan indeholde indbyrdes divergerende anvisninger, en kendsgerning der afslører, at det er udgiveren og ikke komponisten, der har »været på spil«.

Ligeledes blev vi advaret imod slavisk at forlange en bestemt fingersætning gennemført, idet individuelle forskelle hos de spillende i givet fald bør have lov at virke medbestemmende.

Endelig blev der rammet en pæl gennem eventuelle tågede forestillinger om betydningen af betegnelsen tempo giusto, idet vi fik klargjort, at tempo giusto må anses som en modsætning til rubato, hvilket vil sige, at det betyder strengt metronomisk.

Det mærkes så stærkt, at hr. Stoffregen øser af en tilbundsgående viden i alle spørgsmål, og vi gik hjem opfyldt af taknemmelighed over at have fået lov til at sidde og lytte ved mesterens fødder.
I. B.

Husk venligst inden jul at sende meddelelse til Mp Fs kontor, - hvis De vil være med i dagbladsannonceringen d. 1. og 8. januar 1961 - hvis De har en sangelev til koncerten i Stockholm d. 10. februar 1961 - hvis De vil købe ISMEs beretning over kongressen i København 1958.

Se meddelelserne i »Musikpædagogen« for nov.

Musikpædagogisk Forening Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag).
Frederiksborggade 50, Kbh. K, tlf. BYen 4021.
Postgiro 26284.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg.
Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.